EU’s nye 2020-strategi: EU bør stå sammen om vækst og velfærd i Europa

17.02.2010

EU’s regeringschefer mødtes i sidste uge til et topmøde i Bruxelles, der hovedsagligt kom til at omhandle hjælp til det kriseramte Grækenland. Derudover diskuterede regeringscheferne indholdet af en ny vækststrategi for EU, den såkaldte 2020-strategi. RÆSON spørger medlem af Europaparlamentet, Bendt Bendtsen om behovet for en 2020-strategi.

Danmark og EU befinder sig endnu i en krisetid. Arbejdsløsheden i Europa er steget til 10 %, og krisen er i nogle europæiske lande ved at udvikle sig til en social krise. Det er derfor afgørende, at vi får en fremsynet strategi for vækst og jobskabelse i Europa i årerne frem mod 2020, mener Bendt Bendtsen (MEP, K)

Af Bendt Bendtsen (MEP, K)

RÆSON: Hvorfor har EU behov for en 2020-strategi?
Den økonomiske situation er i dag fortsat i en krisetilstand, som intet medlemsland i EU kan se sig ud af uden udefrakommende hjælp. For at komme videre har vi brug for, at EU-landene står sammen, som det vil være tilfældet med den 2020-strategi for vækst, som præsenteres endeligt af Kommissionen her i foråret.
De offentlige finanser i EU-landene er i laser: medlemslandenes offentlige gæld var i slutningen af 2009 gennemsnitligt på ca. 80 % af BNP, og statsunderskuddene nåede gennemsnitligt 7 % af BNP. Dertil kommer arbejdsløshedstallene, som allerede her i starten af 2010 er på gennemsnitligt 10 %. Enkelte lande er så hårdt ramt, at 15-20 % af arbejdsstyrken nu er arbejdsløs, som det er tilfældet i blandt andet Spanien og de baltiske lande. Dertil kommer den eskalerende ungdomsarbejdsløshed, hvor vi risikerer at tabe en hel generation på gulvet – i øvrigt vel at mærke den generation, som på grund af den demografiske udvikling i de kommende år skal sikre vores teknologiske fremdrift og velstand.
Vi står over for en alarmerende situation. Omstillingen til ny teknologi og bæredygtige produktionsformer er helt afgørende for Europas fremtidige vækst og velfærd. Krisen har understreget det, som måske før ikke var helt tydeligt for alle, nemlig at de enkelte landes økonomiske handlemuligheder er utilstrækkelige i den globale konkurrence. Kina, Indien og Brasilien stormer i disse år frem, og pludselig konkurrerer vi ikke kun med disse lande ift. de lavtlønnede job, der ligeså godt kan outsources, men også på selve vidensdelen, dvs. udviklingen af teknologi.
Den nye globale konkurrencesituation på videns- og forskningsområdet gør, at det er absolut nødvendigt at agere på EU-niveau. Vi har brug for en integreret strategi, som definerer, hvad der skal til for at højne vores produktivitet og skærpe vores konkurrenceevne – og hvordan vi når vores mål.

