IRAN Det lange indre oprør

17.02.2010

”Det er meget svært at forestille sig, at præstestyret i sin nuværende form har en lang, sikker fremtid foran sig. Men den manglende samling i oppositionen, regimets effektive nedslag og befolkningens frygt for alternativet kan sagtens skubbe en – i mine øjne uundgåelig – reformproces, hvor radikal den så end ender med at være, flere år ud i fremtiden.” – Barnekow

Interview med Alireza Nader fra den amerikanske tænketank ”The Rand Corporation” og Katrine Barnekow Rasmussen, ekstern lektor ved Syddansk Universitet.

Af Martin Wøldike, New York og Emma Knudsen, daglig redaktør RÆSON.

Efter valget i juni 2009 har der været betragtelige uroligheder i Iran. Hvordan skal vi vurdere forløbet af årsdagen for den Iranske Revolution i torsdags (11.februar)?
BARNEKOW: De større demonstrationer mod styret udeblev, og de demonstrationer, der var, blev hurtigt opløst. Omvendt var der påfaldende massive demonstrationer for styret. Det kunne jo tyde på at styret har gjort sit forarbejde i begge retninger [ift. pro- og kontra-demonstranter, red.] meget grundigt – hvilket der da også er rygter om på nettet.
NADER: Store folkemængder kom ud på gaderne. Der var blevet spekuleret en del i, om ”Den Grønne Bevægelse” [den regimekritiske oppositionen, red] ville møde talstærkt op, men det skete – af flere årsager – ikke. Mange har tolket dét som et nederlag til Den Grønne Bevægelse. Selvom det kan ses som et midlertidigt tilbageslag, så betyder det ikke desto mindre, at det i denne omgang er lykkedes for styret at holde oppositionen nede.
Siden valget har vi set styret bruge ganske hårde metoder: demonstranter er blevet beskudt med maling, så de senere kunne genkendes; styret har truet demonstranter med, at de ville komme til at sidde i fængsel indtil april, og i sidste måned så vi de første henrettelser som resultat af de store protester, der har fundet sted siden præsiodentvalget-
NADER: Ja, regeringen har ganske rigtigt arresteret langt flere, og er decideret gået målrettet efter højtstående personer i oppositionen. Ikke nødvendigvis de allerhøjeste personer, men i stedet personer lige under oppositionslederne. Man er også gået målrettet efter specifikke personer med forbindelse til reformbevægelsen samt forkæmpere for kvinders rettigheder.

Oppositionen fik i forbindelse med præsidentvalget stor tilslutning, og her opstod den såkaldte ‘Grønne Bevægelse’. Hvordan er den organiseret?
NADER: Det er meget svært at sige, hvis jeg skal være ærlig. Den er helt sikkert meget decentraliseret. Vi har en ledelse bestående af Mir Hossein Mousavi and Mehdi Karroubi, og så har vi en række personer, der opererer omkring disse to. Men de fleste demonstranter er blot almindelige mennesker, der går med i demonstrationerne, og ellers får de fleste informationer via websider, Twitter og Facebook. Så på den måde eksisterer der ikke en stærk ledelse af en samlet oppositionsbevægelse. Der er en symbolsk ledelse i form af Mousavi og Karroubi, men derudover minder det mest af alt om en græsrodsbevægelse.

Hvad betyder det for bevægelsens gennemslagskraft?
NADER: Jeg tror netop, at ét af de store problemer er, at Den Grønne Bevægelse ikke er særlig godt organiseret. Det er imidlertid også dens styrke, fordi det derfor kan være svært at splitte den. Men samtidig giver det styret mulighed for at lægge meget pres på oppositionslederne og afbryde kommunikationen – fx ved at spærre internettet eller forstyrre udenlandske nyhedstjenester. Alt dette er med til at forhindre Den Grønne Bevægelse i at kunne samle folket.

Hvad er der sket i Iran efter præsidentvalget sidste år?
NADER: Det virker som om situationen så småt er stabiliseret. Jeg tror ikke, at den Islamiske Republik eller den religiøse leder Ayatollah Khamenei er i fare for at blive væltet lige foreløbig. Men styret står helt sikkert overfor en krise i form af manglende legitimitet. Og det er en mere langvarig krise. På den korte bane har styret måske nok forhindret demonstranterne i for alvor at få vind i sejlene, men på længere sigt står regeringen altså overfor det problem, at store dele af befolkningen er uenige i dens politik eller ikke bakker op om dens styreform.

