Kennedys mand: Ted Sorensen er død

Kennedys mand: Ted Sorensen er død

03.11.2010


John F. Kennedys tidligere taleskriver og politiske rådgiver, Ted Sorensen, er død, 82 år gammel. Sorensen var kendt for sit nære forhold til Kennedy, sine liberale holdninger samt sine retoriske evner. Sorensen drager i sin biografi ”Præsidentens mand” en direkte parallel mellem Kennedy og Obama.

Af Liv Andersson

Theodore C. Sørensen blev født den 8. maj 1928 i Lincoln, Nebraska og var en amerikansk advokat og politisk rådgiver med danske aner. Sorensen blev uddannet som jurist fra University of Nebraska i 1949 og blev i 1953 ansat som daværende senator John F. Kennedys assistent. De to arbejdede sammen i årene op til Kennedys nominering som præsidentkandidat hvor de rejste USA’s stater tynde og fik finpudset samarbejdet; Kennedy talte, Sorensen lyttede og noterede sig hvad der fungerede og ikke fungerede. Da Kennedy blev valgt fulgte Sorensen med ind i Det Hvide Hus. Hans officielle titel blev ”særlig rådgiver”, men han fik tilnavnet ”Kennedys intellektuelle alter ego”, og John F. Kennedys bror sagde om ham ”Når det bliver svært, bliver Sorensen bragt ind”. Sorensen bidrog i væsentlig grad til udfærdigelsen af Kennedys pulitzer-vindende bog ”Profiles in Courage” fra 1956.

Inspireret af mænd som Thomas Jefferson og Winston Churchill var Sorensen mest kendt for sine skarpe retoriske evner, der blandt andet kom til udtryk i det kendte citat fra Kennedys åbningstale i 1961; ”spørg ikke hvad dit land kan gøre for dig, spørg hvad du kan gøre for dit land”. John F. Kennedys ærkerival, Richard Nixon sagde om Sorensen, at han havde den særlige gave at kunne finde ord og vendinger, der trængte ind i den amerikanske folkesjæl.
     I spørgsmålet om Sorensens mest betydningsfulde øjeblik i amerikansk politik henviser han selv i sin biografi ”Præsidentens mand” til forhandlingerne under Cuba-krisen i 1962. Sorensen formulerede et brev til den sovjetiske leder Nikita Khrusjtjov, der var med til at ende den cubanske missilkrise. Efter Kennedy-administrationens mislykkedes kup mod Fidel Castro i Svinebugten, havde Sovjet opstillet missilinstallationer på Cuba, der potentielt kunne ramme byer på den amerikanske østkyst, herunder Miami, New York og Washington.
     ”Jeg vidste, at en enkel fejltagelse i mit brev – hvad som helst der havde gjort Khrusjtjov vred eller misfornøjet– kunne medføre Amerikas udslettelse, ja måske hele verdens udslettelse” udtalte Sorensen i et interview i New York Times.
     I det endelige brev til Khrusjtjov pressede Kennedy på for en fredelig løsning. Sovjetunionen trak deres missiler tilbage og verden kunne ånde lettet op.

Sorensen fortsatte sit arbejde for Kennedy frem til hans død i november 1963. I 1976 tilbød Jimmy Carter Sorensen posten som direktør for CIA, hvilket konservative kræfter dog satte en stopper for, da det kom frem at Sorensen som 17-årig havde registreret sig som militærnægter. Indstillingen som CIA-direktør blev annulleret og endte reelt Sorensens ambition om et fortsat politisk arbejde i Washington.
     Efter at Sorensen forlod det Hvide Hus arbejde han frem til sin død som advokat og seniorpartner i advokatfirmaet Paul, Weiss, Ridkind, Wharton og Garrison. Sorensen fortsatte med at rådgive politikere, bl.a. Nelson Mandela og Anwar Sadat.
     Gennem hele sit liv forblev Sorensen aktiv inden for demokratisk politik. Han var især beundret af en senator fra Illinois, Barack Obama, da denne ankom til Washington i 2005. Da Obama to år senere stillede op som præsidentkandidat støttede Sorensen op om hans kandidatur og deltog i kampagner på tværs af landet. I ”Præsidentens mand” påpeger Sorensen de mange egenskaber Obama havde til fælles med Kennedy;
     ”En ungdommelig senator, hvis modstandere anklagede ham for at mangle erfaring; en meget berejst mand, der forstod hvordan USA blev opfattes i udlandet; en formidabel taler, der appellerede til unge mennesker og inddrog dem i både sin valgkamp og sin administration med løfter om forandring, reformer og progressive idealer; en Harvard-uddannet intellektuel, der kunne lide at skrive om og diskutere offentlige anliggender, og en kandidat hvor det virkede umuligt for ham at blive nomineret af partiet og valgt af befolkningen – af irrelevante og uretfærdige demografiske grunde”.
     Direkte adspurgt om hvorfor han ikke sluttede sig til Obamas administration besvarede Sorensen spørgsmålet med et citat fra Kennedys indsætningstale; ”faklen er blevet givet videre til en ny generation af amerikanere”.
     Med parallerne mellem Obama og Kennedy blev der skabt en ny interesse for John F. Kennedys liv. Via foredrag, artikler og interviews forsøgte Sorensen at holde hans minde i live og hans værdier i hævd.
     Kun to uger før Ted Sørensen skulle have besøgt Danmark, dels i anledning af udgivelsen af hans biografi ”Præsidentens mand”, dels for at deltage i den journalistiske konference ‘Fagfestival’, døde han af et slagtilfælde. Med ham døde en af de sidste overlevende fra John F. Kennedys administration. En æra i amerikansk politik er slut.

Liv Andersson (1987) er bachelorstuderende i statskundskab og sociologi på Københavns Universitet. Hun mødte Ted Sorensen under International Debats studietur til USA i april 2010.