EU’S KLIMAPOLITK EU’s klimakur efter COP15

31.03.2010

EU-landene skal op til det kommende COP16-møde i Mexico, blive enige om fælles målsætninger på klimaområdet, heriblandt fælles reduktionsmål. RÆSON har spurgt Dan Jørgensen, hvilke klima-målsætninger, man bør opsætte i EU-regi.

De værste klimatømmermænd efter København er ved at fortage sig. Nu er det tid til at rejse sig ved det træ, hvor vi kollektivt faldt i Bella Centret og fokusere på, hvordan målet om en international klimaaftale kan nås.
På papiret er klimakuren lige til: Første skridt er at opstille og opfylde ambitiøse reduktionsmål, det næste er at tage til Mexico [COP16, red.] og banke aftalen på plads. For EU gælder det om at kæmpe for en reduktion på mindst 30 % i 2020. Et ambitiøst reduktionsmål vil understrege EUs førerposition og lede til vækst og international indflydelse for Europa. Alligevel er det svært at nå til enighed i Bruxelles.

Af Dan Jørgensen (MEP, S)

Status for Københavner-erklæringen
Der er blevet sagt og skrevet meget om de tre A4-sider, der blev resultatet af det store klimatopmøde i København i december.
Lars Løkke står helt alene, når han udråber resultatet til en succes. I medier i alle andre dele af verden kaldes erklæringen en fiasko. Også klimakommissær Connie Hedegaard og FN’s klimachef, Yvo De Boer, har sagt, at resultatet af COP15 var en skuffelse og langt fra tilstrækkeligt.
Selvom der blev enighed om, at den samlede globale temperaturstigning skal holdes under 2 grader celsius – et positivt resultat – indeholder erklæringen nemlig ingen bindende reduktionsmål på hverken kort, mellemlangt, eller lang sigt. Man har så at sige sagt A uden at sige B: Målet er klart, men uden for rækkevidde, fordi midlerne ikke er til stede.
Ret skal være ret. De frivillige forpligtelser, der siden er blevet indgivet, dækker lande med mere en 80 % af verdens CO2-udledning, herunder både USA, Kina, EU og BASIC-landene. Det er første gang, at så mange lande underskriver en hensigtserklæring på klimaområdet. Problemet er bare, at det på ingen måde løser de udfordringer, der følger af klimaforandringerne. Hvis samtlige af de reduktionsforpligtelser, der er lagt på bordet opfyldes, vil verdens C02-udslip reduceres med 13-18 % i 2020 i forhold til 1990.
Regner man ubrugte kvoter, som der særligt er mange af i det tidligere Sovjetunionen, kan tallet blive meget mindre. Det er under alle omstændigheder soleklart, at det er alt for langt væk fra de 25-40 %, som videnskaben entydigt anbefaler, hvis 2 grads-målsætningen skal nås.
Hvis vi skal fastholde ambitionen om ikke at overstige de 2 grader celsius, er det derfor stadig tvingende nødvendigt at fortsætte arbejdet mod en international aftale.

Øgede EU-ambitioner er vejen frem
I Bruxelles, hvor træerne – meget apropos – i øjeblikket blomstrer tidligere end normalt, er det helt store spørgsmål derfor, hvad EU skal gøre. Miljøministrene diskuterede det for to uger siden, og regeringslederne fra EU mødtes i sidste uge. Desværre kan ingen af dem nå til enighed om en fælles vinderstrategi for EU.
Diskussionen kredser i cirkler om EU’s samlede reduktionsmål for 2020 i forhold til 1990. Skal det fastholdes på 20 %? Det bakkes ikke overraskende mest aggressivt op af lande som Polen og Italien. Men også mange andre har fået kolde fødder. Eksempelvis er Danmark heller ikke længere faste i kødet. I Venstre kalder man det “at være tossegod”, hvis man går ind for, at EU skal hæve reduktionsmålet til 30 % allerede nu. Selv en politiker som Jens Rohde, der jo tidligere her i RÆSON har argumenteret for en ambitiøs EU-linje, er nu på den skeptiske fløj og afviser at gå op til 30 % i dag.
Argumentet fra modstanderne af en ambitiøs EU-kurs er, at EU ikke har råd til at springe til et mål om 30 %, hvis ikke andre lande – såsom USA – gør det samme. Jeg siger, at vi ikke har råd til at lade være.
For det første er udgifterne ved at nå de 30 % slet ikke så store, som man måske skulle forvente. Beregninger viser, at vi – på grund af den økonomiske krise – kan nå det mål for ca. samme pris, som vi troede, det ville koste at nå de 20 %, da den målsætning blev fastsat.
For det andet vil et hop til (mindst) 30 % tvinge os i gang med nogle af de reformer, vi alligevel skal i gang med for at håndtere energisikkerhed, konkurrenceevne, jobskabelse og grøn vækst og dermed gøre EU mere effektivt og konkurrencedygtigt. I fremtiden skal alle verdens lande brænde massivt færre fossile brændstoffer af. Vi skal alle ændre vores grundlæggende måde at producere og forbruge energi på. De, der gør det først, vil have et forspring.
Derfor forstår jeg simpelthen ikke dem, der mener, at EU ikke skal gå forrest. Hvordan kan man være “tossegod” som Venstres miljøordfører udtrykte det ved faktisk at fremtidssikre vores konkurrenceevne? Det er da det modsatte nemlig rettidig omhu.
Når vi derudover ser på, hvad EU’s muligheder er for at påvirke resten af verden i de internationale klimaforhandlingerne, er der efter min mening ikke nogen tvivl om, hvad vi skal gøre. EU’s eneste reelle mulighed for at gøre en forskel er nemlig at gå forrest med det gode eksempel. Vise de andre, at det kan lade sig gøre og måske endda få dem til at frygte, at de kommer bagud, hvis ikke de følger trop.
Kaster man et blik på EU’s historie og internationale rolle, står det klart, at det netop er som det gode eksempel, at EU traditionelt har vundet mest indflydelse. Hvad er sandsynligheden for, at den amerikanske kongres i et år, der står i midtvejsvalgenes tegn vil hæve reduktionsmålene afgørende, fordi EU fastholder 20 %? Meget små – hvis overhovedet eksisterende.
Hvorvidt det lykkedes at få EU til at tage skridtet fra 20 til 30 % er for tidligt at sige. Vi socialdemokrater arbejder for det i EU-parlamentet, og Connie Hedegaard trækker i den rigtige retning i EU-kommissionen. Om det er nok, afhænger af om den borgerlige fløj i EU-parlamentet bliver klogere, og hvor flertallet i Ministerrådet ender med at lægge sig. Ved det netop overståede møde blandt regeringscheferne i Det Europæiske Råd, kom man desværre ikke videre. Målet om de 20 % fastholdes. Døren til de 30 % blev ikke fuldt åbnet, men står stadig kun på klem.

