Generalsekretæren Imponerende start, store problemer forude

10.02.2010

Fogh har fået en imponerende start: generalsekretæren har fået positiv medieomtale, respekt fra NATO’s stats- og regeringschefer – og han har sat skub i nogle vigtige sagsområder. Men alt har ikke været fryd og gammen. Der er måske endnu ”ikke noget at komme efter”, for at bruge et af Foghs egne citater fra tiden i Statsministeriet, men der er adskillige potentielle fælder forude.

Af Daniel Korski

DE fleste kommentatorer er enige om, at Fogh er kommet godt fra start bl.a. ved brug af sit medietække. Han har allerede fået mere positiv presseomtalte end forgængeren, hollandske Jaap de Hoop Scfeffer. Ved ivrig brug af Internettet, blogs, NATO-TV og sågar Facebook har Fogh bragt koldkrigsorganisationen ud til den enkelte borger – uden om det filter, der normalt hindrer kontakt med internationale topfolk.
I samme ånd er processen med at udvikle NATO’s næste strategiske koncept, alliancens drejebog, mere åben end nogensinde før i NATO-regi – hvilket måske kan kompensere for, at de folk, Fogh har sat til opgaven, bedst kan beskrives som gammeltænkende koryfæer.
Fordi NATO kun eksisterer så længe borgerne forstår alliancens formålsparagraffer, er en effektiv mediestrategi vigtig. Men et positivt renommé kan i længden kun opretholdes på baggrund af en succesfuld politik. Her er det mere speget.

Ruslandspolitikken: en vindersag
Ruslandspolitikken har nok været Foghs hidtil største succes. Han har lagt sig tæt op ad Barack Obamas ”Ost-politik”, for at bruge Willy Brandts vending, og har arbejdet for, at ikke kun USA men hele NATO kan genetablere et partnerskab med Rusland. Forslaget om at udarbejde en fælles trusselsvurdering passede særdeles godt sammen med USA’s nye missilskjoldsstrategi.
Hverken Obama eller Fogh har endnu fået noget tilbage fra de russiske ledere for deres indsats, men et hurtigt quid pro quo ville nok også have været naivt at vente.
Til gengæld er det uklart, hvor længe NATO kan holde til at stå med en udstrakt hånd. Fogh – (måske) modsat Obama – vil på et tidspunkt være nødt til at udarbejde yderligere tiltag, der kan berolige de østeuropæiske allierede. Der har fx været tale om at arbejde med forsvarsplaner i det (stadig lidet sandsynlige) tilfælde, at NATO-medlemmer bliver angrebet af Rusland.
Fogh er også begyndt godt, når det gælder NATO’s partnerskaber med andre aktører – fx mellemøstlige lande – og organisationens forhold til EU. Tidlige besøg i Tyrkiet – både før og efter sin udnævnelse – og en tur til Grækenland havde til formål at belyse problemer med NATO-EU-samarbejdet, der fortsat bliver bremset af Ankara og Athen. Et møde i Abu Dhabi sammen med NATO-ambassadørerne har ligeledes imponeret analytikere. Men på begge områder er det svært at forestille sig hurtige resultater.
Før Cypern-konflikten bliver løst ser det ikke ud til, at NATO og EU vil være i stand til at arbejde tættere sammen, og NATO’s forhold til mellemøsten vil fortsat blive bremset af Frankrig, der ser EU som den rette samarbejdskanal.
De mellemøstlige lande, bortset fra Marokko, virker heller ikke så interesserede i et samarbejde med NATO, som er i et direkte forhold til USA. Foghs tale i den arabiske golf sidste år blev kritiseret af alle parter, der mente, at den manglede forståelse for den israelsk-palæstinensiske konflikt. Modsat hans forgænger, der var påpasselig i forhold til ikke at udtale sig om Mellemøstkonflikten, men kun om en eventuel rolle for NATO, efter en fredsaftale er indgået, gik Fogh direkte ind i substansen. Som var han stadigvæk statsminister, manede han i talen palæstinenserne til at nedkæmpe terrorisme, lagde pres på israelerne for at gøre palæstinensernes vilkår bedre samt opfordrede den israelske regering til at trække sig tilbage fra nogle af de besatte områder. Han omtalte også Jerusalem samt flygtningespørgsmålet. Intet i talen var nyskabende, men som en udtalelse fra NATO’s generalsekretær, der ikke på forhånd var godkendt af NATO’s medlemslande, faldt talen ikke i god jord.

Uheldige udtalelser om Afghanistan
Hvis Ruslandsstrategien har været Foghs vindersag, har Afghanistan-porteføljen været den
mest problematiske. Fogh var hurtig til at omtale det korrupte valg af Karzai som en succes, selv om han måske kun refererede til den måde, hvorpå lokale sikkerhedsstyrker håndterede trusler fra Taleban-oprørerne. Alligevel var det ikke en god udtalelse at have løbende hen over CNN’s nyhedssticker [det ’bånd’ med aktuelle overskrifter, CNN har i bunden af skærmen, red.] da det gik op for både diplomater og lægfolk, hvor slemt det egentlig stod til.
Siden denne uheldige udtalelse er Fogh dog kommet godt igen. Han har givet Obama international rygstøtte til præsidentens langsommelige overvejelser om styrkeforøgelser, hvilket nok har givet ham point i Det Hvide Hus. I optakten til offentliggørelsen af Obamas Afghanistan-strategi lykkedes det Fogh at få de andre NATO-lande til at love at sende op til 7.000 flere soldater til Afghanistan.

