KULTUR-MINISTEREN: Kunst skal have en dannende funktion

24.03.2010

Forventningerne til landets nye kulturminister er kolossale. Sjældent – om nogensinde – er en tiltrådt minister blevet mødt med så høje forventninger og positive tilkendegivelser, som dem Per Stig Møller har modtaget fra et samlet dansk kultur- og åndsliv.
Selv har han haft travlt med at nedtone forventningerne. Men hvad kan vi egentlig forvente os af Per Stig Møller som kulturminister? Vil regeringen føre anderledes kulturpolitik? RÆSON har spurgt en af landets førende kulturpolitiske forskere, lektor Peter Duelund fra Københavns Universitet.

Af Lars Theil Münster

Kan man forvente nogen mærkbare politiske ændringer i regeringens kulturpolitik efter Per Stig Møllers udnævnelse?
”Overordnet set kan han være med til at ændre værdigrundlaget for kulturpolitikken for samtlige kunstområder i Kunstrådets forskellige afdelinger.
Man kan forestille sig, at han vil lægge mere vægt på den rent kunstneriske side af kulturpolitikken og derved støtten til den professionelle kunst i dens forskellige former for til gengæld at lægge mindre vægt på den oplevelsesøkonomiske del. Sidstnævnte er i høj grad blevet en del af kulturpolitikken gennem de seneste årtier.
Han har en typisk klassisk konservativ – og dermed også klassisk kunstorienteret – dannelse som udgangspunkt for at tænke kultur.”
Hvad kan man forestille sig, at det vil betyde konkret politisk?
”Man kunne forestille sig, at han vil tilføje eksempelvis Kunstrådet midler fra andre af kulturens områder. Disse midler kan eksempelvis blive taget fra de mere underholdningsmæssige aktiviteter.
Derudover kan han tænkes at give Kunstrådets afdelinger større dispositionsfrihed til at tildele midler ud fra en rent faglig kvalitetsdiskussion.
Jeg tror, han vil tage armslængdeprincippet alvorligt, og dér tror jeg, at der vil komme et markant skift i forhold til den tidligere kulturminister og især til Brian Mikkelsen, der selv om han også var konservativ, ville styre kunststøtten ideologisk.”
Så man vil kunne forestille sig en afpolitisering af kulturpolitikken?
”Ja, der vil formentligt ske en afpolitisering og vores armslængdemodel – som hører til et demokratisk samfunds grundstruktur – vil i højere grad blive taget alvorligt.
Den professionelle kunst vil blive vægtet højere, hvilket betyder en værdimæssig opprioritering af en klassisk kulturforståelse, hvor kunsten anses som et dannende redskab i samfundet.”

Public service skal fortolkes som et dannelsesbegreb
Blandt Per Stig Møllers første sager som kulturminister er den kommende forhandling om medieaftalen, som bestemmer de grundlæggende vilkår for blandt andet DR de næste fire år frem. Her forestiller Peter Duelund sig ligeledes, at Per Stig Møller vil sætte et markant aftryk, og den nye kulturminister har da også allerede givet udtryk for, at DR skal opprioritere dybden og ikke kun tilgodese bredden i deres programpolitik. Peter Duelund forudser blandt andet, at kvalitetsdiskussionen bliver et tema:
”Vi skal turde sige, at noget er bedre end andet, og at det ikke nytter noget, hvis der kun bliver oplysning i stuen og ikke blandt seerne. Jeg forestiller mig en markering, som ligger i forlængelse af en større prioritering af kunstpolitikken.
Jeg er sikker på, at han og Michael Christiansen [formand for DR’s bestyrelse, red.] sammen vil sætte deres aftryk, således at dannelsessiden af DR’s programpolitik bliver orienteret mere mod dybden. Vi skal have et DR, der er vores mediemæssige fyrtårn med oplysning og dannelse
som øverste målsætninger. Per Stig Møller mener formentlig, at public service skal fortolkes som et dannelsesbegreb, og at alt det andet må vi give ud til rent private hænder.”

