ITALIEN Man vinder ikke italienske valg på personkritik

28.04.2010

Berlusconis mange skandaler synes fortsat ikke at ryste de italienske vælgere. De støtter stadig for en stor del hans politiske projekt. Samtidig har oppositionen måtte sande, at personkritik ikke er nok for at opnå en italiensk valgsejr. Oppositionspartierne fik ikke øget deres politiske opbakning mærkbart ved det seneste regionalvalg [d.28.-29/3, red.]. Nu er der dog tegn på, at den om end meget brogede skare af oppositionspartier har forstået, at der skal nye metoder til for at ændre det politiske landskab.

Af Andreas Hastrup Clemmesen

Overordnet tegner der sig et billede af en fragmenteret opposition, der ikke har formået at ryste den siddende regering. Mange spørgsmål står tilbage efter et regionalvalg, der ikke er til at blive klog på i et politisk landskab, der er præget af antagonisme og personangreb.
En politisk bevægelse, der på én gang er symptomatisk med dette antagonistiske landskab og samtidig vil gøre op med systemet er organisationen ”Il Popolo Viola” (det violette folk). Men ligesom den etablerede opposition mangler organisationen en egentlig politisk vision for at kunne udgøre et reelt alternativ til Berlusconi.

Det overraskende regionalvalg
Berlusconi’s ”Popolo della Libertà” (Frihedens Folk – PdL ) og hans centrum-højre koalition kom styrket ud af regionalvalget [se artiklen i RÆSON ugemagasin # 9 2010, red.], som mange iagttagere forinden ellers havde spået til at blive starten på enden af Berlusconis dominans af italiensk politik.
Der var oprindeligt udsigt til at Berlusconi ville blive straffet af vælgerne, som Nicolas Sarkozy havde oplevet det ved de franske regionalvalg en uge forinden [d.21.marts 2010, red.]. Alt talte for fremgang til oppositionen.
På trods af en række personlige og politiske skandaler for Berlusconi samt en økonomisk krise, der har bevirket at Italiens BNP er faldet med 5.1 procentpoint samt 400.000 jobs forsvinde, blev udfaldet dog en fremgang til PdL og i særdeleshed støttepartiet ”Liga Nord”, der betød at oppositionen tabte kontrollen med 4 regioner. Den samlede opposition og ikke mindst PD spørger nu sig selv, hvad der gik galt.
Oppositionspartierne ”Partido Democratico” (PD) og ”Italia dei Valori” (IDV) er stadig ude af stand til at tilbyde et reelt alternativ til Berlusconi og samle italienerne om et politisk projekt.
De ledende oppositionspartier lider blandt andet under den fragmentering, der kendetegner italiensk politik. Opblomstringen af de mange politiske projekter, som tiltaler det stigende antal frustrerede vælgere har ikke hjulpet de større etablerede oppositionspartier i deres søgen efter stemmer.
De ’gamle’ partier som PD deler nu budskabet om en fremtid uden Berlusconi med mange aktører, og det har tilsyneladende udvandet en i forvejen skrøbelig koalition. Personer som Beppe Grillo – komiker, blogger og systemkritiker – er en af de mest prominente stemmer blandt disse bevægelser bestående af folk med atypiske og kontrære bevæggrunde mod det etablerede politiske system.
Det var hans princip om ikke at indgå politiske alliancer med andre partier, der sikrede PdL sejren i én region ved det nyoverståede valg.
Et andet argument, der vejer tungere i forklaringen på oppositionspartiernes manglende succes end manglende organisering og politiske alliancer, er manglen på et egentligt politisk alternativ til PdL og Liga Nord.
Det er ikke lykkedes de etablerede partier at få kommunikeret et alternativt effektivt til offentligheden. Med Grillos fremgang baseret på en stærk anti-Berlusconi retorik peger mange på
muligheden for at kapitalisere på denne politiske bevægelse.
Men som næstformanden for PD Enrico Letta for nyligt udtrykte det til The Economist: ”Vi kan ikke kun være anti-Berlusconi – hvis valget er et referendum omkring personen Berlusconi, så vinder han. Vi må præsentere vores vision om et nyt Italien, som vi gjorde i 1996 og 2006” [The Economist d. 31/3 2002, red].
Der er bestemt en bevægelse imod Berlusconi og hans politik, men hver gang han har mødt modstand, har regeringen kapitaliseret på situationen ved at gå i offensiven og anklaget det juridiske system samt oppositionen for konspirationer.
Op til regionalvalget arrangerede PdL en demonstration i Rom den 20. marts under parolen ’kærligheden vinder altid over misundelse og had’. Dette kom ovenpå beskyldninger om konspirationer imod PdL-kandidaten Renata Polverini i Lazio-regionen efter en pinlig episode hvor Polverinis kandidatur blev anmeldt for sent. Det såkaldte ”Dietrologia”(videnskaben om det bagvedliggende) er et ofte benyttet koncept i italiensk politik, hvor konspirationsteorier spiller en vigtig og legitim rolle. Dette antagonistiske koncept er ikke kun at finde i PdL’s fremgangsmåde, men er også det middel, som Grillo og andre anti-Berlusconi bevægelser bruger til at samle støtte.

Popolo Viola – upartisk indflydelse?
”Il Popola Viola” (det violette folk) er en politisk bevægelse som har vundet frem siden den arrangerede ’No Berlusconi day’ den 5. december 2009, hvor 150.000 mennesker demonstrerede i Roms gader mod regeringen og især mod Berlusconi.
Det er en bevægelse der ikke associerer sig med noget politisk parti (symboliseret gennem den utraditionelle farve, der historisk ikke er affilieret med noget parti) og deklarerer, at de ’vil bygge et politisk projekt, ikke et parti’. På trods af dette har Popolo Viola tætte bånd til venstrefløjen, og ikke mindst Grillo.
Journalisten Marco Travaglio, som skriver en ugentlig klumme på Grillos velbesøgte hjemmeside (http://www.beppegrillo.it/), talte i december til den store folkemængde i Rom sammen med systemkritikeren Roberto Saviano, der er kendt for bestselleren ”Gomorra”. Travaglio, der ikke åbenlyst er ’lilla’, bliver nu oftere omtalt af Berlusconi end lederne for den etablerede opposition.
Viola-bevægelsen er på mange områder symptomatisk for den etablerede centrum-venstre opposition. De positionerer sig selv i forhold til det etablerede og i særdeleshed Berlusconi, men formår ikke at formulere et reelt alternativ til den gængse politiske dagsorden.
For at få reel indflydelse og uden en videreudvikling af det politiske koncept bag Popolo Viola vil bevægelsen være tvunget til enten at gå ind i det politiske system, som de protesterer imod, eller se støtten til projektet dø ud, som så mange andre politiske græsrodsbevægelser har gjort det i Italien.
De politiske tiltag i oppositionen har det tilfælles, at de spiller et politisk spil, som Berlusconi mestrer. Indtil nu har Berlusconi ikke haft nogen grund til at frygte Popolo Viola, da deres indflydelse ikke har manifesteret sig ved valgurnerne.
Den største samlende styrke i oppositionen virker til at være utilfredsheden med den siddende regering, men som Enrico Letta påpeger, så må PD tage afstand fra deres hidtidige praksis med udelukkende at kritisere Berlusconi, hvis de ønsker en anden parlamentarisk sammensætning.

Andreas Hastrup Clemmesen (f.1983) er kandidatstuderende på Global Studies, RUC. Han har det seneste halvandet år arbejdet for FN’s fødevareprogram i Rom.

RÆSON