KONKURRENCE-EVNE Danmark: en global rollemodel – uden globalisering

17.03.2010

Det er velkendt, at Danmark i danskernes selvforståelse er en global vindernation – en rollemodel for andre, egnet til systemeksport. Men har finanskrisen da ikke rokket ved den status? Tilsyneladende ikke! Sæsonen for internationale innovations- og konkurrenceevne-rankings er netop gået i gang. Her viser det sig, at Danmark ikke bare er i top, men også er i bedre form end nogensinde. Og mest interessant: Vi er blevet globale stjerner uden egentlig at være globale. Der er behov for en samlet strategi og egentlig kollektivt ledelsesansvar.

Af Martin Marcussen

I de senere år er der opstået en hel industri, der har til formål at måle og veje stater på, hvorvidt de er konkurrencedygtige, skaber det rette erhvervsklima og evner at tilvejebringe betingelserne for innovation. Danmark er gang på gang blevet placeret i den absolut bedste ende af diverse rankings. Om det så er internationale organisationer som Verdensbanken og FN, internationale finansielle medier som The Economist og Financial Times eller internationale handelshøjskoler som IMD og INSEAD, har alle været enige om, at Danmark er en veritabel vindernation. Det spændende i år er, at vi nu kan se, hvilke effekter den finansielle krise har haft på denne internationale skønhedskonkurrence. Betyder den værste internationale krise i mands minde, at små, sårbare lande som Danmark er sagtnet agterud i forhold til de større og mere robuste økonomier?
Tilsyneladende ikke! Det netop publicerede Global Innovation Index fra Insead viser, at størrelse faktisk gør en forskel – men ikke den forskel, man umiddelbart ville forvente. Blandt de ti mest innovative lande i verden anno 2009-2010 er Holland med dets 16 millioner indbyggere det absolut største land befolkningsmæssigt! Og vinderen er, til manges overraskelse, lilleputstaten og krisehærgede Island, som i det forløbne år er steget fra en 20. plads til en sikker 1. plads. Danmark klarer sig heller ikke dårligt. Hvor vi sidste år var det 8. mest innovative land, er vi nu rykket op på en 5. plads. Mens de små lande klarer sig godt, ser det mindre heldigt ud for de store lande. USA er faldet fra sidste års førsteplads til 11. pladsen, og herunder kommer andre økonomiske giganter som Japan, Storbritannien og Tyskland. På trods af store økonomiske vanskeligheder, er der tilsyneladende relativt flere iværksættere, og der opstartes flere virksomheder i de små lande såsom Island, end det er tilfældet i eksempelvis Japan og Tyskland.

Hvor globale er vore virksomheder?
Det interessante ved Danmark er imidlertid, at Danmark er en global rollemodel uden at være egentlig global! Det er eksempelvis så som så med de danske virksomheders globaliseringsgrad. Der er ganske vist ingen tvivl om, at det danske erhvervsliv på nogle dimensioner er blevet voldsomt internationaliseret over de sidste tyve år. Siden starten af 1990’erne er mængden af investeringer ud og ind ad Danmark steget radikalt. Faktisk er Danmark på en 17. plads internationalt, når det gælder investeringer i andre lande. Dette er ganske opsigtsvækkende i betragtning af, at den danske økonomi kun udgør 0,5 procent af den globale økonomi og dermed indtager en 51. plads i rækken af lande målt på bruttonationalproduktet.
Men hvor meget siger disse størrelser egentlig om, hvor globale danske virksomheder er? Måske ikke så meget. Ved nærmere eftersyn står det klart, at danske investeringer i udlandet først og fremmest finder sted i såkaldt udviklede lande. Tilsvarende er det de udviklede lande, der placerer deres investeringer i Danmark. Globaliseringen omfatter altså ikke de tre femtedele af jordens befolkning, der bor i såkaldte mindre udviklede lande. Størrelsen af disse udenlandske direkte investeringer er altså ikke i sig selv er et godt tegn på et decideret “globalt” udviklingsmønster.
En anden måde at vurdere, hvor globalt orienteret det danske erhvervsliv egentlig er, når det
kommer til stykket, kan være at rette fokus mod de udenlandske virksomheder, der har investeret i Danmark. Det første, man kan konstatere, er, at de udenlandske virksomheder i Danmark er af meget stor betydning for dansk økonomi overordnet set: Selvom de blot udgør 1 procent af virksomhederne i den private sektor, er 18 procent af alle ansatte i den private sektor beskæftiget i en udenlandsk ejet virksomhed. Samtidig har de udenlandske virksomheder en andel på 22 procent af den samlede omsætning, og de stod for 27 procent af den private sektors samlede eksport. De udenlandske virksomheder er desuden af stigende betydning. År for år stiger deres andel af ansatte og omsætning i det danske erhvervsliv.
Alligevel siger dette ikke ret meget om, hvor globalt det danske erhvervsliv er. Langt størstedelen af de udenlandske virksomheder i Danmark er nemlig fra nærområderne – særligt Sverige, Norge, Tyskland, Storbritannien, Holland og USA. Kun knap 2 procent af de udenlandske virksomheder kommer fra den øvrige verden. Det er altså et åbent spørgsmål om, man kan kalde denne udviklingstendens for globalisering i ordets bogstaveligste betydning. Måske vil regionalisering være et bedre udtryk.
Dette regionale mønster understreges yderligere, hvis vi kaster et blik på destinationerne for udenlandske såvel som danske virksomheders vareeksport. Selvom udenlandske virksomheder er fra nabolande, kan deres ’rækkevidde’[outreach, red.] i form af eksport godt nå langt omkring i verden. Men sådan forholder det sig ikke. Både danske og udenlandske virksomheder inden for alle erhverv har i hovedsagen deres markeder i nærområderne: igen især Sverige, Norge, Tyskland, Storbritannien, Holland og USA. Regionaliseringstendensen snarere end globaliseringen lader til at blive bekræftet.
Endnu en måde, hvorpå man kan studere det danske erhvervslivs udvikling under indtryk af globaliseringen, er at kortlægge deres udadvendte investeringsaktiviteter. Danske virksomheder kan eksempelvis have datterselskaber i udlandet, som de ejer en større eller mindre del af. Det er der 600-700 danske virksomheder, der har. Danske virksomheder kan også outsource større eller mindre dele af deres produktion til udlandet, således at en udenlandsk leverandør eller samarbejdspartner overtager denne opgave. Mellem 2003 og 2006 har hver fjerde virksomhed i industrien (med mindst 20 ansatte) outsourcet én eller flere processer til lavtlønslande. Ser man på samtlige danske virksomheder, er det hver niende, som har outsourcet.
Det viser sig imidlertid, at danske virksomheder først og fremmest placerer deres datterselskaber i nærområderne. Der er ikke meget, der tyder på, at arbejdspladser i stor udstrækning flyttes til Kina på den konto. Tværtimod er det først og fremmest mod de gamle EU-lande, opmærksomheden rettes. Hvad angår outsourcing er situationen dog en anden. Det lader til, at det først og fremmest er et spørgsmål om at minimere lønningerne, der er årsagen til outsourcing. Lave lønninger er ikke først og fremmest dét, som det vesteuropæiske marked er kendt for – her er det Asien, Kina og visse dele af Østeuropa, der virker mest interessant. For danske virksomheder handler outsourcing primært om produktionen af fysiske varer. Processer relateret til forskning, logistik, it og administration outsources næsten ikke. Og i dag er det kun 1,8 procent af virksomhederne, som har outsourcet mindst 40 procent af deres funktioner.
Det danske erhvervsliv er altså blevet internationaliseret, men decideret globalt kan man ikke sige, at det er blevet. Udenlandske virksomheder i Danmark kommer fra nærområderne, og investerings- og eksportaktiviteterne er også især rettet mod de traditionelle handelspartnere i nærområdet. Hertil kommer, at datterselskaber oprettes i nærområderne. Hvad angår outsourcing kan der imidlertid bedre tales om en form for globalisering. I jagten på lave produktionsomkostninger har virksomhederne overladt dele af produktionsprocessen til blandt andet lande i Asien og Kina.