RÆSON: Den eksisterende Lissabon-strategi er blevet kritiseret for ikke at være effektiv nok. Hvad er læren fra Lissabon-strategien?
Da Lissabon-strategien blev lanceret i 2000, var målet, at EU skulle være den mest dynamiske og vidensbaserede økonomi i verden i 2010. Med relanceringen i 2005 kom der et mere strømlinet fokus på vækst og job. Hvor effektiv har Lissabon så været? Isoleret set er strategiens effekt svær at bedømme, da den jo ikke har eksisteret i et lufttomt rum, men i samspil med andre faktorer såsom nationale offentlige politikker, omfanget af reformprogrammer og endelig krisen.
Inden krisen brød ud, var der skabt 18 millioner job mere i EU sammenlignet med 2000. Omvendt må man holde fast i, at strategien ikke har opfyldt sine to overordnede mål, nemlig at 70 % af arbejdsstyrken i EU skulle være i arbejde i 2010, og at 3 % af landenes BNP skulle gå til
research og udvikling. Selv inden krisen var der ikke tilnærmelsesvis udsigt til at nå disse målsætninger.
Så hvad kan vi lære af Lissabon-strategien? På EU-niveau har Lissabon vist, at det er uhyre vigtigt, at der består en klar sammenhæng mellem en overordnet vækststrategi på den ene side og konkrete instrumenter og politikker på den anden. Strategien skal modsvares af konkrete tiltag i virkelighedens verden. Dette gælder i den grad også, når vi taler EU-budgetmidler, og det har ikke været opfyldt godt nok under Lissabon.
På medlemsstatsniveau må man drage den konklusion, at Lissabon ikke har taget tilstrækkelig højde for graden af gensidig afhængighed mellem medlemslandene. En anden lære er, at en “one fits all”-tilgang ikke er effektiv. Først fra 2005 er det blevet praksis at knytte specifikke mål til de enkelte medlemslandes udgangspunkter og udarbejde landespecifikke anbefalinger samt nationale reformprogrammer. Det er afgjort noget, man skal arbejde videre med.
En anden central konklusion er, at vi med 2020-strategien har brug for mere ejerskab og en klarere fordeling af opgaver og ansvar. Med andre ord skal vi have klarere governancestrukturer både på EU-, medlemsstats-, regional- og lokalniveau. Hvem skal gøre hvad, og hvordan skabes der engagement? Et sidste kritisk punkt har været manglen på formaliserede og bindende formater for evaluering og udveksling af “best practice”. Siden 2005 har man delvist haft held med at bruge den såkaldte åbne koordineringsmetode (OMC), men det har alligevel ikke ført til systematisk policy learning og benchmarking. Her skal vi have bedre mekanismer.
For at konkludere, mener jeg, at Lissabon først og fremmest har vist os, at vi skal blive bedre til at omsætte vores strategiske mål. 2020-strategien kommer jo til at indeholde mange af de samme prioriteter som Lissabon. Kernen ligger i, hvordan vi får sikret en mere effektiv implementering.

