KOMMENTAR Bananrepublikken Italien

KOMMENTAR Bananrepublikken Italien – og EU

17.02.2010

RÆSON bragte i årets første ugemagasin – #1, årgang 2 – en artikel af Ida Krogh Mikkelsen om Italiens immigrationsaftale med Libyen fra august 2009. RÆSON bringer her en kommentar til artiklen af Simon Pasquali.

”Europas højrepartier holder hånden over Berlusconi”, skriver Ida Krogh Mikkelsen i sit indlæg i Ræsons Ugemagasin # 1 (3.februar, red.) Midt i al sin indignation overser hun imidlertid en række fundamentale forhold i europæisk og italiensk politik, hvilket gør artiklen ensidig.

Af Simon Pasquali

Som Ida Krogh Mikkelsen (IKM) selv er inde på i sin artikel, er de nordeuropæiske mediers reportager om italiensk politik farverige. Det er mildt sagt. Jeg ville snarere kalde dem karikaturer, der som oftest tjener til at bekræfte indgroede forestillinger om Italien og italiensk politik frem for at bibringe læserne indsigt. Desværre gælder det også for IKM’s egen artikel, der snarere er præget af forargelse end analytisk klarsyn. Det fremgår af hendes fremstilling af europæisk politik i almindelighed og italiensk politik i særdeleshed.
For at tage fat i sidstnævnte pointe først: I sin omtale af italiensk politik tegner IKM den sædvanlige nordeuropæiske karikatur af ”Bananrepublikken Italien”. Hun skriver, at det ofte fremføres ”i debatter, at hvis Italien på ny skulle optages i EU, ville de ikke opfylde de mest basale krav om magtens tredeling, pressefrihed og nu også systematiske brud på bl.a. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.” Det er stærke ord, særligt når hun ikke dokumenterer sine påstande. At henvise til ”debatter” uden angivelse af tid, sted og debattører er aldeles utilstrækkeligt. Til sidst i artiklen sætter hun trumf på og skriver ligefrem om ”Italiens åbenlyst udemokratiske tilbøjeligheder” – igen uden skyggen af dokumentation eller belæg.

Italien – en ung og decentraliseret stat
Mit ærinde er ikke at hævde, at Berlusconi er blandt Guds bedste børn, eller at Italiens politiske system er fejlfrit, men at bidrage til at nuancere de ensidige fremstillinger af italiensk politik, som IKM – og med hende mange nordiske journalister – gang på gang leverer. Når man analyserer italienske forhold, er det afgørende at holde sig landets politiske historie for øje.
Italien er først og fremmest et ungt land. Samlingen af det, der tidligere havde været 7-8 forskellige kongeriger, hertugdømmer, storhertugdømmer og ikke mindst Kirkestaten, begyndte først i 1848. I 1870 blev Rom – efter indtagelsen af byen og dermed sejren over Kirkestaten – hovedstad.
Hvilken betydning har Italiens sene samling? Den betyder, at Italien i mange italieneres øjne er en kunstig størrelse. Man er romer, venezianer, sicilianer, florentiner, sarder og milaneser mere, end man er italiener. Der er altså tale om et meget regionaliseret og lokalpatriotisk land. I Italien kalder man det ’campanilismo’, der kommer af ’campanile’ (klokketårnet i hjembyen). For italiensk politik indebærer det en betydelig modstand mod den centrale italienske stat. Rom er for mange italienere, der ikke samtidig er romere, synonym med bureaukrati og herskesyge. Mange vil hellere passe sig selv og deres egen region – og den trang blev ikke mindre efter erfaringer med det fascistiske i årene 1922-43. Det gælder naturligvis især nord for Rom, hvor velstanden er betydelig og organiseringen af den offentlige sektor god.
Silvio Berlusconi inkarnerede – fra han dannede sin første regering i 1994 – i høj grad denne modstand mod en stærk, central stat. I begyndelsen af 1990’erne blev det Kristendemokratiske Parti (Democrazia Cristiana) afsløret som korrupt, hvilket kompromitterede mange italieneres tiltro til den italienske stat yderligere. Den ekstremt succesrige forretningsmand fra Milano blev derfor set som manden, der skulle bringe orden i sagerne og i øvrigt begrænse statens magt rundt i Italien.
Det image har ikke ændret sig synderligt siden, hvilket ikke mindst skiftende svage, venstreorienterede regeringer i perioderne
1994-2001 og 2006-2008 har bidraget til. Det er derfor forkert at betegne italienerne som ”Berlusconi-trætte”, sådan som IKM gør. Ved det seneste valg i 2008 fik koalitionen bestående af Berlusconis parti, ”Il Popolo della Libertá”, og ”Lega Nord” ca. 55 pct. af pladserne i såvel deputeretkammeret som i senatet.
Italiens korte, politiske historie kan altså forklare ganske meget af italiensk politik, men langt fra alt. Også temaer som immigrationspolitik, som også IKM interesserer sig for, optager italienerne. Mange italienere er bekymret over den store – legale og især illegale – indvandring, som landet har oplevet fra 1990’erne, og som betyder, at der eksempelvis befinder sig knap 800.000 rumænere i Italien i dag (ifølge Istat, Italiens nationale institut for statistik, red.). På dette område – såvel som på andre for italienerne vigtige områder, såsom et godt forhold mellem stat og kirke, skolerne og skatten – mener mange italienere, at Berlusconis regering kan gøre det bedre, end oppositionen ville kunne. Derfor er aftalen mellem Libyen og Italien blevet modtaget positivt af mange italienere. Det er realiteterne i Italien, uanset om IKM bryder sig om det eller ej.

