EU-KOMMISSIONEN: Teknokratisk højborg eller politiseret forvaltning?

03.03.2010

Dengang de store medlemslande hver skulle udpege to kommissærer, var der tradition for at vælge én fra begge politiske fløje. Nu har de kun en kommissær – og tendensen er, at en regering vælger en kommissær fra sin egen lejr. Et EU med mange borgerlige regeringer har derfor sammensat en konservativ-liberalt domineret Kommission: Barosso II. Det ligner et farvel til Kommissionen som en ’neutral’ varetager af fælleseuropæiske interesser – men kan bane vejen for et EU, der kommer langt tættere på vælgerne.

Af Rikke Wetendorff Nørgaard

For præcis en måned siden sagde Europa-Parlamentet god for den nye EU Kommission –’Barroso II’ – i plenarsalen i Strasbourg. Kommissærerne vælges blandt de kandidater, som medlemslandene foreslår, og hvert medlemsland har én kommissær. Før Nice-traktaten – og sidenhen Lissabon-traktaten – trådte i kraft, havde store medlemsstater to kommissærer hver – hvilket betød, at de oftest foreslog én kommissær fra venstrefløjen og én fra højrefløjen. I dag, hvor medlemsstaterne kun har én kommissær hver, afspejler deres forslag imidlertid for det meste regeringssammensætningen hjemme. Det betyder selvfølgelig, at Kommissionen bliver domineret af én politisk fløj, hvis den ved udnævnelse har magten i et større antal medlemslande. Det var tilfældet ved udnævnelsen af kommissærer tilbage i 2004, ligesom det – endog i endnu højere grad – er tilfældet nu i 2009-10, hvor det konservative EPP har sat sig på 13 ud af 27 kommissærposter (Kommissionen tæller desuden otte liberale og seks socialdemokratiske medlemmer). Mens flere kommissærer i ‘Barroso I’-Kommissionen (2004-2009) blev valgt på tværs af partilinjer og på baggrund af deres evner og ekspertise (fx Polens og Sloveniens kommissærer), så synes kommissærerne i ‘Barroso II’-Kommissionen (2010-2014) at være valgt på baggrund af deres politiske tilhørsforhold.
Kombinerer man ‘én kommissær pr. medlemsstat’-reglen med det faktum, at kommissionsformanden idag bliver valgt ved kvalificeret flertal i Rådet af regeringsledere – frem for enstemmighed som tidligere – begynder der at tegne sig et billede af en stadig mere politiseret Kommission. Kommissionens formand kan nu vælges af et politisk flertal – der ikke behøver finde et kompromis med mindretallet.

Parlamentet får mere magt over kommissionen
Barroso blev valgt som formand i overensstemmelse med Nice-traktatens regler, da Lissabon-traktaten på daværende tidspunkt endnu ikke var trådt i kraft. Men fremover skal kommissionsformanden imidlertid vælges i overensstemmelse med reglerne i Lissabon-traktaten, som lyder, at Det Europæiske Råd skal foreslå en kandidat til rollen som formand for EU-Kommissionen “under hensyntagen til valget til Europa-Parlamentet og efter passende høringer”.
Formuleringen understreger udviklingen hen imod en øget politisering og kan tænkes at opfordre politiske partier i Europa-Parlamentet til fremover at give udtryk for deres præferencer med hensyn til kandidater til posten som kommissionsformand længe før valget til Europa-Parlamentet. Det så vi en prøve på sidste år: INDEN valget i juni meldte Det Konservative Europæiske Folkeparti (EPP) ud, at de støttede en bestemt konservativ kandidat – Jose Manuel Barroso – som formand for EU-Kommissionen i perioden 2010-2014. Det var usædvanligt – og de andre partier i Europa-Parlamentet fulgte da heller ikke efter. Men ved at nominere Barroso som deres kandidat, gav EPP de europæiske vælgere mulighed for at indikere, hvem de helst så som formand for Kommissionen de næste år frem: En stemme på EPP var en stemme på Barroso. EPP blev som bekendt ‘vinderne’ af EP-valget med 36 % af stemmerne og 265 pladser i Parlamentet. I september blev Barroso valgt som officiel kandidat til kommissionsformandsposten – støttet af EPP, de Liberale (ALDE) og de Europæiske Konservative (ECR).
Med Lissabon-traktatens krav om hensyn til Parlamentet bliver Kommissionsformanden indirekte sat på valg blandt EU’s vælgere og den
politiske betydning af Europa-parlamentsvalget øges. Snakken i Bruxelles går på, at de fire mest markante partier i Europa-Parlamentet – de Konservative, de Liberale, de Grønne og Socialdemokraterne – meget vel kan gå hen og nominere hver deres kandidat til posten som kommissionsformand før næste valg til Europa-Parlamentet i 2014. Stod det til formand for De Europæiske Socialdemokrater, Poul Nyrup Rasmussen, burde det allerede være sket ved sidste valg: ”I would have preferred the PES to have a candidate for the President of the European Commission, but we do not, and we will not before the elections. Who becomes President of the European Commission now depends on the result of the European elections. (…). If there is a new majority in the European Parliament Barroso will not become Commission President.” Viljen til at gøre Kommissionen til en mere politisk institution er altså tydelig.