Hvilken effekt havde de ugelange demonstrationer i midten af januar?
NADER: Flere hundredetusind mennesker mødte op til demonstrationerne, og det viste, at regeringen møder stor modstand fra store dele af befolkningen. Selvom der [i torsdags] ikke mødte
nær så mange mennesker op, så har demonstrationerne alligevel rystet magtstrukturen i Iran. Man kan så småt spore uenigheder i regeringseliten, fx hos tidligere præsident Hashemi-Rafsanjani.
Den kortsigtede effekt af valget og den efterfølgende uro har helt klart været en destabilisering af den Islamiske Republik men også en styrkelse af Revolutionsgarden og måske en øget militarisering. På længere sigt er jeg dog overbevist om, at uroen har skadet tilliden til status quo i det politiske system.

Udgør demonstrationerne en reel bekymring for præstestyret?
NADER: De er helt sikkert meget bekymrede. Hvis vi for eksempel ser på, hvad der skete i torsdags [11. februar 2010, red.], så sendte styret i titusindvis af sikkerhedsstyrker på gaden og en masse mennesker gik ud for at vise deres støtte til regeringen. Men mange af dem var sendt ud af styret eller var medlemmer af Revolutionsgarden, og det viser jo helt tydeligt at regeringen mangler folkelig legitimitet. Den har stadig støtte fra en del af befolkningen, men ikke fra flertallet.

Har regimet stadig støtte nok udenfor byerne til at kunne fortsætte som hidtil?
NADER: Det er svært at sige. Den generelle opfattelse er, at landbefolkningen støtter regimet, og det kan der også være noget om. Men vi skal også huske på, at [hovedstaden] Teheran er helt altafgørende for politiske reformer i Iran. Det er ganske enkelt nervecentret i Iransk politik – det så vi også under revolutionen: det er altafgørende, hvad der sker i Teheran. Jeg siger ikke, at vi helt skal glemme andre områder i Iran, men hvis der sker noget, så sker det i Teheran.
BARNEKOW: Jeg synes, at man kan se af styrets reaktion, at de tager urolighederne meget alvorligt. Det er de også nødt til – omkring 70 % af Irans befolkning er urbaniseret, og protester har også fundet sted i mange andre byer end Teheran. Hvor længe styret så kan fortsætte som hidtil, ved at opretholde den intensive undertrykkelse af enhver opposition, vil tiden vise.

Netop nu har Iran flere fængslede journalister end noget andet land i verden, og det kan forekomme svært for styret at opretholde den hårde facon, hvis det vil forsøge at skabe legitimitet. Hvad er egentlig styrets strategi?
NADER: Netop fordi de mangler legitimitet, så er den hårde magtanvendelse én af de få måder hvorved det kan opretholde magten. Når vi ser på den Islamiske Republik, så er den blevet gradvist mere militariseret under Revolutionsgarden. Og hvis regimet ønsker at forblive ved magten, så er de afhængige af deres sikkerhedsstyrker – i særdeleshed netop Revolutionsgarden. Så strategien ser ud til at være at fortsætte den hårde magtanvendelse, men måske samtidig vise tegn på opblødning.
Information er altafgørende, så en del af strategien vil givetvis også være at styrke propagandakampagnen mod oppositionen, ved at sørge for at regeringens linje er den gennemgående, hvilket ikke er så svært, da staten kontrollerer medierne og hele informationsmiljøet. Men magtanvendelse ser ud til at være den primære strategi.
Vi kommer højst sandsynligt til se flere arrestationer, flere drab og flere henrettelser.

Hvad håber oppositionen på? Håber de på en mere moderat konservatisme – eller bliver reelle politiske reformer overhovedet diskuteret?
BARNEKOW: Der er ikke noget entydigt svar på, hvad oppositionen vil sætte i stedet for det nuværende system. Alle ønsker, fra ønsket om en gradvis og meget moderat reformproces inden for rammerne af det nuværende styre (nok håbet hos de fleste) til en fuldstændig sekulariseret stat eller endda et genindsat, vestvenligt monarki (meget få), er repræsenteret indenfor oppositionen.
Den politiske eksklusion af reformbevægelsens førsterepræsentanter – Khatami, Mousavi og Kerroubi, der alle taler for reformer indenfor rammerne af det nuværende styre – viser tydeligt, at de nuværende magthavere ikke er parate til at diskutere reformer under nogen omstændigheder.
NADER: Jeg er overbevist om, at oppositionen ønsker politisk fornyelse. Særlig Mousavi og Karroubi. De ønsker at reformere den Islamiske Republik for at sikre at republikken kan overleve. Der er andre dele af oppositionen, der ikke nødvendigvis ønsker at den Islamiske Republik skal overleve. De ønsker at nedlægge det religiøse styre. Så oppositionens motivationer er mange og forskellige. Der er dem, der ønsker at reformere det politiske system, der er dem der ikke anerkender den religiøse leder Khanenei – og der er dem, der måske anerkender Khamenei, men ikke bryder sig om præsident Ahmedinejad eller hans politik.

