RÆSON om vismandsrapporten: Vismændene vil have upopulære reformer. Nu!

RÆSON om vismandsrapporten: Vismændene vil have upopulære reformer. Nu!

26.10.2010


Der er offentlige underskud så langt øjet rækker og derfor behov for en efterlønsreform, mener vismændene, der på kort sigt forventer pæn økonomisk vækst i år, sløv vækst næste år og en ledighed, der topper omkring 133.000 personer i 2012. RÆSON suger koncentrat ud af vismændenes netop offentliggjorte halvårsrapport om dansk økonomi.

Af Kenneth Praefke, RÆSON’s økonomiske redaktør

Et krybende opsving, endnu skrøbeligt. Sådan karakteriserer kalder vismændene udsigten for dansk økonomi i 2011 og 2012 i deres netop offentliggjorte halvårsrapport. De forventer en vækst på 2,2 pct. i år, 1,1 pct. i 2011 og 1,8 pct. i 2012. Dermed er vismændene mere optimistiske end regeringen omkring vækstudsigterne for i år, hvor finansministeriet blot forventer 1,4 pct. vækst.
      ”Den bratte økonomiske nedtur er blevet afløst af positiv vækst fire kvartaler i træk. Både det private forbrug og eksporten steg markant i det første halvår af 2010, men er fortsat langt under niveauet fra før krisen,” skriver vismændene.
      I forhold til forårsrapporten er der to gode nyheder. Vismændene forventer, at det offentlige underskud bliver 10 mia. kr. mindre og at også ledigheden bliver lavere end hidtil skønnet. Konkret forventer vismændene at ledigheden topper i 2011 ved et niveau omkring 133.000 personer, men dog først falder igen i 2012 til cirka 130.000 personer.

Efterlønsreform
Vismændene bruger god plads på at påpege, at krisen har givet et kæmpe hul i kassen, der skal lukkes. De bifalder forkortelsen af dagpengeperioden fra to til fire år i forbindelse med regeringens Genopretningsaftale, men kalder på yderligere tiltag, der skal opfylde vismændenes evige bøn om at sikre den langsigtede holdbarhed. Særligt har de set sig lune på at reformere efterlønnen – den måske mest upopulære reform.
      Forkortes efterlønsperioden fra fem til tre år fra 2012 vil det øge beskæftigelsen med ca. 40.000 personer og forbedre de offentlige finanser med ca. 1 pct. af BNP i 2020. Afskaffes efterlønnen fuldstændigt vil det øge beskæftigelsen med 80.000 personer allerede i 2020.
      Der er behov for at øge beskæftigelse, så hullet i kassen kan lukkes, og ifølge vismændene er en efterlønsreform klart den mest effektive måde at forbedre de offentlige finanser på. Og i øvrigt den eneste, hvor man klart kan pege på et værktøj, der kan løse problemerne, mener vismændene:
      ”Samlet vurderes det, at en efterlønsreform er den mest effektive måde, hvorpå beskæftigelsen kan øges og de offentlige finanser forbedres – ikke mindst i kraft af, at en efterlønsreform er det eneste af de betragtede tiltag, hvor et virkningsfuldt instrument til sikring af den øgede beskæftigelse kan anføres helt præcist.”
      Et alternativ er at øge arbejdstiden for de beskæftigede, som bl.a. oppositionen foreslår i sin økonomiske plan Fair Løsning (”12 minutter mere om dagen”). Det øger skatteindtægterne men nedbringer ikke antallet af personer på overførselsindkomster. Derfor er den positive effekt på de offentlige finanser også det mindre, ligesom det er svært at pege på et instrument, der kan øge arbejdstiden.

Produktiviteten falder og falder
Vismændene har i anden halvdel af deres rapport undersøgt den haltende danske produktivitet. Men hvor det er nemt for vismændene at fastlægge, at produktiviteten halter, så er det sværere for de kloge økonomer at finde årsagen eller pege på løsningen.
      ”Danmark er blandt de rigeste lande i verden. Målt på bruttonationalprodukt (BNP) pr. indbygger lå Danmark i 2008 på en 10. plads i selskabet bestående af de rigeste OECD-lande (ekskl. Norge og Luxembourg). En fastholdelse af denne position kræver en fortsat vækst i indkomsten pr. arbejdstime kombineret med et højt antal arbejdstimer pr. indbygger.”
      I perioden 1967-2009 er væksten i realindkomsten per dansker – et godt mål for produktivitetsudviklingen – vokset 1,9 pct. årligt, mens den i perioden 1995-2009 blot er vokset 1,3 pct. årligt. I den lange periode udgør væksten i timeproduktiviteten 2,4 pct., mens produktivitetsstigninger i perioden siden 1995 kun bidrog med 1,1 pct. per år. Det er helt oplagt, at produktiviteten altså begyndt at halte.
      Og meget tyder på, at problemet primært er et dansk problem. Fra midten af 1990’erne til 2008 er den danske værditilvækst pr. arbejdstime faldet fra at udgøre 96 pct. af den tyske til 88 pct., 97 pct. af den amerikanske til 85 pct. og fra 108 pct. af den svenske til 95 pct. i samme periode.
      Det tyder på, at forklaringen hverken kan findes i uddannelsesniveauet eller i investeringsudviklingen. I stedet konkluderer vismændene:
      ”Imidlertid peger analysen på, at der er et bemærkelsesværdig lavt uddannelsesniveau i den private sektor, når der sammenlignes med uddannelsesniveauet i den offentlige sektor, og samtidig er der elementer af en uhensigtsmæssig fordeling af de uddannede mellem virksomhederne i den private sektor.”
      Med andre ord: De uddannede er ikke der, hvor de gør mest gavn.