Det Kongelige Teater og det konservative frihedssyn
Men i forhold til to af forårets andre kulturpolitiske spørgsmål – genforhandlingen af film- og teaterloven – forestiller Peter Duelund sig knapt så markante aftryk. Også selvom Per Stig Møller ifølge Peter Duelund formentlig gerne så, at filmstøtten blev omlagt til en egentlig kvalitativt funderet kunststøtte og således gjort uafhængig af bidraget fra DR og TV 2.
I dag tegner disses bidrag sig for næsten en tredjedel af støtten, og tv-kanalerne kræver et breddehensyn tilgodeset, når støttepengene uddeles til forskellige projekter. En omorganisering af støtten er imidlertid ikke mulig uden tilførsel af flere midler, hvilket realpolitisk er urealistisk.
Ligeledes forestiller Peter Duelund sig heller ikke, at genforhandlingen teaterloven eksempelvis kommer til at rokke ved Det Kongelige Teater, selvom der ellers er begyndt at lyde kritiske røster om ræsonnementet bag, at så mange penge går til finansiere den fysiske institution.
I stedet forestiller kritikerne sig en turnerende nationalscene, der spillede rundt om i landet. Men Det Kongelige Teater vil under Per Stig Møller i god konservativ ånd forblive et nationalt symbol med monumental bygning og med et klassisk repertoire, der skal afspejle den danske kulturarv.
Derimod forventer han, at den stramme administrative styring af kulturinstitutionerne fra Kulturministeriet – med brugen af resultatkontrakter og kvantitative evalueringsredskaber, som har været en tiltagende tendens siden 90’erne – opblødes under Per Stig Møller.
”Jeg tror, man kunne forestille sig, at han vil overlade større selvforvaltning og dispositionsfrihed til kulturinstitutionerne og ikke gå ind i en detailstyring af mål og indhold, som det har været tilfældet de sidste 10 år.
Der tror jeg, at hans konservative frihedssyn skal tages alvorligt – det giver jo også ham mulighed for at sige, hvad han mener. Vi må have nogle overordnede mål, men inden for de rammer skal de have større selvforvaltning, det kunne jeg forestille mig. Måske ikke så bombastisk iværksat, men han kan skabe en debat og en udvikling i ministerierne, hvor man går væk fra detailstyringen.”

National eller kosmopolitisk orienteret kulturpolitik
Et springende punkt er ifølge Duelund, ”hvordan Per Stig Møller vil håndtere den meget nationalorienterede kulturpolitik, som har været fremherskende siden systemskiftet i 2001, hvor Brian Mikkelsen førte en decideret nationalistisk orienteret kulturpolitik med vægt på danskhed og national identitet.
Spørgsmålet er om Per Stig Møller vil åbne op for en dansk kosmopolitisk orienteret kulturpolitik med en international horisont. Det tror jeg, at han vil.”
Hvordan kan det rent konkret gøres?
”Det kan blandt andet gøres ved at fremme den kulturelle dialog – ved at satse på kulturudveksling med udlandet uden, at det skal være kultureksport af dansk enhedskultur, men i stedet en mere ligevægtig kulturudveksling.
Men det springende punkt bliver om, han vil sammenkoble en sådan politik med konservative dyder, der har det nationale som ideologisk omdrejningspunkt. Vil han fastholde den meget indadvendte selvbeskyttende politik, eller vil han gøre national identitet til en del af et kosmopolitisk fællesskab?”

