Trine Mach: Kan krisen klares med 12 minutter?

Trine Mach: Kan krisen klares med 12 minutter?

07.11.2010


Der skal meget mere end 12 minutter til at bringe Danmark helskindet gennem krisen. Fair Løsning gør det til et kollektivt ansvar – også at friholde de mest udsatte – og tilbyder en sammenhængende krisepolitik, der fastholder Danmark som et foregangsland økonomisk og socialt.

Af Trine Pertou Mach, medlem af Landsledelsen og FT-kandidat for SF
Først skal vi skabe vækst og nye job – så øger vi arbejdsudbuddet. Så enkelt kan S og SFs kriseplan Fair Løsning sammenfattes. Eller hvis historien skal have en spids journalistisk vinkel: S og SF tør, hvor regeringen tier. (Ekstra Bladets gamle slogan opdateret, så det passer til moderne politik). Regeringen har i hvert fald været påfaldende tavs, når talen er faldet på krisepolitik, bortset fra de legendariske avisannoncer med: Det lysner og nu skal regningen betales.
     Hvis vi skal tro regeringens vision Danmark 2020 og Genopretningsplanen fra maj ’10, er det hovedsagelig offentlige nedskæringer, der skal bringe os ud af krisen. Hertil kommer endnu en af regeringens kommissioner i form af Vækstforum, der skal tænke nye tanker. Over for dette har S-SF stillet en ’12-minutters plan’ i form af Fair Løsning. Fair Løsning er også et løfte om et forbedret velfærdssamfund, som tilføres milliarder af kroner. Denne artikel ser bort fra ”gaveboden” og koncentrerer sig om økonomien; jeg skal vende tilbage til detaljerne og de politiske signaler i planen senere.
     Det interessante ved Fair Løsning er først og fremmest, at det er et klart og sammenhængende alternativ til regeringens krisepolitik. Sagen er desværre den, at situationen er noget mere alvorlig, end regeringen lægger frem. Danmarks konkurrenceevne bliver stadig ringere og den globale økonomi er fortsat hæmmet af krisen. Regeringen er efter mere end ni år ved magten i høj grad medansvarlig for udviklingen i konkurrenceevne, et ansvar den ikke påtager sig. Regeringen skal retfærdighedsvis ikke have skyld for den globale krise; men den er ansvarlig for det politiske beredskab, som skal bringe Danmark helskindet gennem krisen. Og sagen er, at udover nedskæringer i den offentlige sektor tager regeringen ikke meget ansvar eller initiativ for at ruste Danmark. Det er nemt at mistænke den for at have den strategi at tale krisen ned og håbe på, at vælgerne glemmer den midt i ghettopakker og Vild med dans, for så igen at stemme på VKO ved næste valg.
     Fair Løsning og regeringens genopretningsplan er to vidt forskellige politiske veje at gå. Det er måske første gang i flere år, danskerne kan se to klare fordelingspolitiske alternativer. Regeringen er nærmere ved liberal classic i form af mindre offentlige udgifter, end den har turdet være i mange år med Fogh, og S-SF foreslår at øge det offentlige forbrug. Ud over den klare politiske dimension i de to alternativer, er de også udtryk for to konfliktende tilgange indenfor økonomisk teori.
     Ikke overraskende støtter jeg den røde vej: De fattige, der i forvejen rammes hårdt af krisen, skal ikke også betale regningen i form af ringere velfærd. Der er generelt også brug for at give det offentlige arbejdsro, så det kan få mulighed for at udvikle og forbedre velfærdsydelserne. Ud over at være socialt ansvarlig vil jeg desuden påstå, at det også er den rette medicin mod den nuværende krise; altså at Fair Løsning er mere økonomisk ansvarlig end de tiltag, regeringen hidtil har lanceret. Det ekstra offentlige forbrug skal, når arbejdsløsheden er bragt ned igen, betales gennem et øget arbejdsudbud.

