GÆLDSKRISE Vent med afskaffelse af efterlønnen – investér i uddannelse!

10.02.2010

Regeringen skal inden længe fremlægge et konvergensprogram, der sammenholder dansk økonomi med EU’s konvergenskrav. Ifølge flere beregninger skal Danmark finde omkring 20 mia. kroner over de kommende år for at kunne dække den offentlige gæld og leve op til EU-kravene. Afskaf efterlønnen siger blandt andet tænketanken CEPOS – en politisk umulighed de kommende år, svarer økonomerne Per Kongshøj Madsen og Christen Sørensen. De mener, at investeringer i uddannelsesområdet vil være givet bedre ud.

Interview med Per Kongshøj Madsen og Christen Sørensen af Emma Knudsen, daglig redaktør RÆSON

Med en stor offentlig gæld er besparelser påkrævet for at dække underskuddet samt ruste sig til det kommende boom af pensionister over de næste 10-15 år. Blandt andre beskriver professor og tidligere vismand Jan Rose Skaksen fra Copenhagen Business School 6. februar i Berlingske Tidende, hvordan den voksende offentlige gæld over de næste ti år vil blive ”et kæmpe problem for Danmark”, hvis ikke man hurtigt finder midler til at ændre den økonomiske situation. Flere eksperter kalder på arbejdsmarkedsreformer, skatter og nedskæringer. Professorerne Per Kongshøj Madsen fra Institut for Økonomi, Politik og Forvaltning ved Aalborg Universitet og Christen Sørensen fra Samfundsvidenskabeligt Fakultet ved Syddansk Universitet, betragter dog bekymringerne om den offentlige gæld som noget overdrevne.
Først og fremmest er det ifølge Per Kongshøj Madsen naturligt, at vi med den eksisterende krise, ser en markant stigning i det offentlige forbrug:
”Man må ikke glemme, at dansk økonomi er præget af de meget stærke økonomiske stabilisatorer, som nødvendigvis øger udsvingene i økonomien. Eksempelvis øges forbruget på dagpenge naturligvis i perioder med lavkonjunktur. Det er udtryk for en positiv udvikling, da stabilisatorerne fungerer som økonomiske stødpuder. Hvis man går ud og laver offentlige besparelser nu, gør man kun ondt værre!”
Christen Sørensen finder desuden, at den eksisterende situation i høj grad er selvforskyldt, idet man ikke strammede finanspolitikken, da man havde muligheden for det:
”Da man havde muligheden for at stramme finanspolitikken, og dermed mindske det offentlige underskud, i 2006-2007, undlod man det jo. Den daværende finansminister [Thor Pedersen, red.] skålede for de 70 mia. Det var tåbeligt, for man ved jo, at de automatiske stabilisatorer er meget store i Danmark, så de offentlige budgetter bevæger sig temmelig meget.”
Ét er dog et stort midlertidigt underskud på de offentlige finanser, noget andet er et mere langvarigt underskud, hvilket begge økonomer finder nødvendigt at nedbringe til et rimeligt niveau:
”Det strukturelle underskud, der eksisterer uafhængigt af periodiske konjunkturudsving, er selvfølgelig væsentligt at bibeholde på et begrænset niveau. Man må dog være opmærksom på, at problematikken hurtigt overdramatiseres, da det er svært at identificere det faktiske niveau for de offentlige finanser,” mener Per Kongshøj Madsen.

