KONVERGENSPROGRAMMET Regeringen gør EU til syndebuk

24.02.2010

I dag [d.24.feb., red.] fremlægger regeringen et konvergensprogram, hvor den danske økonomi vurderes ift. EUs konvergenskrav. RÆSON spørger medlem af Europaparlamentet, Dan Jørgensen om hvad man kan forvente af programmet.

Lars Løkke Rasmussen og Claus Hjort Frederiksen har nu så store problemer med at forklare deres fejlslagne og upopulære økonomiske politik, at de skyder skylden på EU. Det er konvergenskriterierne, der gør, at kommunerne nu skal igennem massive besparelser siger de. Men de lyver.

Af Dan Jørgensen, gruppeformand for Socialdemokraterne i EU-parlamentet

Man vidste, at der var noget på vej, da statsministeren forleden, midt i et nøje koreograferet pressemøde, pludselig begyndte at tale om et kommende ”konvergensprogram”. Midt i en ordret memoreret tale, hvor der ikke blev sparet på de let forståelige analogier – ”politik er som at cykle i bjergene” osv. – stod manden lige pludselig og lirede uforståelige fagtermer om økonomi af. Hvorfor? Fordi han er i gang med at føre vælgerne bag lyset. Hvordan? Det skal jeg komme tilbage til. Først en forklaring.

Konvergensprogrammet – hidtil ukontroversielt
Danmark har siden midten af 1990’erne hvert år fremlagt et konvergensprogram, der viser, hvordan vores økonomi lever op til de fælles EU-målsætninger. Hidtil har det været en overset begivenhed. Programmet har beskrevet den økonomiske politik her i landet, opgjort overskud og underskud på statsfinanserne samt vist regeringens prognoser for de kommende år. Intet kontroversielt og ingen nyhed, eller noget, der ellers har været værd at skrive hjem om.
Men i år forholder det sig anderledes.
Regeringen bruger fremlæggelsen af programmet til at varsle nye tider i Danmark. Sparetider. Helt konkret siger regeringen, at det er EU, der kræver nedskæringer og besparelser på velfærden i Danmark. Ellers kan vi ikke leve op til vores fælles forpligtelser, er meldingen. Men det er ikke sandt. Så langt fra.
Enten kender regeringen ikke EU-reglerne godt nok. Eller også bruger den bare EU som syndebuk. Det ligner mest det sidste. Ikke desto mindre er her en kort opsummering af reglerne til Lars Løkke Rasmussen og Claus Hjort Frederiksen:
EU bestemmer ikke over Danmark på dette område. Det er os selv, der har sagt, at vi vil samarbejde med de andre lande om at have en sund økonomi. EU vil ikke blande sig i, hvordan Danmark skal sikre ordentlige finanser, kun opfordre til at vi får det. Vi bestemmer fortsat selv på hvilken måde, det skal ske. Og EU vil end ikke henstille til, at vi retter op på statsunderskuddene de næste par år. På grund af krisen er der nemlig fuld forståelse for, at der er større underskud de kommende par år.

