Overvismand Peter Birch Sørensen: Vismand og vagthund

Overvismand Peter Birch Sørensen: Vismand og vagthund

31.03.2010


”Ser man det i et længere historisk perspektiv, så er der faktisk ganske meget af det, som vismandsinstitutionen har anbefalet, som i den ene eller anden form er blevet gennemført.” Så fortrøstningsfuld lyder konklusionen fra Peter Birch Sørensen, der 1. januar afsluttede seks år som økonomisk overvismand. 1. april tiltræder han som cheføkonom i Nationalbanken. Birch kalder vismandsinstitutionen ’en slags vagthund’: ”Offentlighedens og mediernes interesse for, hvad vi siger, og hvad vi anbefaler, har været stigende gennem det her årti. Jeg har oplevet en stadig mere intens medieinteresse. Der er enorm efterspørgsel efter uafhængige akademiske synspunkter.”

Interview af Kenneth Praefke

Siden 2004 har han siddet på fagøkonomiens kongetrone, overvismandsposten. Efter 2 x 3 år som overvismand og før det godt to et halvt år som almindelig vismand i slutningen af 90’erne, har han i alt næsten ni års erfaring fra Det Økonomiske Råds formandskab. Med assistance fra Rådets sekretariat, er det vismændenes opgave at foretage fagøkonomiske konjunkturvurderinger og analyser af relevante økonomiske områder og hertil knytte eventuelle politikforslag. Og netop politikforslagene er noget, der ofte bringer vismændene i fokus. For Peter Birch Sørensen har perioden i formandskabet ikke altid været – målt i forslag omsat til politisk handling – lige succesfuld:

”Vi har været meget kritiske over for regeringens skattestop fra dag ét. Men der må vi jo sige, at der ikke har været meget lydhørhed. Det er et område, hvor vismændene i min tid ikke har haft medvind”. Flere gange har vismændene gentaget, at det vil være fornuftigt at øge boligbeskatningen eller beskatningen af fast ejendom generelt, og så bruge provenuet til at sænke skatten på først og fremmest arbejdsindkomst. Derfor har vismændene også været kritiske over for skattestoppet, der betyder en gradvis udhuling af boligbeskatningen, hvilket ifølge Birch Sørensen ”er meget uhensigtsmæssigt i en verden, hvor andre skattebaser bliver stadig mere mobile over grænserne”.

”Meget af det vi kommer med, er notorisk upopulært i en stor del af befolkningen, og derfor er man ikke overrasket over, at det ofte bliver fejet af bordet. Der er jo også andre økonomiske eksperter, hvis forslag af blevet fejet af bordet de senere år,” konstaterer Peter Birch Sørensen med en slet skjult hentydning til Velfærdskommissionen og Arbejdsmarkedskommissionen, der i det store og hele løb panden mod politikermuren, da de præsenterede deres rapporter.

Selvom Peter Birch ikke er kendt for sin evne til at brænde igennem i medierne, har han alligevel nydt stor respekt fra journalisterne, mens politikerne ikke har holdt sig tilbage fra at kritisere vismandsinstitutionen under Peter Birch Sørensens ledelse. Som da daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen foreslog økonomerne at omskrive deres lærebøger, dengang de i perioden op til finanskrisens udbrud så en stor risiko for overophedning som følge af den historisk lave ledighed. Specielt dystert ser Peter Birch Sørensen dog ikke på den manglende lydhørhed overfor vismændenes forslag hos politikerne, for vismændenes job er ikke at levere politisk populære rapporter og politikforslag: ”Det eneste holdbare for vismændene er at holde sig strengt på faglighedens grund og sige det, man kan stå inden for som fagøkonom. Politikerne vil meget gerne tage vismændene til indtægt for deres synspunkter, og det gør de typisk meget selektivt – så man kan hurtigt blive kastebold. Derfor er man nødt til at være meget præcis i sine udtalelser.”

Derfor mener han heller ikke, at man skal se det som et nederlag, når vismændenes forslag ikke omgående bliver omsat til politik. ”Det er klart, at vi ser tingene med ret fagøkonomiske briller, og der er jo også andre hensyn at tage, så derfor kan man ikke forvente, at man vil tage vores forslag i uændret form”. Og ser man det på lidt længere sigt, har vismændene i virkeligheden haft held til at præge de politiske forslag: ”Ser man det i et længere historisk perspektiv, så er der faktisk ganske meget af det, som vismandsinstitutionen har anbefalet, som i den ene eller anden form er blevet gennemført.”

Så der er en eller anden modningsproces?

”Ja, nemlig. Vi skal bidrage til at udvide det politiske mulighedsrum ved at gøre opmærksom på nogle problemer og komme med mulige løsninger. Så tager det ofte lang tid før, det bliver mere eller mindre anerkendt, at der er et problem her, og at det er fornuftigt at gå delvist i den retning, vismændene har anvist.” Han nævner arbejdsmarkedsreformerne i 90’erne som et af de måske mest markante eksempler. Vismændene begyndte allerede i slutningen af 80’erne at pege på de strukturproblemer, der var på det danske arbejdsmarked på det tidspunkt og fortsatte med det op gennem 90’erne. ”Nu er et ikke fordi, man alene skal give vismændene æren for Arbejdsmarkedsreformerne, men man kan i hvert fald sige, at vismændene var tidligt ude med at pege på behovet og også angive den retning, det skulle tage.”

