AFGRUNDEN:  Den græske krise er kun lige begyndt

AFGRUNDEN:  Den græske krise er kun lige begyndt

08.05.2010


Så blev euro-landene enige. Grækenland har fået sin hjælpepakke i form af 110 milliarder euro som et lån fra Den Internationale Valutafond og euro-landene i fællesskab. Nu kan vi i Europa endelig ånde lettet op; krisen er overstået for denne gang. Eller er den? 
Nej, det er nu, det bliver rigtigt hårdt for grækerne, og kun fantasien sætter grænsen for, hvor langt krisen får lov at eskalere.


Af Martin Marcussen

DA DANMARK i slutningen af 1970’erne stod med en tårnhøj rente, en lige så høj udenlandsgæld, underskud på statsfinanserne og betalingsbalancen, greb nationalbankdirektør Erik Hoffmeyer pennen. I en kronik i Berlingske Tidende 10. januar 1980 beskrev han under overskriften ”Sådan nærmer vi os afgrunden”, i malende vendinger, Danmarks økonomiske situation.
      Med reference til operaen The Rake’s Progress fortælles historien om, hvordan en ung mand, der er kommet til penge, går i forfald. Til at begynde med går det godt, men letsind tærer på formuen. Efter fornøjelserne kommer fogeden for at inddrive gælden. Den unge mand forsøger at klare sig ved at gifte sig med en grim, gammel, men særdeles rig enke. Men det giver kun en stakket frist. Han ender i gældsfængsel og dernæst i galehuset – fuldstændig i opløsning.
      Analogien er slående i forhold til Grækenland. Eskalationen mod afgrunden går gennem seks, muligvis flere, trin og foregår således:

     1) Først mister landets politikere deres bevægelsesfrihed. En kraftig gældssætning i forhold til udlandet betyder, at kreditvurderingen bliver dårligere, og renteniveauet stiger. I det græske tilfælde har dette været situationen i flere år.

     2) Dernæst mister landet international respekt og indflydelse. Alverdens lande og befolkninger er nu enige om, at græsk politik grundlæggende er ansvarsløs, og at græske politikere ikke kan betros nogen opgaver på kollektivets vegne. Det har naturligvis også betydning for det græske folks selvagtelse.

     3) Så får landet vanskeligheder ved at låne penge. Kravene til økonomisk genoprettelse bliver større og større, efterhånden som gældskrisen synliggøres, og internationale banker vil kræve større og større risikopræmier for at købe græske statsobligationer.

     4) Derefter må der bedes om assistance udefra. I dette tilfælde fra Den Internationale Valutafond og de øvrige euro-lande, der til sammen bidrager med et lån på 110 milliarder euro, der udbetales over en treårig periode, hvis en række hårde betingelser opfyldes – et lån, som vel at mærke skal betales tilbage igen.

     5) Der dannes et konsortium af Grækenlands kreditorer, der så vil indgå i forhandlinger om en eventuel afviklingsordning, en restrukturering af gælden, og endelig –

     6) … vil stammen i det græske velfærdssamfund og den politiske stabilitet gå i opløsning. De kolossale tilpasningskrav, som den græske befolkning udsættes for, udløser spændinger, der i første omgang kan lede til en lammelse af hele den græske økonomi.

Grækenlands økonomi i en negativ spiral
Selvom Hoffmeyers analyse nærmest til punkt og prikke passer på den nuværende græske situation, skal der ikke meget fantasi til at forestille sig, at et par yderligere trin på eskalationsstigen kommer i anvendelse. Der er flere faktorer, der peger i den retning.
      En første faktor er, at hele tilpasningsbyrden falder på den græske befolkning. Som medlem af euro-området kan Grækenland ikke devaluere sin møntfod, ligesom så mange andre lande har gjort i lignende situationer.
      På kort sigt står den græske befolkning over for at skulle gennemgå en periode, hvor landet ikke bare stagnerer, men går realøkonomisk tilbage. På lidt længere sigt vil grækerne kunne forvente en særdeles skrabet udgave af en offentlig sektor i flere årtier fremover. Der er tale om den største strukturelle tilpasning, som noget europæisk land har været udsat for siden afslutningen af anden verdenskrig.
      Derudover er Grækenland stigmatiseret i forhold til den europæiske omverden. Landet er i udstrakt grad gået hen og blevet selve symbolet på de grundlæggende spændinger og gnidninger i euro-området. Derfor skal den græske tragedie isoleres. Ja, OECD’s generaldirektør, mexicaneren Angel Gurría, taler sågar om, at når man indser, at man er ramt af en ebola, er der ikke andet at gøre end at skære den syge del fra for at overleve! Symbolsproget er ikke til at misforstå. Det siges ikke højt i de officielle seancer, men alle andre steder lægges der ikke skjul på, at europæiske statsledere såvel som deres befolkninger ønsker grækerne ud af euro-samarbejdet. Det kan nok antydes, at Grækenland står meget venneløs i disse dage.

