Gældskrisen i EU:  Kunsten at sluge det uspiselige

Gældskrisen i EU: Kunsten at sluge det uspiselige

03.12.2010


EU-landene skal i det kommende år forhandle nye spilleregler for medlemslandenes økonomiske styring. Finanskrise og gældskrise har afsløret, at der blev taget alt for let på traktatens bestemmelser om økonomisk disciplin i de enkelte medlemslande. Der forestår et stort arbejde med økonomisk genopretning og etablering af fornyet tillid til EU-landenes økonomi.

Af Anne E. Jensen, MEP (V)

Den svære fødsel af den nye fælles Finanstilsynsstruktur var det første af en række EU-tiltag, der skal forhindre fremtidige, økonomiske kriser. Det næste store projekt bliver de nye økonomiske spilleregler, der skal styrke Vækst- og Stabilitetspagten.
     Her er man imidlertid inde og pille ved nogle områder, hvor medlemsstaterne traditionelt har været utilbøjelige til at afgive for meget magt til EU. Tyskland og Frankrig var da også hurtige til at påpege nationale særinteresser. Man ville blandt andet undgå, at medlemsstaterne kunne idømmes hårde straffe, uden en forudgående diskussion i Rådet. Modsat har Den Europæiske Centralbanks chef advaret mod, at statsledernes løsning, vil gøre de forgældede landes lån dyrere, og dermed forværre problemerne. I Danmark har debatten hidtil gået mest på, om regelændringerne skal medføre en folkeafstemning.

Feberredninger og den fremtidige medicin
Hele efterspillet ovenpå gældskrisen i de sydlige Euro-lande plus Irland er brolagt med vanskelige dilemmaer. Det er klart at krisen er opstået på grund af en uansvarlig økonomisk politik, ja i Grækenlands tilfælde på baggrund af svindel og humbug. Så der skal ryddes op! Både for at genskabe tilliden til Euroen og for at sikre at landene i fremtiden fører en ansvarlig politik. Men den internationale krise gør det ikke let for de forgældede lande at komme ud af vanskelighederne.
     I foråret var EU’s statschefer til næsten ugentlige møder, hvor de måtte lave krisestyring og feberredninger for at undgå et sammenbrud af Euroen. Resultatet blev at EU-landene lavede garantier for lån til de mest forgældede lande i størrelsesordenen 750 mia. Euro – et svimlende beløb. Men nødvendigt set i forhold til problemerne ikke blot i lande som Grækenland og Irland, men også Spanien, Italien og Portugal. Samtidig blev der nedsat en arbejdsgruppe under Det Europæiske Råds formand Rompuy, som har arbejdet med nye reformer.
     I oktober præsenterede Kommissionen så den lovpakke, der dels skal styrke den økonomiske styring i EU og i euroområdet, dels skal sikre, at der føres en holdbar økonomisk politik i medlemslandene. Pakken består af 6 lovgivnings-initiativer. Parlamentet er medlovgiver på de fire og skal høres på de sidste to. Så på papiret har Parlamentet stor indflydelse. Det bliver så interessant at se om Parlamentet vil sikre at Kommissionens opstramninger bliver en realitet, eller om man vil læne sig mere op ad statschefernes version. Stemningen i Parlamentet har hidtil været, at bakke op om principperne i Kommissionens udspil.

De seks lovforslag er kort fortalt som følger:


1) Strammere regler for landenes finanspolitik, så der ikke kommer store underskud og statsgæld. Kommissionen kan rette en advarsel til medlemsstaterne i euroområdet i tilfælde af en væsentlig afvigelse fra en forsigtig finanspolitik.

2) Opstramning af reglerne så de medlemsstater, der har en gæld på over 60 % af BNP, skal tage skridt til at nedbringe gælden hurtigt

3) En ændring af budgetovervågningen i euroområdet, så landene faktisk straffes, hvis de ikke fører en forsigtig finanspolitik. F.eks. vil der skulle deponeres et beløb på 0,2 % af BNP, hvis et land har et uforholdsmæssigt stort underskud. Denne deponering konverteres til en bod, hvis landet ikke retter op på underskuddet.

4) Nye krav til medlemsstaternes budgetramme. Målene i stabilitets- og vækstpagten skal afspejles i de nationale budgetrammer. Direktivet fastlægger en række minimumskrav, som medlemsstaterne skal overholde.

5) En ny forordning, der giver Kommissionen mulighed for at foretage tilbundsgående undersøgelser af de medlemsstater, hvor der er risiko for at økonomien kører skævt. Det kan føre til at medlemsstaten skal forelægge en korrigerende handlingsplan. Hvis en medlemsstat i euroområdet gentagne gange ikke retter ind og følger planerne for en genopretning af økonomien, risikerer den sanktioner

6) Nye regler der skal sikre, at man undgår uforholdsmæssigt store makroøkonomiske ubalancer (eksempelvis handelsunderskud) i euroområdet. En medlemsstat i euroområdet, som gentagne gange ikke reagerer på Rådets henstillinger om at rette op på store ubalancer, kan blive pålagt en årlig bod svarende til 0,1 % af dens BNP.

Punkterne 1), 3), 5) og 6) er ændring af lovgivning, hvor Rådet og Europa-Parlamentet lovgiver på lige fod. 2) og 4) skal Parlamentet give en udtalelse.

