EU: Løgnens pris
10.03.2010
Især Sydeuropa er hårdt ramt af den økonomiske krise – hvad bør EU gøre, for at hjælpe disse lande? RÆSON spørger medlem af Europaparlamentet, Morten Messerschmidt.
Tyske toppolitikere har foreslået Grækenland at sælge ud af deres mange små øer – og derigennem mindske det store offentlige underskud. Idéen er absurd og ikke mindst hyklerisk, idet den er fremsat af Tyskland, der har en mangeårig negligering af EU’s økonomiske regelsæt bag sig.
Af Morten Messerschmidt (MEP, DF)
De tyske toppolitikere fra Angela Merkels parti, CDU, Josef Schlarmann og Frank Schäffer, er kommet på den tilsyneladende geniale idé, at Grækenland da bare kan løse alle sine økonomiske problemer ved at sælge ud af nogle af sine mange øer. Mange af dem er ubeboede, de ligger alligevel tæt på Tyrkiet – så hvorfor ikke sælge dem og dermed fylde den udhulede statskasse lidt op?
Ja, der findes mennesker, som kender prisen på alt, men værdien af intet. Mennesker, som ikke forstår, at et territorium ikke er noget, man sælger ud af. At ideen tilmed kommer fra Tyskland i et forsøg på at redde EU’s økonomiske bånd, som de i en årrække selv har brudt [Tyskland har overtrådt euroens konvergenskriterier, red.] illustrerer det grænseløse hykleri i sagen. Tyskland fik lov til, at have en større statsgæld end tilladt [max. 3 % underskud på de offentlige finanser, red.] blot fordi det er “et stort land”.
Grækenland har båret sig forkasteligt ad. Landet har konsekvent afleveret pyntede budgetter til EU. Budgetter, som tegnede et rosenrødt billede af den økonomiske situation i Grækenland. Det gik fint, så længe højkonjunkturen herskede. Men da krisen bredte sig, gik det galt. Statsunderskuddet var i 2009 på 12,7 % af BNP, hvilket er en tydelig overskridelse af de tre procent, som stabilitetspagten for euro-landene tillader. Og regeringen i Athen har nu måttet vedtage en spareplan, der skærer 4,8 milliarder euro i statsbudgettet.
Grækenland har begrænset manøvrerum
Spareplanen indebærer blandt andet højere moms, dyrere tobak og alkohol samt forhøjelse af pensionsalderen, reduktion af ansattes feriepenge og en generel lønnedgang. Tiltag, som har resulteret i strejker og betydelig social uro.
Nu kan man langt hen ad vejen sige, at det er Grækenlands egen skyld; man ligger med andre ord, som man har redt. Men samtidig er man nødt til at have in mente, at Grækenland inden for euro-zonen er blevet berøvet en lang række monetære redskaber, som tidligere var til rådighed, nemlig devaluering og depreciering.
Jeg skal være den første til at sige, at hverken devaluering – eller den mere drastiske depreciering – af en valuta er vejen frem. Den skubber problemer over på nabolandene, som får sværere ved at afsætte produkter, samtidig med at importen bliver øget fra “billigere” lande. I lille målestok oplevede vi det, da den svenske kronekurs for nyligt oplevede et historisk lavpunkt. Danskere strømmede til Sverige for at fylde indkøbskurven, mens svenskere i en stor bue gik uden om København. Hvilket blandt andet resulterede i, at forlystelser som Tivoli valgte at “veksle lige over” mellem svenske og danske kroner for at tiltrække svenske turister. Hertil kommer, at de svenske importpriser skød i vejret.
Nej, valutaafvigelser er ikke i nogens interesse, men samtidig er vi nødt til at konstatere, at penge som alt andet også har “en pris”. Og at det i håbløse situationer kan være nødvendigt for et land at trække i den økonomiske nødbremse. Når jeg har argumenteret mod euroen og for kronen, er jeg ofte blevet mødt med det argument, at jeg vil have 1970´ernes kaotiske tilstande med hyppige devalueringer tilbage. Det er naturligvis noget vrøvl. Fastkurspolitik skal være udgangspunkt, men det må ikke blive en spændetrøje – “et kors af guld”, som modstandere af genindførelsen af guldstandarden yndede at kalde mellemkrigstidens mislykkede forsøg på at genindføre monetær stabilitet efter Første Verdenskrigs ødelæggelser.
Græsk bankerot = euroens undergang?
Guldstandarden led som bekendt en krank skæbne på grund af 1930´ernes alvorlige kredit- og gældskrise, og keynesianismen gik sin sejrsgang. Med euroen forholder det sig stik modsat: Den blev introduceret i en periode med en historisk vækst og en højkonjunktur uden sidestykke i efterkrigstiden. Det vil sige, at mange af euroens systemiske fejl i lang tid forblev skjulte.
