EU-TYRKIET: EU bør ikke optage Tyrkiet som medlemsland

17.03.2010

Tidligere på måneden trak Tyrkiet sine ambassadører ud af hhv. USA og Sverige, efter at landene har betegnet drabene af armenere under Første Verdenskrig, som Folkedrab. Det skabte furore og voldsomt debat i Tyrkiet. RÆSON har talt med Bendt Bendtsen, som mener, at det er tid til at genoveje i hvor høj grad Tyrkiet bør involveres i EU. Et tyrkisk medlemsskab vil ændre unionen radikalt.

Som skeptiker over for tyrkisk EU-medlemskab bliver man ofte anklaget for at styrke islamiske kræfter i landet og for at skubbe Tyrkiet ud af hænderne på Europa. Kritikken lyder, at man kun undgår denne klart uønskelige udvikling ved uændret at fastholde det nuværende forhandlingsspor. Det er langt fra tilfældet; man bør i stedet sadle om og tænke i nye løsninger.

Af Bendt Bendtsen (MEP, K)

Tyrkiet er en vigtig partner for EU. Det har der længe været bred enighed om blandt Europas regeringer. Vi har en klar interesse i et udenrigs- og sikkerhedspolitisk samarbejde med Tyrkiet, som er en væsentlig spiller på grænsen til Mellemøsten. Halvdelen af Tyrkiets handel med omverdenen sker med Europa, og stort set alle landets udenlandske investeringer foretages i EU. Europas interesser i Tyrkiet blev cementeret allerede tilbage i 1963, da EU underskrev en samarbejdsaftale med Tyrkiet med henblik på at inkludere landet i en toldunion og senere forhandle om medlemskab.
Vi bør fastholde disse interesser. Europas forhold til Tyrkiet er måske et af de vigtigste udenrigspolitiske spørgsmål for Europa. Men lad det være sagt med det samme; man skal være overordentlig optimistisk for at synes, at næsten halvtreds års tilløb stadig bør fordre tålmodighed og ukritisk opbakning til den strategi mod fuldgyldigt medlemskab, som skal sikre disse interesser.
Tyrkisk medlemskab af EU er hverken en realistisk eller en ønskværdig løsning. For det første overser EU’s nuværende forhandlingsstrategi tre væsentlige forhold, som betyder, at vi måske allerede er i gang med at skubbe Tyrkiet fra os. Derudover er der tre grundlæggende betænkeligheder ved Tyrkiet som EU-medlemsland.