Hvad er Fair Løsning?
Lidt kækt blev det lanceret, som om at krisen kunne klares ved, at vi alle skulle arbejde 12 minutter mere om dagen. En offensiv kommunikationsstrategi, som på den ene side var slagkraftig og let forståelig kommunikation uden dog at skulle tages fuldstændig bogstaveligt, og på den anden side netop var udtryk for politisk mod til at udvise den ærlighed overfor borgerne, at vi ikke sikrer økonomien på længere sigt, uden at det store flertal yder en ekstra indsats. Den borgerlige fløj og en række kommentatorer har forsøgt at reducere planen til luftkasteller, dels fordi præcis punktet om at øge arbejdsudbuddet hviler på en forhåndsaftale om, at trepartsforhandlingerne under en ny regering skal finde 15 mia kr (hvilket eksempelvis kan skaffes ved, at arbejdstiden samlet øges svarende til 1 time om ugen). Dels fordi, fremføres det, at når arbejdsløsheden er stigende, hvorfor skal dem, der er på arbejdsmarkedet så arbejde noget mere (hvilket er ren polemik).
     Fair Løsning er naturligvis langt mere end 12 minutters ekstra arbejdstid. Planen opererer med at kickstarte dansk økonomi igen og en fokuseret erhvervspolitik. Der tænkes netop i flere faser, hvor første fase handler om vækstskabelse og fremrykning af offentlige investeringer for at skaffe arbejdspladser. Men ok, S og SF har måttet sande, at det ikke er et entydigt folkekrav at få lov til at arbejde én time mere om ugen, så kampagnestrategien udfoldes nu lidt mere i forhold til de forskellige trin i planen.
     Tilbage står, at det er banebrydende at lancere en krisepolitik, som blandt andet i alliance med fagbevægelsen er parat til at garantere et øget arbejdsudbud mod til gengæld at kunne fastholde et stærkt velfærdssamfund. Det er i dagens Danmark politisk modigt at sige up front, at vi skal arbejde mere hvis vi skal fastholde det velfærdssamfund, vi har i dag. Og at det store flertal over en bred kam kommer til at skulle bidrage, hvad enten vi er lønmodtagere, studerende eller virksomheder.
     Det er netop helheden i planen, der gør den både social og økonomisk ansvarlig. Omvendt er planen også kritiseret for at være for lemfældig med en række af de antagelser, som de økonomiske beregninger bygger på. Så lad os prøve at se nærmere på planen og kritikken.

De økonomiske udfordringer
Fair Løsning er først og fremmest et opgør med skønmalerierne af dansk økonomi og en insisteren på, at vi kan skabe et økonomisk bæredygtigt velfærdssamfund, der er bedre end det, VKO efterlader. Det på trods af, at både de aktuelle økonomiske konjekturer og de demografiske udsigter på mellemlang sigt kunne pege i retning af nedskalering af den offentlige sektor. Det gennemgående argument er, at vi kan undgå velfærdsforringelser, hvis alle yder en indsats. Derfor er Fair Løsnings svar en vækstplan, der kombinerer traditionel keynesiansk krisepolitik med produktivitetsforøgende initiativer på længere sigt. Planen tager fat på tre store udfordringer for dansk økonomi i de kommende år: Underskuddet på de offentlige finanser, arbejdsløsheden og langtidsledighed, samt den lave produktivitetsforøgelse i Danmark.

Underskuddet
De offentlige finanser bløder i disse år og er på bare ét år forværret med mere end 100 mia. kr. Det svarer til prisen på tre Femern Bælt forbindelser. En væsentlig forklaring på den historiske forværring af de offentlige finanser er lavere skatteindtægter, fordi Danmark har mistet mere end 150.000 arbejdspladser siden 2008. Samtidig er udgifterne til mennesker på overførelsesindkomster vokset eksplosivt. En anden forklaring er den borgerlige skattegavebod. Der er blevet delt rundhåndet ud af skattelettelser til danskerne. Selv om der blev givet mest til dem, som havde mest i forvejen, er de ufinansierede skattelettelser samlet set store nok til at gøre ondt i dårlige tider som nu.
     Danmark hverken kan eller skal låne uhæmmet for at dække underskuddet på statsfinanserne. EU’s konvergenskrav tilsiger, at balancen på de offentlige budgetter ikke må komme under tre procent af BNP. På den lange bane er det ikke sundt at have større underskud på statsfinanserne, men det skal ikke være nogen hemmelighed, at min personlige modstand mod det monetære samarbejde i EU ikke mindst skyldes denne forfejlede monetaristiske politik, som ØMU’en bygger på og som umuliggør en keynesiansk krisepolitik. Men det lader vi ligge hér. Fair Løsning overholder over en treårig periode EU’s krav til de statslige finanser. Ifølge beregninger fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd fra maj 2010 bringes underskuddet ned på tre procent af BNP i 2012 og igen ned på to procent i 2013. En væsentlig forskel mellem Fair Løsning og regeringens økonomiske politik er således ikke på holdbarheden, men på skattepolitikken, hvor Fair Løsning blandt andet annullerer skattelettelser og øger selskabsskatten. Her er man af hensyn til den borgerlige skræmmekampagne nødt til at udtale besværgelsen: S-SF vil ikke hæve indkomstskatten for almindelige danskere eller ændre boligskatten. En anden væsentlig forskel er, at pengene bruges på at bringe folk i arbejde ved at fremrykke offentlige investeringer og sløjfe de igangsatte store fyringsrunder på eksempelvis hospitalerne. Det koster lønkroner, men en del af pengene kommer igen i form af sparet arbejdsløshedsunderstøttelse, øget skattegrundlag samt de dynamiske effekter, som øget købekraft giver.

