INTERVIEW: Obamas spildte år i Mellemøsten
03.03.2010
Der var høje forventninger til Obama, også i Mellemøsten. Men ét år efter har præsidenten taget sine manglende resultater til efterretning og reduceret sine ambitioner: ”Obama-administrationen er klar over, at deres første år ikke gik godt,” ,et siger Syrien-eksperten Andrew Tabler, som RÆSON interviewer i anledning af USA’s netop indledte charmeoffensiv over for slyngelstaten, som nu skal charmeres væk fra sine venner i Teheran.
INTERVIEW af Jakob Jessen
Der er noget ved den her scene, der minder mig om Romeo og Julie:
Syrien og USA har egentligt åbenlyse interesserer i at udvikle et mere hjerteligt forhold til hinanden. Amerikanerne er trætte af Syriens rolle som våben-transitland og mellemmand i aksen: Hamas-Hezbollah-Syrien-Iran. Syrerne – på den anden side – lider under den amerikanske handelsembargo og generel international ensomhed.
Alligevel er Washington og Damaskus så langt fra hinanden som nogensinde. Eller det var de. Lige indtil amerikanerne i februar begyndte at gøre sig til for syrerne. Er det begyndelsen til en historie om den store, stærke supermagt, der møder den isolerede, arabiske slyngelstat?
Ja, det er en udstrakt hånd
Striden mellem Syrien og USA er ikke noget de to velpolerede præsidenter – Bashar Al-Assad og Barack Obama – har fundet på. Det er – så at sige – en nedarvet konflikt. Amerikanernes gode øje til israelerne og syrernes nære forhold til Hezbollah i Libanon, Hamas i de palæstinensiske områder og den iranske regering i Teheran har meget længe stået i vejen for etableringen af et holdbart langdistanceforhold mellem Washington og Damaskus. Og som et diplom over de sårede følelser kan Syrien prale med at have den højeste anciennitet på det amerikanske udenrigsministeriums officielle hadeliste: listen over State Sponsors of Terrorism.
Alligevel har de seneste år været ualmindelige hårde for forholdet: Siden mordet på den tidligere libanesiske premierminister, Rafik Haririr, i 2005 – et mord Syrien menes at være indblandet i – trak amerikanerne alle følehorn til sig. Det gjaldt også den amerikanske ambassadør, der blev kaldt hjem i februar 2005.
”Under Bush-administrationen gjorde syrerne en masse uventede ting og udviklede en politik, der gjorde forsoning med Washington sværere end nogensinde. Èn ting er, at de forstærkede forbindelsen til Hezbollah. En anden er, at de tillod jihad-krigere at krydse grænsen fra Syrien ind til Irak,” forklarer Andrew Tabler over telefonen fra forskningsinstitutionen Washington Institute for Near East Policy. Andrew er tidligere chefredaktør for Syrian Daily, et engelsksproget månedsmagasin med base i Damaskus.
Men i starten af i år meddelte USA, at man agter at sende en ambassadør tilbage til Damaskus. Nu venter de bare på, at præsident Bashar Al-Assad godkender Robert Ford, der tidligere har været amerikansk ambassadør i Algeriet. I tilgift sendte amerikanerne midt i februar viceudenrigsminister William Burns i forvejen for at gøde jorden. Udenrigsminister Hillary Clinton kaldte sidste onsdag udnævnelsen af Ford for en ”svag åbning”, mens hendes knap så ordknappe talsmand understregede, at amerikanerne er “opsat på at fremme vores forhold, og vi er forpligtet til at arbejde med Syrien [...] i forfølgelsen af fredsprocessen i Mellemøsten”.
Tabler vurderer, at Obama-administrationen søger direkte adgang til Al-Assads styre:
“Obama-administrationens argument er, at den direkte kommunikation med Assad-regimets er at foretrække frem for indirekte kommunikation med den syriske ambassade her i Washington.”
Ahmedinejad er jaloux
Washingtons tilnærmelser til Damaskus er ikke bare Valentines-smiger fra en opmærksomhedskrævende supermagt, men et velovervejet forsøg på at smigre Syrien ud af favnen på Ahmedinejad:
”USA’s vej til en håndtering af Irans politik over for Irak, Irans atomprogram og meget andet
kunne meget vel gå igennem Damaskus”, som en amerikansk korrespondent skrev i sidste uge.
