LÆKAGESAGEN Dækning af lækagesagen kan føre til journalist-lede

10.03.2010

Det kunne have været en lærerig fortælling om magt, politik og livet bag kulisserne blandt politikere, spindoktorer og journalister på Christiansborg. I stedet er lækagesagen blevet en intern debat for journalister, hvor offentligheden er hægtet af. Taberen er den demokratiske proces, det politiske system og i sidste ende befolkningen.

Af Jesper Stegmann

Står det til flere af landets førende medieforskere, skal de politiske redaktioner på aviser og tv-stationer lægge de kritiske panderynker i nye folder, når de fremover skal dække den verserende lækagesag. De mange proceshistorier, hvor spalterne er blevet fyldt med gætterier og kommentarer fra politiske eksperter skal erstattes med historier, der indeholder mere politisk substans. Der er gået for meget snak om spin i den politiske journalistik under lækagesagen, og i sidste ende kan det føre til journalist-lede. En af kritikerne af de mange proceshistorier er professor i Film- og Medievidenskab på Københavns Universitet Stig Hjarvard.
”I udgangspunktet er det en relevant sag, der involverer magt og forskellige typer af brud på procedurer. Men det kan virke som om journalisterne skriver til et lukket selskab, når artikler går på hvilke journalister der har sendt beskeder til hinanden og hvem der er uvenner med hvem. Det er et problem, fordi det forskyder interessen om det, det burde handle om; nemlig at der har været en læk, som potentielt set kunne drage danske tropper i fare. Det kan i sidste ende føre til en form for journalist-lede,” siger Stig Hjarvad og er dermed enig med en professor i retorik. Christian Kock fra Københavns Universitet mener, at der har været for mange historier, hvor fokus har været rettet mod de politiske journalister. Han peger på, at journalist-lede kan blive konsekvensen og håber, at nye historier bliver vinklet på indhold i stedet for form.
”Hvis journalisterne fortsætter med at køre i en rille, hvor de skriver om sig selv og noget, vi andre ikke er en del af, mister vi interessen. Vel er de da interessante, men der er også grænser. Vi er selv med til at understøtte det i vores valg af medier, men man kan da godt få lidt dårlig smag i munden, når man bidrager til en dækning, der i dag byder på stammekrig og blame-gaming frem for afdækning af, hvad vi skal gøre, og om vi gør det rigtige i den givne sag,” siger Christian Kock.

Drop ekperterne
Kritikken og risikoen for journalist-lede lyder også fra ph.d.-stipendiat Kim Lilholt Ruggaard fra Center for Virksomhedskommunikation på Handelshøjskolen ved Aarhus Universitet. På baggrund af lækagesagen og de mange procesartikler retter han en generel kritik mod de mange politiske eksperter og kommentatorer, som i dag ”udgør et ekstra filter mellem journalister og politikere.” Ifølge Kim Lilholt Ruggaard er journalist-lede en mulig konsekvens af en stigende irritation hos borgerne over, de politiske journalisters tendens til at benytte eksperter og kommentatorer i stedet for at skrive om substansen.
”Ja, det kan medvirke, at der kommer en journalist-lede – altså at man ikke gider høre på de sager, der kommer op, hvis det hele tiden bliver brugt på en måde, hvor det i højere grad er eksperter og kommentatorer, der kommer til at fylde i artiklerne med vurderinger om spin, løgn og sandhed end den sag, journalisten rent faktisk skriver om. Og det vil være trist. Det forvirrer begreberne og kan blive opfattet som dovenskab,” siger Kim Lilholt Ruggaard og appellerer til de politiske journalister om at droppe de politiske kommentatorer og tro på egen dømmekraft.
”Hvis politikernes spindoktorer lækker ting uden at politikerne er klar over det, må politikerne skride ind og sørge for, at det ikke sker. Og det samme med journalisterne: Når de betjener sig af politiske eksperter og spindoktorer til at få sagen oplyst, så er vi der, hvor vi ikke kan tro på, hvad der sker, for så er det hele spin. Derfor bør journalisterne fokusere udenom det filter, der hedder politiske kommentatorer og eksperter,” siger Kim Lilholt Ruggaard.
Mens selve lækken stadig mangler at blive afsløret, mener lektor og ph.d., Mark Ørsten, fra Institut for Journalistik, Medier og Kommunikation på Roskilde Universitet, at sagen om lækagen kan sammenlignes med sagen om Christoffer Guldbrandsens film ’Den Hemmelige Krig’. Han mener ikke, at sagen vil medføre journalist-lede, men er enig i, at det som i tilfældet med Guldbrandsens film kunne have været skrevet langt færre artikler om forløbet i sagen.
”Lækagesagen er særlig og nærmest freudiansk. Man skriver så utrolig meget vrøvl om den, fordi man ikke vil skrive det rigtige. Min opfattelse er, at der er en masse journalister, der udmærket ved, hvad der er op og ned. Mange har lyttet til det bånd, og endnu flere har hørt båndet fra TV2, men grundet kildebeskyttelse kan man ikke sige noget. Ingen har turdet bryde kildebeskyttelsen, og derfor har man prøvet at finde andre måder at dække sagen på. Det fører til, at man går rundt om den varme grød og skriver en masse procesartikler uden særlig meget indhold,” siger Mark Ørsten, og efterlyser de vigtige historier, som aldrig er blevet skrevet.

