EU-LANDBRUG: Lissabontraktaten skaber nye muligheder for europæisk landbrugspolitik

24.03.2010

Europa-Parlamentet har med Lissabontraktaten fået medindflydelse på EUs landbrugsbudget. RÆSON har spurgt Anne E. Jensen, hvordan Parlamentet bør forvalte denne indflydelse.

Med Lissabontraktaten har Europa-Parlamentet fået medbestemmelse over EU’s landbrugsbudget; der arbejdes nu på tværs af politiske skel på en fælles landbrugspolitik efter 2013. Spørgsmålet er dog, hvilken fremgangsmåde man bør anlægge. Jeg vil mene, at kompromiser er bedre end ingenting – der er brug for en mere nuanceret debat om fremtidens landbrug.

Af Anne E. Jensen (MEP, V)

Med Lissabontraktatens ikrafttræden den 1. december 2009 fik Europa-Parlamentet medbe-stemmelse over de ca. 40 pct. af EU’s budget, der vedrører landbruget. Parlamentet fik i samme omgang medbestemmelse over reguleringen af love og regler på EU’s landbrugspolitik. Men hvordan vil Parlamentet forvalte den nye indfly-delse? Vil reformerne af EU’s landbrugspolitik i mere liberal retning fortsætte? Nej, desværre.
Der tegner sig et billede af et Parlament, hvor flertallet er meget skeptisk over for yderligere beskæring af landbrugsstøtten. Ja, stærke kræfter ønsker oven i købet at rulle udviklingen tilbage og lave skrappe reguleringer af produktionen.
Dermed vil fortsatte reformer kræve hårdt arbejde, hvis der skal skabes forståelse for, at pengene kan bruges bedre, og at der skal ske en drejning af landbrugspolitikken, der sikrer et konkurrencedygtigt og mere grønt landbrug i EU.
Samtidig er det vigtigt at understrege, at den fælles landbrugspolitik skal bevares fælles. Det værste, der kan ske, vil være frit løb for konkur-rence mellem statskasserne om at støtte det nationale landbrug. For trods store statsunder-skud er der i visse lande stor vilje til at åbne for national støtte til kriseplagede landmænd. Og det trækker jo alle andre med.
Der er sket meget med EU’s landbrugspolitik over de seneste godt 20 år. Det har betydet en reduktion af landbrugsstøtten fra ca. 75 % af EU-budgettet i 1985 til under 40 % i år. De seneste 5 år har vi oven i købet været begavet med en dansk landbrugskommissær, der med hårdt arbejde og politisk snilde, har sikret en fortsat reduktion i landbrugsstøtten. Det er en udvikling, der på ingen måde er kommet af sig selv, og det er en udvikling, som mange regeringer, parlamentarikere og interesse-organisationer gerne så rullet tilbage. Derfor er det vigtigt, at vi samler alle gode kræfter for at sikre, at den seneste positive udvikling ikke blot bliver en parentes i EU’s historie.

CAP’en 2013 – en strategi med hold i virkeligheden
Arbejdet med formuleringen af den fælles landbrugspolitik efter 2013 er i fuld gang i Europa-Parlamentet, og alle de politiske grupper arbejder på en fælles strategi. Det er ingen enkel sag. For der er store nationale forskelle i synspunkterne – herunder ikke mindst store forskelle nord-syd.
I den liberale gruppe bakker vi varmt op om ændringen af den fælles landbrugspolitik fra at være markedsforvridende til markedsorienteret. Ved at reducere markedsinterventionen er vi kommet de “oksekøds-” og “smør-bjerge” til livs, hvor overskudslagre hobede sig unødigt op. Desværre er liberaliseringen indført i forskellige tempi i de forskellige lande. Det var nødvendigt for at få reformer igennem, men det gør det sværere at komme videre, fordi landene har forskellige udgangspunkter.
Dertil kommer den særlige problemstilling omkring de nye medlemslande, der ikke har landbrugsstøtten fuldt indfaset endnu. De ønsker samme hektarstøtte i hele EU. Og det er klart rimeligt, at der kommer mere lige vilkår, men der skal også tages højde for, at der er forskellig omkostningsniveau i medlemslandene. Ellers vil man overkompensere og forgylde ineffektive landmænd i de nye medlemslande, forvride
økonomien, og det er der ingen, der kan have interesse i.
Et tema, der i stigende grad er kommet på dagsordenen, og berettiget, er, at der skal leveres klare goder for skatteborgerne for støtten. I dag er den afkoblede støtte historisk bestemt. Den histo-riske binding bør udfases, og al støtte kædes sammen med, at landmændene leverer offentlige goder i form af naturpleje, bedre dyrevelfærd og miljø. Altså at landmændene kompenseres for det tab af konkurrenceevne, der måtte følge af skrappere miljøkrav, og får økonomiske incitamen-ter til at gøre det rigtige set i forhold til miljø og dyrevelfærd.
Endelig vil det klassiske formål med land-brugspolitikken – at sørge for sikker forsyning af sikre og sunde fødevare – fortsat være vigtigt, ligesom der bør komme mere fokus på landbru-gets rolle i energipolitikken, fx gennem fremme af energiafgrøder.
Kommissionen bør blive skrappere til at sikre, at regler for f.eks. miljøbeskyttelse og dyrevelfærd gennemføres korrekt og rettidigt i de enkelte medlemslande, og at der er sanktioner, når dette ikke er tilfældet. Samtidig kunne man forestille sig en incitamentsstruktur, hvor medlemslande belønnes for rettidig implementering og overhol-delse af reglerne. Endelig er det afgørende med en forenkling af reglerne og en langt mere ensar-tet kontrol i medlemslandene. Det vil utvivlsomt komme Danmark til gode.