Hvor globale er danskerne?
Det er også så som så med danskernes globaliseringsgrad! Spørger man danskerne, hvilket folk bortset fra danskerne, de føler sig mest knyttet til, viser det sig, at inklusion selvom det er en væsentlig værdi i den danske model, ikke nødvendigvis behøver at omfatte udlændinge. Hele 20 procent af danskerne føler sig i nemlig ikke knyttet til nogle andre folkeslag, og 37 procent føler sig mest knyttet til vore nordiske naboer, som ligner os mest i forvejen.
I det hele taget lader det til, at danskerne i udpræget grad er knyttet til det lokale og velkendte, og altså ikke til det fjerne og ukendte. Spørger man befolkningen i et land som Belgien, vil 16 procent have Europa/verden som primært tilknytningsforhold. I Danmark er det kun 3 procent, der kan sige et samme! Det er først og fremmest i byen og lokalområdet, at danskerne føler sig hjemme (jf. tabel 1 – se nederst i artiklen).
Interessant er det at notere sig, at danskerne i løbet af 1980’erne og 1990’erne – og altså i den periode, hvor globaliseringen for alvor tager fart – i stigende udstrækning identificerer sig med det lokale og kendte og i stadig mindre udstrækning med staten Danmark. Til gengæld stiger stoltheden over at være dansk støt, særligt for de 18-29 årige. Blandt alt det danske, man kan vælge at være stolt af, viser det sig, at det især er den danske velfærdsstat, der hitter.

Global med de globale
Det samlede billede er altså, at Danmark indtil videre kun er delvist med på bølgen, når det kommer til den ”økonomiske globalisering”.
Man skulle tro, at der er et kæmpe uudnyttet udviklingspotentiale her. Over de næste ti–tyve år vil der udvikle sig en meget stor og købestærk middelklasse i Asien. Fra at være et lavtlønsområde, vil det asiatiske kontinent udvikle sig til et marked, hvori der skal investeres og plantes datterselskaber i en helt anden udstrækning, end tilfældet er i dag.
Det samme gør sig gældende for den ”mentale globalisering”. Det ser grangiveligt ud til, at
danskerne har det bedst med dem, der ligner os selv mest. Det er i det nære, at vi finder tryghed og identifikation. Her bliver det interessant at følge med i, om de globale markeder og de globale politiske arenaer i større udstrækning end i dag bliver identifikationspunkter for den enkelte dansker. Dette vil nok kræve en anden italesættelse af ”det globale”. Den dominerende konstruktion af globaliseringen har hidtil været, at den er en udefrakommende trussel, der med tiden vil underminere alt, hvad vi gennem årerne har skabt. En alternativ konstruktion vil indebære, at globaliseringen ses som en betingelse for, at vi kan videreudbygge den danske vindermodel, så den også på mellemlangt sigt vil være at finde øverst på de mange innovations-rankings.

Martin Marcussen er professor mso ved Center for Europæisk Politik (CEP), Institut for Statskundskab, Københavns Universitet.
Han har netop skrevet bogen Den danske model og globaliseringen, Samfundslitteratur

RÆSON