IRAK Vinder Iran valget i Irak?

12.05.2010

Meget står på spil for Irak og for Mellemøsten ved regeringsdannelsen i Bagdad. Regeringsdannelsen vil hverken være styret af demokratiske principper eller befolkningens røst; hvad der var et forholdsvist legitimt valg til det irakiske parlament 7. marts risikerer nu at få et illegitimt efterspil. Ayad Allawi – vinderen af valget – står nemlig svagt i forhandlingerne om en ny regering, og overfor en stærk shiitisk alliance, der nyder Irans støtte. USA’s diplomatiske engagement er derfor stigende, men det kan være for sent: Iran ser ud til at løbe med sejren i Irak. Tør Obama gøre det, der skal til for at konsolidere Iraks demokrati, og de sidste 3 års fremskridt?

Af Christian Bayer Tygesen

Ganske vist er det endnu alt for tidligt at spekulere i den præcise sammensætning af Iraks kommende regering, men siden valget har udviklingen tegnet et klart overordnet mønster: Premierminister Nouri al-Malikis State of Law-koalition (SoL) og den shiitisk-islamistiske ”Iraqi National Alliance” (INA) har sat sig tungt på forhandlingerne. En ekskluderende, illegitim og shiitisk-domineret koalitionsregering kan være i støbeskeen.
Dét udfald kan få store konsekvenser for udviklingen i Irak og regionen. I Irak vil det kunne genskabe den sunnitiske afmagt og sekteriske polarisering, der i 2006 bidrog til at eskalere volden. Regionalt ville Iran høste en stor strategisk sejr. Magtforskydningen fra sunnitisk til stigende shiitisk dominans ville blive øget i både Irak og i Mellemøsten generelt. Endelig vil et pro-iransk Irak [Iran er shiamuslimsk, red.] trække Mellemøstens shiitisk-sunnitiske skel endnu skarpere op i en tid, hvor Irans stræben efter atomvåben risikerer at starte et regionalt våbenkapløb.
Meget står derfor på spil ved Iraks regeringsdannelse. Magtkampen raser i Bagdad – både mellem nationale og regionale aktører.

Vinderen står svagt
Siden parlamentsvalget den 7. marts har Ayad Allawi set sine bestræbelser på at danne regering blive forpurret af politiske manøvre og udemokratiske kneb. Først blev hans førsteret til at danne regering ophævet; siden har den suspekte ”Accountabiliy and Justice”-kommission sået tvivl om Allawis sejrsmargin ved at drøfte nye diskvalificeringer af hans partifæller.
Senest har Maliki sikret en genoptælling af Bagdad-provinsens 2,4 millioner stemmer til trods for, at Iraks valgkommission og internationale observatører havde erklæret valget for legitimt. Selvom genoptællingen udføres i den internationale zone og blandt andet overværes af lokale diplomater, åbner den op for manipulation af valgresultatet i en grad, der kan ændre udfaldet i Malikis favør. Malikis SoL tabte oprindeligt snævert med 89 mandater mod Allawi og Iraqiyya-koalitionens 91 mandater.
De mange forhalinger forskyder Bagdads politiske kalender. Iraks højesteret kan først godkende det endelige valgresultat, når samtlige klager er behandlet. Genoptællingen ventes tidligst færdig i løbet af næste uge. I bedste fald vil valgresultatet således ligge klart slutningen af maj.
Herefter indledes regeringsforhandlingerne for alvor. Vanskelige kompromisser om premierminister- og præsidentposten, fordelingen af Iraks olieressourcer og graden af kurdisk autonomi vil komplicere og forsinke drøftelserne. Selv hvis valgresultatet certificeres i maj, skal Iraks kaotiske politiske proces skride overraskende hurtigt fremad, hvis en regering skal stå klar, før Ramadanen indtræffer den 11. august. I det lys anslår flere irakiske politikere allerede nu, at en ny regering tidligst træder i kraft til efteråret.
Den tidslinje skaber dybe panderynker i Allawis lejr. Desto mere regeringsdannelsen forhales, desto højere sandsynlighed for, at Maliki
formår at udnytte sin magtposition til at udmanøvrere Allawi og sikre en forlængelse af sit eget mandat.
Dertil kommer, at tidslinjen falder sammen med USA’s planlagte troppereduktion frem mod september. Til den tid ventes USA at have nedtrappet troppeniveauet til 50.000.
I en irakisk indenrigspolitisk kontekst præget af stor usikkerhed vil USA’s troppereduktioner gøre det endnu vanskeligere for Allawi at mønstre et sekulært og tværsekterisk regeringsalternativ til det Maliki-dominerede politiske status quo. Mulige koalitionspartnere vil nemlig føle sig nødsaget til at støtte status quo i dag for at gardere sig mod at blive marginaliseret i fremtiden, når USA’s tropper trækkes helt ud.
Den nyligt annoncerede alliance mellem INA og SoL svækker Allawis chancer yderligere. Med alliancen er INA og SoL tilsammen blot seks mandater fra at opnå flertal i det nye parlament. Holder alliancen, vil den være næsten umulig at omgå i regeringsforhandlingerne. Af frygt for at blive isoleret er det sandsynligt, at den største kurdiske koalition, med dens 40 mandater, også vil søge at tilslutte sig INA-SoL-alliancen. Det ville skabe en storkoalition med et markant flertal og dermed en klar risiko for, at Iraks sunnitter reelt igen ekskluderes fra den politiske magt.
Irakisk politik er dog uforudsigelig og afgøres oftest først i 11. time. Meget kan afspore INA’s og SoL’s planer. INA og SoL har i over otte måneder – altså også længe før valget – været dybt uenige om hvem, der skulle have premierministerposten. Den nationalistiske Sadr-blok i INA, som alene tegner sig for 39 ud af INA’s 68 mandater, har et meget anspændt forhold til Maliki. Derfor har Sadr-loyalister peget på tidligere premierminister Ibrahim al-Jaafari. Alt tyder imidlertid på, at Maliki fastholder sit krav om premierministerposten.
Da premierministerposten langtfra er den eneste anstødssten mellem parterne, har INA og SoL aftalt, at indbyrdes tvister skal afgøres af Storayatollah Ali al-Sistani og det øvrige shiitiske religiøse lederskab i Irak, den såkaldte Marjaiyah. Men Sistani vægrer sig kraftigt mod en politisk aktiv rolle og har i offentlige udtalelser appelleret til at Iraks næste regering bør dannes på tværs af sekteriske og etniske skel og dermed bane vejen for ægte national forsoning – næppe et succeskriterium, som SoL-INA-alliancen opfylder.
Regeringsdannelsen i Irak har som nævnt implikationer for hele regionen. Bagved det irakiske persongalleri i magtkampen i Bagdad står derfor indflydelsesrige eksterne aktører – herunder især Saudi-Arabien, Iran og USA.

