IRAK Parlamentsvalget er vigtigt, men der er ikke tale om et vendepunkt

10.03.2010

Som altid deler Irak vandene. Optimister har allerede udråbt søndagens parlamentsvalg [d. 7. marts, red] til et politisk mirakel, der cementerer Iraks demokratiske fundament. Med samme skråsikkerhed har pessimister forkastet valget. De betragter det som en sidste krampetrækning fra et kriseramt demokrati, der snart vil kvæles i autokratiets jerngreb.
Realiteten er, at Iraks politiske kurs styres af demokratiske såvel som autokratiske strømninger. I dag rummer Iraks udvikling begge fremtidsscenarier. Det er endnu umuligt at foregribe, hvordan parlamentsvalget vil påvirke Iraks overordnede udvikling, men der er grund til forsigtig optimisme.

Af Christian Bayer Tygesen

Parlamentsvalget den 7. marts viste flere tegn på Iraks demokratiske udvikling. Valget har – trods trusler om boykot, udbredt bestikkelse, korruption og terrorhandlinger – udviklet Iraks politiske kultur. Sekulære emner som sikkerhed, basale serviceydelser og beskæftigelse dominerede valgkampen. Militantes forsøg på at afspore valgprocessen blev fordømt på tværs af politiske og religiøse skel. Talrige taler og fredagsbønner appellerede til, at irakerne afviste terror og stemte den 7. marts. Tidlige estimater viser en valgdeltagelse på cirka 50 procent, svarende til omtrent ni millioner irakere.
Derudover skal to milepæle fremhæves: For det første kunne irakere – for første gang ved et parlamentsvalg – stemme direkte ud fra åbne kandidatlister. Det har styrket legitimiteten, gennemsigtigheden og kontrakten mellem vælger og politiker. I 2005 stemte irakerne derimod på lukkede partilister, hvorefter partierne selv fordelte dets mandater internt – ofte på bekostning af valgets moderate, progressive og ukorrupte kandidater.
For det andet baner valget sandsynligvis vejen for øget politisk inklusion af det sunni-arabiske mindretal, der udgør ca. 15 % af befolkningen. Den sunni-arabiske boykot af parlamentsvalget i 2005, som var en vigtig faktor bag voldseskalationen i 2006-2007, vil således endegyldigt være fortid. Det kan have stor betydning for holdbarheden af Iraks sunnitiske militante grupper – herunder al-Qaida i Irak – som lever af sunnitternes følelse af afmagt, marginalisering og frygt.

En skrøbelig og reversibel stabilitet
Søndagens valg viste også glimt af Iraks autokratiske træk. Under valgkampen steg spændingerne drastisk mellem Iraks shiitiske flertal og sunnitiske mindretal, da en shiitisk kontrolleret kommission diskvalificerede 511 kandidater, hvoraf størstedelen var sunnitter, på grund af fortidige bånd til Baath-partiet. En stor andel af forbuddene blev af gode grunde anset for politisk motiverede. På listen stod blandt andre forsvarsminister al-Obeidi og den indflydelsesrige og populære sunni-arabiske politiker, al-Mutlaq. I en kort periode varslede al-Mutlaq en gentagelse af den sunnitiske boykot fra 2005, hvis ikke forbuddet blev ophævet. Diplomatisk pres fra Obama-administrationen, herunder et lynbesøg af vicepræsident Biden, var et forsøg på at afværge en større politisk krise. Besøget har formentlig bidraget til, at omkring 100 kandidater endte med at blive fjernet fra listen. Al-Mutlaq var dog ikke blandt navnene. Forløbet slog utvetydigt fast, at selvom Iraks sunnitter kan give demokratisk modspil, vil landets demokratiske udvikling i langt højere grad blive et shiitisk diktat. Sikkerheden omkring valget var et vidnesbyrd om Iraks gradvise normalisering. Iraks sikkerhedsstyrker har formelt overtaget ansvaret for Iraks interne sikkerhed og stod således også i spidsen for sikkerheden ved valget. Den irakiske hær udgjorde ved udgangen af 2009 godt 198.000 tropper. Med amerikansk støtte havde de presset de tilbageværende militante grupper i Irak i defensiven. Trods stigende voldstendenser lokalt i Bagdad, Ninewa og Diyala siden medio 2009 er volden på landsplan på det laveste niveau siden 2004. Iraks civile tab er faldet til ca. 300 om
måneden; fra september 2006 til januar 2007 var de civile tab konstant over 3000 om måneden. Et massivt sikkerhedsopbud omkring valget forhindrede dog ikke militante i at dræbe mindst 38 irakere på valgdagen. Alene i Bagdad blev valgdagen ”skudt i gang” med over 100 mortergranater, raketter og bombesprængninger. Angrebene viste, hvorfor general Odierno, USA’s øverstkommanderende for de multinationale styrker i Irak, stadig fastholder, at Iraks stabilitet er skrøbelig og reversibel.

