Krise Lad os reparere Californien

02.02.2010

Californien er politisk paralyseret og økonomisk i knæ. Nu kræver statens erhvervsspidser en ny forfatning – skrevet af borgerne selv. Den skal ironisk nok afdæmpe 30 års tradition for direkte demokrati, der ifølge kritikerne har omdannet den stenrige stat til en bananrepublik.

Af Sara Alfort, Californien

USA’s største stat og verdens ottende største økonomi er i knæ. Recessionen har ramt Californien hårdt, arbejdsløsheden er oppe på 12,4 %, og dermed en af landets højeste. Budgettet har et underskud på $26 milliarder og guvernør Arnold Schwarzenegger måtte i sommer betale statens regninger med gældsbreve.
Men staten, hvor Silicon Valleys entreprenører har revolutioneret computerteknologien, Hollywoods stjerner soler sig på den røde løber, akademikerne på Stanford og Berkeley bedriver banebrydende forskning, og turister cruiser op og ned ad Highway 1, er ikke bare i en midlertidig økonomisk krise. Californien har været godt på vej mod bankerot de sidste 30 år.
I 70′erne investerede den californiske stat i uddannelse og skabte dermed landets bedste skoler og nogle af verdens bedste universiteter. Det statsstøttede University of California var Californiens kronjuvel. Her kunne alle betale sig til en uddannelse, og kvaliteten var i top. I dag huser University of California stadig flere nobelpristagere end noget andet universitet, men er som de andre universiteter i dyb krise.
Alle undervisere gik 8 % ned i løn i efteråret, og vrede studerende demonstrerede mod en stadigt stigende egenbetaling og ringere forhold. Hvert år skærer staten i pengene til universiteterne, men særligt hårdt i 2009, hvor man klippede to milliarder dollars af deres budget. Californiens skoler, der efterhånden er dumpet nederst på listen over landets skoler, fik skåret $6,1 milliarder. Desuden fik alle statens ansatte påbud om at tage orlov tre dage om måneden.
I 70′erne havde Californien nogle af USA’s mest velfungerende fængsler, hvor de indsatte uddannede sig, volden var lav og få vendte tilbage, når de først var løsladt. Nu er fængslerne så overfyldte, og volden mellem indsatte så alvorlig, at Arnold Schwarzenegger må sende indsatte ud på gaden.
Problemerne har at gøre med Californiens særlige form for direkte demokrati, der ifølge mange iagttagere gør staten næsten umulig at regere. En finesse i statens forfatning sikrer nemlig, at enhver borger kan sætte en sag på stemmeseddelen. Han skal blot samle 700.000 underskrifter for at få sit forslag til afstemning. Det er sket ikke færre end 71 gange de sidste 10 år.
Derfor har Californien 512 tilføjelser til sin forfatning fra 1849, der nu er verdens tredje længste (næstefter Indien og Alabama). Hver november tager vælgerne således ikke kun stilling til de politiske kandidater, men også til spørgsmål om alt fra dyrevelfærd til trafik, abort og betaling af børnehaver.
Forslagenes støtter hævder som regel at deres forslag ikke vil kræve højere skatter, men deres kampagner nævner sjældent, at forslagene – hvis de vedtages – vil konkurrere om budgetkronerne med uddannelse, sundhed og miljø. Et forslag fra 1988 kræver, at 40 % af statens budget hvert år går til uddannelse. Kampagnen for forslaget var hovedsagelig betalt af Lærernes Fagforening. Californien har på samme måde vedtaget en af USA’s skrappeste straffelove, et forslag betalt af Fængselsbetjentenes Fagforening, uden at diskutere de enorme omkostninger ved at holde de mange fængslede bag tremmer i årevis.
Forslagene binder de folkevalgte på hænder og fødder. I sin artikel Who Killed California? i National Affairs fra efteråret, skriver den konservative kommentator Troy Senik, at borgerne i Californien har levet som om de kunne beskattes som ultraliberale og blive understøttet som socialister – men at de ironisk nok nu bliver beskattet som socialister og understøttet som ultraliberale.
Det mest berygtede forslag er Proposition 13. Forslaget, som borgerne i Californien stemte ja til i 1978, begrænser ejendomsskatten betragteligt og gør det næsten umuligt at hæve skatterne. 2/3 af statssenatet skal stemme for skattestigninger, før de kan gennemføres. Derfor er staten primært afhængig af indkomstskatten, hvilket fungerer nogenlunde i de fede år, men knap så godt i de magre. Forslaget lagde frøet til statens nuværende krise og har fået
nobelprisvinderen i økonomi Paul Krugman til at kalde Californien for en bananrepublik.
Med proposition 13 er Californien desuden den eneste stat, der kræver 2/3 af statssenatets stemmer både for at hæve skatterne og for at godkende et budget. I 18 af de seneste 22 år har det derfor taget regeringen det meste af året at få budgettet godkendt. De konservative Republikanere, der traditionelt ikke bryder sig om højere skatter, har været i mindretal i årevis i Californiens senat og de har ikke haft grund til at gå på kompromis med Demokraterne om budgettet. De har kunnet forsinke men ikke forhindre det.
Det direkte demokrati, hvor borgere selv kan skrive lovforslagene, er i dag primært styret af særinteresser – som stærke fagforeninger, milliardærer og store virksomheder, der betaler for forslagenes kampagner.
Den meget omtalte Proposition 8, der sidste år fratog homoseksuelle deres ret til at gifte sig, var hovedsageligt betalt af religiøse grupper som Mormonernes Kirke. Ligesom enkelte milliardærer flere gange har givet op til $50 millioner af egen lomme for at få et forslag gennemført. Sidste år konstaterede den britiske historiker Timothy Garton Ash i The Guardian: ”Kun fordi staten er så rig, har den kunnet opretholde et så idiotisk system så længe.”

