Pakistan: Oversvømmelser kan gavne fundamentalismen

Pakistan: Oversvømmelser kan gavne fundamentalismen

01.09.2010


Udsigten til langsigtede ødelæggelser i Pakistan har skabt frygt for øget ustabilitet i landet, der er afgørende i USA’s kamp mod Taleban og Al-Qaeda.

Af Martin Wøldike

Aften efter aften har tv-billeder fra helikoptere vist tilsyneladende uendeligt store oversvømmede områder i Pakistan. Kun få spredte palmetræer og ødelagte byer stikker op af vandet. Den pakistanske befolkning oplever en katastrofe, der allerede er blevet kaldt den største i landets historie: Oversvømmelserne har påvirket mere end 17 mio. pakistanere i et område, der dækker en femtedel af landet. Men selvom de enorme vandmasser nu – godt en måned efter monsunregnen udløste oversvømmelserne – endelig er begyndt at trække sig tilbage, og der ikke ventes mere vand i de kommende dag, er fremtiden for en stor del af den pakistanske befolkning stadig yderst usikker. FN anslår, at mindst 1.600 mennesker er omkommet som følge af oversvømmelserne, og ifølge FN-talsmand, Maurizio Giuliano er mere end seks mio. overlevende stadig i fare for at miste livet på grund af enten sult eller vandbårne sygdomme som dysenteri, tyfus, hepatitis eller kolera. ”Det er et grufuldt billede, der tegner sig,” siger Giuliano.

I Pakistan lever store dele af befolkningen af de afgrøder, de selv dyrker. Men i år er enorme landbrugsarealer gået tabt i oversvømmelserne, der har ædt syv millioner hektar landsbrugsjord, druknet mere end 200.000 stykker kvæg og skyllet store fødevarelagre væk, som kunne have givet mad til millioner af mennesker. At oversvømmelserne tilmed rammer lige op til høstsæsonen og i nogle af de områder, der i forvejen er præget af store grupper af internt fordrevne, er ifølge nødhjælpskoordinator hos Dansk Røde Kors, Mikkel Nedergaard, ekstra problematisk.

”Da hæren sidste år gik ind og ryddede Swat-dalen, gav det nogle meget store interne flygtningestrømme. Når oversvømmelserne nu rammer hårdest i Swat og de omkringliggende områder Nowshera og Mardan, hvor man i forvejen har over en mio. interne fordrevne, så forværrer det jo alt andet lige den humanitære situation, når det er så sårbare mennesker, man har med at gøre. Ofte vil man se, at der er en eller anden grad af modstandskræft i befolkningen, men situationen bliver sværere, når man får sådan en oversvømmelse oven i, at man sidste år har måttet forlade sit hjem,” siger Mikkel Nedergaard.

Selvom mediernes fokus på oversvømmelsen i Pakistan er steget betydeligt, i takt med at katastrofens omgang blev kendt, så mener Mikkel Nedergaard stadig, at den kunne have fået endnu mere opmærksomhed.

”Vi taler højst sandsynligt om den største katastrofe i Pakistans historie.

Jordskælvet i 2005 var meget voldsomt, men nu hører vi, at den fysiske ødelæggelse efter oversvømmelserne er nogenlunde den samme som efter jordskælvet i Haiti sidste år. Man snakker om næsten lige så mange berørte som under Tsunamien.”

Det danske Udviklingsministerium har netop besluttet at øge nødhjælpen til Pakistan med 60 millioner kroner, så den samlede nødhjælp fra Danmark når op på 130 millioner og gør Danmark til den sjette største bidragsyder i verden – og den største bidragsyder, hvis man gør det op i forhold til indbyggertal. Og der er i den grad brug for pengene. Det anslås, at mellem seks og otte millioner mennesker stadig har akut brug for hjælp, og ifølge Mikkel Nedergaard, vil den akutte fase fortsætte i et godt stykke tid. Først senere, når sundheds- og sanitetsfaciliteter er blevet genoprettet, og tilstrækkeligt mange indbyggere har fået husly, vil nødhjælpsarbejdet gradvist gå over i en genopbygningsfase. Men før dét kan ske, er det vigtigste at få etableret ren og skær fysisk adgang til de ramte områder ved at få genetableret de mange ødelagte broer og veje. De pakistanske myndigheder anslår, at genopbygningen af landet vil tage minimum tre år, mens skeptikere taler om fem-ti år. Pakistan er netop i færd med at forhandle nye låneaftaler med den Internationale Valutafond, IMF, og har med udsigterne til en dyr genopbygning måtte nedvurdere sin forventede økonomiske vækst for 2010 til 2 % af BNP fra tidligere 4,5 %.

