Hvad med videnskaben? Universitetsverdenen efter Helge Sander

31.03.2010

Det er regeringens klare mål, at Danmark skal være et videnssamfund, der i fremtiden skal konkurrere på innovation og viden. Men hvordan går det egentlig med ambitionerne om, at Danmark skal have ”universiteter i verdensklasse”? Ikke godt, mener Sune Auken, lektor i dansk litteratur ved Københavns Universitet. RÆSON har talt med Sune Auken om universiteterne og Danmark som videnssamfund. Han har længe har været en markant stemme i universitetsdebatten, og er aktuel med sin debatbog ”Hjernedød – Til forsvar for det borgerlige universitet”.

Af Lars Theil Münster

Med rokaden i februar fik regeringen en ny videnskabsminister. Charlotte Sahl-Madsen har overtaget rollen efter den i universitetsverdenen upopulære Helge Sander. Han stod bag en betydelig omstrukturering af universiteternes administration og med mantraet om, at der skulle være kortere fra ”forskning til faktura” og en dertilhørende flirten med erhvervslivet, var han uskældt blandt mange i universitetsmiljøet. Men hvor står Danmark i dag på forskningsområdet?
Ifølge Sune Auken, lektor i dansk litteratur ved Københavns Universitet, befinder vi os i et sammenbrud.
”Vi befinder os midt i sammenbruddet”, skriver du i din bog om universitetsverdenen og fortsætter: ”Forskningen har brug for forandring nu, ikke om ti år; de studerende har brug for forandringen, og samfundet har brug for forandringen.” Hvad er det der skal forandres?
”Grundlæggende kan man sige, at vi har brug et antal strukturelle forandringer, og en eller anden form for ideologisk forandring af billedet af, hvad et universitet er, hvad det kan, og hvad det skal.
For at begynde med det sidste: Universitetets opgave er at sikre samfundet adgang til den bedst mulige viden på alle vigtige områder. Vi har brug for en række strukturelle forandringer, der sikrer, at den funktion træder tydeligere frem.
I forhold til den førte politik er det centralt at påpege, at der er andre legitime vidensinteresser end erhvervslivets, som har fået lov til at dominere diskussionen af universitetet på en måde, som samfundet ikke har godt af.”

Men er der ikke et ræsonnement i, at man i dag med de udfordringer, vi som samfund stå over for, opprioriterer en forskning, der gavner erhvervslivet, og på kortere sigt potentielt tilvejebringer løsninger på aktuelle problemer?
”For det første er det ikke sikkert, at dem, der laver politikken har overblik over, hvad det er for en viden, vi har reelt har brug for. Det næste er, at viden, der er irrelevant på et tidspunkt, kan vise sig at blive sindssygt relevant på et senere.
Studier af serbokroatisk kultur anno 1980 var måske ikke umiddelbart relevant, men går vi frem til 90’erne, og borgerkrigen i det tidligere Jugoslavien, er det pludselig temmelig brændende!
Hver gang vi siger, at vi ved, hvilken viden der er vigtig, kan vi være fuldstændige sikre på, at historien kommer til at underløbe os, og yderligere er det fra et rent forskningsmæssigt synspunkt meget få af de centrale videnskabelige opdagelser, som har været umiddelbart anvendelige. Mange vigtige vidensstrukturer har vi først på meget lang afstand haft en chance for at bringe i anvendelse.”

Universitetet – et kommunistisk landbrugskollektiv Sune Auken skriver i sin bog blandt andet, at universitetsreformen fra 2003 betød en større omvæltning af universiteterne end studenteroprøret i 1968. Før 2003 var universiteterne kendetegnet ved en bureaukratisk flad ledelsesstruktur, hvor ledelsen blev valgt af de universitetsansatte.
Med universitetsreformen er lederne ikke længere valgte, men i stedet ansat ovenfra. Den administrative omlægning har ifølge Sune Auken betydet, at man har fået en meget stærkt hierarkisk organisation, hvor magten er samlet i toppen:
”Man har indrettet de danske universiteter, som om de var industrivirksomheder fra 20’erne eller kommunistiske landbrugskollektiver for den sags skyld. Man tror, man fra toppen kan give en ordre om, hvad der specifikt skal gøres, som er meningsfuld, når den når bunden.
Enhver, der har erfaring med forskning, ved eller burde vide, at man ikke engang ved, hvad der foregå i kontoret ved siden af. Det betyder, at kun den forskning, som kan gøres umiddelbart tilgængeligt, eller hvis betydning kan forklares for lægmand, er den, der nyder fremme, og det er det, der sker hver gang en beslutning om, hvad der skal forskes i, flyttes fra forskeren til forskningsadministratoren”
Med reformen i 2003 fik politikerne større indflydelse på universiteterne. Har man ikke derved fået en større demokratisk kontrol med universiteterne?
”For det første har det altid været et politisk kontrolleret område. Universiteterne er ikke under mere demokratisk kontrol nu end dengang. Hvad der sker på universitetsområdet vil alle dage være et resultat at et politisk valg.
Et bevis herfor, er hvordan universitetet så ud for 75 år siden. Dengang havde man et universitet i København. I dag har vi universiteter i Aalborg og Odense, og det er fuldstændigt tydeligt, at der har været politiske beslutninger til stede hele tiden. Spørgsmålet er, hvad politikerne vælger at gøre, hvordan de træffer den fornuftigste løsning. Derfor er vi nødt til at vide, hvad universiteternes samfundsmæssige funktion er for meningsfuldt at kunne overveje, hvilken måde der er den bedste at indrette et universitet på.
Det universitet, man har opbygget nu, er uegnet til at varetage dets egentlige samfundsmæssige funktion, fordi alt for mange – også konkrete forskningsmæssige beslutninger – ligger alt for langt væk fra dem, der skal implementere dem.”
Men kalder tiden ikke på en skarpere politisk kontrol og prioritering af midlerne til universiteterne, så samfundet i højere grad er sikker på at få noget igen?