Tre udfordringer for de igangværende forhandlinger
Først er der værdipolitikken. Den nuværende forhandlingsstrategi er som bekendt et tilbud om medlemskab mod reformer af det tyrkiske samfund. EU’s udvidelsespolitik tager sig på mange måder ud som en ”take it or leave it”-politik. En smule forsimplet kan man sige, at logikken i strategien hviler på en simpel analyse af fordele og ulemper. Tyrkiet vil gennemføre de nødvendige reformer i det omfang, de medfører flere fordele end ulemper. Fordelen i dette tilfælde er naturligvis et fuldt medlemskab af EU.
Men så simpelt er det selvfølgelig ikke. I lande, hvor der hersker stærke værdier som i et vist omfang er forskellige fra de fælleseuropæiske, kan beslutninger om at efterleve krav fra EU med henblik på medlemskab aldrig blive en ren rationel handling. Det forudsætter jo, at de europæiske værdier, som reformerne er udtryk for, ikke træder allerede eksisterende rodfæstede værdier i kandidatlandet over tæerne.
Vi har allerede set, hvordan spørgsmål som drabene på hundredetusinder af armeniere under Første Verdenskrig og forholdet til Cypern er anledning til voldsom debat i Tyrkiet. Tyrkiet nægter at anerkende førstnævnte som et folkemord, ligesom de fortsat ikke vil anerkende Cypern som suveræn stat; de nægter endog at modtage varer fra Cypern.
Stridigheder som disse er med til at begrænse de tyrkiske lederes muligheder i optagelsesforhandlingerne. Der er simpelthen indrømmelser, som det er meget svært – for ikke at sige umuligt – for dem at give. Det forhold er meget vanskeligt at håndtere i en forhandlingsstrategi, hvis logik er, at medlemskabet i sig selv vil udgøre en fordel så
stor for et kandidatland, at alt andet kan kompromitteres. Selvfølgelig kan det ikke det.
Vi bør erkende, at vi mangler et værktøj, der kan angribe den problemstilling. Vi ser jo, hvordan forhandlinger om optagelse er skredet langt hurtigere frem i for eksempel Kroatien – som Kommissionen forventer kan afslutte forhandlingerne i år – end i Tyrkiet, hvor reformprocessen er søvndyssende langsom. Og det på trods af at landene indledte forhandlingerne stort set samtidig.
For det andet er der sket en politisering af forhandlingerne. Ved første øjekast kan EU’s udvidelsespolitik synes nærmest apolitisk. Ren jura. Det politiske består tilsyneladende blot i at igangsætte og afslutte processen. Groft sagt. Hvis det rent faktisk forholdte sig sådan, ville det dog være en del lettere at gennemføre udvidelsesforhandlinger. Alle parter vil kunne se den direkte og klare vej til medlemskab. Det bør være åbenlyst for enhver, at i tilfældet Tyrkiet forholder det sig ikke sådan. Der er masser af politik i forhandlingerne.
Der er en række eksempler på det politiske rabalder, som udsigterne til et muligt tyrkisk medlemskab kan fremkalde. Se for eksempel alle de ekstra-forhindringer, som stilles op: Medlemslande blokerer for, at forhandlingerne på en række områder overhovedet kan komme i gang, og andre vil have nationale folkeafstemninger om tyrkisk medlemskab. Modstanden mod tyrkisk medlemskab blandt nogle af Europas regeringer har hele tiden eksisteret, men den er blevet stadig mere udtalt i løbet af det sidste årti.
Når vi er ved holdningen til medlemskab, er folkeopinionen heller ikke til fordel for et tyrkisk medlemskab. Det gælder hverken i EU-medlemslandene eller i Tyrkiet, som har set en støt faldende opbakning. Det skal selvfølgelig ses i lyset af, at alle disse ekstra-forhindringer er med til at lade udsigten til medlemskab fortone sig i mørket, langt, langt ude i horisonten.
Et tredje og sidste forhold, som den nuværende strategi for tyrkisk medlemskab heller ikke har et svar på, er den tyrkiske udenrigspolitiks orientering i retningen væk fra Europa.
Magasinet Foreign Affairs har ridset situationen op i artiklen Is Turkey Leaving the West? [d. 26. oktober 2009, red.] og bekymringerne trænger sig på. Tyrkiet, der valgte Vesten frem for Østen under Den Kolde Krig, har bevæget sig fra klassisk interessepolitik til en politik præget af islamisme, siden AKP kom til magten i 2002. Tyrkiet har indtaget en hidtil uset hård linje over for Israel, tilnærmet sig Syrien, Sudan og Qatar på bekostning af mere pro-vestlige lande som Egypten, Jordan og Tunesien. AKP taler for anerkendelse af Hamas, som både EU og USA betragter som en terrororganisation. Tyrkiet knytter også stadig tættere relationer til Rusland, noget de fleste europæere vil se skævt til.
Under udvidelseskommissær Stefan Füles høring i Europa-Parlamentet i januar blev alle tanker om et privilegeret partnerskab mellem EU og Tyrkiet frem for et egentligt medlemskab afvist.
Men medlemskabsforhandlingerne handler ikke længere kun om, om man er for eller imod Tyrkiet i EU. Af hensyn til at bevare et forhold til Tyrkiet, som imødekommer de gensidige interesser, er vi ganske enkelt nødt til at forholde os til realiteterne og udfordringerne.
I øjeblikket går reformprocessen utroligt langsomt i Tyrkiet, og jeg stiller spørgsmålstegn ved, om vi nogensinde får et Tyrkiet, som vi kan forestille os være medlem af EU. Et medlemskab har lange udsigter, det er alle enige om – uanset partifarven. Men jeg er ganske enkelt i tvivl, om ikke Europa har skubbet Tyrkiet fra sig inden da.

