30.10.2010

”I både Holland og Storbritannien har man gennemført officielle uvildige undersøgelser af krigsdeltagelsen, men ikke i Danmark. Derfor melder det naturlige spørgsmål sig: er der mon nogen, der har noget at skjule? Og er det derfor, Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti er så indædte modstandere af en uvildig undersøgelse?”

Af John Dyrby Paulsen, MF, Forsvarsordfører (S)

Danmark er et demokrati i krig – men de seneste afsløringer fra WikiLeaks om krigen i Irak viser, at den demokratiske kontrol med Danmarks krigsindsats er stærkt begrænset. Det er dybt problematisk, men det er ikke et nyt problem, og der er ingen nemme løsninger. Danmark gik med i Irak-krigen på en løgn. Regeringen så igennem fingre med, at vi overtrådte folkeretten under indsatsen, og det sluttede med at regeringen også trak os ud af Irak på endnu en løgn.
      Det harmonerer ikke med min forståelse af det danske demokrati, at et meget lille flertal kan sende Danmark i krig på en løgn, og at samme snævre flertal derefter kan blokere for enhver undersøgelse af selv samme løgn. Derfor peger de nu offentliggjorte dokumenter om fangeudleveringer i sidste ende på et gevaldigt problem for det danske demokrati.
      Et af de påtrængende spørgsmål i dansk presse de seneste par dage har været: Har danske soldater deltaget i operationer, der har resulteret i, at tilbageholdte irakere er blevet udleveret til irakiske myndigheders tortur og mishandling? Alle kender dog svaret, nemlig: Ja! Det dokumenteres både af de seneste dages afsløringer fra Wiki-Leaks og af beretningerne fra danske soldater, der deltog i Irak. Oplysningerne tegner desuden et billede af, at Danmark har brugt britiske styrker som et juridisk figenblad, så irakiske fanger kunne udleveres trods dansk viden om, at de risikerede at blive mishandlet – og muligvis slået ihjel.
      Vi vidste, at det skete, for danske soldater så det. Og danske soldater har – helt som de skulle – rapporteret dette videre til deres overordnede, der har rapporteret videre Hærens Operative Kommando, der har rapporteret videre til det politiske system. Regeringen og ministeren har altså været vidne om tingenes tilstand. Det er ikke noget nyt! Det nye er, at der ikke blev gjort noget ved det. Tværtimod har man det indtryk, at anklagerne om at regeringen har lagt låg på sagen er rigtige.

Det er meget alvorlige anklager mod den borgerlige regering. Og hvis de er rigtige, ligger ansvaret altså ikke hos de danske styrker og danske chefer i Irak. Nej, ansvaret ligger på Slotsholmen, hos regeringens ledelse og hos forsvarsministeren, som var ansvarlige for de ordrer og instrukser, som de danske styrker har rettet sig efter, og som var ansvarlig for reaktionen på de bekymringer, der dengang blev rejst fra de danske soldater.
      Det er trist, at det kræver en gigantlækage fra det amerikanske forsvar at kaste lys over dette. Jeg er nemlig på ingen måde en ubetinget fan af WikiLeaks-projektet. Manden bag Wiki-Leaks, Julian Assange, opererer tilsyneladende ud fra det princip, at der ikke findes legitime militære eller sikkerhedspolitiske hemmeligheder. Det er jeg uenig i. Der kan være gode grunde til, at militæret ønsker at hemmeligholde oplysninger, som dem WikiLeaks har lækket. I forbindelse med det forrige læk om Afghanistan er der grund til at tro, at afghanske samarbejdspartnere kan være blevet bragt i fare; og det er på ingen måde i orden.
      Men når et lille, stædigt flertal i Folketinget bekæmper ethvert forsøg på at kaste lys over Danmarks krigsdeltagelse, er sådanne lækager og anonyme soldaters vidnesbyrd desværre den eneste kilde til reel viden om, hvad danske styrker har foretaget sig. Jeg har stor respekt for de danske soldater, der nu fortæller deres historie, og de lækkede dokumenter er de klare beviser, der bakker op om soldaternes fortællinger! Derfor er de lækkede dokumenter så vigtige. For uden dem, ville soldaternes historier blive fejet af bordet som fri fantasi af Dansk Folkeparti og Venstre.

I 2003 besluttede et lille flertal at sende danske styrker i krig i Irak. Den primære begrundelse var de falske rygter om masseødelæggelsesvåben, suppleret med begrundelser om at indføre demokrati og menneskerettigheder i Irak. ”Vil I have Saddam tilbage?” var den daværende statsministers svar til dem, der stillede spørgsmål ved krigsdeltagelsen. Det spørgsmål må virke temmelig arrogant for de irakere, som af allierede soldater blev overladt til vores irakiske samarbejdspartneres tortur – eller som blev udsat for amerikanernes helt egen tortur i Abu Graib-fængslet.
      Det samme flertal – nu endnu snævrere end i 2003 – har i årevis bekæmpet oppositionens forsøg på at undersøge grundlaget for Irak-krigen og gennemførslen af denne. Derved adskiller Danmark sig fra vores allierede. I både Holland og Storbritannien har man gennemført officielle uvildige undersøgelser af krigsdeltagelsen, men ikke i Danmark. Derfor melder det naturlige spørgsmål sig: er der mon nogen, der har noget at skjule? Og er det derfor, Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti er så indædte modstandere af en uvildig undersøgelse?
      Sagen om overdragelse af fanger til de irakiske myndigheder bekræfter, at der også i Danmark er brug for en undersøgelse af Danmarks krigsdeltagelse. Når der er så kraftige indicier på, at den danske regering har forsyndet sig mod eller med kreative midler omgået den humanitære folkeret, kan regeringen og Dansk Folkeparti ikke i alvor mene, at det må Forsvaret selv tage sig af. Det er helt urimeligt og uvederhæftigt at bede Forsvaret tage sig af en undersøgelse, der reelt bør tage stilling til, hvad den danske regering vidste, og om de ansvarlige ministrer lagde låg på sagen for at tækkes amerikanerne. Men det er ikke desto mindre det, der nu er besluttet af regeringen og forsvarsministeren. Jeg er ikke det mindste i tvivl om forsvarsministerens gode intentioner og oprigtige ønske om, at undersøge dette til bunds. Men jeg er heller ikke i tvivl om, at Gitte Lillelund Bech ikke får lov til at så tvivl om regeringens troværdighed i denne sag, uanset hvor berettiget, det så måtte være.
      Danmark trak sig ud af Irak-krigen i juni 2007 med det argument, at sikkerhedssituationen i Irak var forbedret så meget, at Danmark kunne trække sig ud. Sandheden var imidlertid en helt anden. Antallet af episoder i det danske ansvarsområde steg eksplosivt – der er tale om en mangedobling i de sidste 6 måneder, vi var i Irak. Det dokumenteres af de lækkede dokumenter fra Wiki-Leaks. Det var altså en løgn, at sikkerhedssituationen var forbedret. Det var den ikke; tværtimod. Danmark trak sig ud på en løgn. Men heller ikke det bliver undersøgt, for selv dokumenterede løgne kan ikke undersøges i Danmark, så længe et snævert flertal i Folketinget beskytter sig selv mod sådanne undersøgelser.
      Det er så åbenlyst urimeligt. Der er i sandhed noget galt i Danmark; og det er folkestyret og den demokratiske kontrol, den er galt med. Der må og skal gives nemmere adgang for et mindretal til at undersøge flertallets beslutninger, og der må og skal sikres bedre muligheder for at gennemføre sådanne uvildige undersøgelser.