Hvordan er styrkeforholdet mellem Ahmedinejad og Khamenei?
NADER: Khamenei har støttet Ahmedinejad meget kraftigt. Uden hans støtte var Ahmedinejad aldrig blevet genvalgt. Der er blevet spekuleret i, om der har været spændinger mellem dem, men Khamenei har sagt, at Ahmedinejads politik ligger hans hjerte meget nært, og at han støtter ham mere end tidligere præsidenter. Uanset hvad, så er det i hvert fald politisk et meget stærkt forhold.
BARNEKOW: Khamenei viste efter valget, at Ahmadinejad var hans mand. Den anklage, der melder sig både internt i Iran, og i en række vestlige lande (senest udtalt af USAs udenrigsminister Hillary Clinton) er, at Revolutionsgarden har brugt denne støtte fra Khamenei, til at lave et de-facto militærkup i Iran, med Ahmedinejad, bakket op af Khamenei, som frontfigur.

Hvor afhængig er Ahmedinejad af Khamenei?
NADER: Han er meget afhængig af ham. Som præsident har Ahmedinejad været meget magtfuld – ikke nødvendigvis kun på grund af hans forfatningsmæssige magt. Den iranske forfatning siger, at præsidenten er den næstmest magtfulde person i den Islamiske Republik. Men det er ikke altid tilfældet. For eksempel var Ahmedinejads forgænger, præsident Khatami, ikke i stand til at udøve så meget magt, fordi Khamenei og Revolutionsgarden var imod ham. Så fordi Ahmedinejad rent ideologisk er tættere på Khamenei, og de har støttet hinanden gensidigt, så er deres forhold meget stærkere.

Og Rafsanjani – hvordan er hans rolle i iransk politik i dag?
BARNEKOW:Rigmanden Rafsanjani har tidligere været en meget magtfuld figur i Iran. Han var Khomeinis fortrolige, og var præsident efter Khomeinis død. Valget af den relativt ukendte Khamenei som Khomeinis efterfølger tilskrives ham. Han har vist sig som en dygtig politisk overlever, der har formået at beholde en central position i Irans magtstruktur, trods diverse korruptionsanklager, og nederlag i to præsidentvalg. Siden valget i sommer, hvor Rafsanjani havde forsøgt at relancere sig selv som en del af reformbevægelsen, er han imidlertid blevet kørt ud på et politisk sidespor. Hans datter blev fængslet i forbindelse med urolighederne efter valget i juni, og han taler stort set ikke længere til fredagsbønnen på Teheran Universitet. Det lader til at Rafsanjani har valgt at holde lav profil – i erkendelse af, at ærkefjenden Ahmadinejad ikke skal tirres yderligere, hvis han selv skal have en chance for politisk overlevelse.

Hvor meget betyder det internationale pres fra blandt andet menneskerettighedsorganisationer for iransk indenrigspolitik?
NADER: Den Islamiske Republik er meget følsom overfor problemer med menneskerettigheder, fordi Iran stadig ønsker at blive betragtet som en regional leder, og retorikken fra styret har ofte gået på, at Iran er mere frit, og at befolkningen i højere grad deltager i politik end det er tilfældet i resten af regionen. Den politiske deltagelse har derfor været en af grundpillerne i den Islamiske Republik – men efter præsidentvalget sidste år, er den grundpille blevet godt og grundig rystet.

Hvordan ser fremtiden for regimet ud?
NADER: Meget dyster. Den Islamiske Republik er nødt til at være baseret på ikke blot religiøst autoritet, men også på viljen og anerkendelsen af folket. Regimet mangler ganske enkelt både religiøs og folkelig legitimitet. Religiøs legitimitet, fordi Khamenei ikke har lige stor status blandt alle i præsteskabet, og fordi ikke alle mener, han repræsenterer Shia Islam på den bedste måde.
BARNEKOW: Det er meget svært at forestille sig, at præstestyret i sin nuværende form har en lang, sikker fremtid foran sig. Hertil er for stor en del af befolkningen tilsyneladende utilfreds. Men den manglende samling i oppositionen, regimets effektive nedslag mod enhver synlig mod-organisering og befolkningens frygt for alternativet (med en blodig revolution, krigen mod Irak og de nuværende forhold i Irak og Afghanistan in mente) kan sagtens skubbe en – i mine øjne uundgåelig – reformproces, hvor radikal den så end ender med at være, flere år ud i fremtiden.

RÆSON