USA’s charmeoffensiv fik en jaloux Ahmedinejad til at flyve til Damaskus i torsdags for at mødes med præsident Al-Assad.
”Ahmedinejahd kigger over, fordi han føler sig utryg i sit forhold til Syrien”, forklarer Andrew Tabler og fortsætter: ”Og så overkompenserer Assad ved at sige alle de der ting, som på en måde får det amerikanske engagement i Syrien til at se meget tåbeligt ud. Hvilket ikke ligefrem tjener Assads interesser. Det er meget mærkeligt!” Al-Assad gav efter over for Ahmedinejad – hvis oliepenge holder den haltende syriske økonomi i live – og erklærede ifølge AP, at ”vi håber ikke udefrakommende vil give os lektioner, når det kommer til vores egen region og historie” og fortsatte: ”Jeg undrer mig over, hvordan de kan tale om stabilitet i Mellemøsten og alle de andre attraktive principper, mens de samtidig taler for adskillelsen af to mellemøstlige lande.”
Tablers vurderer, at ”udnævnelsen af Robert Ford og viceudenrigsminister Burns’ besøg midt i februar er en del af Obama-administrationens forsøg på at kommunikere direkte til Damaskus, at de vil have dem til at lægge afstand til Iran. Det første svar, vi har fået fra Assad, er ikke ligefremt lovende”.
Ifølge Tabler er Obama, set i det store perspektiv, slet ikke så interesseret i Al-Assad. Obama har i stedet øjnene rettet mod syrernes arabiske brødre i på Vestbredden og i Gaza.
”Obama-administrationen ser det israelsk-palæstinensiske problem som kernesagen. At bringe Syrien på banen og indgå i en dialog med Damaskus hjælper med at holde Syrien fra at ødelægge fredsprocessen”.
Så den amerikanske opblødning er bare et spørgsmål om at holde Syrien ude af den israelsk-palæstinensiske konflikt?
”Ja! Det er for at få dem til at slappe af. Men jeg ved ikke, om det vil virke. Vi snakker om en proces her, der sandsynligvis vil tage lang tid. Det ser ikke ligefrem ud til at gå hurtigt!”
Obama har fejlet i Mellemøsten
Og nej. Den israelsk-palæstinenske fredsproces skrider ikke frem i høj hastighed. Forventningerne til Obama var ellers høje, da han overtog embedet for godt et år siden. Også i Mellemøsten. Men siden magtovertagelsen har Mellemøsten ikke set meget til præsidenten. En tale i Cairo i sommer og udsendelsen af den omrejsende fredsdiplomat George Mitchell, der har forsøgt at presse en aggressiv agenda (som han efter sigende ikke selv står inde for) igennem, er alt, hvad det er blevet til. Ingen af delene ser ud til at have haft den store effekt.
Spørgsmålet er nu, om udnævnelsen af en ambassadør i Damaskus er det første tegn på en ny diplomatisk og politisk offensiv i Mellemøsten fra Obama-administrationen:
”Jeg tror, at administrationen er klar over, at det første år ikke gik godt. Ideen om at man kan få alle til at komme med aktive bidrag til at slutte fred med det samme – at du fx kan få Israel til at forpligte sig til at fryse bosættelser med det samme og samtidig få saudierne til at åbne op fx ved tillade israelske flyvninger over Saudi-Arabien – er ikke et let sted at starte. Og administrationen indser, at den her strategi har været en fejl”, fortæller Andrew Tabler og konkluderer:
”Nu forsøger de sig med sonderingsforhandlinger. Men jeg tror, de fleste er ret pessimistiske, hvad angår fredsprocessen.”
Imens hygger Al-Assad sig i Damaskus sammen med Hezbollahs leder, Hasan Nasrallah og Mahmoud Ahmedinejad. Ahmedinejad, der i forbindelse med sit besøg hos Al-Assad i torsdags leverede følgende budskab til amerikanerne: ”Vores svar til dem er: I skal dø af jeres vrede.”
Jakob Jessen studerer Dansk ved Københavns Universitet og læser i øjeblikket tilvalgsstudier ved American University, Washington, D.C. Han har tidligere bidraget til RÆSON med interviewartikler og kommentarer og har desuden en fortid som praktikant ved netavisen Altingets Christiansborg-redaktion.
![RÆSON10: December 2011 [125 kr.]](http://raeson.dk/wp-content/uploads/2011/12/r10cover-79x150.jpg)