Halvgode kompromiser er bedre end ingen resultater
Med Parlamentets voksende indflydelse må man gøre op med sig selv, om man vil forsøge at skabe kompromiser og dreje dem i så liberal retning som muligt, eller om man vil stå fornærmet på side-linjen og holde fast i den rene liberale vej. For en ting er helt sikkert – den liberale vej vil få en svær gang gennem Parlamentet. De liberalsindede, som ønsker en kraftig nedskæring af landbrugsstøtten er et meget, meget lille mindretal.
Efter valget til Europa-Parlamentet sidste sommer blev magtfordelingen rykket mod højre, så den kristendemokratiske/konservative gruppe i dag står stærkere end før. I relation til ønsket om en liberal landbrugspolitik er det ikke nødvendig-vis en dårlig ting. Kristendemokraterne er ganske vist meget mindre reformvillige end den liberale gruppe, men forhåbentlig kan der samles opbak-ning til en accept af det nuværende niveau for landbrugsstøtten. Til gengæld finder man i den socialistiske og den grønne gruppe stærke kræfter, der ønsker at tilbagerulle de liberale reformer, regulere mere, men med en grønnere profil.
På tværs af politiske tilhørsforhold prøver vi nu at samarbejde om en mere liberal dagsorden blandt de nordeuropæiske medlemmer og se om det ikke i det mindste kan lykkes at sikre en konsolidering af de liberale reformer, samtidig med at der sikres en grønnere profil – det kunne måske i overordnede træk være et kompromis, der ikke er så ringe endda.
Jeg vil arbejde for at sikre indflydelse og prøve at dreje tingene i en rigtig retning, også selv om det kan betyde, at de kompromiser, vi når, ikke er de allerbedste. Men det tegner til at blive svært – som udgangspunkt. Det vil kræve en markant mobilisering af de mere liberalt tænkende blandt socialister og de konservativkristelige partier. Måske kan budgetdebatten blive en murbrækker.
Det står klart, at vi ikke kommer af med det absurde system for bidrag til EU – med britisk rabat og rabat på rabatten for andre lande – førend landbrugsudgifterne er bragt yderligere ned.
Et øget fokus på prioriteringerne af EU’s budget og nye veje til at stabilisere landbrugets indtjening vil muliggøre en mere åben debat om, hvilket fremtidigt landbrug vi ønsker i EU, og hvordan vi opnår det. Det vil jeg arbejde for i Budgetudvalget, når vi skal til at se på rammerne for EU’s budget efter 2013.

