Iran: Præstestyret – under udvikling eller afvikling?

21.04.2010

Man hører ikke længere om gadeprotester i Teheran. Efter voldsomme kampe først på året er det tilsyneladende lykkedes den Islamiske Republik at tvinge oppositionen til tavshed. Ifølge Mousavi, lederen af ”Den grønne bevægelse” og tidligere præsidentkandidat, stikker det islamiske regimes problemer dog langt dybere end gadeprotesterne. Fremtiden ser dyster ud for regimet, der ikke kun har svækket sin religiøse autoritet, men også sin folkelige legitimitet. Sideløbende har det statslige sikkerhedsapparat, i form af revolutionsgarden og den paramilitære bevægelse ”Basij”, gradvist opnået en mere magtfuld position i det iranske samfund.

Af Ali Rahigh-Aghsan

Det islamiske regimes evne til i de seneste måneder at slå hårdt ned på ”den grønne bevægelse” (”Jonbesh-e Sabz”) har fået nogle observatører til at hævde, at oppositionsbevægelsen reelt er blevet bragt til tavshed. Det er sket omtrent ti måneder efter det kontroversielle genvalg af præsident Ahmadinejad, der bragte tusindvis af demonstranter på gaderne.
    Hvorvidt det er lykkedes den revolutionære garde og de paramilitære ”Basij” at holde oppositionen nede er uvist. Men en ting er givet, nemlig at den islamiske republik står over for langt alvorligere problemer end de mange demonstrationer på gaderne.
    De seneste års uroligheder i Iran og styrets hårde magtanvendelsesmetoder kan på mange måder siges at være et udtryk for regimets manglende religiøse og folkelige legitimitet.
    Som det ser ud i dag, har den åndelige leder, Khamenei, langsomt undermineret Irans fragmenterede og unikke teokrati, dog uden at have etableret et traditionelt autoritært styre i stedet. I kulisserne står Revolutionsgarden og Basij klar til et langsomt magtovertag. For at forstå udviklingen, må man nødvendigvis se på det teokratiske styre, der blev indført ved revolutionen i 1979.

Autoritet og legitimitet i den Islamiske Republik
Den såkaldte ”Twelver Shi’ism” [en retning inden for Shia-islam, red.] har siden Safavid-dynastiet i begyndelsen af 1500-tallet været den dominerende religion i Iran. I modsætning til eksempelvis Paven inden for den katolske kirke har denne gren inden for shia-islam har aldrig haft én central legitim religiøs myndighed.
    Her er præsterne i stedet organiseret i et netværk, kaldet islamiske lærde (Mujtahids), som er et magtfuldt organ af uafhængige shia-muslimske lærde (Ulama’er) og uden et generelt accepteret hierarki. Den centrale religiøse myndighed har dermed været præget af mangfoldighed og ofte konkurrerende religiøse autoriteter.
    For at kunne løse den krise, der opstod inden for shia-islam grundet den manglende hierarkiske styreform og centrale autoritet, indførte lederen af den iranske revolution i 1979, Khomeini, den ret unikke konstruktionen med en ”åndelig leder” (kaldet ”Velayat-e Faqih”). Khomeini indtog selv pladsen som Irans første åndelige leder. Siden hans død i 1989 har Khamenei bestridt posten som åndelig leder.
    Den åndelige leder er ikke almægtig, og forfatningen indeholder desuden semi-demokratiske elementer. Eftersom det er de religiøse myndigheder, der skal godkende folkevalgte kandidater, skal det dog understreges, at der ikke er tale om et demokrati i klassisk forstand. Fx vælges præsidenten og medlemmer af parlamentet ved direkte valg, dog under fuld kontrol af ”Vogternes råd”. Rådet er besidder af central politiske beføjelser i Iran og kan bl.a. overvåge valg, godkende kandidater til alle valg samt afgøre, om de lover, der bliver vedtaget i parlamentet, er i overensstemmelse med forfatningen og islam. Beføjelserne har givet anledning til visse spændinger mellem de ikke-folkevalgte præster og de semi-demokratiske valgte politikere.

