Centralasien: Vestens utilregnelige samarbejdspartnere

26.05.2010

De centralasiatiske republikker spiller en vigtig rolle i forsøget på at bekæmpe Taliban i Afghanistan. Den seneste opstand i Kirgistan har dog vist, at de autoritære regimer formentlig ikke i længden vil være stabile samarbejdspartnere for Vesten. Centralasien trues ikke blot af interne konflikter, men også af militante islamister med kamperfaring fra Afghanistan. Disse militante islamister kan meget vel være på vej hjem.

Af Morten Christensen

Den tidligere sovjetrepublik Kirgistan i Centralasien martres af uroligheder i kølvandet på den revolte, der i begyndelsen af april tvang præsident Kurmanbek Bakijev fra magten i det overvejende muslimske land. Tilbagevendende voldelige konfrontationer mellem Bakijevs tilhængere og de nye magthavere – der har lovet at gøre op med Bakijevs autoritære og nepotistiske regime – giver nervøse trækninger hos regimerne i nabolandene og regeringer langt uden for Centralasien. Uroen kan nemlig få negative konsekvenser for den internationale krigsindsats i Afghanistan.
USA og Rusland er bekymrede for urolighederne, der har udviklet sig fra at være folkelige protester mod elendige levevilkår og et gennemkorrupt regime til at have karakter af etniske stridigheder mellem kirgisere og det usbekiske mindretal.
Hvis den midlertidige regering ikke får inddæmmet konflikterne, er der risiko for, at naboerne Usbekistan og Tadsjikistan bliver draget ind i konflikten. Imens raser krigen i Afghanistan blot nogle hundrede kilometer derfra, og det vil være et katastrofalt slag mod indsatsen for at bekæmpe Taliban, hvis de centralasiatiske republikker ikke længere er stabile partnere.
I værste fald kan Centralasien blive scene for væbnede konflikter og tilflugtssted for militante islamister i lighed med Afghanistan i 1990’erne.
Kirgistan er med sin geografiske placering en vigtig strategisk partner for de regionale stormagter Rusland og Kina. Men også for USA, der benytter Manas-luftbasen nær hovedstaden Bisjkek til at flyve tropper og forsyninger til Afghanistan. Også Rusland har en luftbase i Kirgistan, som dermed er det eneste land i verden til at huse både en russisk og amerikansk luftbase.