Det nationale ansvar
EU er jo karakteriseret ved, at der nok træffes mange og vigtige beslutninger i Bruxelles, men at udmøntningen af disse beslutninger oftest foregår i medlemsstaterne. Det er en detalje, der tit over-ses i den hjemlige debat, men detaljen er vigtig. Det er nemlig ikke kun vigtigt hvordan vi håndte-rer forhandlingerne i EU, men også hvordan de nationale myndigheder forvalter EU-midler og -regler. Vi har brug for fokus på gennemførslen for at sikre mere lige konkurrencevilkår på landbrugsområdet.
En del af EU’s landbrugsstøtte er afsat til de såkaldte landdistriktsmidler, hvor medlemslandene medfinansierer EU-støtten. Denne del af støtten er indført ved at overføre penge fra markedsord-ningerne. Spørgsmålet er, om denne tendens skal fortsætte, eller om de midler, der nu er afsat til erhvervsudvikling og støtte af miljø- og kultur-initiativer på landet er alt rigeligt. Det er i alt fald en del af EU-støtten, der ofte er blevet latterlig-gjort i dansk dagspresse, med fremhævelse af særlige projekter som f.eks. penge fra EU til en skibakke på Bornholm.
I stedet for at fortsætte reformerne i et lineært spor med flere penge til landdistrikter, lidt omrokeringer af hektarstøtten og krav om at sikre et bestemt beløb, burde fokus drejes mod en moderne fælles landbrugspolitik, hvor pengene overføres til forskning og innovation, der på en gang kan sikre landbrugets konkurrenceevne og miljøet. Ved blot at flytte en lille del af de midler, der er afsat til landbrugsbudgettet over til forskning og uddannelse, vil vi kunne gøre en kæmpe forskel. Forskning og uddannelse er grundelementerne i en forbedring af EU’s konkurrenceevne, der i fremtiden skal sikre vækst og sociale forbedringer for EU’s borgere. Udvekslingsprogrammer, midler til grundforsk-
ning og mere gennemsigtige ansøgningsproce-durer vil kunne mærkes med det samme.
Hvis det første ben i EU’s landbrugspolitik drejer sig om kroner og øre, er det andet ben den daglige drift af landbruget. Også her er udmønt-ningen og implementeringen i høj grad lagt ud til medlemsstaterne. Da der er tale om, at EU leverer en omfattende rammelovgivning for et erhverv i benhård konkurrence, er det vigtigt, at denne implementering foregår så ens som muligt i alle lande, så man undgår konkurrenceforvridning.
I Danmark bryster vi os jo tit af at være i top, når det gælder implementering af EU-lovgivning, og når det gælder lovgivning på miljøområdet. Det skal vi være stolte af, men der er en uheldig sideeffekt ved vores dygtighed.
Lad mig nævne to eksempler. Når landmænd modtager direkte støtte fra EU, foregår det på betingelse af, at en række bestemmelser vedrøren-de fx dyrevelfærd og miljø overholdes. Det er de såkaldte krydsoverensstemmelsesregler. Her er der i landbruget en oplevelse af, at kontrollen foreta-ges meget tilfældigt og med helt forskellig konse-kvens fra dag til dag. Man skal selvfølgelig over-holde reglerne, men det er vigtigt, at det bliver gjort på samme måde i alle lande.
Et andet eksempel drejer sig om noget så sexet som løsdriftsstalde. I 2013 bliver det nemlig et lovkrav, at drægtige søer skal gå i løsdriftsstalde. Danske landmænd har allerede investeret kraftigt for at kunne overholde disse krav, når loven træder i kraft. I Spanien er der pt. 10 pct. af drægtige søer, der går i løsdriftsstalde. I Italien har Berlus-coni antydet, at italienske landmænd ikke skal frygte sanktioner fra EU – dem skal staten nok sørge for at kompensere.
I begge tilfælde er der tale om, at vi i Dan-mark går langt for at overholde forpligtelserne i EU-samarbejdet. At reglerne ikke implementeres ens, og at kontrollen ikke foregår på en rimelig måde er bekymrende. Konkurrencen bliver for-vredet, og man straffer indirekte de erhvervs-drivende, der forsøger at leve op til reglerne. Det er et alvorligt problem, og det er et problem, vi skal gøre noget ved.
Mens vi i Danmark ofte fokuserer ensidigt på en afskaffelse eller i hvert fald kraftig reduktion af landbrugsstøtten, er debatten i Bruxelles temmelig anderledes. Det er vigtigt at arbejde for en grundig analyse af, hvordan pengene bruges bedst, hvordan man sikre ens konkurrencevilkår og mere simple regler. Og det er vigtigt, at vi også i Danmark får en mere nuanceret debat om landbrugets fremtid, og ikke bare står på sidelinjen med korslagte arme – især hvis vi ønsker indflydelse. Danmark har formandskabet i EU i foråret 2012, når de sidste ender skal bindes sammen på den fælles landbrugspolitik og rammerne for EU’s budget efter 2013 skal fast-lægges. Vi skal ruste os til den opgave ved at gå seriøst ind og søge indflydelse og arbejde for et godt kompromis.

Fra Bruxelles skriver i RÆSONS UGEMAGASIN:
Bendt Bendtsen, Morten Messerschmidt, Anne E. Jensen, Dan Jørgensen og Emilie Turunen

RÆSON