NATO-land i Mellemøsten: Tyrkiet vil være en regional stormagt

NATO-land i Mellemøsten: Tyrkiet vil være en regional stormagt

07.10.2010


Tyrkiets islamiske regeringsparti, AKP, er en politisk succeshistorie, hvad angår popularitet og slidstyrke. Men selv efter otte år ved magten er partiet stadig lige så kontroversielt, som det er beundret. Under overfladen lurer et strategisk kursskifte for tyrkisk udenrigspolitik – et skifte, der positionerer Tyrkiet som en regional magtfaktor, der kan gå imod EU og USA på væsentlige områder.

Af Pola Rojan

»Hør, du må lige indvie mig i jeres hemmelighed bag altid at få over 50 procents tilslutning i folkeafstemninger og ved valg,« sagde Spaniens udenrigsminister, Angel Moratinos, leende til sin tyrkiske kollega under en officiel sammenkomst i midten af september. Selv om den spanske ministers spørgsmål til Tyrkiets udenrigsminister, Ahmet Davutoglu, var leveret med et smil foran snurrende kameraer, gav han ærligt udtryk for en fremherskende forundring og fascination i mange vestlige hovedstæder.
      Det islamisk-konservative Retfærdigheds- og Udviklingsparti (AKP) har, siden en jordskredssejr i 2002 der bragte det dengang kun et år gamle parti til magten, været fulgt særdeles tæt i både ind- og udland. Og ikke uden en betydelig portion skepsis vel at mærke. I dag er billedet af AKP noget mere sammensat, end i de tidlige dage, hvor opfattelsen af AKP-ledelsen som mørkemænd kamufleret i moderne jakkesæt var mere dominerende i udlandet og i den hjemlige opposition.
      Men trods en stærk vælgertilslutning samt en række politiske svendestykker både ude og hjemme, har Tyrkiets bløde islamister ikke formået at indgyde grundlæggende tillid til omverdenen omkring deres motiver og langsigtede hensigter med magten. AKP’s meget fremtrædende udenrigspolitiske profil spiller her en afgørende rolle. Regeringens varme diplomatiske forbindelser til Irans præstestyre, den militante Hamas-bevægelse, som Tyrkiet nægter at betegne som en terrororganisation, Syriens præsident Bashir Assad samt Sudans krigsforbrydersigtede præsident, Omar Bashir, har givet næring til i forvejen udbredte mistanker blandt kritikerne.

Machomand
Værst har indtrykket været i Vesten de senest to år, hvor den tyrkiske regering til stor begejstring blandt Mellemøstens arabere har spillet på stærkt Israel-fjendtlige holdninger. I dag er de diplomatiske forbindelser mellem Tyrkiet og Israel, to tidligere strategiske allierede, helt afbrudt, efter israelske specialtropper stormede en tyrkisk nødhjælpskonvoj på vej til Gaza, og ni tyrkiske statsborgere blev dræbt. En skibskonvoj med terrorforbindelser, mener israelerne.
      Det er imidlertid ikke kun den negative eksponering, der har sat AKP på verdenskortet. Partiet betragtes som den største succeshistorie i tyrkisk politisk historie, og det blev senest understreget ved en omfattende forfatningsændring iværksat af regeringen, som ved en folkeafstemning den 12. september modtog opbakning fra over 58 procent af vælgerkorpset. Folkeafstemningen var samtidig AKP’s syvende sejr i træk ved tyrkiske parlamentsvalg, lokalvalg og folkeafstemninger siden 2002. En kendsgerning, som tilsyneladende heller ikke er gået den spanske udenrigsministers næse forbi.
      Skal man se rent håndværksmæssigt på AKP’s politiske succes, er nøglebegreberne offerpolitik, voluminøs kommunikation, populisme, værdipolitik, resultatorienteret økonomisk politik samt en karismatisk lederskikkelse. Sidstnævnte indtages suverænt af partiformand og premierminister Recep Tayyip Erdogan, der mere end nogen anden personificerer AKP som parti og bevægelse, og som Tyrkiets mest populære politiker i umindelige tider bærer han ansvaret for partiets fremgang. Hans ofte lidt bryske machostil, uakademiske og gadenære retorik samt troværdige islamiske og nationalistiske referencer gør ham i stand til at opfylde sin vigtigste funktion i partiets overordnede valgstrategi: at holde baglandet tilfreds. Det er mindre vigtigt, om man rager uklar med resten af verden, når det er vælgeren i Tyrkiet, det hele afhænger af.

