IMMIGRATION Europas højrepartier holder hånden over Berlusconi

02.02.2010

Berlusconi indgik i august en venskabspagt med Libyens al-Gaddafi. Aftalen betyder, at flygtninge på vej mod Italien, hvor mange ville have ret til asyl, aldrig får chancen og stoppes af de libyske myndigheder. Nogle sendes ud i ørkenen på en dødsmarch, hvor de tørster ihjel.
Hvordan kan EU – der påberåber sig rollen som civil supermagt – stiltiende acceptere Italiens krænkelser af basale menneskerettigheder? Svaret er, at også EU er blevet ændret af de nye europæiske højrefløjspartier.

Af Ida Krogh Mikkelsen

I midten af januar offentliggjorde det italienske blad L’Espresso en chokerende videooptagelse af 11 døde formodede illegale immigranter der var tørstet ihjel i Libyens ørken. Billeder af forvredne ansigter og stivnede lig i bedestilling med hænderne rakt mod himlen. Ifølge L’Espresso – der er kritisk overfor regeringen – var dødsfaldene en direkte konsekvens af Italiens kontroversielle venskabspagt med Libyen. Mens Berlusconi pr. automatik afviser kritik, spørger regeringens kritikere sig selv, hvad der bliver af EU og de idealer, det europæiske fællesskab skulle beskytte og udbrede?

Dette er endnu en historie om den italienske premierminister Silvio Berlusconis omgang med vestlige principper for god regeringsførelse. En mand valgt af folket med et CV, der tilsyneladende tæller anklager om korruption, forbindelser til mafiaen, selvfavoriserende immunitetslovgivning, politiske angreb på den dømmende magt, indskrænkning af pressefriheden og nå ja, udenomsægteskabelige forhold til harem af prostituerede og helt unge piger. I den nordlige del af Europa læses de farverige reportager fra den det politiske cirkus i Italien med spredt interesse, og de fleste ryster på hovedet, når Berlusconi bryder med enhver forestilling, vi måtte have om statsmænd i et vestligt demokrati. Der trækkes måske mest af alt på skuldrene eller smilebåndet, og man undrer sig over de italienske vælgere, der har holdt ham ved magten on/off siden 1994. Uagtet, at vi via vores medlemskab af EU er med at holde hånden over Berlusconis regeringsførelse.
Taler man med unge italienere, der er kritiske overfor Berlusconi, er mange ikke bare skuffede over deres landsmænd, men også over det EU, der ikke har foretaget sig det store over årene for at bremse Berlusconi. Hvordan kan EU leve med den venskabspagt, som Berlusconi i august indgik med Libyens statsleder Muammar al-Gaddafi, der bl.a. betyder, at flygtninge afvises allerede før de når Italien og kan søge asyl?