Vismænd i modvind
Det Økonomiske Råd blev oprettet i 1962. For at sikre vismændenes uafhængighed af den politiske proces, er det kutyme, at Økonomi- og Erhvervsministeren, der formelt udnævner vismændene, altid følger indstillingen af nye vismænd fra det siddende formandskab (kun en enkelt gang i 1969 har ministeren valgt at afvige fra vismændenes indstilling). Men særligt i de første år af vismændenes levetid, dvs. i 1960’erne og 70’erne, var de dog udsat for kritiske blikke og flere forsøg på at lukke institutionen. I 1973 anmodede Folketingets finansudvalg økonomi- og budgetminister Per Hækkerup om en vurdering af, om det fortsat var nødvendigt at opretholde Det Økonomiske Råd. Da Hækkerup var på udkig efter spareprojekter, svarede han med et tydeligt nej. Kun støtteindlæg i pressen fra blandt andet tidligere finansminister og generalsekretær for OECD, Thorkil Kristensen, reddede dengang vismændene fra lukning.

Det europæiske samarbejde og vismændenes vurdering af gevinsten ved at indtræde i et sådan har også altid skabt blæst. Et eksempel var, da alle tre vismænd i forbindelse med folkeafstemningen i 1972 om Danmarks indtræden i det, der dengang hed EF, meldte ud, at de personligt var tilhængere af et dansk ja. Endnu mere europæisk blæst ramte vismændene, da de i maj 2000 udkom med en rapport, der beskrev de økonomiske virkninger af et eventuelt dansk medlemskab af ØMU’en. Konklusionen lød – i øvrigt på linje med tidligere rapporter fra 1997 og forårsrapporten fra 2009, der dog er lidt mere euro-begejstret – at da de økonomiske fordele og ulemper måtte betragtes som små og usikre var beslutningen om ØMU-deltagelse ”mere politik end økonomi”. Den besked faldt tæt på valget ikke belejligt for ØMU-tilhængerne. Finansminister Mogens Lykketoft kaldte vismandsrapporten ”exercits i det tomme teoretiske rum”, og statsminister Poul Nyrup Rasmussen kaldte rapporten ”fagøkonomisk dårlig”. Ikke lang tid efter vismandsrapportens offentliggørelse skiftede stemningen i øvrigt fra et komfortabelt ja til deltagelse i det europæiske monetære samarbejde til et nej-flertal. Men der er næppe nogen politiker, der i dag tør gentage tidligere lukningsforsøg på vismandsinstitutionen. Birch finder, at vismændenes betydning for offentligheden er stor, ligesom han kalder vismændene ”en vigtig institution for økonomstanden”.

”Hvis man vurderer vismændenes indflydelse på offentlighedens og mediernes interesse for, hvad vi siger, og hvad vi anbefaler, så har jeg oplevet den som været stigende gennem det her årti. Jeg har oplevet en stadig mere intens medieinteresse. Så i den forstand føler jeg, at vismændenes gennemslagskraft er ganske stor.”

”Der er enorm efterspørgsel efter uafhængige akademiske synspunkter. Mange af kollegaerne på universiteterne har ikke så meget tid til at følge med i den aktuelle økonomiske udvikling, så de viger ofte tilbage, fordi de simpelthen har for travlt med at forske og undervise. Derfor kommer der mange henvendelser til vismændene,” siger Peter Birch Sørensen, der også fortæller, at vismændene tit afstår fra at blive citeret eller udtaler sig med stor forsigtighed for ikke at sætte foden forkert, hvis de bliver spurgt om områder, de ikke er eksperter i.

Det selvvalgte elfenbenstårn
Men ikke bare, når man måler vismandsinstitutionen på et mediebarometer, har de ifølge Peter Birch Sørensen stadig berettigelse. ”Vismandsinstitutionen er enormt vigtigt, fordi den har uafhængighed. Den arbejdsproces, som institutionen har, er garant for – ikke ufejlbarlighed, men en meget grundig tilblivelsesproces, hvor hver en sten bliver vendt, og hvert kapitel i rapporterne går igennem mange udkast. Det er altså en vis garanti for, at der ligger en høj grad af faglighed bag – og også en garanti for, at de enkelte vismænd ikke i urimelig grad kan ride deres egne kæpheste. Alt kommer op til kritisk efterprøvning,” understreger Peter Birch Sørensen og henviser til musketérprincippet blandt vismændene; alle fire vismænd skal være enige i konklusionerne.

”For økonomstanden er det en meget vigtig institution, og den er værdifuld for offentligheden. Som uafhængig institution har vismændene en rolle som en slags vagthund. Vismændene placerer sig lidt bevidst i et elfenbenstårn – [man spørger]: hvordan ser det ud med rent fagøkonomiske briller, og hvad vil være det ideelle at gøre?”

BIRCH OM SIN AFLØSER. Ved årsskiftet blev Birch afløst af Hans Jørgen Whitta-Jacobsen, der ligesom sin forgænger er økonomiprofessor på Økonomisk Institut ved Københavns Universitet. De to kender hinanden særdeles godt og har udover at være kollegaer på instituttet og nu tidligere i vismandsinstitutionen, også skrevet en makroøkonomisk lærebog sammen: ”For det første er han en rigtig dygtig økonom med en bred faglig horisont, som man skal have som overvismand. Og for det andet er han en rigtig god kommunikator. Så jeg tror, at vismandsinstitutionen vil stå utrolig stærkt med ham som formand,” udtaler Birch. Samtidig med sin ansættelse i Nationalbanken forlader Birch i øvrigt sit professorat på Københavns Universitet.

Kenneth Praefke (f. 1987) er stud.polit og redaktør på de polit-studerendes internetportal Altandetlige.dk. Har desuden skrevet freelanceartikler om økonomi til Uniavisen.dk og Weekendavisen. Kenneth blogger om økonomi på econblog.dk.