Forud venter langstrakte forhandlinger
Efter valget indledes forhandlingerne om regeringsdannelsen. Således går Iraks demokrati ind i en skrøbelig fase. Irakisk politik er i bedste fald kaotisk og ineffektivt; i værste fald er det dødeligt og destabiliserende. Efter parlamentsvalget i 2005 varede regeringsdannelsen hele seks måneder. Resultatet blev en svag regering uden meningsfuld sunnitisk inklusion. Det affødte den udbredte følelse af desillusion og splittelse, der på gadeplan var en vigtig faktor bag eskalationen af vold fra 2006 til 2007.
Intet tyder på en hurtig regeringsdannelse i år. Tværtimod. Prognoser skal læses med forbehold, men tidlige tendenser indikerer, at ingen af koalitionerne vil mønstre over 35 procent af stemmerne. Den endelige regering vil derfor sandsynligvis skulle bestå af mindst to koalitionspartier. I forhandlingernes første fase vil linjerne blive trukket skarpt op mellem valgets tre toneangivende koalitioner: ”State of Law” (SoL), ”Iraqi National Movement” (INM) og ”Iraqi National Alliance” (INA). SoL personificeres af Nouri al-Maliki. Koalitionen er bygget op om Malikis shiitiske Dawa-parti, men bibeholder et tværsekterisk tilsnit via små kurdiske og sunnitiske støttepartier. INM er en bred, progressiv og tværsekterisk koalition, som uformelt ledes af Ayad Allawi i samspil med al-Mutlaq. Endeligt er den shiitisk-islamistiske INA et iransk arrangeret tvangsægteskab af ”Islamic Supreme Council of Iraq” (ISCI), det iranske præstestyres irakiske protegé, og Muqtada al-Sadrs politiske blok, der fører en skarp antiamerikansk linje.
Det er endnu umuligt at foregribe regeringsdannelsen. Dertil er irakisk politik for uigennemsigtigt, og valgresultatet endnu for uklart. Koalitionsblokkenes robusthed er endnu en ubekendt variabel. Intet garanterer, at de forbliver intakte. Alle koalitioner har interne skillelinjer, som parterne vil søge at udnytte og forstærke. Udfaldet af regeringsdannelsen er derfor et åbent spørgsmål, som det kan tage måneder at løse.
I den nærmeste fremtid vil Bagdad sandsynligvis være lammet af komplekse forhandlinger, politiske stillingskrige, omskiftelige alliancer og rygter om hemmelige studehandler. Situationen kompliceres yderligere af, at Iraks forfatning ikke udstikker præcise rammer for, hvordan en eventuel overgangsregering kan etableres i fraværet af en ny regeringskoalition. Regeringsdannelsen vil derfor sætte befolkningens tålmodighed på en alvorlig prøve. Uden synlige politiske afkast fra parlamentsvalget – og med langstrakte politiske forhandlinger i Bagdad – risikerer irakernes frustration at stige, hvilket kan øge Iraks sekteriske og etniske spændinger og give destabiliserende kræfter i Irak nyt momentum.
Risikoen for en voldseskalation som i 2006 er imidlertid lav. For det første har de irakiske sikkerhedsstyrker udviklet sig markant siden 2006 og sidder i dag tungt på store dele af Irak. Iraks militante grupper, herunder al-Qaida i Irak, er langt fra fordums styrke. Det er usandsynligt, at det overvejende sunnitiske vagtværn, I dag er det usandsynligt at det lokale vagtværn, ”Sons of Iraq” – hvoraf 80 % er tidligere sunnitiske oprørskæmpere – samler sig i væbnet opposition til Bagdad. Med amerikansk støtte brød tusindvis af sunnitiske oprørskæmperne med al-Qaida i Irak i vinteren 2006-2007 og etablerede vagtværnet “Sons of Iraq”. Bevægelsen voksede sig til over 100.000 mand og blev en afgørende faktor bag stabiliseringen af Irak. I dag er ”Sons of Iraq” imidlertid internt splittet samt væsentligt reduceret i styrke og folkelig støtte.
Derudover blev legitimiteten af det netop afholdte parlamentsvalg ikke, som i 2005, undermineret af en sunnitisk boykot. Endeligt følger USA udviklingen nøje og kan vælge at justere omfanget og tempoet af dets tilbagetrækning, hvis sikkerhedsforholdene (og amerikansk indenrigspolitik) fordrer det. Officielt planlægger USA at reducere niveauet fra 98.000 til 50.000 inden den 1. september. Men i Washington svirrer rygterne i dag om, at general Odierno har anbefalet præsident Obama at justere tidslinjen.

