PROFESSOR MHKAIMAR ABUSADA TIL RÆSON: Obama får svært ved at styre Israel

PROFESSOR MHKAIMAR ABUSADA TIL RÆSON: Obama får svært ved at styre Israel

07.09.2010


RÆSON har talt med professor i statskundskab, Mhkaimar Abusada fra Al-Azhar Universitet i Gaza, om den israelsk-palæstinensiske konflikt og det nyligt overståede topmøde i Washington. Efter næsten to års politisk dødvande er de direkte fredsforhandlinger igen på dagsordenen. Abusada giver her en analyse af situationen fra en palæstinensisk synsvinkel.

Af Souzane Khalidan

Kaster man et blik på de arabiske medier i disse uger, finder man en udpræget grad af mistillid og skepsis. De seneste forhandlinger om fred mellem israelere og palæstinensere, der indledtes i Washington i sidste uge, kommer på et tidspunkt, hvor store interne politiske uoverensstemmelser plager både det israelske og palæstinensiske politiske landskab. Mængden af stridigheder stor: israelske bosættelser, efterkommere af palæstinensiske flygtninge, grænsedragning, opdelingen af Jerusalem og sikkerhedsspørgsmålet repræsenterer for begge parter stadig uløste spørgsmål.

Men det historiske møde kan vise sig at være begyndelsen på en længe ventet fred i Mellemøsten. Sådan siger professor Mhkaimar Abusada til RÆSON.

Mødet i Washington repræsenterer på mange måde et stort skridt for fredsforhandlingerne mellem israelere og palæstinensere. Hvad skyldes den pludselige forhandlingsvilje hos parterne? ”Genoptagelsen af forhandlinger er ikke sket på hverken palæstinenseres eller israelernes initiativ. Det må man takke USA for. De to parter er blevet presset til dette møde, lige siden Obama blev præsident – og det politiske pres kan tolkes på mange måder. Min vurdering er, at ingen af de to kunne sige fra længere. Der er mange elementer, der er med til at afgøre, hvordan og hvornår sådan et politisk topmøde finder sted. Når palæstinensernes præsident, Abbas, siger ja til at komme, skyldes det en accept fra donorlandene – Jordan eksempelvis. Desuden yder USA en betragtelig økonomisk støtte til både Palæstina og Israel – så det er på mange måder umuligt for de involverede parter at sige nej til forhandlinger.

Samtidig er der ingen tvivl om, at en stor del af fortjenesten ligger hos de to hovedprofiler Benjamin Netanyahu og Mahmoud Abbas – de har ikke siddet i samme rum i over to år. Så det faktum, at de mødes, er en lille sejr i sig selv.”

Hvad kom der helt konkret ud af dette første møde i denne runde af fredsforhandlinger? ”Det er på nuværende tidspunkt kun gisninger, man kan komme med i forhold til det langsigtede politiske resultat. Men man kan med sikkerhed sige, at de to herrer, Mahmoud Abbas og Benjamin Netanyahu, skal mødes igen. Den 14. og 15. denne måned sætter de sig til forhandlingsbordet og vil besvare hinandens spørgsmål fra det første møde. Desuden skal man ikke glemme, hvor meget historisk symbolik dette møde indebærer – både i forhold til det internationale samfund, men i lige så høj grad i forhold til hjemmefronten.”

Hvad er udsigterne – vil dette møde påbegynde en afsluttende fredsproces? ”Udsigterne afhænger af begge parter. Faktisk afhænger det mest af USA’s pres på Israel. Hvad nytter det at mødes diplomatisk rundt om et forhandlingsbord i USA med den mest magtfulde mand i verden, når israelerne planlægger og optegner, hvor de nye bosættelser skal udvides og bygges? Det er jo en falliterklæring på forhånd. Dette topmøde handler ikke kun om de to statsledere, der fører ordet. Det handler om noget så basalt som vand, der mangler i folks huse og borgere i et land, der ikke kender deres lands grænser.