Den åndelige leders magttab
Hvor Khomeini som åndelig leder [fra 1979-1989, red.] havde karisma og religiøs autoritet til at skabe balance mellem de folkevalgte og ikke-folkevalgte aktører i det politiske system, har hans efterfølger, Khamenei, ingen af delene.
    Khamenei har ikke de religiøse kvalifikationer, der er nødvendige for at bestride posten som øverste leder, og hans manglende evne til at spille en autoritativ religiøs rolle har gjort positionen sårbar over for udfordringer fra både traditionelle uafhængige samt magtfulde præster og de valgte politikere. Khamenei har derfor været nødt til at indgå i forskellige alliancer for kunne bevare sin autoritet men også for at forhindre, at øvrige politiske aktører ville blive magtfulde nok til at udfordre hans position.
    Den første alliance opstod, da Khamenei accepterede en forfatningsreform i 1989, der førte til en forskydning af magt fra den åndelige lederinstitution til republikkens præsident. Denne udvikling er fortsat, og systemets overlevelse blev efterhånden fuldstændig afhængig af magtbalancen mellem en stærk præsident og en svag åndelig leder. Undervejs har præsidenten fået fuld kontrol over en række magtfulde institutioner såsom den udøvende magt, Parlamentet, Ekspertrådet og Evalueringsrådet, mens den åndelige leders magt var begrænset til en række religiøse institutioner.
    Udviklingen i Irans magtstruktur er et klart skridt væk fra Khomeinis idé om ”Velayat-e faqih”-doktrinen med den åndelige leder. Efter fire perioder med relativt populære præsidenter fra 1989 til 2005 var det vanskeligt, hvis ikke umuligt, for den åndelige leder at beholde sin magtposition uden at foretage endnu en gennemgribende strukturel ændring.
    Ved præsidentvalgene i juni 2005 og i maj 2009 skabtes en ny alliance mellem den åndelige leder og præsidentkandidaten Ahmadinejad. De delte et ønske om at gennemføre et markant skift fra det de facto parallelle teokratiske politiske system i retning af et mere traditionelt autoritært regime.
    Ud fra et sådant ønske vil demokratiske strømninger opfattes som en alvorlig hindring for sammenholdet af de forskellige magtcentre under den åndelige leder. Ligesom andre autoritære regimer så det iranske autoritære regime sig nødsaget til fortsat at give mere plads til et militær- og sikkerhedsapparat for at sikre sig større beskyttelse eller måske snarere for – gennem undertrykkelse – at få fuld kontrol over den stigende utilfredshed hos oppositionen.

Magtkampen i dag
Efter næsten fem års alliance mellem Khamenei og Ahmadinejad er det gennem de seneste måneder gradvist blevet mere tydeligt, at Ahmedinejad som præsident ikke er i stand til at reducere den igangværende magtkamp. Siden det iranske præsidentvalg i 2009 har den politiske magtkamp bestået af en rivalisering mellem to markante og magtfulde poler.
    På den ene side står den nykonservative fløj med den åndelige leder i centrum og på den anden står den nye fløj, den såkaldte ‘grønne bevægelse’, der består af den magtfulde Rafsanjani, den tidligere statsminister Mousavi, den tidligere præsident Khatami, den tidligere formand for Majlis (parlamentet) Karrubi samt adskillige fra den teknokratiske elite.
    Den nykonservative fløj, som er et vigtigt magtcentrum bag den åndelige leder, er alt andet end en homogen gruppe bestående af revolutionsgarden, de revolutionære fonde (”Bonyads”) der står for finansiering og implementering af den islamiske økonomi og trossamfundet ”Mahdavieh Hojjatieh”, der fungerer som ideologisk arkitektur (kontroltårn) bag regimes islamiserings program – tre selvstændige enheder med vidt forskellige interesser.
    Der er mange latente og diskrete spændinger, der bliver mere og mere tydelige internt hos de nykonservative. Desuden har den voksende offentlige modstand imod regimet øget fragmentationen og splittelsen i den nykonservative fløj. Selv blandt de mest anerkendte figurer og præster.
    Flere og flere af de tidligere nykonservative allierede vender desuden, i kølvandet på det omstridte præsidentvalg, den åndelige leder ryggen. Her kan man nævne nogle af de fremtrædende Ayatollahs, der har taget vigtige skridt væk fra den konservative fløj (fx Saanei, Bayat Zanjani og Javadi Amoli). Den sidstnævnte er en af Irans mest fremtrædende konservative præster, som for nylig trådte tilbage som leder af fredagsbønnen i Qom efter at have kritiseret begivenhederne i Iran.
    Hertil kommer, at uanset om Khamenei som åndelig leder støtter Ahmadinejad, den gamle eller den nye militære elite, traditionelle konservative eller pragmatiske fraktioner, er han opmærksom på den usikkerhed og de risici, der truer hans magtposition. Blandt andet kan Pasdaran eller trossamfundet Mahdavieh Hojjatieh, med tætte forbindelser til indflydelsesrige præster i Qom, udgøre en trussel.