”Så siger du dermed også, at viden og beslutningerne ligger bedst hos dem i toppen, og hvis viden ikke passer ind i deres programmer eller er decideret ubekvem, så bør vi ikke få for meget af den.
Men vi befinder os i et demokrati, og i et demokrati er viden lige så demokratisk som alt andet. Sandheden er ikke forbeholdt magthaverne. Jeg kalder derfor også undertitlen på min bog ’Til forsvar for det borgerlige universitet’, for det er i den grad en borgerlig pointe.”
Hvad mener du mere præcist med betegnelsen ”borgerligt universitet?
”Helt banalt, at alt det man i 70’erne og 80’erne forsvarede imod marxisterne, er man nu ved at smide ud. Dvs. den åndsfrihed og mangfoldighed og grundlæggende loyalitet mod samfundet, som universitetet var udtryk for, og som i 70’erne af marxisterne blev udskreget som værende reaktionært borgerligt. Alt det er man ved at smide væk.
Jeg synes, man svigter arven fra opgøret med marxismen. Når det er sagt, så er det borgerlige universitet kendetegnet ved at arbejde på samfundets præmisser og til dets vel ud fra opfattelsen om, at der ikke er et modsætningsforhold mellem samfund og borger.”

En indledende pointe i bogen er, at du gerne vil have, at universitetsdebatten bliver til en offentlig debat – hvorfor er den ikke det?
”Det gælder for universitetet, som for flere andre samfundsinstitutioner, at man kan i en vis forstand ikke måle, hvor vigtige de er. Den funktion, som universitetet varetager for samfundet, er umistelig. Og det har radikale konsekvenser for samfundet, hvorvidt det har adgang til nøgtern viden om de forhold, som politikerne udtaler sig om.
Vi har brug for nogen, som har det som deres primære interesse at sige, hvad der er sandt. Og da forskere hverken bedre eller værre mennesker end andre, har vi brug for en incitamentsstruktur, hvor det at tale sandt er det, der giver status, og er det, som folk stræber efter.
Det er i faldende grad tilfældet i dag. Vi bliver i stedet tilskyndet til at orientere os efter, hvor pengene er. Og når du ser, hvad der sker, når institutioner kommer i økonomiske vanskeligheder – det har vi set hos Naturvidenskab inden for det sidste halvandet år – så bliver de bombet tilbage stort set med et pennestrøg.
Tre uger efter klimatopmødet rydder man Biologisk Institut og Institut for Geografi og Geologi. To af de institutter med helt oplagt viden om miljøspørgsmål. Midt i finanskrisen fyrer vi økonomer.
Det er samfundsmæssige vidensinteresser, som er så indlysende, at de er i aviserne hver dag. Hvad bliver det næste, at vi fyrer integrationskonsulenter? Det man skal lægge mærke til er, at de folk, der ryger hver gang, er de fastansatte forskere og undervisere. Det betyder, at dem, som ikke ryger, er dem, der er gode til at hente eksterne midler, og dem, der er gode til at tilpasse sig de finansieringsstrukturer, som er opstået på universitet.”