Centralasien er uløseligt forbundet med Afghanistan
Der er bred enighed om, at udviklingen i Afghanistan og Centralasien er uløseligt forbundet med hinanden. Præsident Obama har understreget, at en løsning på AfPak-problemet [Afghanistan-Pakistan-problemet, red.] kræver inddragelse af alle lande i regionen. Det gælder blandt andet de tidligere sovjetrepublikker Usbekistan, Tadsjikistan, Kirgistan, Kasakhstan og Turkmenistan. Det samme budskab er blevet fremført af NATO og kan desuden læses i den danske Centralasienstrategi, som daværende udenrigsminister Per Stig Møller lancerede i forbindelse med sit besøg i Tadsjikistan sidste efterår.
For at undgå spredning af problemerne i AfPak til Centralasien har USA og NATO brug for stabile partnere i regionen, og indtil 7. april i år så det ud til at være tilfældet. Men lynrevolutionen i Kirgistan viste, at et udadtil stabilt regime kan kollapse i løbet af ganske få timer.
De centralasiatiske republikker er meget forskellige, så det er umuligt at sige, hvor stor sandsynligheden er for en dominoeffekt af opstanden i Kirgistan. Men landene har det til fælles, at regimerne i varierende grad undertrykker politiske modstandere og slår ganske hårdt ned på alt, hvad de anser for trusler mod deres magtposition. I den forbindelse er myndighedernes søgelys konstant rettet mod selv fredelige religiøse bevægelser.
Man kan kun gisne om, hvad der vil ske, hvis befolkningens frygt for myndighedernes jernnæve på et tidspunkt bliver mindre end deres desperation over fattigdom og manglende fremtidsperspektiver. Det synes dog givet, at sikkerhedstjenesterne vil slå hårdt tilbage, og det kan derfor blive en blodig affære og potentielt destabiliserende.
Stabilitet er afgørende for situationen i Afghanistan
Under alle omstændigheder er der sået tvivl om langtidsholdbarheden af regimerne på et tidspunkt, hvor de er vigtigere end nogensinde i relation til indsatsen i Afghanistan.
USA og NATO har indgået aftaler med en række lande om det såkaldte ”Northern Distribution Network” (NDN), som er et netværk af forsyningslinjer på landjorden og i luften fra Europa gennem Rusland, Kaukasus og Centralasien til baserne i Afghanistan.
Netop Manas-basen i Kirgistan er som den eneste amerikanske luftbase i Centralasien et afgørende knudepunkt i NDN. Alene i marts i år passerede 50.000 tropper gennem Manas til og fra Afghanistan.
NDN er et alternativ til de sydlige forsyningsveje fra Pakistan, og betydningen af de nordlige linjer er steget markant de seneste år i takt med, at Taliban har intensiveret angrebene på forsyningskonvojer i grænseområderne mellem Pakistan og Afghanistan.
Men forsyningslinjerne i Centralasien er selvsagt også et eftertragtet mål for militante islamister, som ønsker at angribe de internationale styrker og måske endda udvide kampzonen til nabolandene.
Det er en kendsgerning, at Taliban er rykket mod nord i Afghanistan, og sidste år blev det tydeligt, at den hidtil relativt fredelige del af landet nu også er en kampzone. De tyske styrker i Kunduz har adskillige gange været i kamp med talibanere, og den stigende strøm af forsyninger er en af forklaringerne på den øgede militante aktivitet i Nordafghanistan og grænseområderne til Tadsjikistan og Usbekistan.
Det er ikke kun koalitionen, der er bekymret for udviklingen. Også Rusland ser dystert på perspektiverne for et Centralasien med fejlslagne stater og et Afghanistan i talibanernes vold. Allerede i dag kæmper det russiske samfund med konsekvenserne af den massive narkosmugling fra Afghanistan via Centralasien. Dertil kommer frygten for, at militante islamister vil kunne operere relativt frit i de uvejsomme bjerge i Centralasien og rette angreb mod Rusland. Det er noget af et skrækscenarie for Kreml, og derfor tolererer de russiske magthavere den amerikanske tilstedeværelse i Centralasien, så længe det giver mening i forhold til at sikre stabiliteten i Ruslands interessesfære.

Truslen fra hjemvendte islamister
En anden forklaring på den øgede oprørsaktivitet i Nordafghanistan skal findes i koalitionens offensiver i Helmand samt i den pakistanske hærs offensiver mod militante islamister i Swat og Sydwaziristan sidste år. Offensiverne og de mange nålestiksangreb fra droner har tvunget militante islamister væk fra deres skjulesteder, og en del har søgt mod nord, hvor de fortsætter kampen.
Det gælder formentligt også hellige krigere fra Centralasien, og dermed er endnu en kim lagt til potentielt destabiliserende uro i Centralasien, hvis de vælger at vende hjem, som en række eksperter vurderer, at der er en vis sandsynlighed for.
Det er især usbekere, tadsjikere og kirgisere tilknyttet Usbekistans Islamiske Bevægelse (IMU) og udbryderorganisation Islamisk Jihad Union (IJU), der begge er på terrorlisterne i EU og USA.
Deres præcise antal er ukendt, men rapporten ”From the Ferghana Valley to South Waziristan” fra marts i år udarbejdet af Washington-tænketanken, Center for Strategic & International Studies (CSIS), vurderer det samlede antal til at være alt fra 1.000 til 5.000.
I de seneste 10 år har de kæmpet side om side med al-Qaeda og Taliban i Afghanistan og Pakistan. De menes også at have stået bag flere terroraktioner i Usbekistan, og sidste sommer trængte militante ind i Tadsjikistan og videre til Kirgistan og Usbekistan. I alle tre lande førte det til kampe med sikkerhedsstyrkerne, og det var det første tegn på, at nogle islamister kunne være på vej hjem.

