INTERVIEW om Pinds “Frihedsministerium”

INTERVIEW om Pinds “Frihedsministerium”

14.04.2010


Søren Pind er adskillige gange efter sin udnævnelse som ny udviklingsminister blevet omtalt som Lars Løkkes ”joker” efter ministerrokaden [d.23.februar 2010, red.]. Han har fra embedsstart lagt op til en klar politisering i et ministerium, der ofte betegnes som et ”B” ministerium. RÆSON talt med Carl Johan Dalgaard (CJD), ph.d. i økonomi ved København Universitet, og Poul Nielson (PN) tidligere udviklingsminister for Socialdemokraterne [1994-1999, red.] om, hvorvidt Søren Pinds nye såkaldte ”Frihedsministerium” er en bæredygtig vej for dansk udviklingspolitik.

Interview af Mads Godballe

Søren Pind har lagt op til en ny strategi for dansk udviklingspolitik. Hvordan vil I overordnet vurdere strategien?
CJD: Efter min mening har strategiplanen den samme svaghed som dens forgængere: den er for vidtløftig. Man vil fremme både: vækst, frihed, lighed, demokrati og menneskerettigheder, samt man vil sikre et sundt miljø i den tredje verden. De målsætninger ikke er realistisk opnåelige for den danske ulandsbistand; endsige for den globale hjælp.
    Så hvad er det, man ønsker at opnå med den danske bistand? Hvad er de konkrete succeskriterier for hjælpearbejdet? Det er fint med overordnede visioner, men hvis man vil sikre sig mod fejltagelser, så kræver det målsætninger, der er opnåelige med de ressourcer, man bringer til bordet; målsætninger, man kan evaluere på. På det forelagte grundlag er det svært at se, at noget sådan er muligt.
    PN: Nyt og nyt. Det er tydeligt, at Søren Pind ikke kender eller vil kendes ved Paris- og Accra- erklæringerne [Paris-erklæringerne er en international aftale fra 2005, der har som mål at sikre ejerskab og nationalstyring i udviklingsarbejdet. Accra Agenda for Action er en opfølgning på Paris-erklæringerne fra 2008, red] -–og måske heller ikke har lyst til at identificere sig med det, der ligger i selve professionen og faget. God bistand er kedelig bistand, nemlig langsigtet og partnerskabsbaseret. Og Søren Pind vil frem for alt i verden undgå at være kedelig.
    Der er mange elementer, der er polemiske i den forstand, at der gives et forsimplet billede af, hvad der gennem årene faktisk har været Danmarks politik. Det er fx ikke nyt at stille krav til såvel de multilaterale organisationer som til vore bilaterale partnere.

Søren Pind har bebudet mere erhvervsrettet ulandsbistand, hvilken effekt vil det have?
    CJD: Ja, et konkret pejlemærke i strategien er støtte til privatsektorudvikling. Men hvordan? Her forekommer svaret at være, at man vil tilskynde til samarbejder mellem danske virksomheder og entreprenører i udviklingslandene.
    Men hvorfor er der ikke allerede masser af private investeringer i fx Afrika? Det er fordi, det private afkast ved investering er for beskedent. Og det skyldes bl.a. et ringe uddannelsesniveau og en utilstrækkelig infrastruktur.
    I stedet for konkret at prøve at formidle private investeringer, som markedet bør kunne tage sig af, vil det igennem min optik være mere fordelagtigt at sikre tilvejebringelsen af andre typer af investeringsgoder; . Det skal være investeringsgoder, der har det karakteristikum, at det samfundsmæssige afkast overstiger det private afkast.
    Her har staten som udgangspunkt en meningsfyldt rolle at spille. Hvis man overlader tilvejebringelsen af den slags investering til
markedet, får man for lidt af det. Det drejer sig i særlig grad om infrastruktur – både den fysiske og den virtuelle – og om uddannelse. Ved tilvejebringelse af den slags investeringer styrkes også det private incitament til at investere, og derigennem skabes potentielt en gunstig spiral af vækst og investering.
    Fokusering på tilvejebringelse af førnævnte goder er også lettere at evaluere på: Blev vejen konstrueret? Er der trafik på den? Jeg ved godt, dette ikke er så sexet rent politisk, men det er af større praktisk værdi, vil jeg mene.
    PN: Med faldet fra 1% til 0,8% i bistanden [udviklingsbistanden udgør i dag 0,8 % af BNP, red.] er det selvindlysende, at der ikke er plads til ”både-og”-forklaringen. Erhvervsudvikling er naturligvis nødvendig, og bekæmpelse af fattigdom sker ikke udelukkende gennem landbruget og sundheds- og uddannelsessektorerne.
    Men årelange, velbegrundede investeringer i samarbejder med fokus på fattigsdomsbekæmpelse vil nu komme under yderligere pres, fordi der skal satses på noget, der bedre passer til ministerens ideologiske profilering. Det er nu denne profilering, der er målestokken for den resultatmæssige effekt.

