IRAN: Under jorden gror oppositionen

IRAN: Under jorden gror oppositionen

07.09.2010


Den iranske opposition er ikke død, den venter bare. RÆSON har rejst på tværs af Iran og mødt oprørerne fra en bevægelse af alt fra ateister til deserterede militsfolk, der alle mener, at Vesten tog fejl, hvis de troede, at præstestyret skulle væltes på én dag

Af Sune Engel Rasmussen


Af en mand, der det sidste år jævnligt har kørt rundt på motorcykel og kastet sten efter regeringens paramilitære bøller at være, er Behnam Afshar virkelig rar. Hans brede smil sidder som hæftet bag ørerne på ham, og han griner højt og hjerteligt mange gange i løbet af vores samtale.

Behnam Afshar er også stædig. Han har insisteret på at møde mig på en café midt på den centrale hovedgade Enqelab i Tehran frem for i mulm og mørke i et obskurt hjørne af byen. Han ser ikke sig selv som revolutionær, bare fordi han taler om politik. Det har han ret til ifølge landets forfatning, siger han. På den måde er Behnam Afshar karakteristisk for den udvikling, der har fundet sted i Iran siden sidste sommers præsidentvalg og de efterfølgende demonstrationer og uroligheder.

”Iranerne er blevet mere modige,” siger Afshar selv. ”For et par år siden ville jeg ikke have turdet sidde her med en udenlandsk journalist, men nu er der så mange, der har vendt sig mod regimet, at det har givet os aktivister lidt luft.”

Efter valget i juni 2009 blev det officielle resultat – en sejr til den siddende præsident Mahmoud Ahmadinejad – mødt af en protest fra hundredtusindvis af demonstranter. Da sikkerhedsstyrker forsøgte at slukke protesterne med vold og likvideringer, blussede de op til et regulært, længerevarende oprør. For første gang i over ti år øjnede det iranske folk muligheden for forandring i Den Islamiske Republik. Også vestlige iagttagere og journalister så i reformisterne i Den Grønne Bevægelse, uformelt anført af de tabende valgkandidater Mir-Hossein Moussavi og Mehdi Karroubi, et løfte om grundlæggende forandring.

Vesten misforstår oprør

Siden har mange udenforstående skuffet spurgt, hvor revolutionen blev af – hovedsageligt fordi det siden fejringen af revolutionsjubilæet i februar ikke er lykkedes oppositionen at gennemføre større demonstrationer i Iran. Dette er i udlandet blevet tolket som en sejr for præstestyret.

Men det eneste slag, styret har vundet, er slaget om propagandaen udadtil. I Iran er der ingen, der tror, at kampen er ovre. Omvendt er der imidlertid ingen af de aktivister, jeg har talt med i løbet af en måneds ophold i landet, som ønsker en egentlig revolution.

”For det første er det ikke så længe siden, vi var igennem en revolution, der viste sig at blive meget blodig. For det andet ville intet ændre sig, hvis vi lavede en revolution i morgen, og der ikke først var blevet rykket ved de grundlæggende hierarkier i samfundet,” som Mahyar Moqimi, en aktivist i den nordøstlige by Mashhad, siger.

Det kan for vestlige iagttagere, der forventede et totalt opgør med Den Islamiske Republik, være lidt af et antiklimaks. Der er imidlertid ingen tvivl om, at Den Grønne Bevægelse har sat en udvikling i gang, der ikke ser ud til at kunne bremses. Som den verdensberømte aktivist Ahmad Batebi, der nu lever i eksil i USA, siger til bloggen Persian2English:

”Vestlige medier tror, at en bevægelse er lig demonstrationer. Og hvis der ikke er demonstrationer, er der ingen bevægelse (…) I alle sociale bevægelser over hele verden kan du se, at når en bevægelse går under jorden, vil aktivismen i en kort periode tage af i fart. Den overgangsperiode er vi i gang med nu (…) Under 1979-revolutionen gik bevægelsen også under jorden. Det var derfor, revolutionen lykkedes.”

Styret kan ikke slappe af

Som regel vil enhver aktivist selvfølgelig afvise, at hans eller hendes bevægelse er besejret. Men for at få forsikring om, at Den Grønne Bevægelse stadig lever, skal man blot se på den iranske regerings adfærd de seneste måneder.