Arbejdsløsheden
For de mange tusinder, som kommer ud i arbejdsløshed, er det et økonomisk og til tider også et personligt problem. For samfundet som helhed er det aktuelt et tab af indkomst, fordi uudnyttet arbejdskraft resulterer i mindre løn, profit og skat. For statskassen er problemet endnu tydeligere fordi, som omtalt ovenfor, arbejdsløshed både medfører et mindre skatteprovenu og samtidig øgede udgifter til overførselsindkomster. Nedbringelse af arbejdsløsheden er derfor et selvstændigt politisk mål. Bruttoarbejdsløsheden ligger på omkring 160.000 personer svarende til ca. 6 procent. Det er mere end en fordobling siden sommeren 2008, før den økonomiske krise satte ind og hvor arbejdsløsheden var historisk lav. Sammenlignet med EU-partnerne i det sydlige Europa er tallene måske ikke alarmerende. Spanien ville sikkert gerne bytte med deres 20 procent. Men 6 procent i Danmark er galt nok. Både for de arbejdsløse og samfundsøkonomien, fordi arbejdsløshed er tab af velfærd for den enkelte og samfundet.
     Men som om det ikke er nok, betyder den stigende arbejdsløshed også, at det bliver vanskeligere at skaffe arbejdskraft i fremtiden. Arbejdsløsheden i dag er således med til at forværre den demografiske situation med faldende arbejdsudbud i de kommende år. Når mennesker fastholdes i arbejdsløshed over længere tid og bliver langtidsarbejdsløse (sker for omkring 45 procent), bliver det stadig sværere at få folk tilbage i arbejde. Erfaringer viser, at når arbejdsløsheden stiger med 100.000, fanges omkring 25.000 i såkaldt strukturel arbejdsløshed, der er vanskelige at integrere på arbejdsmarkedet igen. Vi får som samfund således lov til at betale for arbejdsløsheden tre gange: første gang i form af faldende indtægt, anden gang som overførselsindkomst og tredje gang fordi 25 procent bliver svære at få tilbage på arbejdsmarkedet, når der er behov for dem igen. Derfor sætter Fair Løsning målrettet ind for at nedbringe arbejdsløsheden. Hverken de mennesker som rammes eller samfundet som helhed har råd til en stigende arbejdsløshed. Når det er sagt skal man være opmærksom på, at Fair Løsning alene ikke fjerner arbejdsløsheden.