Saudi-Arabiens genetablerede engagement i Irak
Med saudiske øjne er INA-SoL-alliancen stærkt bekymrende, da den kan skabe det politiske fundament, der på længere sigt forsegler Iraks skæbne som en iransk vasalstat. Bag kulisserne arbejder Saudi-Arabien derfor intenst på at styrke Allawis forhandlingsposition.
Det saudiske engagement vidner om, at Riyadh har lært lektien fra 2005. Ligesom Iraks sunni-arabiske befolkning så Riyadh dengang med stor skepsis på Iraks politiske udvikling og vendte derfor ryggen til valget i 2005. Som en konsekvens blev Saudi-Arabien, ligesom Iraks sunni-arabiske befolkning, hensat til tilskuerpladserne i irakisk politik. Og Saudi-Arabiens indflydelse i Irak blev yderligere stækket af et yderst anstrengt forhold mellem Kong Abdullah og premierminister Maliki.
Trods omfattende amerikanske bestræbelser på at fremme tættere irakisk-saudiske bånd indså frustrerede amerikanske diplomater efterhånden, at et tøbrud i det frosne bilaterale forhold var udelukket, så længe både Maliki og Abdullah sad ved magten.
Men idag har Riyadh lagt taktikken om. Saudiske midler har fyldt adskillige sunnitiske og kurdiske politikeres lommer. Senest har Kong Abdullah inviteret valgets hovedaktører (bortset fra Maliki) til konsultationer i Riyadh.
De saudiske bestræbelser er imidlertid hæmmet af to forhold:
For det første har Saudi-Arabien et smalt fodfæste i Irak. Selvom Saudi-Arabien og Irak, som stolte arabiske lande, deler en etnisk affinitet, udgør Iraks sunni-arabere blot 15% af befolkningen. I kontrast udgør Iraks shiitisk-arabere hele 60%.
For det andet blev en stor andel af Riyadhs netværk i Irak opbrudt af de kaotiske år fra 2003 til 2007. Derfor har Saudi-Arabien måttet etablere nye bånd til Iraks sunnitiske elite, som i dag er langt fra magten i Bagdad.

