EU-UKRAINE: Skal vi tættere på Ukraine? EU tøver af frygt for at provokere Rusland

17.03.2010

For få uger siden besøgte Ukraines nyvalgte præsident, Victor Janukovich, Kommissionens formand, Barosso, i Bruxelles. Her blev det illustreret, at Europa står dybt splittet i forholdet til Ukraine. Det er ikke mindst medlemslandenes forskellige forhold til Rusland, der gør det svært for EU at føre en fast politik over for sin østlige nabo. Spørgsmålet er om den pro-russiske Janukovich vil gøre det lettere eller sværere for EU-landene at udforme en fælles politisk linje.

Af Rikke Brøndum, Bruxelles

BRUXELLES. På trods af, at Europa sidste år kunne fejre 20 års jubilæum for Berlinmurens fald, er snakken om et jerntæppe endnu ikke helt forsvundet fra korridorerne i Bruxelles. Specielt ikke når det handler om forholdet til Europas østlige naboer. For få uger siden valgte Ukraines nyvalgte præsident, Victor Janukovich, at lægge sin første udlandsrejse i Vesten, selvom han ellers er kendt for at være pro-russisk. Alligevel blev det et møde i skyggen af den russiske bjørn: EU’s medlemslande ser nemlig forskelligt på Ukraine, fordi de ser forskelligt på Rusland.

Udbrændt visa-håb Mødet mellem Barosso og Janukovich viste sig da også at foregå på særdeles forsigtige vilkår, og de veg begge pænt udenom de mest ømtålige og presserende spørgsmål. ”Vi byder Dem velkommen. I Europa er De blandt venner, og vi ser Ukraine som en del af vores fælles historie og kultur,” lød det fra Barosso på et pressemøde umiddelbart efter mødet.
Et af de mest omdiskuterede emner op til besøget var en ny visa-aftale mellem EU og Ukraine. Muligheden for at give ukrainerne ret til at rejse til EU uden visa var ét af de punkter, som flere af de nyeste medlemslande, der grænser op til Ukraine, herunder Polen, Estland og Litauen, havde forsøgt at få deres europæiske kollegaer til at sige god for. En uge før den nye præsidents besøg i Bruxelles havde Polens udenrigsminister Radek Sikorski således foreslået at sætte en køreplan i værk, som skulle ende ud i en sådan aftale. Første led i planen skulle sættes i værk i 2012, hvor Polen og Ukraine sammen er værter for Europamesterskabet i fodbold. Ifølge udenrigsministerens forslag burde EU helt afskaffe visa-reglerne, mens mesterskabet står på. Men han fik ikke opbakning fra sine kollegaer fra de gamle medlemslande. Frankrig – som på grund af sit traditionelt tætte forhold til Rusland frygter at træde Rusland over tæerne – var ét af de lande, som var imod en sådan aftale, som ifølge franske diplomater har ”meget lange udsigter. En aftale, der ikke vækkede bjørnen Barosso undgik altså at kommentere på visa-spørgsmålet, men valgte til gengæld at fokusere på den nye associeringsaftale, som EU og Ukraine nu indleder. En aftale, som EU kan forhandle med Ukraine uden at frygte negative reaktioner fra Moskva, fordi den ikke nævner noget om EU-medlemskab. Den vil i stedet betyde, at EU belønner det kriseramte Ukraine med 500 millioner euro på den betingelse, at Janukovich gennemfører de reformer, som Den Internationale Valutafond (IMF) har krævet for at hjælpe Ukraine igennem den økonomiske krise. Den kræver også, at Ukraine skal reformere sin gassektor, som stadig er præget af korruption og langt fra lever op til EU’s indre markedsregler. Det er ikke mindst i lyset af de to gaskriser i 2006 og 2009 mellem Rusland og Ukraine, at EU med den nye aftale forsøger at gøre Ukraines gassektor mere åben og fri for korruption. Det var nemlig i høj grad en uigennemskuelig priskrig mellem Ukraine og Rusland, som betød at Moskva lukkede for gassen til Ukraine – og dermed til Europa – både i 2006 og i 2009. Da Ukraine samtidig er medlem af WTO, har EU også lagt op til en frihandelsaftale og en gradvis integration af Ukraine i EU’s indre marked.
”Den her aftale er det mest vidtrækkende, EU kan tilbyde i den nuværende situation”, sagde Barosso, som samtidig understregede, at Ukraine
i løbet af det næste år skal gennemføre reformerne.
Associeringsaftalen er en aftaletype, som EU traditionelt har lovet de nabolande, som ikke har et EU-medlemskab i udsigt. En ukrainsk adgangsbillet til EU kom således heller ikke på tale under Janukovich’ besøg i Bruxelles: ”Når tiden er til det, så kan vi diskutere medlemskab. Men det er ikke realistisk nu. I dag kan vi kun sige, at vi er parate til at løse nogle af de første projekter, der ligger på bordet,” sagde Janukovich på pressemødet.
På spørgsmålet om, hvorfor Bruxelles og ikke Moskva var hans første rejsemål som præsident, lød svaret da også tøvende, at der ikke lå nogen symbolværdi i besøgsrækken, men at det var rent tilfældigt. Barosso var hurtig til at følge op og understrege, at EU og Rusland ikke konkurrerer om Ukraine, men at det tværtimod er i alles interesse, at både EU og Ukraine hver for sig styrker deres forhold til Moskva. Janukovich kan blive EU’s mulighed Mens de fleste kommentatorer fra de toneangivende medier er enige om, at medlemslandenes forskellige historiske forhold til Rusland bærer skylden for EU’s stillestående politik over for Ukraine, er der paradoksalt nok en mulighed for, at valget af den pro-russiske Janukovich kan åbne vejen for en mere aktiv politik fra EU’s side. Det vurderer i hvert fald Jörg Himmelreich, senioranalytiker fra tænketanken German Marshall Fund:
”Da den pro-vestlige Victor Yushchenko var præsident, var Moskva særlig opmærksom på, hvilken politik der blev lagt for dagen i Kiev. Janukovich er derimod langt mere på bølgelængde med Moskva, fx på spørgsmålet om NATO-medlemskab. Derfor kan han netop være EU’s mulighed for endelig at kunne føre en fast politisk over for Ukraine uden at frygte russernes reaktion,” skriver Jörg Himmelreich fra Berlin.