Den magtfulde revolutionsgarde
Den nykonservative fløj er præget af en hel del gensidig mistillid og rivalisering. Resultatet er, at revolutionsgarden ser ud til at vinde den igangværende magtkamp og fremstår som en ny selvstændig aktør på den politiske scene i Iran, hvilket er potentielt alarmerende for selv den åndelige leder. Denne udvikling er accelereret yderligere siden 2009-genvalget af Ahmadinejad, der selv er tidligere revolutionsgardekommandør.
    Siden 2005 har Ahmadinejad udpeget 14 tidligere revolutionsgardechefer til sit kabinet og systematisk erstattet Rafsanjanis provinsguvernører med revolutionsgardens officerer. Samtidigt har en ny lov, der tillader revolutionsgarden at opstille en præsidentkandidat, fjernet den sidste hindring af Revolutionsgardens indgriben i det formelle politiske system i Iran.
    Revolutionsgarden har gradvist fået meget magt i Iran. Foruden den politiske magt menes de ikke kun at have en enorm indflydelse på Irans legale økonomi, men også at kontrollere store dele af det sorte marked.
    Og endeligt er Revolutionsgarden blevet Irans dominerende militære spiller, da de har kontrol med Irans kapacitet til asymmetrisk krigsførelse ved udvikling og brug af Irans ballistiske missiler, med Irans eksterne terrorkapacitet i form af Quds militser, og ikke mindst med landets formodede atomvåbenprogram.
    Det mest alarmerende er, at der ikke er nogen formel eller uformel instans i det iranske politiske system, der er i stand til at kontrollere eller overvåge revolutionsgardens militære og økonomiske aktiviteter. Det skyldes blandt andet den kendsgerning, at revolutionsgarden over tid er blevet mere og mere frustreret over den åndelige leders manglende evne til at skabe konsensus omkring Irans politiske ledelse.
    Revolutionsgarden ser sig selv som den eneste kvalificerede gruppering inden for den konservative fløj, der er i stand til at styre landet. Den åndelige leders magtposition er dermed blevet reduceret fra en religiøs absolut myndighed til et politisk kontor og en parallelregering mellem Ahmadinejad-administrationen og revolutionsgarden. Den åndelige leders magtposition er i høj grad afhængig af de fælles interesser med disse fraktioner.

På vej mod et traditionelt autoritært styre?
De mange ændringer i Irans politiske system udgør endnu ikke et nyt autoritært regimeskift, men ikke desto mindre er Khamenei gradvist i gang med at underminere den unikke teokratiske styreform med et skift i retning af en traditionel autoritær styreform. Sagt med andre ord har den åndelige leder haft held med gradvist at underminere Irans fragmenterede og samtidig unikke teokratisk styreform uden at være i stand til at etablere nye konventionelle autoritære styreformer.
    Selv om konsekvenserne af revolutionsgardens stigende magt er vanskelig at forudsige, er der ingen tvivl om, at stigningen i revolutionsgardens magtposition på kort sigt har ført til en øget intern elite-rivalisering i det iranske politiske system.
    Selv om Ahmadinejad gør en stor indsats for at fungere som en totalitær præsident a lá Hugo Chávez og Bashr Asad, har han ikke været i stand til at opfylde den åndelige leders ønske om at standse den igangværende magt-rivalisering og/eller ændre magtstrukturen til de nykonservatives fordel.
    Logisk nok har revolutionsgardens voksende magt udløst voldsom modstand blandt en række aktører både internt i regimet og i oppositionen. I denne sammenhæng kan man nævne økonomiske eliter, der er ved at blive skubbet ud af markedet, den traditionelle konservative fløj, som har mistet indflydelse i revolutionsgarden, og befolkningen, der frygter et regulært militært styre.
    De voldsomme demonstrationer og de efterfølgende brutale og voldelige konfrontationer i Teheran og mange andre byer i Iran er en klar indikation herpå. Hverken Rafsanjani eller den øverste leder kan fortsætte med at ignorere den udvikling, der i dag udgør en betydelig trussel mod regimet på kort sigt.
    På lang sigt, kan de interne ændringer sandsynligvis løse Irans mest alvorlige strukturelle svaghed, nemlig splittelsen i form af to parallelle politiske systemer (den religiøse institution og de semi-folkevalgte institutioner). Den umiddelbare vinder er hverken den åndelige leder eller pragmatikere, men snarere det statslige sikkerhedsapparat, i form af revolutionsgarden og den paramilitære bevægelse ”Basij”.
    Hvis det lykkes for den nye militære elite at overtage fuld kontrol over Irans magtstruktur, hvilket dog er meget usandsynligt, så vil Iran i stigende grad ligne andre mellemøstlige autoritære regimer. Man skal dog huske på, at Iran traditionelt er anderledes end de øvrige styrer i Mellemøsten, ikke mindst på grund af de kulturelle, religiøse og etniske tilhørsforhold (persisk vs. arabisk).
    Den Iranske pro-demokratiske borgerrettighedsbevægelse, ”den grønne bevægelse” fungerer som en reel bevægelse. Den bør ikke ignoreres, og vil tvivlsomt have en langsigtet effekt på det politiske system i Iran.

Ali Rahigh-Aghsan er associeret professor ved Institut for Samfund og Globalisering, Roskilde Universitetscenter.

RÆSON