Kommentar Facebookratiet skal ikke afskrives

Kommentar Facebookratiet skal ikke afskrives – det skal bruges!

21.04.2010

I artiklen ”Facebookrati?” i RÆSONs ugemagasin #11 [14.april 2010, red.] sætter Rasmus Tue Pedersen spørgsmålstegn ved Facebooks nytte i en dansk politisk kontekst. Lad mig begynde, hvor Rasmus Tue Pedersen slap, ved at stille spørgsmålet: Kommer de sociale medier til at afgøre næste folketingsvalg? Mit svar er nej. Men de kommer til at influere!

Af Kristian Risager Larsen

Facebook rummer et stort potentiale, og det er vigtigt, at man hverken under- eller overvurderer det. Årsagen til, at de danske politiske partier ikke får succes på Facebook, er formentlig, at de ikke udnytter de sociale mediers muligheder for tovejskommunikation.
    Igennem internettets historie har vi set talrige debatfora skyde op – om alt mellem himmel og jord. Herimellem findes som bekendt politik. De fleste af disse fora har den fællesnævner, at de har tiltrukket de mennesker, der i forvejen var politisk engagerede. Samme effekt tror jeg, ligesom Rasmus Tue Pedersen, at vi ser på Facebook bl.a. ved hvem der bliver ”fans” af politikere på sitet: Det er historien om Tordenskjolds soldater om igen.
    Det forholder sig dog anderledes; ser man på den generelle politiske aktivisme via Facebook, er langt flere politisk engagerede, end det er tilfældet i den politiske debat i andre fora. Forklaringen på den bredere forankring, mener jeg må skyldes, at Facebook er et såkaldt socialt medie, hvor brugerne er på Facebook for at skabe og pleje sociale relationer – og ikke med det specifikke formål at diskutere politik.
    Idet Facebook også er genstand for politisk debat, engageres flere brugere dog i den politiske debat ”ad bagvejen”. Det har politikerne øjnet, og derfor har de oprettet fansider for at promovere sig i endnu et medie.
    De mest populære danske politikere kan runde 50.000 fans på Facebook. Helle Thorning har eksempelvis 53.000 fans. Sammenlagt kan man på Facebook tælle godt 165.000 fans af partilederne i Folketinget – og jeg forventer kun et meget begrænset personoverlap bestående af journalister og modstandere. Ud af de knap 2 millioner myndige danske Facebookbrugere udgør det 8,5 %. Ud af en vælgerbefolkning på omkring 4 millioner er det altså kun godt 4 %, der er fans af en af toppolitikerne. Denne procentandel af befolkningen ligger pudsigt nok på niveau med andelen af danskere, der er medlemmer af et politisk parti. Det er med andre ord en stærkt begrænset skare, der bliver talt til!

Tal med vælgerne – ikke til dem!
Jeg skriver “tal til”, fordi det er her det centrale problem ligger: De danske partier har kun i ringe grad formået at bruge de sociale medier til at skabe dialog – det bliver i høj grad tænkt som endnu en kanal til envejskommunikation, som så akkompagnerer valgplakater og flyers.
    Det hører til sjældenhederne at se en fremtrædende politiker give respons på deres blogs’ kommentarafsnit eller Facebook-fansider. Men brugerne skriver flittigt, selvom det måske kun når frem på skærmen hos politikerens sekretær.
    Dialog er det ikke, for borgerne får ikke svar på deres kommentarer. Det kan nærmest karakteriseres som en tovejs-monolog – et begreb, jeg har opfundet til lejligheden.
    Det er ingen hemmelighed, at toppolitikerne ikke selv skriver deres taler, og at der er sekretærer, der besvarer en del borgerhenvendelser og skriver pressemeddelelser. Ghostwriting er en accepteret del af den politiske virkelighed. I samme dur er det også forventeligt, at ghostwriterne besvarer henvendelser via de sociale medier.
    Lars Løkke Rasmussen har ikke besvaret én eneste Twitter-forespørgsel, men har over 5000 følgesvende. På Facebook skriver han ”Jeg er dagligt på Facebook og sætter stor pris på dialogen”, men jeg har ikke kunnet finde ét eneste eksempel på, at han har en “dialog”, hvor han diskuterer frem og tilbage med sine fans – han tager dog enkelte spørgsmål op fra tid til anden, og det angives, hvornår redaktionen opdaterer Facebook-profilen i statsministerens navn.
    Margrethe Vestager, som bruger Twitter mere intenst, har halvt så mange følgesvende, men besvarer kommentarer fra sine potentielle vælgere.
Det er samme effekt, vi kender fra forsamlingshusene, når en folketingspolitiker kommer forbi og diskuterer direkte med sine potentielle vælgere – desværre dukker vælgerne
anno 2010 blot ikke op i forsamlingshusene, fordi de har travlt derhjemme på Facebook.
    Et eksempel på dialogfokuseret politisk kommunikation er, at De Radikale har søsat projektet ‘Vores Skole’, hvor man diskutere folkeskolepolitik direkte med undervisningsordføreren. Der er stærk fokus på tovejskommunikation. Selvom der kun er 2500 personer, der har markeret deres opbakning, så er projektet interessant – det svarer til, at Marianne Jelved var taget til møde på en folkeskole. Vælgerne kan komme med idéer og fremstille virkelighedens problematikker – og de får rent faktisk et svar. Med andre ord, så bliver de potentielle vælgere taget seriøst.
    Hvis der ingen mening var med eksponeringen på de sociale medier, så ville politikerne hurtigt lukke deres profiler. Som Rasmus Tue Pedersen selv hævder [i føromtalte RÆSON-ugemagasin #11, 2010], kan der være stærk signalværdi i at være med på beatet, og det kan skabe historier i de traditionelle medier.
    For at få gavn af de sociale medier skal politikerne gentænke deres strategi. De sociale medier er sande og brugbare tidsrøvere, hvis man bruger dem aktivt, men bliver ligegyldige uden tovejskommunikation. De skal ikke ses som et alternativ til traditionelle medier – som er det scenarie, Rasmus Tue Pedersen opstiller – men i stedet som et supplement.