Produktivitetsstigninger
Vi bliver som samfund rigere af at lave mere, end vi gjorde sidste år. Når arbejdsløsheden stiger og produktionen falder, bliver vi fattigere, fordi vi arbejder færre timer. Men værdien af det arbejde vi udfører per time er også afgørende. I et samfund som det danske, hvor arbejdsudbuddet har været nogenlunde stabilt over den seneste årrække, er det stigningen i produktiviteten, som har gjort os rigere. På fremtidens arbejdsmarked hvor færre personer skal forsørge en stigende gruppe ældre er væksten i timeproduktiviteten afgørende for vores velfærd. Her har de borgerlige svigtet big time. Op gennem 1990’erne lå Danmark over eller som minimum på niveau med de øvrige EU-15 lande. Siden 2001 er det samlet set gået den gale vej. Den gennemsnitlige procentvise stigning fra 2001-08 i timeproduktiviteten i Danmark var under en halv procent. Det placerer os i den absolutte bund blandt OECD-landene. I en tid med global højkonjunktur og hvor regeringens ekspansive finanspolitik samtidig satte fuld turbo på økonomien, skabtes flaskehalsproblemer på arbejdsmarkedet med det resultat, at lønstigningerne blev større end produktivitetsstigningerne. Set ud fra et klassekampsperspektiv kan det se godt ud, men når lønstigningerne følges op af økonomisk krise bliver det skidt, fordi den danske konkurrenceevne forringes betragteligt. Den globale krise betyder, at der er generel løntilbageholdenhed i de lande, vi konkurrerer mod og dermed fastholdes den forringede konkurrenceevne over længere tid. Fair Løsning indeholder flere initiativer som skal forbedre produktiviteten, blandt andet gennem satsning på uddannelse, innovation og en målrettet erhvervspolitik, der har fokus på de danske vækstbrancher.
     Fair Løsning har fået hug fra regering og økonomer, som repræsenterer de virksomheder (navnlig bankerne), som står til at skulle til lommerne, hvis planen føres ud i livet. Men hvis vi lige venter med det et øjeblik og først rekapitulerer, hvordan den borgerlige regering har håndteret udfordringerne for dansk økonomi. Ufinansierede skattelettelser har forværret det offentlige budgetunderskud, arbejdsløsheden stiger som følge af offentlige nedskæringer og produktivitetstilvæksten er faldet. Lidt karikeret måske, men tilbage står, at regeringen ikke har håndteret samfundsøkonomien godt nok.

Kritikken
Kritikken af Fair Løsning går grundlæggende på, at planen ikke er tilstrækkelig finansieret. Ifølge kritikere er hverken den kortsigtede finansiering i form af ekstra skatteprovenu (som foreslået i Fair Forandring fra 2009), eller den langsigtede finansiering i form af øget arbejdsudbud tilstrækkelig til at overholde EU’s konvergenskrav.
     Finansministeriet foretog i forbindelse med S og SF’s fælles finanslovsforslag for 2011 (som indeholder væsentlige dele af Fair Løsning og Fair Forandring) en række beregninger af de foreslåede skatteindtægter. Finansministeriet har skønnet, at navnlig indtægter fra fremrykning fra loft over pensionsindbetalinger, øgede afgifter og erhvervsbeskatning vil give lavere skatteprovenu, samlet omkring 10 mia. kr. Det har fået tidligere finansminister Mogens Lykketoft til at angribe fagligheden i ministeriet og sige, der ”er gået lidt svamp i fagligheden”. I øvrigt præcis den samme kritik han selv var udsat for af Anders Fogh Rasmussen, der i sin tid som leder af oppositionen beskyldte ministeriet for at udarbejde ”fupnotater” om Venstres økonomiske politik. Arbejdsbevægelsens Erhvervsråds svar på Finansministeriets kritik var i øvrigt at lave en ny analyse, der viste, at den borgerlige regering ville komme til at mangle et tilsvarende beløb, fordi de økonomiske gevinster ved nedskæringerne var overvurderede. Mine evner rækker ikke til at være dommer i, hvilke modeløkonomiske beregninger som er mest saglige; men pointen er, at det skal tages med et gran salt når økonomer kaster rundt med tal.
     Både den langsigtede finansiering af velfærden og den kortsigtede underfinansiering af de offentlige budgetter er afhængig af, at danskerne arbejder mere. Det er her, de berømte 12 minutter kommer ind i billedet. Fair Løsning opererer med, at arbejdstiden øges, så det svarer til 15 mia. kr. om året. Det vil i gennemsnit være det samme som at alle på arbejdsmarkedet arbejder en time mere om ugen – eller 12 minutter mere om dagen. Arbejdstid er et anliggende for arbejdsmarkedets parter og en aftale herom er derfor en del af en ny trepartsaftale. De vigtigste fagforbund i den private sektor har meldt sig parate. Derfor virker det skingert, når eksempelvis DA har forsøgt at skyde planen ned. Arbejdsgiverne har i årevis forlangt politiske initiativer, som øger arbejdsudbuddet, så mon ikke arbejdsgiverne nok følger med, når forhandlingerne begynder. DA’s surmuleri skal nok først og fremmest ses som ærgrelse over at deres politiske allierede i V og K ikke kunne levere resultater. Fair Løsning er oppositionens oplæg til en fornuftsaftale mellem fagbevægelsen og venstrefløjen, om at sikre dansk økonomis holdbarhed på længere sigt, mod at fastholde et solidarisk velfærdssamfund. Nogen (eksempelvis finansminister Claus Hjort Frederiksen) har taget de 12 minutter meget bogstaveligt. Det vidner mere om fraværet af substansargumenter end realiteter. Fair Løsning pålægger ikke arbejdsmarkedets parter at vælge en bestemt måde at øge arbejdsudbuddet på, de enkelte elementer i sådan en aftale skal forhandles på plads mellem arbejdsmarkedets parter. Blandt mulighederne, som vi gerne ser, er forbedrede voksen- og efteruddannelser; en aktiv social indsats, der sikrer et arbejdsmarked med plads til flest mulige, og fastholdelse af sygemeldte og seniorer.
     Fagbevægelsen har som sagt stemplet ind. Hertil kommer andre tiltag, eksempelvis i form af hurtigere studieforløb som vil sende de studerende hurtigere ud på arbejdsmarkedet, effekt lidt over 2 mia. kr.
     Udenfor Folketingssalen er der et massivt politisk pres for at afskaffe efterlønnen. En politisk kampagne som synes fakta-resistent. Skrønen om den rødvinsdrikkende levemand, som hæver efterløn, mens han spiller golf eller løber i naturskønne omgivelser i Nordsjælland passer dårligt med virkeligheden. Næsten 85 procent af efterlønsmodtagerne er ufaglærte eller faglærte arbejdere. Mennesker, som har haft mere end 40 år på arbejdsmarkedet og skal have mulighed for at trække sig tidligt tilbage, fordi de er nedslidte af mange års fysisk hårdt arbejde. Gruppen af mennesker med lang videregående uddannelse bag sig udgør 2 procent af efterlønsmodtagerne. Afskaffelse af efterlønnen vil således have klar social slagside. Dertil er at sige, at det ville være befriende, hvis politikere og borgerlige interesseorganisationer vendte problematikken om. Tænk om DI lancerede en analyse af, hvorledes dens medlemmer kunne være med til at forbedre arbejdsmiljøet, så flere har lyst til at blive på arbejdsmarkedet længere. Fremtidens generationer kommer under alle omstændigheder til det. Et barn, der fødes i dag, kan først gå på efterløn som 68-årig og få folkepension som 73-årig. Det fremgår af Velfærdsforliget fra 2006, som SF er parat til at tilslutte sig.