En usikker situation i Kirgistan
Islamisterne er i opposition til de sekulære regimer i hjemlandene og vil omdanne Centralasien til en islamisk region. Omvendt opfatter regimerne dem som en direkte trussel mod deres magtposition, og især Usbekistan har bekæmpet dem med stor brutalitet.
De er erfarne krigere, og regeringerne i Centralasien frygter, hvad der vil ske, når og hvis disse ”hjemmedyrkede” terrorister en dag vender hjem og genoptager kampen. Myndighederne har ikke undladt at puste til frygten ved i tide og utide at spille islamistkortet for at legitimere en kompromisløs kurs over for det, de kalder fjender af staten. Eksperter har advaret om, at den massive undertrykkelse af borgerne kan være med til at skubbe almindeligt troende muslimer i kløerne på militante islamister.
Hovedparten af de militante stammer fra Ferghana-dalen, der er den fattigste del af Centralasien. Her mødes grænserne mellem Usbekistan, Tadsjikistan og Kirgistan, og det er en udbredt opfattelse blandt kendere af regionen, at Ferghana-dalen er en krudttønde af fattigdom, undertrykkelse og ekstremisme, der blot venter på en gnist til at få det hele til at eksplodere. Den seneste tids uroligheder i Kirgistan er foregået i Ferghana-dalen, og hvis det udvikler sig til en åben konflikt, kan volden risikeres at sprede sig på tværs af grænserne.
Så langt er det ikke kommet endnu, og nogle iagttagere påpeger, at konflikterne i Kirgistan måske i virkeligheden ikke bunder så meget i etnicitet som i et kynisk forsøg på at undergrave den midlertidige regering. Uroen er igangsat af den afsatte præsidents støtter, men der er også tegn på, at narkosmuglere bærer ved til bålet, fordi de har en åbenlys interesse i svage myndigheder. Men uanset hvad urolighederne i Kirgistan skyldes, vil det kunne få uoverskuelige konsekvenser, hvis det mislykkes for den midlertidige regering at bremse dem i opløbet.

Amerikansk balancegang
Det næsten tragikomiske ved situationen er, at hvis status quo opretholdes, har USA og NATO nogle tilsyneladende stabile partnere med klar interesse i at bekæmpe problemerne i Afghanistan, før de spreder sig til deres egne skrøbelige samfund.
Men, som det påpeges i rapporten fra CSIS, vil netop status quo på længere sigt vise sig at være katastrofalt, fordi det ikke rokker ved de levevilkår, der gør befolkningerne utilfredse og åbne for ekstremistiske budskaber. I Kirgistan lukkede USA og NATO øjnene for regimets overgreb, fordi de ikke havde råd til at miste den vigtige Manas-base.
Nu forsøger USA at reparere på forholdet til de nye magthavere, som for kort tid siden var en del af den opposition, der med USA’s stiltiende accept blev udsat for politisk motiverede retssager og endda likvideringer. Til efteråret skal en til den tid nydannet regering genforhandle baseaftalen med USA, og det bliver interessant at se, hvordan de to parter vil gribe den sag an.
Ifølge forfatterne til rapporten skal USA træde varsomt i sin omgang med regimerne i Centralasien. USA skal også fremover samarbejde med de eksisterende regimer og støtte dem i den nødvendige kamp mod militante trusler med udspring i Afghanistan og Pakistan. Samtidig skal USA dog ikke vende det blinde øje til undertrykkelse og dermed indirekte legitimere regimernes overgreb.

Morten Christensen (f. 1977) er journalist og boede i 2008-2009 i Bisjkek, Kirgistan. Han har arbejdet som freelancejournalist for blandt andet Weekendavisen og DR2 Udland. Han er desuden bestyrelsesmedlem i Dansk Centralasiatisk Selskab.

RÆSON