Under den shiamuslimske højtid Ashura i december sidste år, hvor det kom til voldsomme kampe mellem aktivister og sikkerhedsstyrker, nåede Den Grønne Bevægelse et hidtidigt højdepunkt. Der var derfor store forventninger til oppositionens demonstranter op til revolutionsjubilæet 22 Bahman, den 11. februar, men militsfolk og revolutionsgardister formåede effektivt at holde demonstranter langt væk fra Ahmadinejads ceremoni på Frihedspladsen i Teheran. Siden er demonstrationerne gradvist kølet af, og verdenspressen har igen vendt blikket mod Irans atompolitik frem for landets indenrigspolitiske magtkampe.

Men præstestyret har ikke kunnet slappe af og har ved hver national mærkedag belejret Teheran og de større byer med sikkerhedsstyrker og militsfolk for at forhindre uroligheder. Senest den 12. juni, årsdagen for præsidentvalget, hvor grupper af studerende blev forhindret i at forlade Teherans Universitet og derefter banket, og hvor store dele af især Teheran, men også omkring ti andre byer rundt om landet, lagde asfalt til betydelige protester. Dette på trods af, at Mir-Hossein Moussavi officielt havde aflyst oppositionens demonstrationer, og at angiveligt (men ikke officielt bekræftet) op mod 5.000 sikkerhedsstyrker var samlet på den centrale Enqelab Plads alene.

Lige så vigtig er også de forskydninger i magt-fundamentet under regeringen, som har vist sig det seneste år. Positionen som en nærmest ufejlbarlig Øverste Leder, som Ayatollah Khomeini indtog efter 1979-revolutionen, er ikke én som den nuværende leder Ali Khamenei nyder. Og særligt efter at han lagde hele sin ballast og støtte bag Mahmoud Ahmadinejad ved sidste års valg, har Khamenei mistet meget legitimitet.

Resultatet er, at magten har samlet sig i en hård kerne omkring Ahmadinejad, Khamenei og Revolutionsgarden, mens andre dele af præsteskabet, der er grundstenene under regeringen, offentligt lægger afstand til præsidenten.

Den Grønne Bevægelses dilemma

Den iranske opposition er i højere grad en broget samling fraktioner og interessegrupper, end det er en samlet, koordineret bevægelse. På cafeen i Teheran illustrerer Behnam Afshar bevægelsens sammensætning med sin frokostplatte. Brødet er de studerende og kyllingepølsen er kvinderetsaktivisterne, begge overvejende sekulære grupper. Den alkoholfrie maltøl er fagforeningerne, og de franske kartofler er de islamiske lærde, der har vendt sig mod regeringen, mens olivenskålen udgør de religiøse og etniske minoriteter. Mange af aktivisterne er rundet af den uddannede øverste mellemklasse i storbyerne, og bortset fra nogle få aktivister som Behnam Afshar selv – en sunnimuslimsk, militant litteraturhistoriker – har bevægelsen formået at holde sig ikke-voldelig hele vejen igennem. Hvilket aktivisterne ikke uberettiget ser som en sejr i sig selv.

Den Grønne Bevægelses horisontale struktur gør det umuligt for regeringen at pacificere oppositionen ved at arrestere eller dræbe nogle få ledere. Det er en af de primære grunde til, at bevægelsen har overlevet i mere end et år efter at have truet regeringen på livet. Men uden en stærk ledelse mangler bevægelsen samtidig den karisma og appel, som en Ayatollah Khomeini besad, og derfor er det også svært at planlægge en fælles strategi.

I 1979 var det en lige så spraglet bevægelse af alt fra marxister til islamister, som væltede Shahen under den Islamiske Revolution. Og dengang var der mange, der fik noget helt andet ud af revolutionen, end de havde håbet på. Men Behnam Afshar er optimist.

”Under revolutionen i 1979 vidste alle, hvad de kæmpede imod, men ikke hvad de kæmpede for. Sådan er det ikke i dag. I dag kæmper vi alle sammen for det samme.”

Han holder en kunstpause og fortsætter selv, da han kan se, at jeg ikke afslutter sætningen for ham.

”Demokrati.”

Han smiler endnu et af sine brede smil og børster nogle krummer af bordet, som var de mine påstande om, at oppositionsbevægelsen skulle være splittet.

