Moldova: Skal den russiske indflydelse øges?

Moldova: Skal den russiske indflydelse øges?

21.10.2010


Efter knap et år ved magten er den provestlige koalition af fire partier – Alliancen for Europæisk Integration – ved at miste terræn i Moldova. Den politiske udvikling i landet, som har været præget af ustabilitet og handlingslammelse, tyder på, at kommunisterne er godt på vej til at genvinde magten ved parlamentsvalget i november. Dermed vil endnu en tidligere sovjetisk republik, efter forsøg på at demokratisere og knytte landet tættere til den demokratiske del af Europa, være på vej til russisk interessesfære og på vej mod russisk indflydelse.

Af Ota Tiefenböck

Efter knap et år ved magten er den provestlige koalition af fire partier – Alliancen for Europæisk Integration – ledet af statsminister Vlad Filat godt på vej til at miste magten i Moldova. Koalitionen kom til magten i Moldova efter urolighederne i landets hovedstad Kishinev sidste forår. Siden september sidste år har alliancen kun haft et spinkelt flertal i parlamentet.
      Alliancen lagde op til en provestlig linje og integration af Moldova i EU, men intern uenighed i koalitionen, hvis mere eller mindre eneste fælles punkt er at holde kommunisterne væk fra magten, kan resultere i, at kommunisterne genvinder magten ved det kommende parlamentsvalg i november.

Kommunister vil vende EU ryggen
Hvis en kommunistisk ledet regering genvinder magten i Moldova, er der en alvorlig fare for, at Moldova vil vende EU og de demokratiske forsøg i landet ryggen, indføre en art diktatorisk stabilitet og orientere Moldova mod Rusland. Et andet skrækscenarium kan blive et splittet parlament med ringe muligheder for at danne en flertalsregering. Dette kan lede til endnu en periode med en uarbejdsdygtig regering og politisk ustabilitet i landet, sådan som situationen i Moldova har været præget af siden april sidste år.
      Moldova har fungeret uden en parlamentarisk valgt præsident i mere end et år. Den moldoviske grundlov kræver nemlig, at landets præsident vælges af parlamentsmedlemmerne. Præsidenten skal kunne opnå tre-femtedel af stemmerne, og det er hverken lykkedes den regerende koalition eller kommunisterne at opnå det nødvendige antal stemmer. Landet har derfor i øjeblikket kun en fungerende præsident, leder af Det Liberale Parti, Mihai Ghimpu.
      Den moldoviske grundlov kræver en opløsning af parlamentet, hvis parlamentsmedlemmerne ikke kan nå enighed, og ingen af præsidentkandidaterne kan opnå det krævede tre-femtedels flertal. Alliancen for Europæisk Integration, som består ef et socialdemokratisk parti og tre liberale partier, forsøgte i september at bryde de politiske dødvande og undgå et nyt parlamentsvalg ved at udskrive en folkeafstemning om at ændre landets forfatning til et direkte præsidentvalg. Folkeafstemningen endte dog i fiasko på grund af for lav valgdeltagelse og et nyt parlamentsvalg i Moldova er dermed en realitet.

Nyvalg – kommunisterne har fordelen
Parlamentsvalget skal foregå den 28. november, og alt tyder på, at kommunisterne – som iøvrigt har opfordret deres vælgere til at boykotte folkeafstemningen – vil kunne udnytte den mislykkede folkeafstemning til egen fordel og bruge den som barometer for regeringens popularitet i den moldoviske befolkning.
      Kommunisterne var stærkt imod folkeafstemningen, dels fordi de ikke har en stærk og brugbar kandidat, efter at den tidligere præsident Vladimir Voronin ikke kan genopstille efter to perioder som landets præsident, og dels fordi de kan drage den nuværende forfatning til egen fordel. Forfatningen gør det svært for et broget parlament at vælge en præsident og er dermed med til at fastholde en politisk ustabilitet i landet. Kommunisterne håber på, at det kommende valg vil give partiet et flertal og dermed stor manøvredygtighed i parlamentet.
      En stor fare for de demokratiske kræfter i landet lav valgdeltagelse. Moldova er et af Europas mest fattige lande, og den moldoviske befolkning er træt af lav levestandard, arbejdsløshed og den ustabile politiske situation i landet. Der er en udprægt grad af mistillid og mistro til landets politikere. Det kan afspejle sig i lav valgdeltagelse og dermed et uforholdsmæssig større antal stemmer til kommunisterne, hvis vælgere per definition er mere organiserede og mere disciplinerede i det partipolitiske arbejde.
      En stor del af den moldoviske befolkning – omkring en halv million mennesker, ud af en befolkning på omkring 3,5 millioner – arbejder i udlandet, og det er tvivlsomt, hvorvidt det lykkes for de demokratiske kræfter i Moldova at få denne del af befolkningen til stemmeurnerne. Lykkes det ikke, kan det være til stor fordel for kommunisterne, da disse udenlandske vælgere er mere reformvenlige og mere venligt indstillet over for landets tilnærmelser til EU, end borgere bosat i landet.

