KOSOVO: Europas problembarn?

KOSOVO: Europas problembarn?

07.09.2010


Kosovos selvstændighed er af Den Internationale Domstol blevet anerkendt som værende i overensstemmelse med international lov. Den internationale anerkendelse får dog ingen praktisk betydning for Kosovos status. Tværtimod. Domstolens afgørelse truer med at destabilisere Kosovo og større dele af Balkan. Samtidig kan den være inspirationskilde til separatistiske bevægelser verden over.

Af Ota Tiefenböck

De Forenede Nationers primære juridiske organ Den Internationale Domstol i Haag blåstemplede i juli i år Kosovos uafhængighedserklæring som værende i overensstemmelse med international lov. Domstolens udtalelse, som iøvrigt kun er juridisk vejledende, skabte jubel blandt Kosovo-albanerne og tilhængerne af Kosovos selvstændighed. De ser afgørelsen som en formel anerkendelse af Kosovos selvstændighed og en klar opfordring til, at de lande, der endnu ikke har anerkendt landet som et selvstændigt land, skal gøre det. Afgørelsen har dog ikke gjort et større indtryk i hverken Serbien eller resten af verden. Intet land har siden domstolens afgørelse anerkendt Kosovo som et selvstændigt land, og det er fortsat kun 69 lande, der formelt har anerkendt landet.Serbien, Rusland og Kina, samt fem EU-medlemstater: Spanien, Cypern, Slovakiet, Grækenland og Rumænen nægter fortsat at anerkende Kosovo, og landet er derfor stadig langt fra en international anerkendelse og fra at kunne blive optaget i FN.

Den Internationale Domstols udtalelse får derfor hverken en praktisk betydning for Kosovos status her og nu eller for andre landes syn på Kosovo. Udtalelsen kommer heller ikke til at bidrage til at klarlægge landets eller hele områdets status.

Store indenrigspolitiske problemer

Kosovo har siden afslutningen af krigen i 1999 fungeret som et internationalt protektorat, i første omgang under ledelse af UNMIK, FN-missionen i Kosovo og de sidste to år, efter Kosovos selvstændighedserklæring i februar 2008, under ledelse af EULEX(European Union Rule of Law Mission) i samarbejde med lokale myndigheder. De mange år under international beskyttelse har dog langtfra skabt synlige og brugbare politiske resultater eller tilført landet den stabile politiske og økonomiske udvikling og fremgang, som landet og landets befolkning har brug for.

I dag oplever Kosovo en arbejdsløshed på op imod 50 procent. Korruptionen er massiv og udbredt i alle dele af samfundet, og utilfredsheden hos Kosovos befolkning er

stigende. Det er heller ikke lykkedes det internationale samfund at løse eller bare at stabilisere de etniske stridigheder mellem landets to hovedbefolkningsgrupper, den albanske majoritet og det serbiske mindretal. I de serbisk dominerede dele af Kosovo, især i det nordlige Kosovo ved byen Mitrovica, har hverken Pristina-myndighederne eller EULEX nogen reel magt. Det er derfor yderst tvivlsomt, hvorvidt Kosovo overhovedet er i stand til at eksistere i sin nuværende form.

Flere løsrivelser?

Den Internationale Domstols udtalelse kan potentielt inspirere Kosovo-serberne til at løsrive sig fra den Pristina-ledede regering og danne deres egen stat med enten tilknytning til eller genforening med resten Serbien. En sådan løsning vil være helt og aldeles uacceptabel for både Pristina-regeringen og det internationale samfund, da den vil kunne inspirere Republika Srpska i Bosnien Herzegovina til at følge Kosovo-serbernes eksempel.

Premierminister for Republika Srpska Milorad Dodik kommenterede kort efter domstolens afgørelse resultatet i positive vendinger.

”Republika Srpska har i lang tid været utilfreds med Bosnien-Herzegovina. Vi respekterer Dayton-aftalen, men domstolens afgørelse kan for os fungere som en vejledning for vores fortsatte kamp for vores status og vores fremtid,” sagde Milorad Dodik til Radio Free Europe.

En eventuel løsrivelse af Kosovos nordlige provinser og Republika Srpska kunne på længere sigt resultere i genforening med resten af Serbien og true stabiliteten ikke kun på Balkan, men potentiel set også i resten af Europa. Domstolens afgørelse risikerer dermed at skabe flere problemer, end den løser. Den kan gøre den politiske situation og de nuværende grænser på især Balkan mere usikre, hvilket kan forhindre den stabilitet, som Kosovos borgere og det internationale samfund ønsker.

Kilde til nationale og regionale konflikter?

Domstolens afgørelse synes ikke kun at bringe den skrøbelige stabilitet på Balkan i fare. Den kan også puste til ilden andre steder i Europa. Hvis Kosovo, der rent juridisk er en del af Serbien, kan erklære sin selvstændighed uden Serbiens accept, hvorfor skulle andre så ikke have samme mulighed og ret?

