KOMMENTAR Italien. Man straffer jo også kriminelle, selvom de har haft en hård barndom

24.02.2010

RÆSON bragte i årets første ugemagasin – #1, årgang 2 – en artikel af Ida Krogh Mikkelsen om Italiens immigrationsaftale med Libyen fra august 2009. Simon Pasquali kommenterede i #3, årgang 2 på artiklen. RÆSON bringer her endnu en kommentar i debatten, af Ida Krogh Mikkelsen.

Simon Pasqualis kritik [af artiklen: ”Europas højrepartier” bragt i RÆSON 3.feb., red.] demonstrerer vores indbyrdes uenighed, når det gælder det konkrete indhold: Synet på Silvio Berlusconi og ikke mindst EU som normativ magt.

Af Ida Krogh Mikkelsen

I sin kommentar ”Bananrepublikken Italien – og EU” konkluderer Simon Pasquali (SP) afslutningsvis, at min kritik af EU’s manglende stillingtagen til Berlusconis Italien blot er en ensidig holdningstilkendegivelse, fordi jeg ikke skulle have ”sat mig ind i sagerne”, når det gælder Italiens politiske historie. Ligeledes anfægtes min ”meget idealistiske” forestilling om, hvad EU kan og bør samt min manglende dokumentation af påstande.
Jeg vil indledningsvis uden skam bekende mig ”skyldig” i det sidstnævnte. Ja, jeg mener, at EU langt hen ad vejen er en normativ magt, og at de smukke ord i diverse traktater derfor skal og bør overholdes.
I al beskedenhed må jeg pointere, at jeg har ”sat mig ind i sagerne” i løbet af de seneste ti år, hvor jeg har bl.a. har været bosat i Italien og gået i italiensk skole. Under alle omstændigheder besøger jeg landet mere end jævnligt, taler flydende italiensk, læser italienske aviser og følger den politiske debat, hvorfor jeg er bekendt med den belæring om Italiens særegenhed, som SP giver mig – et fint historisk rids, som kunne stå i introduktionen på de første sider i Lonely Planets rejseguide.
Bagved SP’s fokus på historiesyn osv. fornemmer jeg kort og godt, at han og jeg er uenige. For SP mener, at det er udokumenteret at arbejde ud fra en præmis, der definerer Berlusconi og den italienske regering som udemokratiske. En uenighed, der er svær at løse, da jeg ikke kan fremvise dokumentation, der entydigt dømmer Berlusconi som udemokratisk. Det er dog ikke en præmis, der er grebet ud af den blå luft. I fare for at kede RÆSON’s læsere udlod jeg at henvise til konkrete debatter i min artikel, hvilket SP betegner som ”utilstrækkeligt”. Det undrer mig nu noget for ved søgninger i arkiverne hos f.eks. New York Times, The Observer, La Libération, The Economist eller for den sags skyld Politiken, Information, Berlingske Tidende og Weekendavisen, vil man hurtigt møde en lang række kritiske fremstillinger af Berlusconis omgang med demokratiets grundpiller i de seneste mange år.
Det er dog en ærlig sag, at SP ikke accepterer min og mange andres præmis. For her er tale om en essentiel uenighed, der har rod i to vidt forskellige normative udgangspunkter: Er demokratiets kvaliteter af absolut karakter, eller kan de gradbøjes? At inddrage et væld af andre faktorer er selvfølgelig ikke uvæsentligt.

Mit udgangspunkt er blot, at en principiel kritik af italiensk såvel som russisk eller kinesisk regeringsførelse er fuldt ud berettiget uanset de enkelte landes historie. Og det gælder i øvrigt også, selvom et flertal af vælgerne støtter foretagendet, som det er tilfældet i Italien.
Jeg er bestemt klar over, at de regeringskritiske italienere, jeg omgås, hører til et snævert mindretal. Men når de spørger mig, hvorfor et stærkt EU-medlemsland som Danmark de facto ikke løfter et øjenbryn, når Berlusconi tramper rundt i EU’s standarder, retter de en relevant kritik, som jeg i artiklen har forsøgt at analysere mig frem til nogle forklaringer på.
Jeg medgiver: jeg er idealistisk i mit syn på EU, for jeg tror på de gode intentioner og de fine ord, der står i traktatteksterne. Ud over den civile og militære magt, EU besidder, har jeg stor tiltro til den normative magtposition, EU kan indtage. En holdning, der i bund og grund bygger på en tro på
eksistensen af et sæt universelle værdier, der bl.a. konkretiseres i menneskerettighederne.
Faktum er, at politikerne har skrevet under på en Lissabon-traktat, der garanterer, at chartret om grundlæggende rettigheder håndhæves i samtlige EU-lande. Det løfte mener jeg, vi må forholde os til. Og om SP vil det eller ej, er der jf. en række traktater sikret grundlæggende rettigheder til ikke-europæiske immigranter uanset deres berettigelse til asyl: De har ret til at søge asyl, og de må ikke udsendes til umenneskelig behandling. I tilfældet Gaddafi-Berlusconi er der tale om en gråzone (der i øvrigt skitseres i Informations forsideartikel ”EU skubber ansvar for flygtninge væk” (12/2/10)). Men jeg hopper altså ikke på SP’s ræsonnement om, at Italien skal møde lavere standarder, fordi der er tale om et ungt og decentraliseret demokrati eller på grund af den høje indvandringsrate.
Det er derimod min klare holdning, at EU netop skulle løse indvandringsproblemet i syd ved solidarisk at løfte i flok. Det er idealistisk, ja, men mindre hyklerisk end at vende det blinde øje til kreativ omgang med menneskerettighederne.
Jeg må derfor spørge SP: Hvordan kan Berlusconis regeringsførelse finde legitimitet i EU’s værdigrundlag? Og hvordan kan EU acceptere, at Italien undergraver fællesskabets demokratiske værdigrundlag?

Ida Krogh Mikkelsen (1984) er kandidatstuderende i statskundskab, desuden studier i film- og medievidenskab. Tidligere ansat hos Socialdemokraterne på Christiansborg, i DR Nyheder og som praktikant på den danske ambassade i Vietnam. Ida har siden sin tid som udvekslingsstudent i Norditalien 2000/01 interesseret sig for fænomenet Silvio Berlusconi og italienske forhold.

RÆSON