En ærespost
Men ud over den potentielle konflikt mellem et nationalistisk eller kosmopolitisk rationale i kulturpolitikken, hvordan flugter de forventede kulturpolitiske markeringer fra Per Stig Møller ellers med regeringens samlede politik?
“Den første indikator af regeringens vægtning af kulturpolitik overhovedet kan måske indirekte aflæses af det nyligt fremlagte regeringsprogram: Danmark 2020 – viden, vækst, velstand, velfærd.
I det lille afsnit der omhandler kulturpolitikken lægges der op til, at kulturen skal bruges som et middel i integrationspolitikken, men jeg tror ikke, han betragter kulturpolitik som integrationspolitik i den forstand, og dér kan han komme i klemme.”
Er kulturministerposten ikke i virkeligheden mest en signalpolitisk platform – langt de fleste midler er jo bundet i form af armlængdeorganer og støtte til de forskellige kunstinstitutioner. Hvor meget er der egentligt tilbage for en kulturminister at foretage sig?
”Det er meget vigtigt at få sat en debat i gang om kunstens rolle i samfundet og en kvalitetsdiskussion For Stig Møller handler om at forfægte et traditionelt borgerligt synspunkt – at noget kunst er bedre end andet.
Det, tror jeg, er en kultur- og kunstpolitisk diskussion, han kan være med til at sætte i gang, og så kan det måske godt være, at flere frie midler bliver lagt på bordet på længere sigt, selv om det er svært at se, hvor de skal komme fra. Det er noget af det bedste og eneste, han kan gøre. Kulturministeren er i vores system nærmest tvunget til at føre værdipolitik.”
Men tror du, at resten af regeringen ønsker, at kunstdiskussionen skal være på dagsordenen fra nu af og frem til næste valg?
”Det ønsker de andre i regeringen ikke. Han får lov til at komme med sin personlige vurderinger, men det er ikke en del af regeringens program at inddrage kulturdiskussionen i valgkampen, tværtimod kan man forestille, at der forsøges at lægge en dæmper på ham først og fremmest fra
Venstre, som decideret ikke er interesserede i kulturpolitik på et konservativt grundlag.
Der ligger dybest set en stor uenighed imellem Venstre og De Konservative dér.
De Konservative er et kunst- og kulturorienteret parti, Venstre er et økonomisk orienteret liberalt parti. Venstre ville satse på privatiseringer og en oplevelsesøkonomisk orientering af kulturproduktionen. Hvis det stod til dem, skulle kunst og kultur klare sig på markedspræmisser, og det ville De Konservative aldrig acceptere.
De Konservative kunne kulturpolitisk langt bedre finde sammen med Socialdemokratiet. Derfor tror jeg heller ikke, kulturpolitikken vil komme så tydeligt frem, for der lurer en stor uenighed.
Man kunne vel også forestille sig at DF ville stille sig kritiske over for den implicit meget elitære kunstopfattelse?
“Ja, men på den anden side, har de det nationale tilfælles. Man kan sagtens forestille sig, at Dansk Folkeparti vil lægge vægt på, at de er enige om at fremme vores nationale kultur, men de er da dybt uenige, når det kommer til stykket.”
Er udnævnelsen af Per Stig Møller et udtryk for en opprioritering af kulturpolitikken, eller skal den i højere grad tolkes som en æresbevisning til en snarligt afgående politiker?
”Jeg tror, det er en æresplads. Der ligger ikke et ønske om hos hverken Venstre eller De Konservative om, at kulturpolitikken nu skal opprioriteres eller fornyes.
Det er ligesom de livsvarige ydelser til kunstnere, som jo er hædersstipendier, så er det her også en ærespost, hvor han kan blive hyldet som en kulturpersonlighed, der har præget landet. Og det er også årsagen til, at han er så beskeden. Han er godt klar over, at det er en æresplads.”

Peter Duelund er lektor ved Institut for Kunst og Kulturvidenskab ved Københavns Universitet.
Han har i en årrække været Nordisk Ministerråds konsulent for det nordiske kultursamarbejde og repræsenteret de nordiske lande i Europarådets kultursamarbejde.
Han har desuden været forskningsleder på flere kulturpolitiske forskningsprojekter og publiceret 17 monografier i bogform samt artikler i videnskabelige artikler i ud- og indland.

RÆSON