RÆSON: Hvad bør de centrale punkter være i 2020-strategien, og hvordan sikrer man sig, at den konkret kommer til at levere løsninger på fremtidens udfordringer?
Kommissionen har i sit udkast til strategien defineret det som hovedmålet at gøre EU til ”en bæredygtig social markedsøkonomi og en mere intelligent og mere grøn økonomi”. Kommissionen har spillet ud med tre hovedprioriteter:
For det første skal der skabes vækst baseret på viden. Fokus skal ligge på uddannelse, research og innovation. Der skal skabes bedre researchinfrastrukturer, flere offentlige og private partnerskaber og bedre synergieffekter mellem forskning og erhvervsliv. Dertil kommer bedre sikring af immaterielle rettigheder, udnyttelse af potentialet på det digitale marked og bedre muligheder for små og mellemstore virksomheder (SMV’er).
Den anden hovedprioritet handler om at sørge for social sammenhæng og om at undgå fattigdom. Her skal der satses på livslang læring samt bedre tilpasning på arbejdsmarkederne via bl.a. flexicurity og fremme af iværksætteri.
For det tredje skal vi sikre en mere konkurrencedygtig, integreret og grøn økonomi, bl.a. i overensstemmelse med EU’s klima- og miljømål. Det drejer sig om bedre energiudnyttelse og om at modernisere den traditionelle industripolitik.
Principielt er jeg enig med Kommissionen i de overordnede fokusområder. Men i den endelige udgave af 2020-strategien skal vi altså have de ting til at fungere, som netop ikke har været optimale med Lissabon. Som sagt kommer 2020-prioriteterne ikke til at afvige drastisk fra Lissabon-prioriteterne, men denne gang skal vi have skabt flere resultater i praksis.
For mig at se betyder det for det første, at vi skal have målrettet EU’s budgetprioriteringer mere. Strukturfondsmidlerne skal tilpasses endnu mere til vækstfremmende investeringer end hidtil. Vi skal putte pengene i projekter, der skaber merværdi på bundlinjen! Dette gælder også andre EU-budgetlinjer. Lad mig tage landbrugsbudgettet som eksempel. På trods af at jeg har sympati for de landmænd, hvis besætninger med udsigt til mindre landbrugsstøtte har en mørk fremtid, kommer vi altså ikke uden om, at de enorme beløb, vi bruger på landbrugsstøtte, ikke skaber merværdi, men blot holder liv i en sektor, som ikke kan klare sig godt nok på markedsvilkår. Det er trist, men løsningen er ikke mere støtte, men en gradvis reduktion og omstrukturering af sektoren. Et andet budgetområde er forskning og innovation. 2020-prioriteterne skal afspejles i flere penge til EU’s rammeprogram for forskning og til det såkaldte Konkurrence og Innovationsprogram (CIP). Ud over selve størrelsen på beløbene skal disse budgetter også gøres mere tilgængelige i form af forenklede søgeprocedurer og færre krav til dokumentation.
For at 2020-strategien kan blive effektiv skal vi for det andet sikre, at der er tilstrækkelige fonde og lånefaciliteter til at fremme vores erklærede dagsorden. Især SMV’er oplever i disse krisetider, at iværksætterånd og gode erhvervsidéer ender i en blindgyde pga. manglende adgang til finansiering. Vi har med Den Europæiske Investeringsfond og Den Europæiske Investeringsbank nogle strukturer, vi kan bygge på, og de skal udbygges betydeligt.
For det tredje kommer 2020’s succes til at afhænge af, at strategien omsættes ordentligt i forhold til konkrete politikområder. Jeg tænker her navnlig på EU’s klima- og energimål og den Strategiske Energiteknologiplan (SET). Vores klima- og miljøprioriteringer skal integreres i al konkrete lovgivning. Også hensynet til SMV’erne, som vi ved skal levere de gode idéer og innovationen, skal være strømlinet i vores konkrete lovgivning. EU har her allerede vedtaget en række SMV-principper, og dem skal der altså gøres alvor af ved at reducere administrative byrder og gøre det mere attraktivt at starte egen virksomhed. Her har den nye Kommission en forpligtelse.
Den nye Kommission har også forpligtelse til at sørge for, at det Indre Marked kommer til at fungere bedre, så det kan levere sit egentlige vækstpotentiale. Det skal bl.a. gøres ved udvikle det digitale marked med bedre e-services og bedre fælles standarder. Samtidig skal Kommissionen på konkurrenceområdet sørge for, at vi kommer væk fra den tendens til statsstøtte og protektionisme i medlemsstaterne, som krisen har affødt. Fri konkurrence er den eneste vej frem; ikke favorisering af sektorer med forældet teknologi!
For at runde af er det vigtigt, at vi med 2020-strategien for alvor erkender EU-landenes gensige afhængighed. Desuden har vi brug for, at 2020 indeholder klare evaluerbare mål og metoder til bedre ansvarsfordeling, policy learning og benchmarking. Der skal også tænkes i bedre incitamenter og evt. i sanktioner. Frem for alt kræver det dog mere politisk vilje, hvis vi skal lykkes med 2020. Det gælder på alle niveauer: Mellem EU og medlemsstaterne, medlemsstaterne imellem og mellem forskellige politikområder. Uden viljen til handling bliver 2020 ikke mere værd end det stykke papir, den er skrevet på. Og som situationen og fremtidsudfordringerne pt. ser ud for Europa, har vi ikke råd til at vise halvhjertet engagement..

Fra Bruxelles skriver I RÆSONS UGEMAGASIN:
Dan Jørgensen, Morten Messerschmidt, Emilie Turunen, Jens Rohde og Bendt Bendtsen.

RÆSON