Forholdet til Rusland
Et andet problem for den regerende koalition kan vise sig at være landets fremtidige forhold til Rusland. Der hersker stor intern uenighed i koalitionens egne rækker omkring forholdet til Rusland og koalitionen har intet fælles program på området. Dette kan vise sig at have stor betydning for den interne solidaritet mellem Alliancens partier i den kommende valgkamp. På nuværende tidspunkt har partierne en vidt forskellig indstilling til spørgsmålet.
      Mens Det liberale Parti, ledet af den nuværende fungerende præsident Mihail Ghimpu, vender russerne helt ryggen og gerne vil styrke landets orientering og samarbjede med Rumænien og det vestlige Europa, er Det Liberal Demokratiske Parti ledet af den nuværende statsminister Vlad Filat mere midtersøgende. Partiets mål er Moldovas integration i EU dog uden helt at afskrive russerne som samarbejdspartner. Samtidig vil Det Demokratiske Parti med Marian Lupu i spidsen vil gerne skabe en politiske udvikling i Moldova baseret på en balance mellem større europæisk tilknytning og et godt samarbejde og forhold til Rusland.
      Partiernes forhold og politik i forhold til Rusland kan have stor betydning for valgets udfald. En stor del af den moldoviske befolkning – især i landområderne – føler sig fortsat knyttet til russerne og hengiver sig til de gamle dage, hvor levestansarder og sikkerhed erindres at have været høj.
      Det er nødvendigt for Alliancens partnere at træde varsomt frem og ikke støde nogle af de moldoviske vælgere fra sig på grund af en fjendtlig eller bare tilbageholdende politik over for Rusland.
      Situationen bliver ikke mindre kompliceret af, at russerne har militære styrker på moldovisk territorium – i udbryderrepublikken Transdniester. Republikken som er beboet af den russiske del af befolkningen i landet udråbte selvstændighed i 1990 og har siden 1992, efter en borgerkrig i landet, været helt uafhængig af den moldoviske regering. Republikken er ikke anerkendt af noget land i verden, men det forhindrer ikke landets “præsident” Viktor Smirnof i at opererer med egne grænser, militær og valuta. Republikken rummer store russiske militære styrker, som er med til at gøre den politiske situation i Moldova endnu mere indviklet.
      Løsningen af problemet ligger formentlig i hænderne af det internationale samfund, især EU, Rusland og naborepublikken Ukraine, men kræver en målrettet og sikker holdning fra de moldoviske politiske partier.
      En eventuel kommunistisk valgsejr vil utvivlsomt fastfryse løsningen af problemet i kommunisternes bestræbelser for at skabe et godt forhold til russerne, som gerne vil bevare russisk militær i området og dermed politisk indflydelse i Moldova og hele regionen.
      En fælles udtalelse af den russiske præsident Dimitri Medvedev og den ukrainske præsident Viktor Janukovitch i maj i år omkring Transdniesters status peger utvivlsomt i denne retning. Udtalelsen omtaler Transdniester og Moldova som to selvstændige stater og nævner en løsning, hvor Transdniester tildeles en såkaldt “speciel status”. Udtalelsen kom på eget initiativ af de to ledere, til trods for at både Ukraine og Rusland er medlemmer af den såkaldte “fem-plus-to” gruppe, som i fælleskab skal løse områdets status. Gruppen består ud over Rusland og Ukraine af Organisation for Security and Cooperation in Europa (OSCE), EU og USA. Den russisk-ukrainske udtalelse ses derfor af de demokratiske kræfter i Moldova som en klar provokation og et russisk forsøg på at udnytte den ustabile politiske situation i landet til at pleje egne interesse og bevare politisk indflydelse i området.
      Det kommende moldoviske valg vil vise, hvorvidt de demokratiske kræfter i Moldova er i stand til at fastholde landets nye kurs og i det hele taget, hvorvidt de moldoviske vælgere over hovedet ønsker at orientere landet mod den demokratiske del af Europa. Den politiske udvikling i landet tyder på, at de demokratiske kræfter får det svært, og at Moldova, i lighed med Ukraine, igen er på vej mod russisk indflydelse og vender EU og den påbegyndte demokratisering af landet ryggen.