Søren Pind har bebudet en mere risikobetonet udviklingshjælp, hvilken resultatmæssig effekt vil det have?
    CJD: Som jeg forstår udmeldingen, ligger det ”risikobetonede” i, at man i højere grad er villig til at hjælpe lande, hvor arbejdsforholdene for hjælpearbejdet er vanskelige. Det kunne fx være i lande, hvor regeringsførelsen efterlader meget tilbage at ønske. Ofte er det i disse lande, at behovet for hjælp er størst. Så på den led synes jeg, det er en meget sympatisk vision. Det signalerer, at man sætter befolkningens tarv over hensynet til at sende politiske signaler om, at vi skal sige, ”at Danmark ikke samarbejder med korrupte regimer”.
    Samtidigt er udfordringen jo netop større i disse lande, hvorfor der er desto større behov for klart definerede målsætninger for hjælpearbejdet. Ellers er der en betydelig risiko for, at man efterfølgende ikke vil kunne godtgøre at have været til nævneværdig nytte.
    PN: Her har pressen overfortolket Søren Pinds helt selvfølgelige og fornuftige påpegning af, at vi må acceptere større risikovillighed i forbindelse med arbejdet i ”failed states” [mislykkede stater, red.] og med overgangsbistand efter konflikter. Man kan gå tilbage og se det aktstykke om bistand til Somalia, jeg havde i finansudvalget i slutningen af 1990’erne. Alternativt kan man læse den meddelelse fra EU-Kommissionen om overgangsbistand, jeg fik vedtaget i Rådet og Parlamentet [i EU-regi, red.], hvilket sjovt nok betyder, at også Danmarks politik på dette punkt allerede var defineret længe før, Søren Pind blev minister. Der er altså ikke noget nyt i hans udmelding – den er fornuftig og helt selvfølgelig.
    Det skal tilføjes, at den humanitære bistand naturligvis er i en kategori for sig selv – holdt væk fra politik, baseret på upartiskhed og neutralitet og langt væk fra nogen form for sammenkædning med militære indsatser.

Der lagt op til, at ulandshjælpen i fremtiden skal gives til færre lande. Hvordan vurderer I denne ændring?
    CJD: Det er en god ide, hvis man fokuserer på de lande, hvor nøden er størst. Og hvis man fra dansk side kan være med til at sikre en større international arbejdsdeling på bistandsområdet, er det endnu bedre, siden der er en del forskning, der tyder på, at dette samlet vil være med til at styrke kvaliteten i hjælpearbejdet.
    PN: Det er simpelthen en frontforkortning [en reduktion af bistanden, red.] – et resultat af nedgangen fra 1% til 0,8% [bistanden udgør 0,8% af BNP i dag, red.]. Det er deprimerende med en politik, der gør Danmark mindre, og som reducerer vores berøringsflade med samarbejdspartnere.
15-20 lande er et passende antal og er nødvendigt også for at give Danmark en passende vægt i den politiske diskussion om principperne i udviklingspolitikken globalt.
    Som en væsentlig donor bør vi ikke trække os helt ud af Latinamerika og Asien. Når der samtidig på forhånd skal sættes mange penge af til de lande, Danmark engagerer sig i militært, bliver det tydeligt, at en væsentlig drejning væk fra det hidtidige sigte med hele udviklingspolitikken bliver resultatet.

Koblingen mellem marked, demokrati og vækst er en af Søren Pinds pointer omkring hans ”Frihedsministerium”, hvordan vurderer I denne tilgang?
CJD: Jeg forstår godt det politisk ønskværdige i at koble økonomisk vækst og demokrati. Men man skal gøre sig klart, at der ikke er nogen simpel sammenhæng mellem de to. I al fald har det indtil videre være umuligt forskningsmæssigt at påvise, at demokrati bibringer højere økonomisk vækst.
    Meget tyder på, at politisk frihed og demokratiske institutioner snarere opstår i kølvandet på den økonomiske vækst. Pointen er, at en satsning på ”demokrati” i lande uden de store traditioner på området, kan have omkostninger i forhold til den økonomiske vækst.
    En del af forklaringen på, at det forskningsmæssigt har vist sig uhyre vanskeligt at påvise en gunstig effekt af ulandsbistanden på den historiske økonomiske vækst, kan meget vel være, at hjælpen spredes på for mange indbyrdes modstridende initiativer. Den ”pris” skal man være på det rene med og være villig til at betale.
    PN: Søren Pind bør ikke gå rundt og være ked af ikke at være blevet udenrigsminister. Han skal hellere være glad for at få lov til at beskæftige sig med det grundlæggende arbejde med at skabe social udvikling. Heldigvis er langt de fleste borgerlige politikere, der fik denne portefølje, blevet menneskeligt og professionelt optaget af dette arbejdes alvor og betydning for udviklingen i verden.

Afslutningsvis: Vil Søren Pind lykkes med sit ”Frihedsministerium”?
    CJD: Man ønsker vel altid folk det bedste; så det håber jeg da. Men uden klart definerede målsætninger for den danske udviklingshjælp, vil det nok være svært efterfølgende at vurdere om, missionen er lykkedes, eller om den ikke er.
    PN: Han havde tydeligvis brug for en joke for at lette overgangen ind til ansvaret for et politikområde, som traditionelt har en lav status i de borgerlige partier. Men der er også et menneske inde i Søren Pind, og det er muligt, at han, når han forlader denne ministerpost, vil sige ”I am a reformed man”.

Carl Johan Dalgaard er cand.polit og ph.d. i økonomi ved København Universitet. Han er itilknyttet Økonomisk Iinstitut ved København Universitet, hvor han især beskæftiger sig med makroøkonomi, udvikling og vækst.

Poul Nielson er cand.scient.pol og tidligere socialdemokratisk minister for udviklingsbistand (1994-1999) samt medlem af EU-Kommissionen (1999-2004), hvor han var Kommissær for udvikling og humanitær bistand. Han har siden 2005 været tilknyttet Aalborg Universitet som adjungeret professor ved Institut for Historie, Internationale Studier og Samfundsforhold. Tillige kan det tilføjes at han er medlem af UNSGAB (FN-generalsekretærens rådgivende udvalg vedrørende vand og sanitet).