Det er på nuværende tidspunkt meget svært at gennemskue hvad udsigterne er. Den israelske premierminister Netanyahu, har foreslået at mødes med præsident Mahmoud Abbas hver anden uge eller et par gange hver måned for at diskutere de svære konflikter. Dette forslag anser jeg for at være yderst kontroversielt og interessant på samme tid. Samtidig har man fra begge parters side nedsat nogle kommissioner eller grupper, som skal diskutere de tekniske og komplekse problemer. Det er også en succes på mange måder. Men som du kan fornemme, så er denne problematik en unik mosaik kombineret af mange ubesvarede spørgsmål og mange konflikter, som skal bearbejdes. Det kan gå begge veje. Men det er positivt, at forhandlingerne er gået i gang igen. Udfaldet afhænger dog på mange måder af israelernes ageren i denne situation. Især de israelske bosættelser vil kunne sabotere forhandlingerne. Alt tyder på, at den israelske administration planlægger at fortsætte med at bygge israelske bosættelser. Den israelske premierminister Netanyahu virker meget mere optaget af at bevare status quo og bevare den succes, han har i øjeblikket, end på at fokusere og finde en løsning på hele denne konflikt. Samtidig er palæstinenserne meget splittede – nogle vil gerne forhandle, andre er mere skeptiske.”

Hvad ønsker palæstinenserne i forhandlingerne? ”Der er mange hovedproblemer for palæstinenserne. Først og fremmest har vi efterkommerne af de 700.000 palæstinensiske flygtninge, som gerne vil hjem – hvor skal de hen? Så er der hele diskussionen om Jerusalem, og om hvorvidt den skal være hovedstad for Palæstina. Det nye Palæstina skal have nye grænser – men hvilke? Der sidder hundredvis af unge palæstinenser i de israelske fængsler som ikke ved, hvornår kan de løslades? Og Sikkerhedsspørgsmålet. Der er uendelige mange spørgsmål.”

Hvad med israelerne? Hvad er deres ønsker? ”Israel har ligesom palæstinenserne et stærkt ønske om at beholde Jerusalem som deres hovedstad og bevare magten i byen. Det er nok spørgsmålet om hovedstaden, der kommer til at fylde mest for israelerne. Bosættelserne er de allerede i gang med – med eller uden Abbas’ accept. Langt hen ad vejen er det palæstinenserne, der ønsker og mangler at få noget af israelerne. Man kan sige, at sikkerhedsspørgsmålet også er højt prioriteret hos israelerne. Hvis Abbas får sin stat, hvordan vil han så håndtere Hamas? Det er jo hans ansvar i sidste ende.”

Hvad er Obamas rolle i denne fredsproces? Hvor adskiller Obama sig fra Bush? ”Der er den helt afgørende forskel, at da Bush kom til magten, negligerede han fuldstændigt den palæstinensisk-israelske konflikt. Første gang han bød ind med noget konstruktivt var i 2007, hvor han opfordrede begge parters ledere til at forhandle og tale sammen. Obama gav konflikten opmærksomhed fra sin allerførste dag som præsident. Han holdt tale i Cairo og var meget opsat på sagen. Hans engagement kan forklares på flere måder. Han kan have en personlig ambition om at være den præsident, der redder verden og skabte fred i Mellemøsten. Han har lovet palæstinenserne en stat, men hans problem er ikke hans egen politik eller ideologi. Problemet er den jødiske lobby, der har al for meget indflydelse i USA. Hans magtbeføjelser er indskrænkede, og det gør, at han ikke bare kan gennemtrumfe noget hen over hovedet på Israel.