Videooptagelserne fra Libyen nåede den italienske offentlighed efter ti måneders verificeringsproces 14. januar 2010. Billederne viser den yderste konsekvens for de afrikanske illegale immigranter, der forsøger at krydse Libyen for at nå Europa. Eller for dem, der endnu før de kan bede om asyl, afvises af italiensk politi allerede i farvandet mellem Libyen og Italien. Alle mennesker, der uanset herkomst returneres til Libyen, før de når at gøre brug af deres menneskeret: At bede om asyl. Sagen er rent faktisk, at mange flygtninge fra f.eks. Somalia, Sudan og Eritrea ellers er berettiget til asyl i EU: Nu når de aldrig Europa, før de bliver stoppet af Italiens libyske handskedukke. Hvor der i sommerhalvåret 2008 ankom 14.000 bådflygtninge til Italien er tilsvarende tal for 2009 kun 1.300. Og takket være Libyen er Italien nu ”fri for” de 40 % af bådflygtningene, der i 2008 havde ret til asyl i Italien.
Denne arbejdsdeling udgør kernen i den italiensk-libyske venskabspagt, der var resultatet af sommerens historiske møde mellem Italien og landets koloni Libyen (der fra 1911-43 var under italiensk styre), hvor Berlusconi som den første repræsentant for en europæisk kolonimagt gav en undskyldning for fortiden til Gaddafi. Og den ene tjeneste er som bekendt den anden værd. Venskabspagten, der endeligt blev underskrevet den 30. august 2009, udmærker sig ved at udnytte den koloniale fortid som figenblad for andre hensigter. Libyen vil modtage fem mia. dollars over 20 år til opbygning af infrastruktur delvist
finansieret af italienske energifirmaer ved en ny særskat. Alt imens afhjælper Libyen Italiens olie- og gasmangel og gør altså desuden det ”beskidte arbejde” med at skaffe illegale indvandrere på vej mod Italien af vejen.
Italien har indgået pagten tilsyneladende uden at skæve til Libyens behandling af illegale indvandrere, asylansøgere og flygtninge. Libyens menneskerettighedskrænkelser er senest dokumenteret i en rapport fra Human Rights Watch fra september 2009, der omtaler overgreb, torturlignende forhold, frihedsberøvelser og anden umenneskelig behandling af immigranter i libysk varetægt. Rapporten omtaler også den libyske praksis med at deportere de illegale immigranter ved at sætte dem af i grænseområder og lade dem gå hjem. Det var netop denne praksis, der tilsyneladende sendte de 11 døde kvinder og mænd på L’Espressos videooptagelse direkte i døden. Da de deporterede ofte hverken har mad, vand eller udstyr til den strabadserende tur gennem den golde ørken betegnes ruten af kritikere som en regulær dødsmarch. Dødstallene er uklare, men L’Espresso dokumenterede tilbage i 2005 106 døde på ruten i en periode af fire måneder som følge af libysk deportation.
Ingen kender disse 11 døde menneskers historie, og ingen ved om Italien var deres mål. Pointen er, at det kunne det sagtens have været. Og dermed har Italien brudt både international, europæisk og italiensk lov, der foreskriver pligt til at give beskyttelse til mennesker, som risikerer alvorlige menneskerettighedsovergreb.
De mange kritisable forhold for immigranter i Libyen får bl.a. Human Rights Watch til at opfordre EU til at tage affære overfor Italiens retur-politik, der sender potentielle asylansøgere i armene på Libyens umenneskelige behandling. En appel, der endnu ikke synes hørt.

