KRISEN Fem lektier af Grækenlands krise

12.05.2010

Jeg er ikke den store fan af Euroen. Men hverken Danmark eller nogle af de øvrige EU-lande kan holde til, at euroen kollapser. Enten rejser vi os sammen, eller vi går til bunds sammen. Øget gensidig kontrol skal forhindre skjulte underskud. Men finanslovene skal fortsat være landenes egne anliggender: Hvordan skal et land som Danmark ellers kunne forsvare og forklare sin meget store og omkostningstunge velfærdsstat uden at blive mødt af krav om besparelser?

Af Emilie Turunen (MEP, SF)

Sympatien med Grækenlands håbløse økonomiske situation kan hos de fleste europæere ligge på et lille sted i disse dage. Stats- og regeringscheferne mødtes i weekenden til hastemøde om euroens krise med det sigte at få stabiliseret valutaen og få ro på spekulationen. Og i sidste time – med en kugle for panden fristes man til at sige – blev de enige om opsætningen af en lånepakke til en værdi af 720 milliarder euro, svarende til 5.360 milliarder kroner.
Aktiemarkederne reagerede positivt næste morgen. Men ud over den akutte krise er stats- og regeringscheferne nødt til at forholde sig til valutasamarbejdets fremtid og morgendagens institutionelle set up.
Jeg er hverken uddannet økonom eller den store fan af euroen. Til gengæld er jeg dybt bekymret over det uvejr, som eurosamarbejdet er inde i for øjeblikket. Både set med europæiske og med danske briller.
Europas økonomier står over for store udfordringer i disse år under en finansiel, økonomisk og social krise – og det bliver mere og mere tydeligt, at nogle lande har trukket så længe på kassekreditten, at det ikke alene truer det enkelte land, men også udgør et alvorligt problem for den fælles valuta. Det gælder ikke kun Grækenland, som er centrum for opmærksomheden nu, men også en række andre lande, som fx Portugal og Spanien. Samtidig har vi ladet et valutasamarbejde udvikle sig side om side med en finanskrise. En finanskrise, der for alvor har afsløret de manglende initiativer for at sikre euroen mod spekulation og sårbarhed.
Selvom Danmark ikke er fuldbyrdet med i euro-samarbejdet – og nok ikke bliver det foreløbig – så er dansk økonomi bundet op på euroen i så stor en grad, at det også rammer Danmark, når Grækenland og eurozonen har økonomiske problemer.
Det letteste og umiddelbart mest logiske ville være at sige til de lande, som har opført sig uansvarligt, at de selv må rage kastanjerne ud af ilden, og at der ikke er hjælp at hente fra andre lande, uagtet at de måtte gå bankerot. Sådan har logikken tilsyneladende været hos Fru Merkel, der har nølet og tøvet på grund af indenrigspolitiske hensyn. Og, nå ja – måske også det faktum, at størstedelen af den tyske befolkning ikke mener, det er deres ansvar at redde grækerne.
I et Europa, hvor vi både økonomisk og politisk i dag er tæt forbundet, er en sådan slutning imidlertid en falliterklæring. Det er ikke nogen hemmelighed, at SF ikke støtter dansk tilslutning til euro-samarbejdet, men uanset om man bakker op om euroen eller ej, så er det i dag den centrale økonomiske rygrad i Europa. Hverken Danmark eller nogle af de øvrige EU-lande kan holde til, at euroen falder sammen, og derfor har vi alle et stærkt incitament til at bakke op om det europæiske fællesskab. Enten rejser vi os sammen, eller vi går til bunds sammen.
Det europæiske samarbejde må og skal hvile på en fælles solidaritet alle landene imellem. Ikke kun for de svage økonomiers skyld, men i høj grad for at sende et klart signal til spekulanterne om, at de godt kan droppe enhver tanke om at spekulere mod den fælles valuta og gøre os alle fattigere, fordi nogle få lande kommer i vanskeligheder.
Vi må sikre nogle nye instrumenter, der bringer Europas økonomier sammen, og som garanterer, at
det vil koste spekulanterne dyrt, hvis de forsøger at spille os ud mod hinanden.
Det er nødvendigt at have fem forhold in mente i den videre debat om eurozonens økonomi:

For det første er den stadige nølen og tøven fra stats- og regeringscheferne stærkt kritisabel. Vi kunne for flere måneder siden se, at den var gal i Grækenland. Den græske statsminister, George Papandreou, bad allerede i marts om at få ”a loaded gun on the table” i form af et færdigforhandlet lån, der kunne få markederne til at reagere positivt, og som kunne udløses med det samme om nødvendigt.
Den tyske kansler, Angela Merkel, har som dronning af Europas økonomi været mere end almindeligt tilbageholdende. Hun er fornuftig nok til at vide, at eurolandene er nødt til at træde til og hjælpe Grækenland – og at Tyskland skal trække en stor del af læsset. Men omvendt er hun så hårdt presset af indenrigspolitiske hensyn, herunder delstatsvalg, den tyske befolknings modstand og de øvrige partiers mere eller mindre ultimative krav, at hun har forhalet en beslutning i eurogruppen.
En uskøn proces, der har udviklet sig til en selvstændig trussel for euroen i form af øget spekulation og manglende tillid – og som i værste fald kan føre til endnu en krisebølge i den europæiske økonomi. Først i weekenden d.8.-9.maj trådte EU’s stats- og regeringsledere i karakter. Det var i sidste time, at der kom penge og handling på bordet.

For det andet må Grækenland forandre sig. Der er ingen tvivl om, at Grækenland har store strukturelle og korruptionsmæssige problemer. Grækenland må og skal reformere sig hen imod en stabil og bæredygtig økonomi. George Papandreou har gentagne gange vist, at han er klar til at levere sin del af aftalen med skrappe reformer af økonomi, arbejdsmarked og velfærd. Det er værd at huske på, at hans valgsejr for kun et halvt år siden inkluderede den tvivlsomme ære at overtage det økonomiske rod fra den tidligere borgerlige regering. Men han leder ikke efter en syndebuk – i stedet er han gået i gang med arbejdet. Det bliver en hård omgang. Men spørgsmålet er, hvor hårdt og socialt uretfærdigt det behøver være?
Det er EU og IMF med til at afgøre gennem deres lånebetingelser.
For strenge krav fra EU og IMF kan ende med at spænde ben for målet om en sundere økonomi pga. social uro, social elendighed, manglende mobilitet og forhøjede sociale udgifter.
En IMF-hestekur har sjældent løftet et land i økonomiske problemer videre. Hvis lånet tænkes som en straf, er der måske mening i galskaben – ”så kan de lære det”. Men hvis lånet er tænkt som en start på en bedre økonomisk styring, er jeg ikke sikker på, at IMF’s dogmer er vejen frem.
Papandreou skal have ro til, sammen med fagforeningerne, arbejdsgiverorganisationerne og sociale ngo’er, at formulere vejen frem for Grækenland – det er kun dem, der kan bære reformprocessen succesfuldt igennem, og kun dem, der kan bane vejen for forandring.
Mark Mazower, britisk historiker og professor ved Columbia University, beskrev det ganske præcist i Financial Times: Det, som Grækenland har brug for er ”respect and tough love”.
Vi har set, hvordan løftet om medlemskab af EU har sikret demokratiets gennembrud i først Sydeuropa og sidenhen det kommunistiske Øst. Hvis den politiske autonomi i disse lande ikke skal undermineres af euroens og IMF’s begrænsninger, hvis ikke vi alle skal trækkes ned i faldet, og hvis ikke griske spekulanter skal kunne tjene styrtende summer – ja, så må en mere solidarisk tilgang til at forsvare den fælles valuta findes frem.