Begge parter er trætte af ord og forhandlinger og aftaler og snak. Der skal ske noget. Om det er Obama, Bush eller tidligere præsident Clinton, der kommer til at løse problemet er egentlig sagens kerne underordnet. Det er godt, at Obama gør en ihærdig indsats og forsøger at skabe fred i regionen. Men det er ikke første gang, at vi ser, at USA presser på for at finde en gunstig løsning for de involverede parter. Jeg tror imidlertid ikke, at det er spil for galleriet. Alle præsidenter ønsker at ændre noget og at efterlade en stærk arv af succes og sejr. Obama har fra sin første dag vist, at han ønsker at ændre konfliktens nuværende stadie.

Det kan være risikabelt at forudse fremtidens mange udfald – især når det handler om fredsforhandlinger i Israel-Palæstina. Men det er i hvert fald ikke usikkerhed, der præger den amerikanske præsident Barack Obama, når det kommer til Mellemøsten. Han har en særdeles udfordrende ambition foran sig – at skabe fred i Mellemøsten, og allerhelst inden hans præsidentperiode når sin ende. Men er det realistisk? Hillary Clinton tror på, at Abbas og Netanyahu denne gang formår at komme frem til en aftale, der kan munde ud i oprettelsen af en palæstinensisk stat.”

Kræver det ikke at Hamas lægger en dæmper på sig selv? ”Få dage inden topmødet gik i gang, var der igen uroligheder i de besatte områder, og Hamas dræbte fire israelere. Det er naturligvis meget lidt hensigtsmæssigt. Der er også meget internt splittelse hos palæstinenserne, og hvis eller når der kommer en palæstinensisk stat, så skal Hamas på en eller anden måde integreres i statens ledelse. Hele Gaza-striben bakker op om Hamas, og det kan man ikke ignorere. Der skal dog ændres på nogle ting.

Det nuværende problem er, at Hamas ikke er en del af forhandlingerne. Man har valgt at ekskludere dem fra start, hvilket forværrer situationen. Israel og Palæstina står begge med ukontrollerbare trusler. De trusler skal tages hen ad vejen, sideløbende med det storpolitiske.”

Så du tror på en to-statsløsning? ”Jeg tror, at USA vil lægge ydereligere pres på de to parter. Dette er bestemt ikke det sidste møde. Vi vil komme til at se flere politiske møder mellem Abbas og Netanyahu.  En to-statsløsning er den ultimative løsning. Jeg kan ikke komme på nogen bedre løsninger, selvom jeg er samfundsforsker og kender til mange sammensætninger og løsninger. Dette land er helt unikt og skal derfor opdeles unikt. Der er to folk, jøderne på den ene side og palæstinenserne på den anden side – de er begge berettigede til at være i landet – problemet er bare hvor og hvordan.”

Og er det fiktion eller reel ny historieskrivning, der finder sted, nu hvor verdens hidtil mest omtalte konflikt igen er kommet på den politiske dagsorden? ”Det hele afhænger, som jeg understregede før, af, at begge parter går ind i disse forhandlinger med oprigtighed, og at de israelske bosættelser ophører. Selvom palæstinenserne får en selvstændig stat, så er der jo de interne palæstinensiske oprør mellem den sekulære Fatah-bevægelse på Vestbredden, som Abbas tilhører, og den religiøse Hamas-bevægelse, der kontrollerer Gaza-striben.

Skulle det mod al forventning lykkes at finde en to-statsløsning, så vil det sætte både Netanyahu og Abbas i politisk unåde. De interne kriser er svære for Obama at løse, og så bliver det først spændende at se hvor meget internationalt opbakning, de to nye stater vil få. Det vigtigste nu er, at de to parter mødes og forhandler. Selvom mange synes, at man har hørt historien før.”

Souzane Khalidan (f.1984) er nu ved ved P1 Orientering, tidligere praktikant på Deadline 22.30. Snart færdiguddannet som cand.public. med speciale indenfor Mellemøsten og det arabiske sprog. Har tidligere været ansat ved Udenrigstjenesten som Regionskoordinator ved Det Danske Generalkonsulat. Medlem af RÆSONS redaktion.