Men så simpelt er det ikke. For selv om oppositionen kan enes om at kræve ”retfærdige valghandlinger” og ”frihed”, så er der ingen fælles demokratisk vision for bevægelsen. Faktisk er en af de stærkeste fraktioner i Den Grønne Bevægelse, kvindebevægelsen, godt i gang med at forfølge sin egen kurs.

En radikaliseret opposition. Kvindebevægelsen følger egen kurs

Siden Den Islamiske Revolution i 1979 har kvinder været direkte diskrimineret i lovgivningen, men dette til trods har den iranske kvindebevægelse opnået stor støtte i befolkningen. Det er efterhånden en gammel historie, hvordan kvinder på gaderne i Teheran og Esfahan hver dag maler et lille oprør mod landets konservative kræfter med lag af sminke og bærer det obligatoriske hovedtørklæde så trodsigt sexet, at det næsten falder af. Men uanset den hverdagsmodstand, der ligger i makeup og under-skriftindsamlinger, så er det de færreste regimer, der lader sig vælte af læbestiftsrevolutioner.

Nasrin Afzali – og hendes mand Nima Namdari, for den sags skyld – bærer hverken sminke eller stramme jeans. Til gengæld har de været med i front hver gang, der har været demonstrationer i Teheran de sidste mange år, og de taler på vegne af en stor majoritet af kvindeaktivisterne, når de siger, at de ikke føler sig repræsenteret af det ansigt, oppositionen har anlagt sig udadtil via sine frontfigurer som Mir-Hossein Moussavi og Mehdi Karroubi – og til dels tidligere præsident Mohammad Khatami.

De tre er alle religiøse lærde med en fortid i præstestyrets lederskab og har ikke tænkt sig at ændre mærkbart ved kvinders rettigheder og indføre ligestilling mellem kønnene. Derfor er størstedelen af landets kvindebevægelse faktisk helst fri for at blive identificeret med Den Grønne Bevægelse, fortæller Nasrin Afzali på en af de kaffebarer i det nordlige Teheran, hvor aktivister og dissidenter kan mødes i nogenlunde fred og ro.

”Kvindebevægelsen er generelt mere sekulær end flertallet i Den Grønne Bevægelse, og vi er meget pessimistiske over for folk som Moussavi og Karroubi. Hvis der er nogen, der har lederskabet er det dem, og især Karroubi har vist sig at være ekstremt modig efter valget. Men for os er alle islamister ens. Der er ingen af dem, der tror på ligestilling,” forklarer hun.

Så meget for den enighed om den demokratiske linje, som Behnam Afshar hævder karakteriserer bevægelsen. Det unge ægtepar mener, at bevidstheden om kønnenes ligestilling er voksende på grund af internettet og et uddannelsesniveau, der er langt højere i dag end under 1979-revolutionen. Over 60 procent af Irans studerende er i dag kvinder, hvilket paradoksalt nok skyldes tørklædepåbuddet, som efter revolutionen gav mange af de mere traditionelle familier mod på at sende deres døtre i skole og på universitetet, forklarer Nima Namdari, der arbejder som civilingeniør.

Polygami for frihed

Kønskampen udspringer naturligt nok fra Teheran, men har forplantet sig på tværs af landet. Selv i den stokkonservative pilgrimsby Mashhad i det nordøstlige hjørne af landet, hvor aktivister lægger hele kroppen bag deres kamp mod den eksisterende orden. Bogstaveligt talt.

Her er en lille subkultur på omkring 50 feminister og ateister gået sammen i et angreb på al tradition og religion ved at uddanne hinanden i filosofi, fysik og jura. Og sex. Hver dag mødes de og dyrker sport i offentlige parker med det primære formål at skændes med betjente og forklare dem, at landets love ikke forbyder kvinder og mænd at hjælpe hinanden med at tage armbøjninger. Og om natten dyrker de ”polyamourøse seksuelt-emotionelle forhold” med hinanden, som 26-årige Mohammad Milani formulerer det med et skævt smil, men i rammeste alvor. Det filosofiske forbillede er – Woody Allen.