For det tredje er der behov for at sikre en skrappere kontrol med landenes overholdelse af de fælles regler (konvergenskravene). Det skal ikke igen være muligt for at land at lyve eller skjule sig uden om et underskud, sådan som vi har set det med Grækenland.
Efter min mening må EU lave al den kontrol, de vil – også af Danmarks husholdning. Men jeg vil på det kraftigste modsætte mig, at landene skal lave aktiv indblanding i hinandens finanslove, sådan som det har været på tale fra tysk side.
Det er stærkt bekymrende, hvis man arbejder i en retning, hvor der skal en godkendelse af de nationale finanslove til fra de øvrige lande. Det betyder jo, at man ikke længere kun kan udfordre store underskud på de enkeltes landes budgetter (som der skal holdes øje med i et valuta-samarbejde), men også, at man kan stille spørgsmålstegn ved fordelingen mellem de enkelte poster.
Hvordan i alverden skal et land som Danmark kunne forsvare og forklare sin meget store og omkostningstunge velfærdsstat uden at blive mødt af krav om besparelser? Hvordan skal vi kunne opretholde råderum og disponeringer, der har et længere sigte? Med de økonomiske dogmer, der hersker i EU for tiden, kan det blive et ubehageligt bekendtskab at harmonisere finanslove. Nej tak herfra!

For det fjerde bør EU-landene i forlængelse af den netop fastlagte lånepakke skabe et nyt instrument, der kan sikre os mod lignende situationer i fremtiden – nemlig en Europæisk Valutafond. Valutafonden skal fungere som Europas selvstændige fælles instrument til at komme lande i alvorlig krise til hjælp og fungere som værn mod spekulation. Fonden kunne fx finansieres således, at hvert enkelt euro-land lægger en del af sine valutareserver i og derved også
har ret til at trække på den i de tilfælde, hvor det er nødvendigt.
Det afgørende er dog, at der bliver tale om lån kombineret med betingelser, der sikrer, at landene på sigt kan betale lånene tilbage, men som ikke underminerer deres økonomiske genopretning. Der skal også være klare forhåndsgivne
sanktioner i tilfælde, hvor et euroland, som har modtaget lån, ikke overholder betingelserne. Dette kunne være fastholdelse af penge, landet skulle have haft i strukturfondsmidler. På den måde vil landene næppe se en Europæisk Valutafond som en åben invitation til at køre på frihjul på andre eurolandes bekostning. Valutafonden ville være noget, ethvert land ønsker at undgå, men som trods alt kan være den sidste redningsplanke.

For det femte bør alle progressive kræfter samles om kravet om skat på finansielle transaktioner. Hvor skal pengene komme fra, spørger mange (tyskere) i disse dage. Hvordan skal vi komme ud af krisen og finansiere velfærd og social sikkerhed med de store gældsposter? Lige nu prædikes der grønthøster-nedskæringer i hele Europa. En start kunne være at lægge skat på de finansielle transaktioner og derved indkassere milliarder af kroner til de europæiske statskasser. Man kunne endda lægge dele af disse midler i en Europæisk Valutafond.
En oplagt finansieringskilde, som ingen stats- og regeringsledere tør at tage rigtig fat på. Det handler ikke om at straffe bankerne efter at milliardbeløb er blevet overført fra statskasserne til bankerne. Nej, det handler om et fair samfund, hvor alle (også bankerne!) bidrager til at fordele væksten, og hvor ingen får lov at køre frihjul på fællesskabets
bekostning. Hvad stopper os fra at gå i gang?

Situationen er kompleks. Ja, Grækenland har ført en uansvarlig økonomisk politik. Ja, Merkel har nølet og tøvet. Og ja, det bliver ikke en dans på roser. Alligevel skal vi da for søren gøre dét, som er både politisk og økonomisk klogest: At arbejde med Europas økonomier ud fra et solidarisk og respektfuldt udgangspunkt og at bringe de nødvendige reformer, nye tiltag og kontrolmekanismer i spil på en socialt retfærdig måde.
Men lad os ikke forvilde os til at harmonisere vores finanslove. Dét kan kun blive en (græsk) tragedie.

Fra Bruxelles skriver i UGENS RÆSON: Dan Jørgensen, Anne E. Jensen, Morten Messerschmidt, Emilie Turunen og Bendt Bendtsen

RÆSON