På vej mod national opløsning?
Hvilke yderligere trin mod den endelige opløsning kan der så være tale om? Et syvende trin på stigen vil indebære, at den nuværende græske regering mødes af adskillige mistillidsvetoer, som tvinger den til at gå af.
      Der udskrives måske nyvalg, valgkampagnen bliver hård og voldsom og præget af lange generalstrejker. Protestpartier får deres gyldne mulighed for at træde i karakter. Det er især fløjene, der manifesterer sig som de ny magthavere. Problemet er bare, at de ikke kan finde sammen om en fælles politik, så regeringsdannelsen trækker i langdrag. Landet står således pludselig uden en styrende politisk klasse.
      Et ottende trin vil indebære, at der dannes en provisorisk regering af ledende embedsmænd. Der skal jo træffes beslutninger for at få landet til at fungere på ét eller andet minimalt niveau. Hertil kommer, at de mange krav om strukturtilpasninger skal implementeres – og det kan kun gå for langsomt.
      Der er tale om omfattende reformer af pensioner, sundhedsydelser, uddannelse, børnepasning og lønvilkår. Der er tale om, at skatterne på lønindtægter sættes op, det samme gør momsen. Der er tale om at sælge offentlige bygninger, udlicitere serviceopgaver og privatisere alt, hvad der overhovedet kan afsættes. Med andre ord, der er tale om en opgave, der ikke umiddelbart tilvejebringer sikkerhed, stabilitet og forudsigelighed i den i forvejen kuldsejlede økonomi.
      Det niende trin er voldsomt. Her handler det om, at militæret og politiet trækkes ind i styring af landet. Der skal være grundlæggende ro på gader og stræder og rundt omkring i virksomhederne og institutionerne. Uden denne ro vil der ikke kunne gennemføres nogen form for styring fra centralt hold. Politiet og visse dele af hæren får særlige beføjelser til at styre denne undtagelsestilstand. Nogle gange betyder det, at friheden til at forsamle sig, organisere sig og ytre sig midlertidigt må afblæses. Der styres nu helt kontinuerligt via dekreter.
      Et sidste, tiende trin overskrider måske vores fantasi på nuværende tidspunkt. Det handler nemlig om, at militæret både får og tildrager sig helt ekstraordinære styringskompetencer. Der er ikke tale om et decideret militærkup – det hører alligevel fortiden til – men der er dog tale om, at militære instanser i flere forskellige sammenhænge har overtaget væsentlige samfundsfunktioner.
      I denne sammenhæng er det måske værd at huske, at de strukturreformer, som det internationale samfund har krævet gennemført i Grækenland også indebærer særdeles omfattende besparelser på det meget store græske militærbudget. Militæret har alle mulige former for incitamenter til at bidrage til at opretholde lov og orden i en sådan situation.
      Lander vi nogensinde på toppen af denne eskalationsstige? Vil omverdenen virkelig tillade, at det kan gå så langt uden indgriben? Vil grækerne selv? Ja, det interessante i disse tider er, at dét, der er utænkeligt i dag, har det med alligevel at blive en realitet i morgen.
      Det er ikke lang tid siden, at euroens succes blev fejret vidt og bredt i forbindelse med dens tiårs fødselsdag. Finanskrisen blev set som det bedste eksempel på, at euroen havde bevist sit værd. Ingen kunne dengang tage seriøst, at de indre spændinger i euroland kunne true selve fundamentet for euroens eksistens. Set i bagklogskabens lys er vi alle sammen blevet overrasket igen og igen af udviklinger i den virkelige verden.

Martin Marcussen er professor mso ved Center for Europæisk Politik (CEP), Institut for Statskundskab, Københavns Universitet. Han har netop skrevet bogen “Den danske model og globaliseringen” (Samfundslitteratur)