Sløvt reformtempo
En væsentlig del af AKP’s kunststykke, som kun få politiske bevægelser i tyrkisk historie har præsteret, er at samle islamister, nationalister, kristne minoriteter, kurdere, liberale intellektuelle, erhvervsfolk, pengestærke overklassevælgere såvel som fattige arbejdere i et og samme parti. Denne bredde er dog lige så stor en fordel, som det er en ulempe. De forskellige segmenter er på adskillige punkter så indbyrdes uenige, at det mange gange har resulteret i enten handlingslammelse i partiet eller i regulær splittelse og medlemsfrafald. Det har især været tydeligt på vigtige områder som de EU-sanktionerede reformer inden for minoritets- og frihedsrettigheder, administrativ decentralisering og udformningen af en ny forfatning. Dette er forklaringen på hvorfor EU de seneste fem år har haft anledning til at klage højlydt over, at reformtempoet i Tyrkiet synes at være løjet af. Landets altoverskyggende problem er fortsat det kurdiske spørgsmål, siger EU-kommissionen. Her har regeringen i for høj grad frygtet dommen fra nationalisterne i sit bagland til at iværksætte en løsning.
      Ønsket om at favne bredt kan også aflæses i AKP’s religiøse profil. Premierminister Erdogan bryder sig ikke om islamist-prædikatet eller betegnelsen ‘islamisk parti’ og har ved flere lejligheder sammenlignet sit parti med det kristenkonservative CDU i Tyskland blot med muslimsk fortegn. Denne selvopfattelse udgør hele AKP’s offentlige identitet og er med til at betone afstanden til den islamistiske skole, Milli Görus (Nationalt Udsyn), som AKP oprindeligt udspringer fra, og som er Tyrkiets første moderne politisk-islamiske gruppering. Et af de mest citerede udsagn, Erdogan huskes for fra AKP’s tidlige år, er »Vi har taget vores Milli Görüs-skjorte af«. Det var med til at slå den midtersøgende kurs an i offentligheden og indlede den indtil videre otte år lange sejrsgang i tyrkisk politik.

Militæret gavner AKP
Historien om AKP er indtil videre mere end noget andet historien om en neoliberal økonomisk kurs, der har bragt væksten i den tyrkiske produktion op på rekordhøjder. Væksten var henholdsvis 11,7 og 10,4 procent i første og andet kvartal i år. Samtidig er den grotesk høje inflation, der lammede landet i 1990’erne, kraftigt reduceret, hvilket har ændret tyngdepunktet i økonomien. I dag er det de konservative anatolske storbyer snarere end den traditionelle Istanbul-elite, der trækker læsset og hiver de store eksportordrer hjem. Det har fostret en helt ny økonomisk elite kaldet de Anatolske Tigre, efter de såkaldte tigerøkonomier i Sydøstasien. De tyrkiske tigre er religiøst-konservative i modsætning til Vesttyrkiets sekulært indstillede kerne af nationalkonservative erhvervsledere, og de donerer hvert år store millionbeløb til AKP’s partikasser. Skiftet i økonomisk tyngdepunkt har affødt en helt ny øvre middel- og overklasse, igennem hvilke AKP har cementeret en fast socioøkonomisk magtbase i samfundet.
      Det andet store kendetegn ved AKP’s regeringstid er et brud med tabuer i samfundet og med konventioner inden for regeringsførelse. Således har et opgør med militærets traditionelt enorme indflydelse i tyrkisk politik samt en helt ny udenrigspolitisk doktrin haft høj prioritet hos Erdogan og den øvrige ledelse gennem de seneste år. Det er takket være konfrontationen med Tyrkiets frygtede generaler, at AKP ved sidste parlamentsvalg samlede opbakning fra 47 procent af vælgerne og samme år samlede 63 procent bag udpegningen af AKP-medstifter Abdullah Gül til præsidentposten.
      Det historiske momentum, der har banet vejen for AKP, er, at jo højere generalerne råber og skælder ud på de forhadte islamister, des mere går AKP frem. Det har tæret markant på officerernes anseelse i store dele af befolkningen, svækket dem politisk og yderligere lettet regeringens arbejde.