Irans to ansigter i Irak
Forholdet mellem Iran og Irak tegner et kontrastfyldt billede: et arabisk-persisk modsætningsforhold på den ene side, et shiitisk-domineret fællesskab på den anden. Iran møder derfor Irak med to ansigter.
Det første er konstruktivt. Iran-Irak-forholdet er spundet ind i et væv af tætte kulturelle, historiske og religiøse bånd og fæstnet til en række vigtige shiitiske moskeer i Najaf, Karbala og Qom. Deres samhandel steg fra $1,5 milliarder i 2006 til over $4 milliarder i 2009. Også i
Washington anerkendes det derfor, at Iran udgør en naturlig og vigtig drivkraft bag Iraks udvikling.
Det andet ansigt er destruktivt. Iran fremmer også sine interesser via destabiliserende aktiviteter i Irak, såsom omfattende støtte til shiitiske militante, unilaterale interventioner samt infiltrering af Iraks centraladministration. Landenes militære samarbejde er minimalt og præget af dyb mistro. Mistroen er velbegrundet: i december 2009 fordelte Irans militære ledelse en intern liste med 600 irakiske officerer, der ønskedes dræbt for deres anpart i Iran-Irak-krigen.
Irans to ansigter gør landet til den klart mest indflydelsesrige eksterne aktør i irakisk politik. Forud for parlamentsvalget kanaliserede Iran, ifølge amerikanske efterretninger, ca. $17 millioner om måneden til INA. Også SoL vurderes at have modtaget massiv støtte fra Iran, som fra 1982 til 1990 var et sikkert eksil for Maliki. Storkoalitionen mellem INA og SoL ligger således helt i forlængelse af Irans engagement i Irak:
I alliancen har Iran en magtfuld platform til at styrke sin indflydelse i Irak. Set med iranske øjne vil ny shiitisk-kurdisk koalitionsregering, hvor Iraks sunnitter ekskluderes, være ideel. Den ville cementere den shiitiske dominans i Irak og reelt kaste Irak i armene på Iran, da et shiitisk-islamisk Irak ville få svært ved at fortsætte sin integration i den sunnitisk dominerede arabiske verden.

Hvad gør USA?
Obama-administrationen er kommet under beskydning fra iagttagere som Henry Kissinger, Kenneth Pollack og Fred Kagan for at underprioritere Irak – en kritik, jeg grundlæggende deler [jfr. RÆSON ugemagasin, nr. 10, 2010, red.].
Kritikken hviler bl.a. på en frygt for, at USA ser for passivt til, mens en illegitim og ekskluderende shiitisk domineret regering etableres i Bagdad, og Iraks udvikling undermineres. Af den grund efterspørges et intensiveret engagement fra Obama-administrationen top, mens enkelte går videre og foreslår, at tidslinjen for USA’s tilbagetrækning genovervejes.
Præsident Obama står i et dilemma. På den ene side har han forsikret en krigstræt amerikansk befolkning om at USA’s militære tilstedeværelse reduceres til 50.000 inden september i år. Med midtvejsvalget 2. november er Obama under stort pres fra sit Demokratiske bagland for at bevare tilbagetrækningsplanen intakt.
Og bedømt alene ud fra fremgangen i Iraks sikkerhed er tilbagetrækningen nok også forsvarlig. Trods sporadiske terrorangreb mod civile mål er terrorbevægelserne presset solidt i defensiven. Den 18. april blev Abu Ayyub al-Masri og Abu Omar al-Baghdadi, lederne af henholdsvis den militære og politiske fløj i “al-Qaeda i Irak”, dræbt i en fælles amerikansk-irakisk aktion. Og i sidste uge blev Abu Abdullah al-Shafi, lederen af Ansar al-Islam, der har tætte bånd til al-Qaeda i Irak, pågrebet.
På den anden side skeler Det Hvide Hus bekymret til den politiske udvikling. To års generelle fremskridt er under pres af en splittende og vanskelig regeringsdannelse. Et tilbagefald nu vil ikke blot rulle Iraks politiske udvikling tilbage, det risikerer også at underminere Iraks stabilitet. Derfor har Obama-administrationen optrappet engagementet over for Bagdad på højeste embedsmandsniveau. De amerikanske talepunkter bakker op om demokratiske principper, men holder sig klogt ude af personpolitiske spørgsmål: Washington ønsker ikke at blive draget ind i en irakisk mudderkamp, der hurtigt kan sværte Obamas image til og forpurre administrationens forhold til det kommende lederskab i Bagdad.
USA’s tilgang er pragmatisk, realistisk og nøje afbalanceret med amerikansk indenrigspolitik. Den risikerer imidlertid også at være utilstrækkelig: Hvis målet er en inklusiv og legitim regering i Bagdad, er det i mindste fald nødvendigt med et amerikansk engagement på politisk niveau.
Iran er allerede godt på vej til at vinde valget i Irak.
Lykkes det, vil Iraks fremskridt siden 2007 være truet. USA har stadig muligheden for at efterlade et varigt fingeraftryk, der kan sikre Iraks demokratiske fremtid. Men det kræver, at præsident Obama tør investere mere politisk kapital i Irak.

Christian Bayer Tygesen (f.1984) er uddannet cand.scient.pol og har skrevet speciale om Iraks civil-militære relationer (baytyg@gmail.com). Han bidrager løbende til RÆSON.

RÆSON