Helt konkret risikerer Domstolens udtalelse at støtte og bekræfte separatistiske grupperinger i bl.a Kaukasus. Det er således forventeligt, at eksempelvis Abkasien og Sydossetien, der officielt er en del af Georgien, vil få blod på tanden. Det samme gælder for området Nagorno Karabakh, der officielt er en del af Azerbaijan samt Transdniester, der officielt er en del af Moldova. Fælles for disse områder er, at de i længere perioder har været fastlåst i konflikt med de lande, de officielt er en del af. Enkelte repræsentanter for disse områder har da også hurtigt reageret på domstolens afgørelse i forhold til Kosovo og draget fordelagtige paralleler til deres egne landes situation. Sydossetiens parlaments talsmand, Valery Dzitsoity fremhæver, at Pristinas situation er direkte sammenlignelig med Tshinkvalis (hovedstaden i Sydossetien) og mener, at Sydossetien har en endnu større ret til anerkendelse, da landet allerede i 1990 erklærede sin selvstændighed. Den armenske politiker og oppositionsleder Vahan Hovhan-nisian, som støtter Nagorno Karabakhs selvstæn-dighed, reagerede ligeledes på Domstolens afgørelse med en klar optimisme.

”Dommen fastslår helt klart, at uafhængigheds-erklæringen ikke er ulovlig. Der skal naturligvis være bestemte forudsætninger til stede, men Nagorno Karabakh har mindst de samme forudsætninger som Kosovo, hvis ikke flere. Det betyder, at vi nu får et nyt værktøj og en ny mulighed for at kæmpe for international anerkendelse af Nagorno Karabakh,” sagde Vahan Hovhannisian for nylig til Radio Free Europe.

Parter til EU’s forhandlingsbord?

Den Internationale Domstols afgørelse har heller ikke efterladt et større indtryk i Serbien. Det var ellers på foranledning af Serbien, at domstolen behandlede sagen, men Serbien nægter fortsat at anerkende Kosovo som et selvstændigt land eller indgå forhandlinger med Pristina-regeringen om Kosovos status. Kosovos territoriale udstrækning især Kosovo Polje (Solsortesletten) har en stor historisk og national betydning for de fleste serbere, og de serbiske politikere er bekymrede for, at de serbiske vælgere vender dem ryggen, hvis de accepterer Kosovos selvstændighed og påbegynder forhandlinger med Kosovos regering. Hele 71 procent af serberne er ifølge en undersøgelse foretaget af Gallup Balkan imod Kosovos selvstændighed og opfatter fortsat Kosovo som en del af Serbien.

Parterne bliver dog nødt til at nærme sig hinanden og finde en løsning. Både Serbien og Kosovo ønsker optagelse i EU, og det kan tvinge begge lande til forhandlingsbordet for at finde en brugbar løsning.

EUs høje repræsentant for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, Catherine Ashton, understregede således kort efter domstolens afgørelse, at begge landes fremtid ligger i EU. Forhandlinger og en eventuel senere optagelse i EU kræver dog en territorial, politisk og økonomisk stabilitet, som alle de involverede parter skal kunne acceptere.

Et muligt scenarium kan blive en splittelse af Kosovo i en etnisk serbisk del og en albansk del, som Dayton-aftalen skitserer og som blev anvendt ved dannelsen af Bosnien og Herzegovina i 1995. Aftalen deler Bosnien og Herzegovinas territorium i tre selvstyrende etniske områder og præsenterer en oplagt løsning på problemerne i Kosovo.

Aftalen har dog ikke vist sig effektiv i Bosnien Herzegovina, og det er derfor tvivlsomt, om den vil kunne anvendes med større succes i Kosovo. Situationen bliver ikke mindre indviklet af, at Kosovos selvstændighed heller ikke bliver enstemmigt respekteret i EU’s egne rækker. Den Internationale Domstols afgørelse har ikke gjort indtryk på hverken Spanien, Cypern, Slovakiet, Grækenland eller Rumænen – de fem af EU`s 27 lande, som fortsat nægter at anerkende Kosovo. Alle fem lande oplever indenrigspolitiske udfordringer i forbindelse med aktive mindretalsbevægelser og frygter, at anerkendelsen af Kosovo vil kunne opildne til selvstændighedstanker blandt landenes egne mindretal.

Splittelsen i EU, som domstolens afgørelse er med til at rette et fornyet fokus mod, er derfor endnu en alvorlig hindring på Kosovos vej til international anerkendelse.

Landebytte?

Den uafhængige internationale organisation The Inter-national Crisis Group(ICG) opfordrer i sin rapport fra august i år begge lande til at handle hurtigt og udvise forhandlingsvilje. Udeblivende forhandling og en fortsat uafklaret situation vil ifølge ICG føre til fastfrysning af den nuværende situation og spære begge landes vej mod europæisk integration. Rapporten peger blandt andet på et landebytte som en mulig løsning på konflikten. Under en sådan aktion ville Serbien blive tildelt den nordlige del af Kosovo for til gengæld at give afkald på Presevo-området i det sydlige Serbien til Kosovo. Presevo er hovedsageligt beboet af den albanske befolkning og er derfor endnu en potentiel farezone for etniske uroligheder i området.

Denne mulighed har både Kosovos regering og den serbiske regering afvist. Den serbiske regering forsøger foreløbigt at undgå forhandlinger med regeringen i Pristina og afventer i stedet, at FN vedtager en resolution, der fremhæver, at ensidig løsrivelse ikke er en acceptabel måde at løse territoriale konflikter på. Det er således Serbiens forhåbning, at FN hurtigst muligt genåbner spørgsmålet om Kosovos status. FN’s generalforsamling diskuterer resolutionen den 9. september.

Ota Tiefenböck  (f. 1957) er freelancejournalist med speciale i Balkan og Øst- og Centraleuropa. Han har tidligere skrevet til RÆSON og skriver desuden til Information og Kristeligt Dagblad.