Stabilitet og vækst skabes på egne præmisser
Selvom Danmark ikke har euroen som valuta, deltager vi et samarbejde med de andre EU-lande på det pengepolitiske område. Det er styret af Stabilitets- og Vækstpagten, der trådte i kraft i slutningen af 90’erne, og som blev revideret i 2005. Som del af det samarbejde udarbejder den siddende regering hvert år et konvergensprogram, der sendes til Kommissionen og Ministerrådet.
Kommissionen vurderer programmet med sine fagøkonomiske briller, kommer med en anbefaling til Ministerrådet, som så bliver enige om en udtalelse om det enkelte land, i dette tilfælde Danmark. I denne udtalelse er der både en vurdering af konvergensprogrammet og anbefalinger til den økonomiske politik i Danmark.
Eurolandene kan – hvis de gentagne gange ikke lever op til den aftale, de har indgået med de andre lande og anbefalinger fra dem – blive pålagt sanktioner af et enigt Ministerråd. Det er en måde at holde hinanden i ørerne på. Men det er
ikke tilfældet for Danmark. Fordi vi kun er en løsere del af samarbejdet, er det os selv, der skal svinge pisken, hvis denne i det hele taget skal svinges. De andre EU-lande kan ikke kræve noget af os, kun sende venlige opfordringer.
Derudover understreges det i alle reglerne omkring Stabilitets- og Vækstpagten, at medlemslandene selv er herrer (og damer) over deres økonomiske politik.
Det er det enkelte land, der bestemmer, om det vil rette op på sin statsøkonomi via øgede indtægter eller lavere udgifter. Om det vil hæve skatterne eller skære i velfærden. Besparelser er end ikke noget Kommissionen og Rådet opfordrer til. De vurderer kun, om det er realistisk eller ej at komme i mål på sigt. Så den bebudede hestekur i Danmark står for Lars Løkke og Claus Hjorts egen regning.

Fleksibilitet i krisesituationer
Flere EU-lande, blandt andet Tyskland og Frankrig, har på forskellige tidspunkter haft underskud på statsfinanserne, der var større, end hvad EU-aftalerne tillader [EU tillader et offentligt underskud på 3 % af BNP, red.]. Men på intet tidspunkt har man straffet dem for det. De andre medlemslande har nemlig godt kunnet se, at der var særlige forhold, der gjorde, at landene midlertidigt var i bund på de offentlige budgetter. Derfor blev Stabilitets- og Vækstpagten revideret i 2005.
Med revisionen blev der indført ny fleksibilitet i kravene til de offentlige finanser, som særligt betyder, at det i krisesituationer accepteres, at landene har større underskud. Man ønsker således at skelne mellem budgetunderskud forårsaget af fejlslagne politikker og budgetunderskud, der er en konsekvens af en negativ økonomisk udvikling. Dermed er der plads til exceptionelle og midlertidige underskud, der overstiger de 3 procent af BNP, som er reglen i normale tider.
I reglerne hedder det helt præcist, at et offentligt underskud ud over 3-procentsgrænsen anses for at være exceptionelt og midlertidigt, ”når overskridelsen er en følge af en usædvanlig begivenhed, der ligger uden for den pågældende medlemsstats kontrol, og som har en afgørende virkning på de samlede offentlige finanser, eller når overskridelsen er en følge af et alvorligt økonomisk tilbageslag.” Det understreges også, at overskridelsen anses ”for at være midlertidig, hvis Kommissionens budgetprognoser viser, at underskuddet vil falde under referenceværdien, når den usædvanlige begivenhed eller det alvorlige økonomiske tilbageslag er ophørt.”
Det er altså klart, at hverken Kommissionen eller Ministerrådet vil bede Danmark om at rette op på statsunderskuddet på kort sigte, så længe de kan se, at der kommer styr på finanserne, når krisen er ovre.

