Kina og Indien som ansvarlige stormagter? Indien: 714 mio. vælgere tager ikke fejl

28.04.2010

Som optakt til RÆSONs læsermøde d.3.maj fortæller Politikens leder-redaktør Lars Trier Mogensen hvorfor Indien har potentialet til at blive det 21. århundredes bløde supermagt

Af Lars Trier Mogensen, redaktør på Dagbladet Politiken

Indiens mindreværdskompleks over for Kina er ikke ren paranoia: Riget i midten er større, hurtigere og stærkere.
Kina overtrumfer på langt de fleste parametre. Vækstraterne i Kina har stabilt ligget et par procentpoint højere end Indiens i flere år, antallet af ekstremt fattigere er faldet bemærkelsesværdigt hurtigere i Kina – og resten af verden har for længst anerkendt Kina som klodens største økonomiske og storpolitiske udfordring.
Siden 1971, da folkerepublikken fik fast sæde i FN’s sikkerhedsråd, har Kina domineret i forhold til verdens eneste anden milliardnation, Indien. Dragen er foran Elefanten. Endnu.

Indiens demokrati bør ikke undervurderes
Indien rummer imidlertid en række indre styrker, der ikke skal undervurderes. Det spraglede Indien spejler dagens brogede verden langt bedre end Kina. Med hundredvis af etniske folkeslag, politiske partier og mystiske religioner, som tilhængere og modstandere frit kan diskutere i en kritisk offentlighed, står Indien som et sindbillede på globaliseringen.
Ved de regelmæssige parlamentsvalg til Lok Sabha i New Delhi deltager flere vælgere aktivt end ved samtlige demokratiske valg i den rige del af verdens lande, tilsammen.
Demokratiet er den største trumf i forhold til Kina. Som verdens største demokrati rummer Indien en afbalanceret beslutningsgang, der umiddelbart kan virke langsom og bøvlet, men som samtidig modvirker de fatale fejl i katastrofal målestok, som det centraliserede og topstyrede Kina har eksperimenteret med gennem tiderne. Indien bygger på en mere forsigtig, gennemtænkt og skridtvis udvikling, præcis som liberale frihedstænkere – med Karl Popper i spidsen – har argumenteret for.
Perioden med formand Maos kulturrevolution var et dystert eksempel på, at den kinesiske model ikke rummer en indre afbalancering, når udviklingen begynder at gå gruelig galt. Historikere vurderer, at mere end 50 mio. mennesker blev slået ihjel under Maos rædselsregime.
Mahatma Gandhis ikke-voldelige modstandskamp mod briterne og den hinduistiske tolerance er det ultimative modbillede til den konfucianistiske maoisme. Med engelsk som det nye ‘lingua franca’ står Indiens millioner af veluddannede unge ydermere med et strategisk forspring i de næste faser af en intensiveret global arbejdsdeling.
Hvis Kina kan kaldes for det 21. århundredes modsvar til det 19. århundredes Tyskland, altså en monokulturel industri-supermagt, er Indien det nye modsvar til det 20. århundredes USA. Sådan vurderer det amerikanske udenrigsministerium selv udviklingspotentialet for Indien. Den gamle kronkoloni repræsenterer en pendant til Amerika med de samme demokratiske styrker, kreative modsætninger og videbegær, som har gjort USA til en supermagt.

Indien i krigen mod totalitarisme
Indien indtager allerede rollen som alliancepartner for de vestlige lande, ikke mindst i de komplicerede spil om spredning af atomvåben.
Som nabo til verdens farligste fejlslagne stat, Pakistan, udgør Indien i dag frontlinjestaten i
krigen mod terror – hvilket afspejles i Afghanistan-krigen, der på mange måder kan tolkes som en krig pr. stedfortræder mellem netop Indien (Karzai-regimet) og Pakistan (Taleban).
Allerede nu spiller Indien en afgørende rolle i stabiliseringen af Centralasien og bør betragtes som en ø af demokratisk civilisation i en urohærget region, lidt ligesom Israel – med alle sine indre spændinger – er en demokratisk bastion i Mellemøsten. Indien hører til den frie, åbne del af verden.
På kort sigt er demokrati ingen garanti mod tåbelige beslutninger, korruption og nationale aggressioner. Men over tid kan vælgerne i Indien i det mindste rette op på fejlene – modsat borgerne i Kina.
I en sammenvævet verden, hvor evnen til at leve med modsætninger, paradokser og kulturel diversitet kan blive en afgørende styrke, står Indien stærkt. Måske ikke med våben og hård magt, men ’soft power’ kan heller ikke laves på en plasticfabrik uden for Shanghai.
Som Kinas tidligere ambassadør i Washington, Hu Shih, har udtalt: »Indien erobrede og dominerede Kina kulturelt i mere end 20 århundreder uden nogensinde at behøve at sende så meget som en enkelt soldat over grænsen«.
Inderne misunder ofte kineserne. Men der en grund til, at forfatningsfædre over det meste af verden, med Danmark som en undtagelse, har bygget besværlige procedurer ind i de politiske systemer: Magt uden checks-and-balances er i længden ustabil og livsfarlig.
Kina er foran lige nu. Lidt endnu. Men over tid kan Indien, alene ved at begå færre fejl, arbejde sig frem og blive den nye bløde supermagt i slutningen af det 21. århundrede.

Lars Trier Mogensen fulgte i kampagnesporet på det seneste indiske parlamentsvalg i 2009 og bloggede dagligt i seks uger for politiken.dk

RÆSON