Efteruddannelse frem for efterløn
Begge økonomer finder beskæftigelsespolitikken helt central i forhold til nedbringelse af det offentlige underskud. Der skal flere på arbejdsmarkedet, og arbejdsstyrken skal generelt øges. Det primære middel bør dog ikke være en afskaffelse af efterlønnen, ifølge Per Kongshøj Madsen og Christen Sørensen.
I stedet pointerer de, i overensstemmelse med Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, vigtigheden af en stærk uddannelsessektor. For, som Per Kongshøj Madsen fremhæver det, hænger uddannelsespolitikken tæt sammen med beskæftigelsespolitikken:
”Det er nødvendigt at øge beskæftigelsen, og uddannelse et centralt redskab i den forbindelse. Det handler om at øge det generelle uddannelsesniveau, og her er det oplagt at benytte den eksisterende krise til at få folk i efteruddannelse, så de står stærkere ift. de kvalifikationer, der kræves på arbejdsmarkedet i dag. Jo højere uddannelse, jo længere bliver vi også på arbejdsmarkedet. Uddannelsespolitik hænger dermed tæt sammen med arbejdsstyrkespolitik.”
Christen Sørensen identificerer ligeledes uddannelsessektoren som central, han pointerer desuden de besparelsesmuligheder, der vil være i at afskaffe regionerne. Kommunalreformen har langt fra givet de stordriftsfordele, regeringen hævdede, i stedet har den resulteret omfattende administration:
“For det første vil man kunne spare mange millioner i administrative omkostninger ved at få regionerne nedlagt. Det er et ansvarsforflygtigelsesetablissement mellem ministeren og regionerne, hvilket vi nærmest ser eksempler på hver dag. Spar dem dog væk. Lav i stedet en ordentlig enhed under staten, og kontrollér den. Kvaliteten på statsligt niveau bør forbedres.
For det andet, bør man have kommunerne til at fungere langt mere effektivt. Der er alt for mange administrative led, hvor ingen vil tage ansvar, hvilket får administrationens omfang til at stige. Dér har regeringen et stort ansvar, da de jo påstod, at der med kommunalreformen var tale om stordriftsfordele.”
Også i uddannelsessektoren er der for megen administration i dag, ifølge Christen Sørensen:
“For det tredje, bør man få folkeskolen og universitetsverdenen til at fungerer ordentligt. Der er alt for meget administration i universitetsverdenen med privatisering af bestyrelser og direktion samt de mange ansættelser. Al den ekstra administration er fejlagtig.”
Regeringens Arbejdsmarkedskommission har klart anbefalet en afskaffelse af efterlønnen for at få øget arbejdsstyrken og for hurtigt at få flere på arbejdsmarkedet. Den særstatus, som efterlønsordningen har fået i den offentlige økonomiske debat, er dog forfejlet, ifølge Per Kongshøj Madsen:
“Ja, man vil umiddelbart se et hurtigere økonomisk resultat ved at afskaffe efterlønnen end ved investeringer i uddannelse. Man må dog ikke overvurdere udbyttet af at afskaffe efterlønnen. For det store gennemsnit af de, der går på efterløn, er det et spørgsmål om at være nedslidt. Desuden er der et fornuftigt socialt element i denne ordning.
Problemet er selvfølgelig, at ordningen ikke længere kun omfatter den primære målgruppe, men at der også er folk, der kunne være blevet længere på arbejdsmarkedet. Det er dog fejlagtigt, når det bliver fremstillet, som om at de, der er på efterløn, går direkte på golfbanen. Sådan er det ikke. For flertallets vedkommende fungerer ordningen for dem, der faktisk har det skidt og ikke længere er i stand til at arbejde. Dermed ville der ikke være vundet så meget ved en afskaffelse af ordningen.”
Christen Sørensen mener, at efterlønnen er et oplagt sted at stramme ind, dog bør det ikke foregå lige foreløbigt:
“Man bør stramme ind i forhold til efterlønsordningen, men først når beskæftigelsen igen stiger – ellers vil det være politisk umuligt at komme igennem med. Desuden bør man forkorte dagpengeperioden. Personer over 50 år bør måske ikke rammes af det, fordi de har disponeret over nogle andre forudsætninger, men der er ingen der er tjent med, at nogen går ledige i fire år; folk selv bliver ødelagte af det. Det er vigtigt, at man samtidig med at nedsætte dagpengeperioden også kommer med tilbud om opkvalificering, så der bliver en balance mellem pisk og gulerødder.”

Krisen giver plads til uddannelse
Og netop denne opkvalificering er vigtig at tage fat på, sådan som arbejdsmarkedet ser ud i dag, ifølge Per Kongshøj Madsen:
“Med den nuværende konjunktur har du et arbejdsmarked, der ikke er presset, og dermed har du rum til at sætte flere i uddannelse. Det handler om at uddanne restgruppen. Man sikrer dermed på den korte bane, at folk ikke spilder deres tid, og for det andet sikrer man på den lange bane, at man får en større arbejdsstyrke.”
Også i konkurrenceøjemed finder han, at satsningen på uddannelsesområdet central:
“Generelt bør uddannelsesområdet vægtes højt af regeringen over de kommende år, det er her, vi vil have mulighed for at konkurrere internationalt. Det gælder både universitetsuddannelser, men også en forbedring af folkeskoler o. lign.”
Desuden finder Christen Sørensen ikke, at uddannelsesområdet nødvendigvis vil medføre yderligere offentlige omkostninger, det handler om prioriteringer og med regeringens politik de seneste år, er der nok af fejlinvesteringer, der kan skæres væk; eksempelvis de nationale test:
“En satsning på uddannelsesområdet vil ikke nødvendigvis være forbundet med yderligere investeringer og udgifter. I stedet kan man med fordel omprioritere de nuværende udgifter på området, eksempelvis ved at afskaffe de test, man har indført i folkeskolen. Det er grotesk, hvad der er brugt på penge og tid på det! Desuden er det hovedløst, at disse test er placeret i slutningen af skoleåret. Lærerne burde efter et år kunne vurdere deres elever uden disse test i slutningen af året, og når man ikke en gang kan give testresultater videre til fremtidige lærere ved eventuelt lærerskift, så giver de ikke ret megen mening,” mener Christen Sørensen. Han påpeger desuden, at det er fint med kortvarige uenigheder mellem regeringen og Danmarks Lærerforening, men at det er vigtigt rent faktisk at indgå en egentlig aftale frem for at føre en uendelig krig:
“Det er afgørende ikke at føre krig med lærerne, men at indgå aftaler med dem. Især er en 30-års krig ubrugelig og skaber unødig forvirring om, hvordan skolen rent faktisk skal og bør være indrettet.”

Per Kongshøj Madsen er professor i økonomi ved Institut for Økonomi, Politik og Forvaltning, Aalborg Univervist, og tilknyttet Center for Arbejdsmarkedsforskning (CARMA).

Christen Sørensen er professor i økonomi ved Samfundsvidenskabeligt Fakultet, Syddansk Universitet, og tidligere økonomisk vismand.

RÆSON