Det lyder næsten for godt til at være sandt. At man kan bekæmpe magthaverne med elskov. Og det er måske også at stramme den lidt, indrømmer Mohammad Milani, men ikke desto mindre er der større ting på spil end en flok unge, der udlever deres seksuelle fantasier. Det handler om at udfordre autoriteterne, siger han. Sex og diskussioner med myndighederne er ikke våben, der vælter regimet, men et hurtigt magtskifte ville heller ikke forbedre noget som helst, siger han.

”Det iranske samfund er stærkt hierarkisk og bygger på en blind loyalitet over for autoriteter. Det gør samfundet immobilt og passivt, fordi alle har en autoritet at være loyal over for, og – vigtigst – én, som man selv er autoritet over. Ved revolutionen i 1979 blev de øverste lag af samfundet skåret væk, men de nederste er stadig de samme. Og loven sikrer, at i bunden af hvert samfundslag står kvinderne.” I et land med rasende arbejdsløshed og en kæmpe kløft mellem rig og fattig vil det for mange iranere være mere oplagt at kæmpe for socioøkonomiske forandringer, erkender han, men de langsigtede forandringer kommer med kønskampen.

”Så for at få rystet strukturerne, for at få udfordret autoriteterne, må især kvinderne først blive bevidste om deres rettigheder. Når kvinden løftes op til samme position som manden, vil det tvinge ham til at orientere sig ud mod samfundet, og tage stilling til den undertrykkelse, der finder sted,” forklarer Milani.

Internettet blødgør ekstremisterne

Man siger, at i Iran er alle handlinger politiske. Og især iranske mænd er politiske dyr, der altid kan altid skyde en flyvefærdig politisk analyse af fra hoften. Men ofte kommer man tættere på sandheden om det iranske regime i de små ubevidste detaljer.

Som det gale grin hos manden i Tabriz, der kommer stavrende over pladsen, tilbyder en tår af sin lysebrune nescaffe og sætter i gang med en længere monolog. En uddannet ingeniør med pjusket overskæg og daggamle skægstubbe, uden job og ære tilbage, men med mere sandhed end vanvid i sin stemme, når han hvæser: ”Den Islamiske Republik kvæler os!”

Eller som en venindes 70-årige fars dirrende hænder, når han med tålmodig stemme og præcist engelsk siger: ”Det er ydmygende at bo i dette land. Vores præsident er en tredjerangsperson. Vi bliver regeret af ubelæste ignoranter!”

Heldigvis bliver ignoranterne afsløret helt af sig selv, hvis man skal tro Amir Talebi fra Orumiyeh i den vestlige Azarbaijan-provins. Med internettet kan regeringens løgne afsløres i løbet af et par søgninger på Google eller Wikipedia, og blogs rapporterer nyheder fra ind- og udland på timebasis, siger Talebi, der er selvstændig computerkonsulent og jævnligt må undvige regeringens forsøg på at købe ham til at udarbejde sirlige overvågningsprogrammer.

For tag ikke fejl. Selv om præstestyret ofte portrætteres som middelalderlige mørkemænd, så har det for længst fundet ud af, hvordan moderne despoter regerer. Knippelsuppe og rå muskelstyrke skal suppleres med en front i cyberspace. Men de civile iranere mestrer internettet, og ulovlige programmer og proxyservere, som surfer uden om regeringens filtre, er vidt tilgængelige.

Internettet kan sågar blødgøre religiøse ekstremister, mener Amir Talebi, som taler af erfaring. Han var i mange år stærkt troende og aktiv i regeringens berygtede basij-milits, indtil han begyndte at surfe på internettet og studere de forskellige verdensreligioner. Så forkastede han dem alle og fandt ateismen.

Sanktioner kan styrke regeringen

Mens vi taler, oversætter Amir Talebi så godt han kan for sin bror, der sidder ved siden af i sofaen. Broren er et højtstående medlem af Revolutionsgarden, en ekstremt magtfuld gren af det iranske militær, der har til opgave at forsvare Den Islamiske Revolution. Broren smiler og nikker venligt under samtalen, men følger ellers med uden at blande sig.

Han tager heller ikke notits af den ulovlige satellitboks oven på fjernsynet, for sådan en har han også selv. Og adgangen til internationale nyheder og information er den altafgørende forskel på dette oprør og 1979-revolutionen, siger Amir Talebi. Selv hans bror er stoppet med at opføre sig som en maskine, efter at han har fået BBC, smiler han. Her er en udvikling, Barack Obama og resten af de vestlige statsledere burde styrke, frem for at diskutere flere sanktioner mod Iran på stort opslåede atommøder, mener Amir Talebi.