Højrepartiernes indflydelse på EU
Den libyske affære er endnu en oplagt sag i det uskrevne anklageskrift mod Berlusconi. Det fremføres ofte i debatter, at hvis Italien på ny skulle optages i EU, ville de ikke opfylde de mest basale krav om magtens tredeling, pressefrihed og nu også systematiske brud på bl.a. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
Men udover at bede om en redegørelse fra Italiens regering i efteråret har EU-kommissionen ikke taget stilling og ikke udtalt en formel kritik. Alligevel har Berlusconi pustet sig op: han har truet med at forhindre arbejdet i Ministerrådet og krævet afskedigelser i Kommissionen. Kommissionen har offentligt understreget, at ethvert menneske har ret til at ansøge om asyl og international beskyttelse i EU, men derudover udtaler talsmanden for Kommissionens formand med fløjlshandskerne på, at striden mellem Italien og EU ”beror på en misforståelse”.
Den italiensk-libyske forbindelse blotlægger berøringsangsten i EU’s øverste ledelse. Kombinationen af EU’s historiske arv og den særlige hybrid mellem over- og mellemstatslige kasketter har ellers foranlediget et fokus på universelle værdier og principper i EU’s som samlet aktør i det internationale system. Men idealismen slår sprækker, når den bliver undergravet af medlemslandenes bilaterale underhåndsaftaler. For hvad nytter det at stræbe imod EU som verdens stærkeste værdipolitiske magt, når italienerne åbent overtræder basale menneskeretlige principper i EU’s navn?
Hvorfor holder EU tilbage? Man kan nævne Europas olie- og gastørst, Frankrigs lyssky forhold til sine tidligere afrikanske kolonier og Libyens egnethed som allieret i det arabiske Nordafrika. Det er dog nærliggende at betragte EU’s passivitet som affødt af et ændret politisk landskab, hvor det politiske højres direkte som indirekte magt internt i medlemslandene har stækket EU’s værdipolitiske magt.
Forsvaret af de fælles europæiske værdier må således vige af frygt for kravet om europæisk solidaritet med Italiens store indvandringspres fra vandvejen. En solidaritet, der let kunne koste stemmer i de enkelte lande, hvis asylansøgere pludselig skulle fragtes videre nordpå. EU’s justitskommissær, Jacques Barrot, fremlagde i september en strategi for en fælles ”solidarisk” EU-flygtningepolitik. Han viger dog elegant udenom den konkrete solidaritet internt i EU og beskæftiger sig med et samlet EU’s hjælp til ulandene mod syd.
Højrepartierne har i flere lande haft stor succes med at italesætte EU’s proaktive kamp for de fælles værdier som unødig indblanding i nationale forhold, alt imens de nationale værdidebatter går højt. I 2000 kritiserede Dansk Folkeparti fx højlydt EU’s boykot af den østrigske regering pga. samarbejdet med højrenationalisten Jörg Haider. Her var demokrati, frihed og suverænitet nøgleord i kritikken vendt mod det formynderiske og elitistiske EU. Andre EU-lande reagerede på lignende vis, og siden har man ikke set lignende slagkraftige udmeldinger fra EU-kommissionen. Kan den nye EU-præsident som en samlende figur tale medlemslandene til rette i de værdipolitiske spørgsmål? Der et tvivlsomt, sådan som embedet pt. ligger i støbeskeen med valget af den svagt profilerede van Rompuys.
Imens har Italien allieret sig med højrefløjen i Europa-Parlamentet. Parlamentet har før jul stemt om en resolution, der kritiserer Berlusconi for at presse italienske medier til tavshed (med civile søgsmål og magtmisbrug overfor de nationale tv-stationer). Den internationale organisation, Journalister Uden Grænser, placerede i oktober 2009 Italien som nummer 49 på det globale pressefrihedsindex. Afstemningen, omhandlende det centrale spørgsmål om ytringsfriheden i et af Europas største medlemslande, endte uafgjort i Parlamentet og resolutionen blev derfor ikke vedtaget.
De tre danske medlemmer af Europaparlamentet fra Dansk Folkeparti og De Konservative valgte at stemme imod og bærer således deres del af
ansvaret. Bendt Bendtsen forsvarer sit nej i et debatindlæg under overskriften ”Lad dem skændes i fred”, og Morten Messerschmidt mener ikke, at det er EU’s hovedpine. Påfaldende udmeldinger i en tid, hvor selv samme demokratiske værdier ellers holdes højt hævet i den danske debat.
Italiens åbenlyst udemokratiske tilbøjeligheder på diverse arenaer har altså ikke fremkaldt nogen reaktion fra det europæiske fællesskab. Passiviteten begraver fuldstændig ideen om europæerne som ’EU-borgerne’. De Berlusconi-trætte italienere kan ikke regne med noget overstatsligt værdifællesskab, der forsvarer menneskerettighederne i sine medlemslande. Med mindre at vi EU-borgere da skulle finde på at se udover underholdningsværdien i Berlusconi-historierne.
Måske kunne vi ligefrem nægte at lægge navn til Italiens lovbrud og udemokratiske listemetoder og rejse krav fra neden om en fastere hånd overfor vores alliancepartnere i EU. Om danske EU-borgere er klar til at boykotte Barolo og pizzaer skal være usagt. Men en – muligvis utopisk – mellemfolkelig solidaritet ved foden af EU’s søjler synes snart at være den eneste vej tilbage imod de europæiske værdier.

Ida Krogh Mikkelsen (1984) er kandidatstuderende i statskundskab, desuden studier i film- og medievidenskab. Tidligere ansat hos Socialdemokraterne på Christiansborg, i DR Nyheder og som praktikant på den danske ambassade i Vietnam. Ida har siden sin tid som udvekslingsstudent i Norditalien 2000/01 interesseret sig for fænomenet Silvio Berlusconi og italienske forhold.

RÆSON