Manglende NATO-strategi og interne spændinger
Alligevel er det svært at få øje på en decideret NATO-strategi. Her risikerer Fogh at gentage sin forgængers brøler – nemlig at blive en upopulær europæisk sælger af en amerikansk strategi.
I stedet for at udarbejde en decideret NATO-strategi er alliancen blevet til en amerikansk ledet ’koalition af villige’, der arbejder med NATO’s varemærke, men ikke som en reel NATO-mission. Som en britisk diplomat udtrykker det: ”Det er vist ikke gået op for General Stan McChrystal, [ISAF’s øverstkommanderende red.] at han arbejder for NATO. ”Der er flere eksempler på denne tendens. Fx da der ved Afghanistan-konferencen i London i januar skulle udnævnes en ny NATO-civilrepræsentant i Kabul, der skal være ISAF-chefens civile pendant, siges det, at Fogh ikke ønskede at udnævne Mark Sedwell, den britiske ambassadør i Kabul, til posten, men blev presset til det af USA og Storbritannien.
Med en manglende NATO-strategi i forhold til Afghanistan, løber Fogh den risiko, at mange lande i alliancen ikke vil føle sig som en del af Afghanistan-indsatsen, netop som store dele af Europas befolkning vender sig imod krigen.
En bedre tilgang ville være at udarbejde en større rolle for NATO, når det gælder udviklingen af de afghanske sikkerhedsstyrker – og at gøre denne opgave til alliancens alfa og omega – mens USA’s militær så fokuserer på kamphandlingerne. Fogh har allerede fokuseret mere på de afghanske sikkerhedsstyrker end hans forgænger, men det er stadigvæk ikke et projekt, alle NATO-landene føler sig en del af.
En måde at ændre dette på ville være at støtte opbyggelsen af et regiment af afghanske ingeniørtropper, der kan være med til at genopbygge landsbyer efter kamphandlinger, hvor civile organisationer ikke kan komme til.
Hvis et sådant tiltag blev koblet sammen med en indsats for at videreudvikle ingeniørfakultetet i Kabul, kunne projektet være med til at skabe en ny generation af afghanske ingeniører. Taget den civile karakter af denne opgave i betragtning, er det en opgave mange europæiske lande ville kunne tilslutte sig.
Endvidere burde Fogh, der er en dreven strateg, allerede nu begynde et forberedende arbejde med en Plan B for NATO’s Afghanistan-indsats. Holland har bebudet en tilbagetrækning af deres styrker, den nye tyske forsvarsminister snakker offentligt om en 2015-deadline for den tyske indsats, og præsident Obama skal til at vurdere sin nye strategi allerede i december 2010. Det vil derfor være klogt, hvis Fogh begyndte at arbejde med en strategi med forskellige fremtidige scenarier for NATO-indsatsen.
Hertil kommer spørgsmålet om Foghs interne roller – som chef for NATO-staben, rådsleder og ambassadørpartner. Hvordan man vurderer hans indsats, afhænger af fra hvilken position man betragter den. Med sin minutiøst planlagte dag har Fogh skabt en mere disciplineret organisation. Men det er også en organisation, hvor størstedelen af staben er udelukket fra beslutningsprocesser – til fordel for det noget mere snævre (og dansk-dominerede) ”front office” – og hvor ambassadører, der har været vant til fyrstestatus, nu skal vente op til otte uger på at få et møde med generalsekretæren, selv om de repræsenterer USA. Et system, hvor generalsekretæren ser sig selv som ligemand med regeringslederne, ikke længere sideordnet med gemene ambassadører.
Denne tilgang til jobbet vil måske gøre det muligt at højne diskussionsniveauet i alliancen, således at NATO kan blande sig i en lang række højt profilerede sikkerhedspolitiske sager – som fx Irans atomprogram, Kinas militære optrapning eller international terrorisme. Spørgsmål, som berører alliancen, ikke har et decideret NATO-mærkat, men måske burde diskuteres i NATO-regi.
Men Foghs stil skaber også fjender, heriblandt NATO-ambassadørerne. Ved ministermødet i Bratislava smed han NATO-ambassadørerne ud fra middagen, der var forbeholdt forsvarsministre. I stedet for at sidde i et lytterum ”strejkede” NATO-ambassadørerne, og gik alle hjem til deres hotel. Disse topdiplomater vil være hurtige til at falde Fogh i ryggen i det øjeblik, noget går galt. Specielt den amerikanske NATO-ambassadør siges at have et særdeles dårligt forhold til Fogh. Og Fogh vil i givet fald ikke have mange kreditiver at trække på – eller en udenrigsminister, der kan løbe efter ham og samle skårene op.
Fogh har været en succes: På en lang række områder har den tidligere statsminister klaret sig betydeligt bedre end mange af sine forgængere. Men i 2010 venter mærkbart større udfordringer – både på en række storpolitiske emner og på de indre linjer.

Daniel Korski er senioranalytiker i tænketanken European Council on Foreign Relations, hvor han dækker sikkerhedspolitiske spørgsmål.

RÆSON