Facebook kan samle brugerne
Jeg gennemførte i 2009 en undersøgelse blandt danskere, der var medlem af seks forskellige politiske enkeltsagsgrupper på Facebook. Over 2200 respondenter har besvaret et spørgeskema omkring deres politiske deltagelse (målt på 10 parametre) og deres holdninger til politisk deltagelse via Facebook.
    Til trods for at undersøgelsen ikke nødvendigvis repræsentativ, kan den under alle omstændigheder bruges til at få en idé om borgernes holdninger.
    Kun 4 % af respondenterne angiver ingen politisk deltagelse ud over deltagelsen i den Facebook-gruppe, der er grunden til, de har modtaget spørgeskemaet. En meget stor gruppe non-respondents må sandsynligvis dække over en endnu større gruppe politisk ”passive borgere”.
    De borgere, der er politisk passive, bliver derfor opmærksomme på politiske problemstillinger ved hjælp af Facebook – og dermed inkluderes de i demokratiet (selvom man med rette kan sige, at det er en begrænset effekt, og at der er tale om slacktivism snarere end activism). Undersøgelsens respondenter opfatter i øvrigt generelt Facebooks betydning for den politiske dagsorden som begrænset. Når respondenterne skal svare på spørgsmålet om, hvorfor de er medlemmer af Facebook-grupper, svarer 51 %, at de er medlem for at skilte med deres politiske holdninger over for deres Facebook-venner. 35 % tilkendegiver, at de er medlemmer for at påvirke politiske beslutningsprocesser – og dermed har de en opfattelse, at Facebook-grupper har relevans i en politisk sammenhæng. Det var muligt at angive flere svar, og der er derfor overlap mellem de to nævnte andele.
    Jeg hævder ikke, at Facebookratiet skal ind og erstatte noget – men jeg mener, det skal tages seriøst og anses som et supplement til de andre politiske kommunikationskanaler.

Janteloven står i vejen
Sociale medier bliver næppe udslagsgivende for fremtidige valgresultater, men det er primært, fordi alle de danske partier (med undtagelse af DF, som slet ikke bruger facebook) bruger dem på samme begrænsede måde og udstrækning.
    At man kan være ”fan” af en politiker, mener jeg også er svært for en jantelovsdansker at forestille sig. Det passer langt bedre ind i den amerikanske selvforståelse med idoliseringen. Med Facebooks fansider er der altså tale om, at den amerikanske kultur har taget endnu et skridt ind i den danske.
    I takt med at mediernes fokus på den danske politiske scene i det hele taget er blevet meget personfikseret, tror jeg dog samtidig, at den danske jantelovsmentalitet vil lide et knæk. Danskerne skal bare have tid til at vænne sig til tanken om at blive fans.

Obama vandt på bred opbakning
Obamas kampagne var karakteriseret ved at have en bred målgruppe og have fokus på, at borgerne skulle inddrages – både i de traditionelle mediekanaler, men også ved at viderekommunikere Obamas politiske budskaber. Desuden var Obamas kampagne væsentligt bedre i sin brug af sociale medier end modkandidaten McCains.
    De danske partier forsøger at bruge deres egne medlemmer som valgkrigere – mens de amerikanske partier sigter langt bredere og netop har fokus på også at inkludere de ikke-partiaktive. Vi skal dog huske, at amerikansk politik og dansk politik fungerer forskelligt, og at partitilhørsforholdene er forskellige.
    Helt essentielt, så var de sociale medier tænkt ind som en central og integreret del af Obamas kampagne – men det erstatter ingen af de traditionelle mediekanaler. De danske partier har ganske vist sørget for at blive repræsenteret på flere sociale medier som Facebook. Men for næsten alle partierne kører Facebook-tilstedeværelsen som en traditionel envejskanal, der derved tænkes som traditionel envejskommunikation.
    Hvis partierne fokuserede på dialog, ville de sociale medier kunne skabe værdi for dem. Det kan de sociale medier ikke gøre, når alle partierne gør det samme – og gør det dårligt.

Kristian Risager Larsen er kandidatstuderende ved Institut for Statskundskab, Århus Universitet.

Facebook introducerede den 19. april 2010 [efter artiklens deadline, red.] en ændring fra at personer markerer sig som ”fans” til i stedet at markere ”synes godt om” (På engelsk: like). Ændringen er ikke p.t. slået igennem på politiker-siderne, men det er sandsynligt, at det vil ske. Med denne sproglige ændring håber Facebook at skabe flere forbindelser mellem brugerne og fansiderne – for politikerne vil det betyde, at flere bliver tilbøjelige til at markere deres opbakning.

RÆSON