Det er sund fornuft
Hvis man skal være venlig over for den borgerlige politik, kan den sammenfattes til at få styr på offentlige (og private) omkostninger, så priserne falder, inflationen holdes nede og Danmark igen bliver konkurrencedygtig. Her overfor står den keynesiansk inspirerede tilgang, der tilsiger, at efterspørgslen er afgørende for produktiviteten i et land. Når efterspørgslen falder, stimuleres økonomien ved hjælp af øget offentligt forbrug (og i gode tider bremses forbruget ved hjælp af offentlig opsparing – her fejlede de borgerlige ved i stedet at give skattelettelser). Fair Løsning vil kickstarte økonomien ved hjælp af øget offentligt forbrug, men planen følges op af initiativer, der både skal dække det offentlige underskud og samtidig gøre Danmark mere konkurrencedygtig. I modsætning til regeringens bud indeholder Fair Løsning en målrettet erhvervspolitik, der ikke er bange for at satse på sektorer, hvor vi har komparative fordele; vedvarende energi, miljø- og velfærdsteknologi og pharma er blandt spydspidserne.
     Der skal meget mere end 12 minutter til at bringe Danmark helskindet gennem krisen. Fair Løsning gør det til et kollektivt ansvar – også at friholde de mest udsatte – og tilbyder en sammenhængende krisepolitik, der fastholder Danmark som et foregangsland økonomisk og socialt.

Trine Mach er blandt SF’s topkandidater til Folketingsvalget i København Storkreds og medlem af SF’s Landsledelse. Indtræder som suppleant i Folketinget fra januar. Forkvinde for Mellemfolkeligt Samvirke. Har arbejdet i EU-Parlamentet (Bruxelles) og EU-Kommissionen (Ægypten). Specialist i demokrati og menneskerettigheder, især kvinders rettigheder, i Mellemøsten og Nordafrika. Har skrevet mange artikler i RÆSON om dansk og international politik.