Silicon Valley kræver en revolution
Californiens direkte demokrati har bragt staten så meget i knæ både økonomisk og politisk, at Silicon Valleys topchefer har rejst sig op fra hjørnekontorerne og krævet en revolution. Deres plan er at indkalde til en forfatningskongres, hvor en gruppe tilfældigt udvalgte borgere skal diskutere sig frem til en helt ny forfatning. Lige nu arbejder de på at sætte deres indkaldelse til forfatningskongressen på stemmeseddelen til valget i november 2010.
Hvis Californien stemmer ja til forslaget, vil delegerede skrive en ny forfatning i løbet af 2011. Hvis alt går efter planen, så vil den nye forfatning være på stemmeseddelen i november 2012. Så kan Californiens borgere enten stemme ja eller nej til den nye forfatning. Stemmer de ja, ryger den gamle i skraldespanden. Statsadvokaten godkendte formelt forslaget i november sidste år. Næste stop er at samle 1,4 millioner underskrifter i Californien inden april.
Den drastiske plan begyndte med en kronik af Jim Wunderman, der er leder af Bay Area Council, en magtfuld virksomhedsforening, hvor chefer fra Bank of America, McKinsey, Chevron, Google og United Airlines aktivt arbejder for en stærk økonomi og et sundt forretningsmiljø.
I sin kronik i august 2008 i San Fransisco Chronicle spurgte Wunderman: Californiens regering er ikke kun nedbrudt, den er blevet ødelæggende for vores fremtid. Er vi derfor ikke forpligtede til at annullere vores regering og indsætte en ny?
Hans spørgsmål satte en omfattende folkelig bevægelse i gang, der har rullet lige siden. Sidste forår kaldte guvernør Arnold Schwarzenegger planen for ”brilliant”. Et par måneder senere var kampagnen Repair California, der nu er i gang med at indsamle de mange underskrifter, sat på skinner. Ifølge kampagnens egen meningsundersøgelse har forslaget bred opbakning blandt borgere i Californien. 71% vil stemme ja til forslaget i november, der samler både Republikanere, Demokrater og uafhængige.
At forslaget har fået både det politiske højre og venstre til at klappe i hænderne har at gøre med formuleringen af forslaget til forfatningskongressen. De delegerede, der skal formulere den nye forfatning, kommer nemlig slet ikke til at tage stilling til sociale spørgsmål, der er sprængfarlige i Californien, såsom homoseksuelle ægteskaber, abort, dødsstraf, immigration og positiv særbehandling. De vil heller ikke kunne foreslå højere skatter.
De delegerede kan udelukkende tage stilling til fire punkter: 1) den proces, der vedtager budgettet, 2) valgprocessen og den proces, der gør det muligt at sætte et initiativ på stemmeseddelen, 3) balancen mellem statens regering og de lokale borgmestre, og 4) måder at gøre statens regering mere effektiv på. At ingen kan vide, hvad de delegerede vil diskutere sig frem til, gør det også lettere for alle grupper i samfundet at bakke op om forslaget.
”Jeg er klar over, at det, vi er i gang med, er stort, modigt og svært, ligesom at skubbe en fuld bus op ad et bjerg. Men jeg tror fuldt og fast på, at vi kan forbedre livet for millioner af borgere, forbedre forretningsklimaet for tusinder af virksomheder og igen gøre den Californiske drøm til et fyrtårn for menneskelig stræben over hele verden”, siger Jim Wunderman.
Den kongres, som Repair California foreslår, skal dels indkalde 221 amtsdelegerede, som selv har søgt om at komme med, og som vil blive valgt på offentlige møder. Dels indkalder kongressen tilfældigt udvalgte mennesker fra hvert hjørne af Californien. Hvis de er interesserede i at deltage i kongressen, inviteres de til et lokalt møde, hvor de i fællesskab vælger tre ud af de fremmødte til at repræsentere deres lokalområde under kongressen. I alt vil 224 delegerede være valgt på denne måde.
Hvis alt går efter planen vil borgerne i Californien stemme om deres nye forfatning i 2012 når præsident Obama er på genvalg. Ironien i, at Californien vil reparere et politisk system, der er brudt sammen under det, nogle kalder for ’for meget demokrati’, netop ved at omgå lovgiverne i hovedstaden Sacramento og udnytte statens direkte demokrati, ser indtil videre ikke ud til at afskrække borgerne i Californien. Kan de ikke stole på politikerne må de forlede sig på, at gennemsnitsborgerens sunde fornuft kan redde Californien.

Sara Alfort (1976) arbejder som freelance journalist fra Santa Barbara i Californien.

RÆSON