En chance for islamisterne

Udsigten til langsigtede følger af oversvømmelserne får mange til at frygte for sikkerhedssituationen i Pakistan. Taleban-sympatiserende islamister kan udnytte krisen til at vinde opbakning fra den hårdt trængte befolkning. Ifølge en undersøgelse fra The Sustainable Development Policy Institute i Islamabad er de 20 distrikter i Pakistan, der har den dårligste fødevaresikkerhed, netop hjemsted for de værste militante grupperinger.

Politiske iagttagere i internationale medier påpeger, at de pakistanske politikeres skiftevis ineffektive og negligerende håndtering af oversvømmelserne er en smertelig påmindelse om den pakistanske regerings dybe inkompetence, når det kommer til katastrofehåndtering. Den folkelige utilfredshed med regeringens langsomme og kaotiske håndtering har givet mere eller mindre militante islamiske nødhjælpsgrupper mulighed for at udfylde vakuummet. Med en græsrodsbevægelses effektivitet, der giver dem fornyet støtte i Pakistans befolkning, har de islamiske hjælpegrupper demonstreret, at de kan yde netop dét, regeringen ikke har kunnet. Men selv for en rig og veludviklet stat, ville det ifølge seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, Lars Erslev Andersen, være et enormt vanskeligt arbejde at nå lige så hurtigt ud til alle de ramte områder:

”Taliban-sympatiserende islamiske velgørenhedsgrupper har været bedre i stand til at operere lokalt og give folk nødhjælp, mens staten ofte glimrer ved sit fravær, når der skal laves lokale projekter. Men det er en vanskelig opgave: I mange af de her områder er staten i forvejen ikke rigtigt til stede – den skal sådan set først derud nu. Så det er klart, at det er de islamiske grupper, der bliver mest synlige.

Pakistans indenrigsminister, Rehman Malik, har indrømmet, at der er fare for, at Taleban kan øge deres indflydelse i de oversvømmede områder ved at påtage sig nødhjælpsrollen, men han har også tilføjet, at han ikke vil tillade, at det sker. Han skyder i stedet skylden for den langsomme regeringsindsats på ’intern partipolitik’:

”Regeringen blev overrasket over omfanget af katastrofen, og Pakistan har brug for al den hjælp, landet kan få. Ingen havde nogensinde forventet, hvad der ville ske. Det er den største katastrofe i hele regionens historie,” sagde Malik. Over for de internationale medier forsøgte den amerikanske ambassadør i Pakistan, Anne Patterson, også at nedtone truslen fra Taleban: ”Ærligt talt så tror jeg, historierne om, at det kun er ekstremisternes organisationer, der hjælper ude i landet, er dybt overdrevne.”

Afhjælpe oversvømmelser eller bekæmpe Taliban?

Under jordskælvet i Pakistan i 2005 var billedet det samme. De islamiske nødhjælpsgrupper var hurtigt ude med nødhjælp til de ramte områder. Og deres nyvundne popularitet hos lokalbefolkningen gav sig tilmed udslag i øget rekruttering til de militante grupper.

”Vesten siger, vi er terrorister og intolerante, men i krisetider er det os, der hjælper befolkningen, sagde lederen af den islamiske gruppe Jamiat-ulema-e-Islam, Maulana Yousaf for få dage siden til New York Times. Ifølge vicedirektøren for en anden gruppe, Falah-e-Insaniyat, har man uddelt nødhjælp med påskriften ”Stol ikke på regeringen og dens vestlige allierede”. Falah-e-Insaniyat er velgørenheds-grenen af Lashkar-e-Taiba, gruppen der i 2008 stod bag terrorangrebet i Mumbai, Indien.

Khadim Hussain fra Aryana Institue for Regional Research and Advocacy i Islamabad har studeret udbredelsen af militante grupper. Han kalder det ’meget alarmerende’, at de islamiske grupper har bevæget sig så meget ind i det pakistanske samfund. Han frygter, at den folkelige mistillid til regeringen i yderste konsekvens vil udhule støtten til militærets kampe mod de militante grupper og derved give et boost til Pakistans islamiske partier, som trods deres begrænsede størrelse er forholdsvis indflydelsesrige.