Exceptionelle statsunderskud i det meste af EU
Krisen har krævet, at alle EU-landene førte ekspansive finanspolitikker. Enten ved at skrue op for de offentlige udgifter eller ved at give skattelettelser. Det er den eneste måde, man har kunnet holde gang i hjulene. Derudover har de, med den stigende arbejdsløshed, måttet bruge flere penge på arbejdsløshedsunderstøttelse og anden offentlig forsørgelse. Som konsekvens heraf har stort set alle lande i EU – og de fleste andre dele af verden for den sags skyld – midlertidige statsunderskud.
På nuværende tidspunkt er der således 20 medlemslande, der er på den forkerte side af underskudsgrænsen. Og for de fleste af dem er situationen langt værre, end den er i Danmark. Mens det danske statsunderskud forventes at ligge på 5,5 procent af BNP, har eksempelvis Frankrig allerede et underskud på omkring 8 procent, Spanien et på 11 procent, mens Storbritannien og Grækenland kæmper med underskud på 13 procent af BNP.
Derfor er der også enighed i EU-institutionerne og mellem medlemslandene om, at man i den nuværende situation skal se langt mere lempeligt på underskuddene. Da Ministerrådet iværksatte procedurer omkring for store underskud for 9 EU-lande i december sidste år, fik 7 af dem således indtil 2013 til at få bragt deres underskud inden for rammerne af pagten. Og Irland og Storbritannien fik tidligere i 2008 og 2009 helt indtil 2014 og 2015 til at få bragt deres finanser i orden.
Kun Grækenland er lige nu et rigtigt problembarn. Det skyldes, at grækerne har haft store underskud i længere tid, og at de ikke har fået dem bragt i orden, endsige forbedret situationen, på trods af at de har været i dialog med Kommissionen herom i længere tid. Derudover har grækerne også snydt med deres statistiske opgørelser til de andre lande. Det kan fællesskabet selvfølgelig ikke acceptere.
Men selv grækerne får selv lov at bestemme, hvordan der skal komme orden i deres økonomi igen. Måden det skal ske på bestemmer landet selv. Da Kommissionen tidligere i denne måned udtalte sig om situationen i Grækenland og kom med anbefalinger til, hvad der skulle ske i dette land, var hovedlinjen derfor også, at den støttede den græske regerings egen plan. Det var således ikke rigtigt, som flere danske medier ellers rapporterede, at Kommissionen blandede sig i, om der skulle skæres i lønningerne for de offentligt ansatte i Grækenland.
Duksen Danmark har et større råderum – og skal bruge det
I Stabilitets- og Vækstpagten tages der også hensyn til det enkelte medlemslands gældskvote og potentielle vækst. Der er en således en mulighed for, at kravene til budgetterne bliver lempeligere for lande med en lav gældskvote og høj potentiel vækst. Derfor har Danmark, som EU’s landenes duks, også et større råderum end de andre lande.
Statsgælden i Danmark udgør for tiden omkring 46 procent af BNP. Det er væsentligt lavere end de 60 procent, der er grænsen herfor i pagten. Men det er endnu lavere end den gæld, som de fleste andre lande slæber rundt på. I 2010 forventes gennemsnittet for alle EU-landenes statsgæld at være på 79 procent af BNP, mens euro-landenes vil være på omkring 84 procent af BNP. Et land som Grækenland har en gæld, der udgør 120 procent af landets BNP.
Min vurdering af situationen er således helt klart, at når den økonomiske udvikling vender, vil Danmark med al sandsynlighed igen have offentlige finanser, der er inden for rammerne af Stabilitets- og Vækstpagten. Og vi vil ikke blive mødt med krav fra de andre EU-lande inden da. Samlet set er det altså helt misvisende, når statsministeren bruger EU som undskyldning for de besparelser, han nu vil gennemføre.
Mit bud på, hvad regeringen bør gøre, er også ganske simpelt: kvæl ikke det spæde opsving i Danmark med unødvendige nedskæringer og besparelser. Vejen ud af krisen er ikke at skære massivt på velfærden i kommunerne. Fokusér i stedet på at sikre væksten via offentlige investeringer i uddannelse, forskning og infrastruktur. Det er ting, der på sigt vil gøre os rigere, og som det derfor giver god mening at bruge penge på nu. Lande kan nemlig ikke spare sig til fremtidig velstand, kun investere sig til det.
Vores fælles regler i EU er ingen hæmsko for det. Så selvom jeg er glad for, at EU-terminologi og problemstillinger bliver en del af den indenrigspolitiske dagsorden, må jeg opfordre Lars Løkke til ikke at udpege EU som syndebuk for hans nedskæringer.

Fra Bruxelles skriver I RÆSONS UGEMAGASIN:
Dan Jørgensen, Morten Messerschmidt, Emilie Turunen, Jens Rohde og Bendt Bendtsen.

RÆSON