”Hvis Vesten virkelig vil hjælpe oppositionen i Iran med at vælte regimet, burde de give os frit, censurfrit internet via satellit og adgang til internationale tv-kanaler. I stedet fortsætter man med sanktioner, blandt andet på internationale pengeoverførsler, som gør det sværere for den almindelige iraner at tjene sine egne penge. Det giver regimet endnu mere magt over befolkningen, fordi vi er nødt til at arbejde for regeringen og ikke vil gøre oprør af frygt for at miste vores job.”

Der er i det hele taget intet, der tyder på, at den iranske opposition tolker FN’s nyligt vedtagne sanktioner som en støtte til kampen mod regeringen. Sanktionerne har allerede medført en drastisk prisstigning i Iran, og mange iranere holder Vesten ansvarlige for deres trange økonomiske kår.

Oppositionens udfordringer og bedrifter

Hvorvidt Den Grønne Bevægelse vil genoptage demonstrationerne i gaderne eller holde sig til mere skjulte undergrundsaktiviteter, som oppositionen generelt har gjort under det islamiske styre, afhænger i høj grad af hvordan bevægelsen formår at finde en fælles strategi og en fælles målsætning uden at miste den styrke, der ligger i at være decentralt organiseret. Bevægelsen er ganske vist splittet, men man skal imidlertid ikke undervurdere de sejre, den allerede har på kontoen. Blot det, at bevægelsen er i live efter et års aktivitet, og at den stort set har formået at holde sig til en ikke-voldelig kurs, er en helt unik bedrift i landets historie.

Sekulære fraktioner, som studenterne og kvindeaktivisterne, har mere radikale målsætninger end bevægelsens mainstream-aktivister, der helst ser Den Islamiske Republik bestå, om end i en reformeret version. Men størstedelen af iranerne er også tilhængere af en stat regeret efter religiøse principper, så i den henseende afspejler balancen i Den Grønne Bevægelse fint forholdene i resten af befolkningen, hvor de sekulære grupperinger også er i mindretal. Og det affinder de sig med. Som kvindeaktivist Nasrin Afzali siger, så er der efter 2009-valget blevet åbnet for en stærk strømning af antiregerings-aktivitet, og det gælder om at hægte sig på, mens muligheden er der. Så kan man skændes om de indbyrdes uenigheder senere.

Generelt er det bemærkelsesværdigt så meget jordforbindelse, de sekulære aktivister lader til at have, og det er de færreste, der tror på et regulært opgør med selve den islamiske republik inden for de næste par år.

At Den Grønne Bevægelse på den måde inkluderer både sekulære og islamistiske aktivister, uden at nogle af lederne har forsøgt at tromle den ene eller anden fraktion, er også unikt. Undergrundsaktivitet og de mere skjulte kampe som den seksuelle frigørelse er ikke nye fænomener. Men at disse kampe nu bliver hægtet op på et større fællesskab og en større dagsorden er nyt. De voldsomste angreb på regeringen kommer i øjeblikket fra de religiøse lærde, der går efter struben på både præsident Ahmadinejad og Den Øverste Leder Ali Khamenei. Det er her, regimet er mest presset lige nu, og det er med til at give mere plads til visse aktivister, end de havde før.

I takt med at regimet har strammet grebet med likvideringer, massearrestationer, tortur og politiske dødsdomme, er mange blevet skræmt fra at demonstrere (ifølge det uafhængige nyhedsbureau Tehran Bureau er 107 mennesker blevet dræbt af regeringsstyrker siden valget). Regeringens vold har dermed været med til at drive Den Grønne Bevægelse under jorden. Men volden har også haft den modsatte effekt. Oppositionen er blevet radikaliseret.

Behnam Afshar, Mohammad Milani og Amir Talebi optræder under pseudonym. Deres rigtige navne er redaktionen bekendt.


Sune Engel Rasmussen (f. 1984) Studerer historie og arbejder som freelancejournalist. Ekspertiser: Mellemøsten (særligt Iran og Palæstina/Israel), Latinamerika, islam og nationalisme.