”De militante grupper er ganske vist også selv stærkt begrænsede i deres bevægelighed som følge af oversvømmelserne. Det er selvsagt sværere at køre en bilbombe i stilling, hvis broerne og vejen er skyllet væk. Men fordi grupperne er mindre og mere decentraliserede end militærets enheder, er de mere fleksible,” forklarer den pakistanske journalist og anerkendte ekspert i Pakistans nordvestlige grænseregion, Rahimullah Yousafzai, til Washington Times:

”De militante grupper kan være forvissede om, at de ikke vil blive mødt af nogen større angreb i den kommende tid. Militærets førsteprioritet er på oversvømmelserne lige nu, selvom det ikke kan fjerne fokus fra de militante grupper. De bliver nødt til at finde en balance,” siger Yousafzai.

I slutningen af august besluttede det pakistanske militær at omdirigere nogle af de helikoptere, der har været brugt i kampen mod Taleban, til de oversvømmede områder. Kritikere som Khadim Hussain og Rahimullah Yousafzai frygter, at den beslutning vil svække militærindsatsen mod Taleban, der uden helikopternes tilstedeværelse får større mulighed for at omgruppere sig. Pakistans militær har dog forsikret, at helikopterne hurtigt vil kunne bringes tilbage, og at det overordnede alarmberedskab ikke er svækket.

Foruden helikopterne har militæret også omdirigeret 60.000 af hærens i alt 550.000 mand til nødhjælpsindsatsen. Men militærembedsmænd har sagt, at ingen af de 140.000 soldater, der bekæmper Taleban langs grænsen til Afghanistan, er blevet flyttet. I stedet har hæren sendt soldater, der var stationeret i Punjab-provinsen, til katastrofeområdet.

Især Pakistans militære indsats i grænseområdet mod Afghanistan er afgørende for den amerikansk-ledede krig mod Taleban, og situationen i området bliver derfor fulgt med panderynken i Pentagon. Ydermere har oversvømmelserne forsinket det amerikanske militærs forsyninger fra Pakistan til Afghanistan, fordi store dele af den pakistanske infrastruktur er brudt sammen. Pakistan var imidlertid allerede en problematisk allieret før oversvømmelserne, forklarer Lars Erslev Andersen:

”Pakistan er i et dilemma med meget stor og udbredt skepsis over for regeringen i den pakistanske befolkning. Og der er en meget stor skepsis over for, at Pakistan allierer sig med USA, fordi mange ser USA som problemet frem for løsningen. Noget af den utilfredshed og skepsis har Taleban og andre grupperinger forsøgt at udnytte. Men den problemstilling har været der hele tiden. Pakistan har en lang tradition for at have arbejdet sammen med nogle af disse grupper, som vi i USA-koalitionen gerne vil have, at de bekæmper. Det sker blandt andet i Pakistans konfrontation med Indien, ikke mindst i Kashmir. Samtidig er mange pakistanere bange for hvem, der kommer til magten, for eksempel i Afghanistan. Er det folk, der er Pakistan venligt eller uvenligt stemt? Karzai (Hamid Karzai, Afghanistans præsident, red.) er for eksempel super gode venner med Indien, og han er amerikansk støttet, og derfor ligger der fra pakistansk side også en motivation i at modarbejde dét, siger Lars Erslev Andersen.

Militæret mere populært en præsidenten

Pakistans præsident Asif Ali Zardari, der i forvejen er dybt upopulær blandt befolkningen, er bleev hårdt kritiseret for at forlade landet midt under katastrofen for at gennemføre planlagte besøg i Frankrig og Storbritannien. Men allerede inden oversvømmelserne denne sommer, var Zardari ’megaupopulær’, siger Lars Erslev Andersen.

”Han er helst i udlandet, fordi der er ikke ret mange, der kan lide ham i Pakistan. Han kom jo til magten som præsident i kølvandet på mordet på Benazir Bhutto. Blandt pakistanerne har han ry får at være en korrupt fyr, og de har stort set ingen tillid til ham.”

Mange pakistanere har i højere grad tillid til militæret, der høstede meget ros i foråret sidste år, hvor de bekæmpede Taleban i Swat-dalen. Erslev:

”Hvis jeg skal sige det populært, så er militæret det største parti i Pakistan. Det er jo militæret, der reelt set sidder på store dele af magten. Selvom man officielt har demokrati, og selvom man har det her spil for galleriet, hvor præsidenten overdrager myndigheden over atomvåbnene til premierministeren, så ved alle og enhver, at det er militæret, der sidder på de ting. Og de sidder godt og tungt på dem. Og det har man det måske godt med i Pakistan – fordi pakistanerne har det med politikere som italienerne har det. De stoler ikke på dem og ser dem per definition som korrupte.”

Martin Wøldike (f. 1983) er uddannet journalist fra Syddansk Universitet i 2008. For tiden læser han master i International Affairs på The New School i New York. Han har tidligere arbejdet på TV2-Nyhederne, TV Avisen og Deadline.