EU’s primære fokus er: europæerne
Tilbage står nu at kommentere IKM’s behandling af europæisk politik. Hendes forestilling om, hvad EU kan og bør, er meget idealistisk – og som forfatteren selv afslutningsvis antyder – ”muligvis utopisk”. Hun taler ligefrem om et ”overstatsligt værdifællesskab, der forsvarer menneskerettighederne i sine medlemslande”. Men forestiller IKM sig, at den ganske vidtgående rettighedsbeskyttelse, som traktatgrundlaget og EU-domstolen sikrer unionsborgere (dvs. personer, der er statsborgere i et EU-land) på EU-territorium, skulle udstrækkes til at gælde borgere fra de afrikanske lande, der befinder sig i deres hjemland? I hvert fald er det ikke en forestilling, der har gang på jord i EU, hvor de fleste landes befolkninger – og altså ikke kun Italien – har givet magten til centrum-højre regeringer de senere år. Fuldstændig samme tendens så vi ved EP-valget i juni 2009.
Tværtimod har EU i en årrække arbejdet i samme retning som Italien på immigrationsområdet: At forsøge at stoppe migranterne før de ankommer til EU. Det ses bl.a. derved, at Frontex (Det Europæiske Agentur for Forvaltning af det Operative Samarbejde ved de Ydre Grænser, red.) til stadighed er blevet udbygget, og at den tidligere søjle to (Retlige og Indre Anliggender) er blevet gjort overstatslig. På den måde bliver det lettere at opbygge det område med fred, sikkerhed, retfærdighed og stabilitet, som EU-landene ønsker, at Europa skal være.
Til sidst vil jeg understrege, at Italien er et land, der kulturelt, politisk, religiøst og socialt er meget forskelligt fra Danmark. Derfor kan det være vanskeligt at forstå landet – og ikke mindst dets politiske system – fra et dansk synspunkt. Det betyder ikke, at kritik er en umulighed. Men det betyder, at kritikere må sætte sig ind i sagerne. Ellers bliver deres kritik blot ensidige holdningstilkendegivelser og for et ellers glimrende tidsskrift som RÆSON, er det næppe vejen frem.

Simon Pasquali (f. 1986) er kandidatstuderende i statskundskab ved KU og har tidligere læst ved Universitá degli studi di Bologna i Italien. Tidligere ansat i Finansforbundet, Statsministeriet og arbejder nu for De Konservative i Folketinget.

RÆSON