NATO ”The people are the price”

10.02.2010

Med NATO’s indsats i Afghanistan følger tab af soldater og dermed også en risiko for, at miste hjemlige befolkningers og politikeres opbakning til missionerne. RÆSON spørger James Snyder, Information Officer i NATO’s afdeling for Public Diplomacy om arbejdet for at fastholde (den danske) befolkningens opbakning til NATO og indsatsen i Afghanistan. Her i uddrag.

Interview af Jakob Damsholt

Hvorfor er NATO nødt til at arbejde med public diplomacy?
Public diplomacy (det at udbrede egne værdier og holdninger til et (andet) land ved at henvende sig direkte til dets befolkning, red.) er en pligt. Som en organisation, der består af demokratiske lande, har vi en pligt til at kommunikere med offentligheden. På samme tid vil vi også gerne promovere NATO som institution og få offentligheden til at se positivt på, hvem vi er, og hvad vi gør. Befolkningens holdning er det væsentligste i al politisk magt.
Vores strategi i Afghanistan siger således: ”The people are the prize”, for uden folkets opbakning vil vores mission ikke lykkes. Under væbnede konflikter er det politiske rum ligesom et vakuum, og enhver information – god eller dårlig, korrekt eller falsk – vil sprede sig uendeligt i udfyldelsen af dette tomrum. Hvis ikke vi forsøger at fylde dette rum med information, overgiver vi det til vores fjender. For at have bare en halv chance for succes med befolkningen, kræver det hårdt arbejde, men kun ved at fortælle sandheden på en overbevisende måde.

Hvordan foregår indsatsen praksis?
Vi vægter kommunikationen udadtil højt. Vi forbedrer os konstant ved at tage nye værktøjer i brug og evaluere, hvordan vi arbejder. NATO-TV har været et fantastisk redskab til at hjælpe os med at komme ud til et bredere publikum. Ved at producere vores egne historier kan vi nå ud til publikum på internettet. ”Voice of America” har taget nogle af vores produktioner og oversat dem til ”Dari” og ”Pashto” (to hovedsprog i Afghanistan red.), hvorefter de har sendt dem i Afghanistan. Og CNN har vist vores produktioner på globalt plan. Det er sket med bare ét dansk-udviklet redskab, der er udviklet de sidste 18 måneder. Nu køber vi HD TV-kameraer og udvider med sociale medier (Facebook, Twitter etc. red.) anført af generalsekretæren.
Når det er sagt, er der også plads til forbedringer. Det er altid svært at få historier ude fra marken. F.eks. hørte jeg om en nylig succesfuld NATO-indsats mod pirater ved at se Fox News på mit kontor, og vi har stadig ingen billeder af vores humanitære ”airlifts” til Haiti.

Danmark er kendt som et af de lande med en meget høj folkelig opbakning til indsatsen i Afghanistan på trods af relativt store tab. Hvorfor?
For at være helt ærlig – så ved jeg det ikke. Jeg bør selvfølgelig give æren til mine kollegaer, den danske regering og det fantastiske arbejde, de danske soldater gør i Afghanistan. Jeg kunne også gætte på, at det har noget at gøre med national stolthed, en fundamental tro på retfærdighed i indsatsen eller ønsket om at støtte soldaterne, der deltager i en så farlig mission. Men i sidste ende ved jeg det ikke.
Det jeg ved er dog, at den befolkningens holdning er flygtig. Det er bedre at satse på befolkningens forståelse for indsatsen i Afghanistan end deres opbakning til den. Jeg tror, der er en grundlæggende forståelse i de fleste lande, selvom opbakningen i befolkningen er lav. Det er det, der har fastholdt de allieredes indsats i mere end fem år nu. Og det er derfor, vi bliver ved med at tale om Afghanistan.

Hvordan vil du karakterisere danskernes holdning til NATO?
Generelt set er de danskere jeg møder positive over for NATO, men de har også en sund skepsis i forhold til organisationen, brugen af magt i internationale forhold og Europa og USA’s position i verden. Jeg tror, at arven fra de to verdenskrige gør europæere mistænksomme over for såkaldt ”hård magt”, hvilket jeg – givet ødelæggelserne, man stadig kan se i f.eks. Berlin og Verdun – må respektere. Danskere er fascinerede af det transatlantiske forhold, men bekymrede over amerikansk dominans og unilateralisme. De vil have, at Danmark bliver
behandlet respektfuldt og ligeværdigt, hvilket jeg mener, at NATO netop er indrettet til at gøre.

Hvilke NATO-sager optager danskere mest?
De spørgsmål, jeg oftest får, går på fremtiden for Europa og forholdet til USA. De to spørgsmål er umulige at adskille. Vil NATO udfases, nu da Europa bliver stærkere? Er NATO blot et værktøj for amerikansk udenrigspolitik? Eller er NATO irrelevant i lyset af amerikansk unilateralisme? Jeg kan tydeligt se en bekymring over for amerikansk magt, enten som et middel til at dominere europæiske allierede eller til fuldstændigt at ignorere dem.
Jeg vil argumentere for, at NATO kanaliserer amerikansk magt, og derfor gør det muligt for de allierede(NATO red.) at gøre ting, man ellers ikke ville kunne have gjort alene. Men også at amerikansk magt har grænser, hvilket vi har lært af kampene i både Irak og Afghanistan. Med andre ord: Amerika har brug for dets allierede, og de allierede har brug for Amerika. Sammen er vi meget stærkere. Det kan man se, når USA støtter europæiske styrker i operationer og i sær i vores handelsrelationer, der gør os til de rigeste lande i verden. Når vi arbejder sammen, er vi stærkere end blot summen af vores enkelte dele.

Hvilke forskelle og ligheder er der i arbejdet med Danmark sammenlignet med andre NATO-lande?
Det er et drilsk spørgsmål, fordi jeg risikerer at fornærme mine transatlantiske kollegaer ved at sammenligne Danmark med andre lande. Jeg ser Danmark som ungdommeligt, kreativt og dynamisk, og Danmark er, formentlig på grund af landets størrelse, meget adræt i evnen til at få gode ideer og hurtigt at implementere dem. Ligesom de andre allierede er Danmark unikt formet af dets historie, geografi og demografi. USA har f.eks. mulighed for at påvirke globalt og har globale ambitioner. Danmark har et mere regionalt fokus, hvilket indsnævrer mine perspektiver på specifikke områder som f.eks. Arktis. De østeuropæiske lande er mere optaget af mere traditionelle, territoriale sikkerhedsspørgsmål. Vesteuropæiske lande som Danmark er optaget af postmoderne sikkerhedsspørgsmål som energisikkerhed og klimaforandringer. At moderere og balancere disse konkurrerende spørgsmål og bekymringer er lige nøjagtigt, hvad NATO handler om.

James Snyder er amerikaner og arbejder til daglig for den internationale stab i NATO. Her er han såkaldt “Information Officer” i afdelingen for Public Diplomacy med ansvar for Danmark, Norge og USA.

Jakob Damsholt (1984) studerer Statskundskab ved Københavns Universitet. I efteråret 2009 var han i praktik ved Danmarks Faste Repræsentation ved NATOs hovedkontor i Bruxelles.

RÆSON