Kina og Indien som ansvarlige stormagter? Undervurdér ikke Kinas engagement!

28.04.2010

Mandag 3.maj lancerer RÆSON en serie af læsermøder med danske eksperter og kommentatorer. Overskriften for det første møde er: “Indien og Kina – ansvarlige stormagter?” Debattørerne er lederredaktør på Politiken Lars Trier Mogensen og RÆSON-redaktør Jonas Parello-Plesner, der herunder opridser deres positioner. Entré til møderne koster 100 kr., men de er gratis for RÆSONs abonnenter, der desuden kan invitere to gæster med. Se mere på: www.raeson.dk.

Af Jonas Parello-Plesner, medlem af RÆSONs chefredaktion

Kina er på vej til at blive en stormagt – både økonomisk, politisk og kulturelt. Kinas handlinger vurderes og vejes dagligt med en kritisk målestok i diverse vestlige ekspertkommentarer og analyser. Til at vurdere Kina er der endda et fast begreb knyttet: ansvarlig medspiller eller på engelsk ’responsible stakeholder’.
Begrebet blev lanceret af USA’s daværende viceudenrigsminister Robert Zoellick i en fortsat læseværdig tale i september 2005 om USA og Kinas forhold. Derfra er det nemt at stille alle de kritiske spørgsmål til Kinas adfærd som voksende magt: Gør Kina nok i Burma? Underløber Kina Vestens bistandsindsats i Afrika? Arbejder Kina aktivt – nok – på at sikre, at Nordkorea og Iran stopper deres atomprogrammer? Listen er lang og forventninger store.
Kina er klar over forventningerne. Kina ønsker også selv at definere, hvordan landet opfattes i det internationale system. Derfor formulerede man allerede i 2003, begrebet Kinas fredelige opstigen/peaceful rise.
Der var den kinesiske teoretiker og leder af partiskolen i Beijing Zheng Bijian, som stod bag lanceringen af begrebet og forsvarede det i en velargumenteret artikel i Foreign Affairs. Det er et af de toneangivende tidsskrifter, hvor Kina er klar over, at den idemæssige kamp om at definere landets rolle udkæmpes.
Fredelig opstigen blev senere nedtonet til fredelig udvikling, fordi der fortsat var for meget Bismarck-Tyskland og Meiji-Japan over ordet ’opstigen’ særligt i forhold til det image, som Kina ønsker at projicere til omverden.
Der er ingen tvivl om at det forhold, at Kinas handlinger som ansvarlig medspiller i det internationale system løbende vurderes, også er med til at rykke nogle interne hegnspæle. Det er også med til at styrke de kræfter internt i det kinesiske system, som arbejder for en mere internationalt engageret udenrigspolitik.
Tag bare Kinas tilgang til Nordkorea. Forholdet var tidligere så tæt som ’tænder og læber’, men Kina har medvirket til skrappe sanktioner i FN’s Sikkerhedsråd og til løbende at arbejde på nye forhandlinger.
Kina har igennem 1990’erne vedtaget størstedelen af relevante internationale traktater og regler på ikke-sprednings- og våbenområdet. Kina bidrager med det største antal fredsbevarende tropper til FN’s missioner blandt de fem permanente medlemmer af Sikkerhedsrådet.
Kinas udenrigspolitik er stadigvæk fastlagt i respekt for andres landes suverænitet og ikke-indblanding i indre anliggender, men i praksis rykkes der løbende på tilgangen, og der ses pragmatisk på forskellige nye typer af indsatser – også senest med Kinas deltagelse i den flådemilitære indsats i Aden-bugten mod somaliske pirater. Utænkeligt for blot nogle år siden.

Det demokratiske Indien springer over, hvor gærdet er lavest, som ansvarlig stormagt
Men hvad med Indien? Landet er også med lidt mindre hast på vej til at blive en økonomisk stormagt. Indien er i modsætning til Kina verdens største demokrati. Det gør det ikke nødvendigvis til en ansvarlig medspiller. Den fejlslutning har vi lavet i Vesten. Derfor er der ingen løbende vurdering af Indien på samme måde som med Kina. Men det burde der være.
Verden burde også vurdere, hvilken type stormagt Indien udvikler sig til, og hvordan landet kan bidrage til det internationale system. Særligt når Indien løbende kandiderer til en permanent plads i FN’s Sikkerhedsråd, er det relevant at forsikre sig om, hvad Indien vil gøre regionalt og globalt for international konfliktløsning. Og at Indien konkret viser, at man vil gøre sin passende andel for at styrke og opretholde det internationale system.
Indien er ikke som Kina blevet en del af det etablerede normsystem på ikke-spredningsområdet. I stedet fik Indien en særaftale og -status med aftalen med USA’s præsident Bush i 2005.
Den gav Indien adgang til civilatomteknologi, selvom landet står uden for ikke-spredningstraktaten. Det gav Indien en berusende følelse af at blive anerkendt som ny stormagt. Til gengæld gjorde det kun skade på det internationale ikke-spredningsregimes sammenhængskraft og troværdighed.
Det regime har Indien få bud på, hvordan man kan styrke og således sikre, at lande som Iran ikke følger atomruten. I kølvandet på Indiens undtagelse vil Pakistan også have en lignende særstatus. Den udfordring for det internationale ikke-spredningsregime bør Indien aktivt være med til at løse og ikke kun se i et bilateralt magtspil med naborivalen.

Indien har svigtet sit internationale ansvar ved adskillige lejligheder
Tag også Burma. Ved den kuldslåede munke-opstand i Burma i september 2007 var Kina klar over vigtigheden af at spille konstruktivt med. Kina udtrykte behørigt bekymring over situationen. Senere faciliterede Kina også, at FN’s udsending, Gambaris mødtes med blandt andre oppositionslederen Aung San Sui Kyi.
Indien derimod, forholdt sig fuldstændig passivt. Der var ingen støtte fra verdens største demokrati til Burmas demokratiske opposition. Faktisk afholdt Indien allerede et par måneder efter overgrebene på de demonstrerende munke et højt niveaubesøg på det militære område i nabolandet. Det var ikke en ansvarlig stormagt værdigt.
Indiens interesse i at komme før konkurrenten Kina til blandt andet olie og gas i Burma satte dagsorden. Og i modsætning til Kina er der ikke kritiske røster til at holde Indien fast på, hvad landet egentligt gør for at vise sig som en ansvarlig stormagt. Ikke en kritisk røst i pressen. Tænk hvis det havde været Kina.
I Sri Lanka er det heller ikke Indien, der fører an eller i det mindste deltager i indsatsen i FN’s Menneskerettighedsråd og andre steder for at ansvarliggøre Sri Lankas regering i forhold til menneskerettighedsovergreb i forbindelse med den militære offensiv mod de tamilske tigre i 2009.
På klimaområdet er alles øjne på Kina. Men Indien er lige så fastlåst i at tælle udledning per hoved og i sin ret til fortsat udvikling og forurening. Her kunne der også forventes mere ansvarlig medspiller og mindre spillen uland fra Indiens side.
Både Kina og Indien bliver stormagter i løbet af det 21. århundrede – økonomisk sandsynligvis de største magter. Derfor er det så grundlæggende vigtigt, at begge magter bidrager til at opretholde og styrke det internationale multilaterale system. Vi skal blive ved med at vurdere Kinas indsats – også kritisk – som ansvarlig stormagt. Men også Indiens politik fortjener den samme granskning og løbende opfordringer til at optræde som en ansvarlig stormagt..

Af Jonas Parello-Plesner, medlem af RÆSONs chefredaktion og international kommentator ved East Asia Forum

RÆSON