Den døve minister
Hvordan vurderer du Sanders ministerperiode?
”Han var oplagt at benytte satirisk! Han fik ofte sagt noget der var guddommeligt absurd, han var simpelthen en gave.
Men derudover kan man sige, at Sander var karakteriseret ved en principiel døvhed af ubeskriveligt vidt omfang.
Efter at samtlige evalueringer stort set kom ud negativt; efter underskriftindsamlinger og arbejdspladsvurderinger har vist modsætninger mellem ansatte og ledere, efter hans eget Forskningspolitiske Råd har konstateret i deres årsrapport, at der er en afgrundsdyb kløft mellem det forskningsledende og forskningsudførende lag, siger han stadigvæk; at der er jo ikke er nogen, der er utilfredse med den førte politik, kun nogle enkelte højtråbende som undertegnede.
Oplevelsen af, hvor trægt systemet er til at opfange informationer og reagere på kritik, kan godt få mig til at tro, at ministeren var underinformeret, men på den anden side var hans optræden, når han blev konfronteret med kritikere direkte underlødig. Han angreb ofte personer, der kritiserede ham, og han havde en forbløffende evne til aldrig at svare. Selv når ledelsen på universiteterne, når til et punkt, hvor de indrømmer, at de skærer ned, benægtede Sander. ’De omprioriterer’. Så er man meget, meget døv. Det er tæt på ansvarsforflygtigelse, og hvad juristerne kalder ”dum tro”, når man holder sig uvidende om ting, man indlysende burde orientere sig om.”
Hvilke forventninger har du til Charlotte Sahl-Madsen?
”Det er svært at sige, men der er ingen tvivl, om at der sket et stilskift. Det er der i sig selv grund til at være glad for. Det er fint af hende, at hun lægger op til dialog. Der er ingen tvivl om, at jeg finder personen Chalotte Sahl-Madsen en klar forbedring.
Om det fører til en forbedring af den førte politik er for tidligt at sige noget om, men jeg kan godt være bange for, at dansk forskningspolitik køres af ministeriet. Og at ministeriet vil prøve at pakke hende omhyggeligt væk. I forhold til intentionen bag en førte politik går der en meget direkte linje fra engang i midten af 90’erne under Nyrup. Situationen kan sagtens blive værre, bunden er ikke nået.

Systemets snarlige kollaps
Det var under Nyrup-regeringen, at de nuværende New Public Management-principper, der i et vidt omfang styrer universitetsadministrationen i dag, blev introduceret i en dansk kontekst. De spiller ifølge Auken en central rolle i forhold til Socialdemokraternes passivitet på det forskningspolitiske felt i dag.
”Socialdemokraternes bud på at løse problemerne er: ’Helge Sander minus ti-tolv procent’. Der er ingen reel vilje til at formulere et alternativ, og Kirsten Brosbøl [Socialdemokraternes forskningsordfører, red.] sidder lige så meget med fingrene i ørerne, som Sander gjorde.”
Formuleringen ”Universiteter i verdensklasse” er blevet den officielle målsætning – er det muligt at få danske universiteter i verdensklasse?
”Anvendelsen af begrebet ”verdensklasse” er i ordets præcise betydning bullshit!
De danske universiteter har ingen muligheder for at konkurrere med Ivy Leauge universiteter i USA. Der er ingen, der ønsker at afsætte de samfundsmæssige ressourcer, der skulle til.
Vi kan bruge hele statsbudgettet og stadig have problemer med at konkurrere. Det er noget pjat, simpelthen! Det er tomme ord. Der bliver signaleret en handlekraft og fremskridt, som ikke er realistisk. Men for det første kan vi se øjnene, at vi faktisk har et antal miljøer på de danske universiteter, som er på et meget højt internationalt niveau.
Den anden ting er, at tingene kunne fungere meget bedre, end de gør i dag. Det ikke noget stort mysterium at finde frem til, hvad der skal til – nogle færre afrapporteringer, færre ansøgningsprocedurer. Vi kan få meget mere ud af vores ressourcer. Men det er en politisk opgave at sikre det.
Når du mener, at så omfattende ændringer i universitetsverdenen har fundet sted, hvorfor har reaktionen fra universitetsverdenen så ikke været stærkere, end det har været tilfældet?
Jeg tror, vi står på et historisk interessant punkt. Det er nu så omfattende dokumenteret, at alle er utilfredse på en måde, som det slet var tilfældet for to år siden.
Selv den yderste nørd i det yderste hjørne af datalogi er nu tæskehamrende sur, og hvis der en ting, der er karakteristisk for det akademiske miljø, er det, at vi husker som elefanter. Det her bliver aldrig nogensinde glemt! Og jeg får entydige tilbagemeldinger fra miljø efter miljø, der er rasende over situationen, så jeg er ved at være på det punkt, hvor jeg siger:
Det her system står ikke 10 år til! Når først folks frustrationer får magten over deres entusiasme, så begynder de at nøjes med at arbejde 37 timer om ugen, og så kan systemet ikke længere køre videre som nu. Den anden side er, at vi får større og større huller i vores grundviden. Vi mangler egentligt bare at stå i en situation, der svarer til, at vi havde nedlagt arabisk i 70’erne.”

Sune Auken dr.phil. og lektor i dansk litteratur på Københavns Universitet. Har blandt andet skrevet bøgerne: “Eftermæle” og “Sagas Spejl” og er hyppigt anvendt som kommentator i universitetspolitiske spørgsmål.

RÆSON