Tre udfordringer ved Tyrkiet som EU-medlemsland
Foruden de ovennævnte problemer, som forhandlingerne er præget af, er der tre grundlæggende betænkeligheder ved Tyrkiet som EU-medlemsland. Tyrkiet i EU vil være en massiv udfordring og radikalt forandre unionen, som vi kender den i dag.
For det første vil Tyrkiet, med undtagelse af Bulgarien og Rumænien, være det medlemsland som har det laveste BNP målt per indbygger – under halvdelen af EU-gennemsnittet ifølge tal fra Kommissionens statistikenhed, Eurostat. Det er en stor udfordring for sammenhørigheden. Den tyrkiske landbrugssektor er fortsat den største økonomiske sektor i landet og beskæftiger omkring en tredjedel af den samlede arbejdsstyrke. Medlemskab vil derfor lægge beslag på en stor andel af landbrugsstøtten og strukturfondsmidlerne, som til sammen udgør langt størstedelen af de penge, EU råder over på budgettet.
For det andet vil Tyrkiet få stemmevægte i Rådet og Parlamentet stort set svarende til Tysklands og den demografiske udvikling tilsiger, at Tyrkiet på sigt kan blive det største medlemsland i EU. Et tyrkisk medlemskab vil således forandre det politiske landskab i EU markant.
For det tredje er der igen spørgsmålet om Tyrkiets tilslutning til de europæiske værdier. Religion indtager en væsentlig og rodfæstet rolle i det tyrkiske samfund, og demokratiet er præget af autoritære og uliberale elementer. Jeg tænker selvfølgelig på militærets indblanden i det civile politiske liv, den forsømmende mindretalsbeskyttelse og den utilstrækkelige ytringsfrihed.
Sidstnævnte rettighed, ytringsfriheden, er en helt central, traktatfæstet europæisk værdi. Det farcelignende forløb omkring Anders Fogh Rasmussens udnævnelse til NATO’s generalsekretær og senest hjemkaldelsen af Tyrkiets ambassadører i USA og Sverige – på baggrund af de respektive parlamentariske forsamlingers beslutning om at omtale drabene på hundredetusinder af armeniere under Første
Verdenskrig som folkemord – er stærkt problematisk. Det afslører, at lederne i det tyrkiske regeringsparti, AKP, tilsyneladende lider under en fuldstændig mangel på forståelse for nødvendigheden af at bakke op om retten til at ytre sig frit – også når andres mening går imod ens egen.
På den baggrund skal vi gøres os klart, at et tyrkisk medlemskab af EU vil medføre en enorm forandring af unionen, som vi kender den i dag. Jeg stiller spørgsmålstegn ved, om vi i EU kan rumme så stor en forandring. Tænk blot på hvor omfattende en proces det har været at tilpasse sig situationen efter Øst-udvidelsen i 2004 og 2007. EU har snarere brug for at finde et hvilepunkt.
Det er ingen løsning at kappe alle bånd til Tyrkiet, som nogle skeptikere antyder. Europa og Tyrkiet har gensidige interesser, som det er vigtigt at fastholde. Men vi bliver nødt til at forholde os kritisk til, om de nuværende forhandlinger rent faktisk hjælper os til at sikre disse interesser. Og vi bliver nødt til at afkræve et svar på de åbenlyse problemstillinger, et tyrkisk medlemskab af EU vil medføre.

Fra Bruxelles skriver I RÆSONS UGEMAGASIN:
Dan Jørgensen, Morten Messerschmidt, Emilie Turunen, Jens Rohde og Bendt Bendtsen.

RÆSON