Den største systemiske fejl ved euroen er, at den nødvendige samordning og koordinering af medlemslandenes økonomiske politik ikke har fundet sted. Det siger sig selv, at en koordinering er nødvendig, men euro-tilhængerne vidste udmærket godt, at al tale om et bindende politisk samarbejde ville få de fleste europæere til at flygte skrigende bort. Derfor måtte euroen pakkes ind i harmløst kulørt gavepapir, hvor der kun stod et par luftige vendinger om fastkurspolitik – og så ellers en hel masse sludder om, hvor let det ville blive at rejse rundt i EU, når man ikke længere skulle veksle. Ja, det var faktisk det primære salgsargument for den fælles valuta.
De politiske og økonomiske forudsætninger for fastkurspolitikken blev med andre ord let og bekvemt fejet ind under gulvtæppet. Så længe væksten kørte på fuld damp med stigende aktiekurser og boligpriser, kunne intet gå galt. Alligevel var der advarselslamper, der blinkede rundt omkring. Da Portugal fik problemer med at overholde konvergenskriterierne på grund af en overskridelse af grænsen for budgetunderskud, pustede de store lande sig op og tog Portugal kraftigt i skole. Da det tilsvarende skete i Tyskland, var der derimod ikke noget at gøre, for uden Tysklands accept ville euroen hurtigt bryde sammen.
I dag er det Grækenland, og vi ser nu, hvordan de store EU-lande kan sætte rammerne for den økonomiske politik i et i teknisk henseende ellers selvstændigt land – det arrogante forslag om, at Grækenland bør sælge ud af sti territorium skal netop ses i dette lys.
Og der står meget på spil. Hvis Grækenland går statsbankerot, vil det tage livet af euroen, mener topchefen for Deutsche Finanzagentur, der styrer den tyske stats låntagning. Han siger videre, at den aktuelle, økonomiske krise “er en syretest, der vil afsløre om medlemmerne af euroen holder sammen og løser problemerne”. Samtidig understreger Angela Merkel, at euroen kun kan klare sig, hvis Grækenland og andre gældstyngede lande foretager de nødvendige tilpasninger og nedskæringer – og hun tilføjer, at finansmarkedernes tillid står og falder med, hvorvidt det lykkes at trimme fire procent af den samlede økonomi i euro-landene. Hvad Merkel her i virkeligheden siger, er, at det enkelte land på bøje sig for flertallet – og at det enkelte medlemsland ikke længere har magt over sin økonomiske politik.
To mulige fremtidsscenarier
Hvad vil fremtiden nu bringe? Ja, jeg ser to mulige scenarier, som er afhængige af en lang række faktorer.
“Best case” er en generel global vækst og dermed øget beskæftigelse, som afhjælper de budgetunderskud, som ikke kun Grækenland har oparbejdet – uden at det kommer til alvorlige nedskæringer og reformer, som kan afstedkomme omfattende uro.
“Worst case” er derimod situationen, hvor lande med budgetunderskud kommer ind i en alvorlig ond cirkel med stadigt stigende rente. Her er der ingen vej uden om smertefulde reformer og den sociale uro, der vil følge i kølvandet. EU vil ikke kunne tåle demonstrationer og strejker i større mængder, da disse langsomt, men sikkert, vil blive rettet mod selve EU og ECB. Det vil kunne betyde, at euroen må enten opgives eller ændres.
Vi kan prise os lykkelige
Hvor er det i grunden ærgerligt, at vi kunne have været helt sparet for denne situation, hvis blot euroens foregangsmænd og tilhængere havde været mere klare i spyttet og forklaret de europæiske vælgere, hvilke konsekvenser indførelsen af en fælles valuta har for landenes økonomiske manøvrerum.
Det er muligt, at euroen så var gået i glemmebogen, men i det mindste havde det været ærlig snak fra begyndelsen. Som med alle løgne gælder det, at de på et tidspunkt bliver opdaget – og jo længere tid, der går, før det sker, desto mere smertefuldt bliver det som regel, når sandheden endelig kommer frem. Euroen er grundlagt på en løgn – eller i hvert fald kun en halv sandhed – nemlig den, at medlemslandene også efter tiltrædelsen ville kunne bevare deres økonomiske og politiske handlefrihed. Det er naturligvis en illusion – ja, det rene blændværk.
Selv om den danske regerings seneste reformudspil begrundes med hensynet til kronens binding til euroen – og dermed illustrerer, at også Danmarks manøvrerum er indskrænket – skal vi prise os lykkelige over, at vi ikke i praksis har udskiftet kronen med euro. Vi har bevaret friheden sammen med lande som Storbritannien og Sverige. At vi i en årrække har været bundet til euroen, er ikke nogen endegyldig beslutning. Vi kan stadig vælge at udtræde. Det kan de ikke i Grækenland, Portugal, Spanien, Irland eller for den sags skyld Tyskland. Løgnens pris kan vise sig at blive særdeles høj for de politikere, der lovede deres vælgere guld og grønne skove med euroen.
Fra Bruxelles skriver I RÆSONS UGEMAGASIN:
Dan Jørgensen, Morten Messerschmidt, Emilie Turunen, Jens Rohde og Bendt Bendtsen.
![RÆSON10: December 2011 [125 kr.]](http://raeson.dk/wp-content/uploads/2011/12/r10cover-79x150.jpg)