Strategisk kursskifte?
Men mange af landets traditionelle samarbejdspartnere i Vesten mener, at det er blevet for nemt for Erdogan, der er blevet for egenrådig og forfølger et udenrigspolitisk program, der risikerer ikke blot at fremmedgøre Tyrkiet fra det vestlige selskab, men sågar direkte at skade Vestens interesser. Ankaras nye udenrigspolitiske doktrin går på at eliminere gnidninger med nabolande og regionale kræfter.
      Tyrkiets udenrigsminister Ahmet Davutoglu er arkitekten bag strategien, der på kort tid har placeret Tyrkiet i midten af et først og fremmest handelsorienteret, stærkt netværk af muslimske lande som Syrien, Libanon, Qatar, Libyen, Jordan og Azerbaijan. Et selskab, hvor Tyrkiet helt naturligt er festens midt- og tyngdepunkt. Samarbejdet har vakt opsigt i omverdenen og blevet udlagt som Tyrkiets alternativ til EU og givet fornyet energi til tesen om, at Tyrkiet definitivt har vendt Vesten ryggen til fordel for en østenvendt alliance med kulturelt ligesindede stater. Forargelsen ramte loftet i vestlige hovedstæder i juni, da Tyrkiet sammen med Brasilien nedlagde veto i FN’s Sikkerhedsråd mod en skærpelse af sanktionerne mod Iran og for første gang demonstrerede aktiv modstand mod USA’s linje i spørgsmålet om det iranske atomprogram. Det blev samtidig klart, at Tyrkiets og USA’s strategiske interesser i Mellemøsten ikke længere er sammenfaldende på alle områder. Tyrkiet ønsker for alt i verden at undgå endnu et amerikansk krigseventyr som det i Irak i 2003, der set fra Ankara ramte økonomien hårdt og bragte regional ustabilitet med sig. Iran leverer en tredjedel af Tyrkiets energiforsyning, er en vigtig regional handelspartner og en sikkerhedspolitisk støtte i kampen mod de militante oprørere fra den kurdiske PKK-bevægelse.

Mægleren
Det er nogle af grundene til, at tyrkerne er tilhængere af et forhandlingskompromis i atomspørgsmålet og selv har lagt sig i selen som mellemmand mellem Teheran og Washington. Generelt vil rollen som regional stærk mand med mæglerpotentiale på sigt gøre Tyrkiet i stand til selv at afgøre sin skæbne, lyder rationalet i det tyrkiske udenrigsministerium.
      Og regeringen er de seneste år endda gået et skridt videre og ser sig i stand til også at afgøre regionens skæbne. Man var i 2008 ganske få uger fra en historisk fredsaftale mellem Israel og Syrien med Tyrkiet som mellemmand. Så kom Israels krig i Gaza i vejen. Men mæglerbedriften gik ikke ubemærket hen, og den illustrerer en mere resultatorienteret og selvsikker udenrigspolitisk kurs, end nogen anden tyrkisk regering har formået i nyere tid.
      Energiperspektivet er også her med til at styrke Tyrkiets hånd. Europæerne har nemlig stærkt brug for Tyrkiet som en fremtidig transportkorridor for både olie og naturgas til at opfylde drømmen om at gøre Europas energiforsyning uafhængigt af mellemøsten og Rusland. Uanset hvad mange kritikere måtte mene, møder Tyrkiets store armbevægelser støtte i både Washington, London og Bruxelles. Taler man med vestlige ledere i dag, er de i langt højere grad end tidligere bevidste om det gensidigt nyttige i et tæt samarbejde med tyrkerne, i stedet for at betragte Tyrkiet som bare endnu en desperat og svag bejler til en plads ved de riges bord.

Pola Rojan er freelancejournalist, Tyrkiet-korrespondent for Morgenavisen Jyllands-Posten og forfatter til bogen “Ergenekon – Tyrkiet Bag Facaden”, der udkom i april.