En politiseret Kommission = øget demokratisering
I teorien burde EU-Kommissionen ikke være en politisk institution. Dens mission er, ifølge Traktaten at udføre sit hverv ”i fuldkommen uafhængighed og i fællesskabets almene interesse”. Kommissionens opgave er altså at varetage fælleseuropæiske interesser – ikke at forsvare partipolitiske dagsordener. Men når nu Kommissionen i praksis ser ud til at være politiseret, hvilke konsekvenser har det så?
Udviklingen kan siges, at være udtryk for en øget demokratisering, idet politiseringen vil skabe en mere åben debat om EU-politikken, hvor de europæiske vælgeres præferencer og interesser i højere grad kædes sammen med den politik, der laves på EU-niveau. Vælgerne vil kunne identificere forskellige politiske programmer, vælge side og acceptere at være på ‘det tabende hold’ ved ét valg i forventning om at være på ‘det vindende hold’ ved næste valg – ligesom i national politik. Hvis der er konkurrence om vælgerne, har både Kommissionen og Rådet et reelt incitament til at ændre deres politiske linje i takt med ændringer i de europæiske vælgeres præferencer.
Valget til Europa-Parlamentet er netop ofte blevet kritiseret for at være et ‘andenrangs-valg’ med lav valgdeltagelse og mangel på politikere med vælgertække. Hvis europæiske politiske partier generelt begynder at nominere egne kandidater til posten som formand for Kommissionen forud for Europa-parlamentsvalget, kan det tænkes at stimulere både vælgernes og mediernes interesse for EU-politik. Europæiske vælgere vil derved få indflydelse på valget af formanden for den EU-institution, som fremsætter lovforslag på EU-niveau, og som lidt firkantet sagt har den dagsordensættende magt, når der kommer til EU-politik. Pludselig gælder argumentet om, at det er ligegyldigt, hvem man stemmer på til Europa-parlamentsvalget, ikke længere.
En øget politisering af Kommissionen kan måske også gøre det nemmere for EU-institutionerne at koordinere deres politiske holdninger og på den måde skabe stabile, politiske alliancer. En gennemgående politisk linje på tværs af Europa-Parlamentet, Kommissionen og Rådet, – kombineret med en vågen og aktiv politisk opposition til at holde vagt og udfordre det siddende flertal – kan vise sig at være vejen til en mere effektiv og resultatorienteret EU-politik, som vil være nemmere at kommunikere ud til de europæiske vælgere. EU-systemet synes at have tilstrækkeligt med ‘checks and balances’ til at kunne rumme en sådan politisering og sikre, at politiske mindretal stadig beskyttes, og EU-politik stadig bliver lavet med udgangspunkt i brede, politiske koalitioner.

Rikke Wetendorff Nørgaard (1985) studerer Statskundskab på overbygningen på Københavns Universitet. Sideløbende er hun ved at tage en Master i EU-politik på Europakollegiet i Brügge. Hun har tidligere været ansat som student i Europapolitisk kontor i Udenrigsministeriet og Center for Europæisk Politik.

RÆSON