National forsoning er langt fra en realitet
Parlamentsvalget kan blive et vigtigt skridt fremad for Irak. Men det vil næppe – uanset resultatet af regeringsdannelsen – blive den skelsættende begivenhed, som nogle iagttagere og politikere gør det til. National forsoning i Irak er fortsat mere et politisk slogan end en realitet. Iraks shiitisk-sunnitiske og arabisk-kurdiske spændinger er stadig høje. Det nye parlament overtager en tung lovgivningsproces og en endnu tungere lovgivningsdagsorden. Iraks kommende ledere vil arve en lang liste af politiske prioritetssager, der får en dansk efterlønsreform til at ligne en simpel procedureafstemning. Betændte politiske opgør om fordelingen af Iraks olieindtægter, graden af kurdisk autonomi og grænsedragningen omkring de kurdiske territorier i nord vil sandsynligvis stadig lamme parlamentet. Korruption vil fortsat være udbredt i parlamentet og centraladministrationen. Iranske bestikkelsesmidler vil stadig fylde shiitiske lommer, mens saudiske midler stadig fylder sunnitiske. Alle disse problemer vil udspille sig inden for konteksten af dysfunktionelle og splittede civile institutioner, en stadig skrøbelig politisk kultur samt fortsatte interne sikkerhedstrusler og en amerikansk tilbagetrækning.
Et stabilt og demokratisk Irak vil øge regional og international stabilitet, samhandel og integration. Modsat indebærer et ustabilt og udemokratisk Irak flere urovækkende risici. En stærkt centraliseret irakisk stat kan let udvikle sig til et civilt autokrati, der bringer en ny Saddam Hussein til magten. Et dysfunktionelt demokrati,
svækket af splittede institutioner og høje interne trusler, kunne udløse et militærkup. Derudover kunne kurdiske oprører i Nordirak – i fraværet af en troværdig modvægt i Bagdad – igangsætte en løsrivelseskonflikt, der destabiliserer regionen. Endeligt vil et fejlslagent Irak kunne ende som en mellemøstlig parallel til Afghanistans ”Great Game”. Irak ville være en olierig kampplads mellem stedfortrædere fra lande, der kæmper om at styrke deres egen indflydelse og inddæmme rivalens – en kamp med det shiitiske Iran og det wahabi-sunnitiske Saudi Arabien i front. Midt i kaosset kunne militante islamister, med en regional eller international agenda, finde et nyt ”safe haven”.
Konsolideringen af Iraks stabilitet og demokratiske fremskridt har stor strategisk betydning for Vesten. Målet kan anes i horisonten. Parlamentsvalget kan være et skridt i den rigtige retning, men vejen dertil rummer stadig store udfordringer.

Christian Bayer Tygesen er specialestuderende ved Institut for Statskundskab, Københavns Universitet. Han skriver speciale om forholdet mellem Iraks civil-militære relationer og landets politiske udvikling. Han kan kontaktes på baytyg@gmail.com.

RÆSON