Samme melding kommer fra Tom Spencer, som er tidligere medlem af Europa-parlamentet og nu direktør i non-profit organisationen European Centre for Public Affairs: ”Netop fordi Janukovich ikke selv presser på for medlemskab, kan EU tillade sig at gå mere aktivt til værks og behøver ikke konstant at blive afkrævet svar på, hvornår Ukraine kan optages,” udtalte han til hjemmesiden Euractiv kort før Janukovich’ besøg i Bruxelles.
Viser det sig, at Himmelreich og Spencer har ret, vil det vække glæde på den anden side af Atlanten. USA – der samtidig er en varm fortaler for ukrainsk medlemskab af NATO – har nemlig længe forsøgt at få EU til at oppe sig og sende tydeligere signaler til Ukraine af frygt for at tabe det pro-vestlige segment i landet til russisk indflydelse. En frygt, der for nyligt er blevet aktuel på grund af russiske planer om at lave en ny toldunion med Ukraine og Kazakstan, men som altså længe har vakt bekymring i USA.
”EU skal turde være meget mere pågående over for Ukraine, for landet er vigtigt rent sikkerhedspolitisk i regionen,” forklarede Anders Åslund, seniorforsker ved Peterson Instituttet i Washington på en international konference allerede sidste forår.
Der er da også tegn på, at EU har været – og stadig er – alt andet end handlekraftig over for Ukraine, netop på grund af frygten for at få problemer med Rusland, særligt i de gamle medlemslande Tyskland og Frankrig. Da EU-kommissionen sidste forår skulle lancere en ny partnerskabsaftale med seks østlige nabolande – herunder Ukraine – måtte navnet Eastern Parnership således ikke indeholde ordet ”European”, da aftalen ikke måtte stille et EU-medlemskab i udsigt. Ifølge anonyme kilder i Kommissionen blev ordet udelukket, blandt andet på grund af et stærkt pres fra Tyskland, der ikke ønskede at fornærme Moskva.
Men i stedet for at se indad har EU først og fremmest skudt skylden for det strandede forhold til Ukraine på landets interne politiske kaos. Først i 2008 tog EU en beslutning om, at det fremover skulle være en associeringsaftale, der var grundlaget for forholdet til Ukraine og ikke et løfte om medlemskab. I fire år havde der altså været tvivl om, hvor tæt forholdet skulle være, og hvad man skulle stille ukrainerne i udsigt. De signaler har politikerne i Kiev haft særdeles vanskeligt ved at tolke. Ukraines Europaminister, Konstatin Yeliseyev, har tidligere udtrykt skuffelse og irritation over bl.a. EU’s politik på visa-området, som i årevis har stået stille.
Og noget kunne tyde på, at EU stadig er i venteposition på trods af de muligheder, der har åbnet sig med valget af Janukovich. Stilstanden på netop visa-området er blot ét eksempel.
”Nu må vi vente og se, hvad den ny præsident lægger for dagen,” sagde en EU-diplomat således til hjemmesiden Euractiv i forbindelse med Janukovich’s besøg.
Foreløbig har Janukovich en lang række udfordringer med at få stablet en effektiv regering på benene, efter hans modstander Juila Timoschenko anklagede ham for valgsvindel, inden hun dog valgte at acceptere sit nederlag. Først da kan Ukraine gå i gang med det omfattende reformarbejde, som både IMF og EU kræver – og først da kan der komme skred i forholdet til Europa. Samtidig vil det også afhænge af, hvor pragmatisk Janukovich vil være over for Rusland, og hvor meget USA vil presse på for at få drejet landet i vestlig retning. Det kan derfor tage tid, før EU’s 27 medlemslande for alvor finder en løsning på, hvad de vil gøre med deres østlige problembarn og gøre snak til konkret handling.

Rikke Brøndum er freelancejournalist med speciale i EU og Master i international politik.

RÆSON