De glemte historier
”I stedet for at gætte skulle journalisterne have skrevet om de mere interessante ting. Spindoktorer må ikke lyve, men når de taler med journalister udenfor citat, er der en anden kultur. Og hvordan tjekker man op på fakta, når noget er udenfor citat. Den debat har vi aldrig fået,” siger Mark Ørsten. Han håber nu, at redaktører på landets aviser og tv-stationer bliver bedre til at håndtere den baggrundsviden journalister får fra spindoktorerne.
”Som medie og journalist bør man i højere grad overveje, hvilken sag, man tjener, når man får en historie af en spindoktor over en frokost eller i gangene på Christiansborg. Bliver man bliver spændt for en vogn? Lektien er, at man prøver at komme de der baggrundsinformationer lidt til livs og få en større offentlighedskultur. For hvor klog bliver man egentlig af de informationer, der kommer til journalisten udenfor citat?,” spørger Mark Ørsten.
Ph.d.-stipendiat fra Institut for Medier ved Københavns Universitet, Camilla Dindler, er enig i, at der er andre og vigtigere historier, som ikke er blevet dækket. Hun kender til miljøet blandt de politiske journalister og spindoktorer fra sine observationsstudier på Christiansborg og mener, at det er journalisterne, som har et problem i den her sag.
”Selvfølgelig har lækken et problem. Men jeg synes også, at journalisterne har et problem, for sagen burde være dækket bedre. Den havde potentiale til at gøre befolkningen klogere. I stedet kom den til at handle om spillet og magtkampen og ikke om, hvorfor sagen opstod,” siger Camilla Dindler og henviser til, at den brede befolkning stadig mangler indsigt i spillet mellem journalister og de politiske aktører på Christiansborg.
”Den normale omgangstone skal respekteres, fordi den virker. Journalisterne har nogle gange et ansvar om fortrolighed, og derfor finder de lækagen særlig interessant. De har kørt sagen op i medierne fordi, der er tale om celebrities med en populær minister som Søren Gade og journalisten Christoffer Guldbrandsen. Men nogle få har ikke forvaltet fortroligheden til deres kilder ordentligt.” siger Camilla Dindler.

Spin som grundvilkår
Sagen om den berømte læk kan betegnes som særdeles alvorlig, da den kan give op til 12 års fængsel. Journalisterne har fået kritik for deres procesjournalistik og bør fokusere mere på indhold. Men hvad kan borgerne lære af sagen? Ifølge Stig Hjarvard, er det endnu svært at sige, da sagen stadig venter på en afgørelse. Hvem der bliver taberen står derimod klart:
”Taberen i det her er den demokratiske proces fordi, det stadig er uklart, hvem der stod bag den læk. At det har været en læk, og det muligvis har bragt danske tropper i fare, er et demokratisk problem og en substantiel sag, vi ikke har fået svar på. Desuden er det lige så meget et problem for det politiske system, som det er et problem for befolkningen,” siger Stig Hjarvard.
Ifølge Kim Lilholt Ruggaard har lækagesagen vist, at spin er kommet for at blive. I fremtiden må offentligheden indstille sig på at acceptere spin som en nødvendig del af politik.
”Spin er blevet et grundvilkår i dansk politik. I dag har vi politikere, der siger noget i 10 minutter og et ekspertpanel, der sidder i 30 minutter og analyserer, hvad politikeren siger. På den måde forsvinder fokus fra det politikeren udtaler sig om. Men vi kan ikke putte ånden tilbage i flasken. Uskylden er væk, og vi vil hele tiden spørge os selv, om en politiker er reel, eller om det er noget, han lyver sig til,” siger Kim Lilholt Ruggaard og vurderer, at nutidens fokus på spin blot er en fase i dansk politik, der vil aftage med tiden.
”Der vil være en periode med en vis forvirring, og den skal vi igennem. Fra tidligere tider til i dag er der også sket en forandring i den måde det politiske arbejde bliver observeret på. Men det stabiliserer sig igen på et tidspunkt,” siger Kim Lilholt Ruggaard.
Ifølge Christian Kock, burde den aktuelle lækagesag dog rejse tvivl om, de mange proceshistorier betyder, at de journalistiske nyhedskriterier er for dårlige, når ’kriteriet om konflikt’ overskygger det sagen egentlig drejede sig om.
”Dansk politik er et spørgsmål om blame-game. Man burde måske i stedet have diskuteret, om det var en god idé at gå ind i Afghanistan, og hvad der taler for og imod det, frem for at blame-game om, hvem der har gjort hvad forkert: Regeringen, oppositionen eller en helt tredje? Det er et spørgsmål om proportioner. Jeg mener ikke, at journalisterne skulle have ladet sagen ligge. Det er bare et spørgsmål om i hvor stort et omfang, den skulle have været dækket,” siger Christian Kock.

Jesper Stegmann er freelancejournalist

RÆSON