Frankrig og Tyskland udvander
Tyskland og Frankrig fik tidligt i forløbet udvandet visse krav til økonomisk disciplin, til gengæld for et tysk krav om en permanent løsning af gældskrisen. Det skal ske ved at redningsmekanismen, der blev oprettet i 2010 og udløber i 2013 gøres permanent.
     Denne nye aftale mellem statscheferne i EU betyder imidlertid, at der skal laves en ændring af Lissabon-traktaten.
     Frankrig og flere sydeuropæiske lande var stærkt utilfredse med især punkt 2), fordi de har en meget høj gæld allerede. Det er klart at oven i de store krav til den økonomiske politik, vil det være en næsten uoverstigelig byrde også at skulle nedbringe gæld og betale strafbøder.
     Tyskland har ganske givet ret i sit krav om en permanent mekanisme, der tager højde for at et EU-land kan gå helt eller delvis fallit. De stærkt forgældede lande har betalt for lånegarantierne med en markant opstramning af den økonomiske politik – offentlige besparelser, skatteforhøjelser og en række upopulære reformer af bl.a. arbejdsmarked og pensionssystemer. Det går nu fremad med genopretningen af økonomien i de fleste lande, men spørgsmålet er, om genopretningen går tilstrækkeligt hurtigt til at den politiske vilje til opstramninger kan fastholdes.
     Især i de sydeuropæiske lande og Frankrig har der været mange protestdemonstrationer og optøjer. Men ingen regering er endnu faldet på krisepakkerne.

Løsningen af gældskrisen
Problemet er imidlertid, at når man skal nedbringe budgetunderskud og statsgæld risikerer man at sætte økonomien i bakgear – øge arbejdsløsheden og de sociale udgifter, så økonomien kommer ud i en negativ spiral. Det er vigtigt at finde det rigtige mix i den økonomiske politik, der hindrer sådan en negativ udvikling.
     For et land som Spanien, der har 20 pct. ledighed og en ungdomsledighed på over 40 pct. er det en meget tung opgave at vikle sig ud af et budgetunderskud på godt 10 pct. af BNP. Landet er ikke voldsomt gældsat, men med så store årlige underskud går udviklingen hurtigt den forkerte vej. Dertil kommer at Spanien som mange andre lande har en aldrende befolkning som betyder, at der bliver færre til at forsørge flere og dermed et øget pres på de offentlige finanser. Så af hensyn til det unge Spanien er en økonomisk hestekur en nødvendighed.
     Lande som Spanien og Grækenland kan ikke sikre sig eksport-ledet vækst ved at devaluere – det er udelukket i den fælles mønt. Man er nødt til at konfrontere den manglende konkurrenceevne og en for dyr offentlig sektor meget direkte, og det er politisk svært.
     Det er tankevækkende, at de baltiske lande ikke har valgt devaluere, selvom det var en reel mulighed for dem. Det gjorde de blandt andet fordi mange private personer havde lån i udenlandsk valuta. Men også fordi erfaringerne fra bl.a. 1980’erne og 90’ernes Danmark og Sverige viser, at i længden er en stabil valuta kombineret med vilje til reformer den bedste vej til økonomisk stabilitet og orden i økonomien for et lille land.
     Hvad er så det rigtige økonomiske mix nu? Ja det kommer til at bestå i en stram finanspolitik i de fleste EU-lande, kombineret med en lempelig pengepolitik. Med andre ord vil vi se en lav rente en del år endnu. Og så er det vigtigt med en bedre balance indbyrdes mellem EU-landene i den økonomiske udvikling. De sydeuropæiske lande skal stramme op og gennemføre reformer af arbejdsmarked og pensionssystemer, men Tyskland bør til gengæld nu påtage sig rollen som lokomotiv for væksten i Europa. Der er råd til at Tyskland fremmer det private forbrug. Og hvis tyskerne drejer det i retning af ferier i det græske ø-hav og på Costa del Sol vil det kunne hjælpe de gældsatte lande.
     Der er således tale om meget tunge problemer og desværre ingen lette løsninger. Den letteste løsning indenfor rammerne af Euroen vil være en fastholdelse af den meget lempelige pengepolitik. Det er formodentligt betingelsen for at sikre opbakning til økonomiske reformer.

Ændring af traktaten
Det er vigtigt, at der gøres et ærligt forsøg på at rette op på tilliden til Euroen gennem en stramning af reglerne. Kommissionen vil finde opbakning i Europa-Parlamentet til sit forslag om opstramninger. Og Parlamentets store rolle i lovgivningen er værd at minde om. Tiden er forbi, hvor Tyskland og Frankrig kunne diktere den økonomiske politik i EU. Til gengæld er der kun begrænset begejstring for tanken om en ændring af traktaten. Det kan det tage lang tid, hvis en ændring ikke kan isoleres til det enkle spørgsmål om at bløde op på kravet om, at ingen stat kan blive hjulpet ud af gælden af fællesskabet (no bailing out), men at man selv må stå for ansvaret for at rette op på økonomien. Desuden er det selvfølgelig farligt at lege med tanken om en fallit – uanset hvor realistisk det måtte tegne sig. Det kan i praksis, som centralbankchef Trichet har argumenteret, gøre ondt værre.
     Ændring af traktaten kan måske udløse folkeafstemninger. Om det sker i Danmark må afhænge af en juridisk vurdering. Men risikoen for en proces med folkeafstemninger kan også gøre en ændring uspiselig.
     De økonomiske reformer i kølvandet på finanskrisen er ret uspiselige. Men for den sultne kan selv den uspiselige ret glide ned. Og det er her vi er nu. Reformerne er en simpel nødvendighed for at rette op på økonomien og for at sikre tillid til Euro-samarbejdet. Det er politisk tungt, men det er også politisk nødvendigt.