Krisen: Krisestyring må ikke stoppe flexlån

21.04.2010

Basel Kommiteen under ‘centralbankernes centralbank’, BIS [Bank for International Settlements, red.], fremlagde i december 2009 en række forslag, der skal hindre fremtidige finansielle kriser. Det er et vigtigt stykke arbejde, men kan desværre betyde, at de danske flexlån ikke kan fortsætte i sin nuværende form. Dermed bliver det dyrere for ”familien Danmark” at opretholde den nuværende levstandard.

Af Bendt Bendtsen (MEP, K)

Basel Komitéens fremlagte retningslinjer for et fremtidigt finansielt samarbejde er formentlig udarbejdet med tanke på, at en væsentlig årsag til den finansielle krises dramatiske udvikling var, at de finansielle virksomheder i mange lande løber ganske store risici.
    Der har især været en stor ubalance i forholdet mellem de beløb, bankerne låner ud, og måden, hvorpå bankerne selv finansierer disse udlån. Bankerne har selv stillet en form for sikkerhed for de penge, der lånes ud, men i flere tilfælde har man simpelthen ikke sat penge nok i sikkerhed. Dette skal og vil blive adresseret i den endelige lovgivning, og dermed er Basel Komiteens forslag i sig selv sympatisk nok.
    Lovgivning er for så vidt vigtig, for på trods af at mange danskere ikke oplever den som sådan, er den finansielle krise langt fra ovre. Det kan godt være, at vi stadig bryster os af at have relativt lave arbejdsløshedstal, men vi har på rekordtid tabt de penge, vi har sparet op til de næste generationer, og de offentlige finanser lider.

Flexlånets goder
De anbefalinger, der foreligger, er i det store og hele fornuftige, og overordnet set vil de finansielle markeder formentlig nyde godt af disse. Medicin har dog sjældent samme effekt på forskelligartede sygdomme, og de danske symptomer er ikke identiske med dem, den finansielle krise har fremprovokeret i andre lande.
    Realkreditlånene praktiserer en en-til-en sammenhæng mellem lån på den ene side og obligationer på den anden side. Sikkerheden ligger i dette tilfælde i det obligationslån, realkreditinstituttet har optaet for at finansiere lånet.
    Dette gør systemet gennemskueligt og stabilt, hvilket da også har været tilfældet under krisen. Basel Komitéen vil bl.a. nedbringe de risici, som finansielle virksomheder kan løbe, og dermed kræves mere end en-til-en finansieringen. Realkreditlån kan ikke sammenlignes med det gængse banklån.
    De populære rentetilpasningslån, eller flexlån, som de kaldes, kan altså blive forhistorie. Konsekvensen af ovenstående er nemlig, at det simpelthen bliver for dyrt for de danske realkreditinstitutter at udbyde lånene.
    I krisetider er renten lav, og det er vigtigt, at ”familien Danmark” får mulighed for at udnytte det, så de kan få så mange penge mellem hænderne som muligt. På samfundsniveau kan en afskaffelse af disse lån betyde en milliardregning, som i sidste ende skal betales af ejerne af fast ejendom.
    Ikke alle er enige i mine betragtninger. Dagbladet Politiken vil hjertens gerne have afskaffet flexlånene. Mens nogle kommentatorer har idømt flexlånene den sikre død, ser jeg dog anderledes positivt på deres overlevelseschancer. Partierne på venstrefløjen derimod har dog hverken meldt fra eller til.

Institutionel magtkamp
Forslagets gang igennem systemet ser således ud: Efter Basel Komiteen fremlagde sine anbefalinger i december 2009, har Kommissionen indsat disse i et høringsdokument hvor alle interesserede parter kan give sit besyv med. Sideløbende med høringsproceduren er Basel komiteen selv i gang med at udarbejde en kvantitativ analyse, der skal vise, hvilke konsekvenser forslagene helt konkret får for de forskellige EU-lande. Arbejdet med en såkaldt initiativbetænkning om emnet er allerede gået i gang i Europa-Parlamentet.
    Jeg samarbejder med min østrigske kollega Othmar Karas [ligeledes fra den konservative gruppe i parlamentet, red.] om initiativbetænkningen, som Parlamentet skal udarbejde. Det er i korte træk en rapport, der udarbejdes uden for de faste beslutningsprocedurer, men Kommissionen gør alligevel klogt i, at tage Parlamentets holdning til efterretning, da vi ellers vil slå dem kraftigt i hovedet, når de sender deres lovforslag igennem huset.
    Til efteråret 2010 – efter Basel Komiteen har fremlagt sine endelige analyser – vil Kommissionen præsentere sit lovforslag, og dette skal efterfølgende igennem Parlamentet og Rådet. Det er værd at understrege, at Basel ikke er en EU-institution. Der er tale om et mødeforum for 27 landes nationalbanker og institutioner med ansvar for finansiel tilsyn. Komitéen, der udelukkende udarbejder anbefalinger – ikke lovgivning – har medlemmer som Brasilien, Canada, Tyskland, Hong Kong, Indien og USA.
    Det er usandsynligt at tro, at vi kan lade Kommissionen træffe en egenrådig beslutning om fælleseuropæiske regler for finansiel regulering. Europa-Parlamentet og Ministerrådet skal give sit besyv med. Brian Mikkelsen [Erhvervs- og økonomiminister, red.] i Rådet, og jeg selv i Parlamentet vil arbejde på tværs af de politiske grupper for at skabe et holdbart resultat i denne sag.
    I Europa-Parlamentet fornemmer jeg en vis sympati fra mine tyske og østrigske kolleger, mens Storbritanniens regering i forbindelse med høringsproceduren allerede har meldt sin opbakning til Basel Komiteens arbejde.
Den franske kommissær, Michel Barnier, har allerede fortalt mig, at han har sympati for den danske holdning, og han indbyder til en videre dialog.
    At det er en sag, der ligger den danske regering på sinde, kan ses i, at Lene Espersen, daværende økonomi- og erhvervsminister, allerede for et halvt års tid siden tog kontakt til den daværende ansvarlige kommissær Charles McCreevy. Kommissionen har i flere tilfælde nævnt den danske realkreditmodel som et forbillede for resten af Europa. Jeg vil presse dem på deres tidligere udmeldinger.
    Lovgivningsarbejdet kan trække i langdrag og vil muligvis fortsætte indtil midten af 2011, men der er en række delmål, vi skal nå. Lovgivningen træder formentlig først i kraft primo 2013. Det er dog i disse tider, at vi skal behandle lovgivning, der i høj grad kan påvirke danskernes velfærd i mange år fremover. Jeg vil yde mit allerbedste for at gøre en forskel.

Fra Bruxelles skriver I RÆSONS UGEMAGASIN:
Dan Jørgensen, Anne E. Jensen, Morten Messerschmidt, Emilie Turunen og Bendt Bendtsen.

RÆSON