Connies taber-strategi
Netop fordi Connie Hedegaard presser udviklingen i den rigtige retning i Bruxelles, er det trist, at hun har afblæst indsatsen for en juridisk bindende aftale i Cancun. Det blev desværre mejslet ud i sten, da hun præsenterede udspillet til den strategi, der i sidste uge nød støtte fra EU-medlemslandenes regeringschefer.
Hvis EU allerede smider håndklædet i ringen nu, er det helt sikkert, at vi ikke får en aftale, der er god nok.
På trods af, at jeg desværre anerkender, det overvejende usandsynlige i en opnåelse af en aftale, der er god nok i Cancun, mener jeg, det er en forkert strategi at anerkende nederlaget på forhånd.
Hedegaards argumentation for, at EU ikke skal presse på for at få en aftale i København, lyder: “Så risikerer man endnu en gang ikke at kunne levere og skuffe verdens befolkninger. Har vi råd til det? Har vi fx råd til at risikere, at heller ikke konferencen i Mexico leverer den globale aftale med den risiko, at processen får dødsstødet?”
Hedegaards rationale er altså, at EU ikke skal kræve en fyldestgørende juridisk aftale i Mexico – på trods af, at vi faktisk mener det – fordi det vil “skuffe verdens befolkninger”, hvis vi så ikke får det. Og videre, at den skuffelse vil manifestere sig i, at processen for en løsning på klimaproblemerne stopper. Det er der tre ting at sige til:
For det første tror jeg faktisk, at verdens befolkninger allerede er skuffede. Ligesom jeg tror, at mange allerede har mistet troen på, at vi nogensinde får en klimaaftale, der er god nok. Når ikke det lykkedes i København med det momentum, der var bygget op, så er det svært at forestille sig, at det skulle blive bedre inden for de næste par år. Men i stedet for at bekræfte den udbredte skepsis ved på forhånd at erkende nederlaget i Mexico, så burde EU da netop være den kraft, der trods alt giver anledning til håb. EU’s magt på den globale scene i det her spørgsmål er netop knyttet til, at vi går forrest og kæmper for klimaet. Det har vi haft held med før også i andre situationer, hvor det så sort ud. Fx var det i høj grad EU, der sikrede, at vi i sin tid fik en Kyoto-aftale, selv om den også var dømt død mange gange før. Jeg kender ingen eksempler på, at EU har haft held med en defensiv forhandlingsstrategi i internationale forhandlinger.
For det andet: Hvis man endelig skal følge Hedegaards argument og være bekymret for, at det kan være farligt at bygge for store forventninger op inden Mexico, så tror jeg, det er sikkert at sige, at der er andre – langt mere magtfulde aktører – som nok skal holde forventningerne nede. Her tænker jeg primært på USA og Kina. Det behøver EU ikke at påtage sig. I stedet bør vi faktisk gøre det modsatte. EU skal kæmpe for, at ambitionsniveauet ikke bliver for lavt. Gør vi det ikke, er der nemlig næppe andre, der gør det. Derfor kan man spørge Connie, om det faktisk ikke er hende, der giver “processen dødsstødet”, når hun giver op på forhånd?
For det tredje har udgangspunkter betydelige konsekvenser for resultatet. Forestil dig, at en løber, der i et træningsløb rammer muren efter 20 kilometer og beder sin træner om lov til at stoppe. Her er bedømmelsen af resultatet helt afhængigt af, om målet er at kunne løbe en halvmaraton
eller en et helt maraton. Hvis det første er tilfældet, vil træneren med rette kunne sige: “Det er ok, vi er tæt på og du skal nok nå resten senere”. Er målet derimod de 42 kilometer, vil træneren formentlig sige: “Nej, det er ikke godt nok. Du skal tættere på målet, ellers når vi det aldrig.” Pointen er: hvis vi allerede inden mødet i Mexico sænker ambitionerne, vil deltagerne på mødet også være tilbøjelige til at acceptere en mindre ambitiøs aftale, end de ellers ville have været.

Klimakuren for EU
En simpel kur for verdens klimaproblemer findes ikke. Lige så lidt som et simpelt svar på, hvad EU bør gøre, eksisterer. Men der er, som jeg argumenterer for her, er for mig at se indlysende: EU skal gå forrest. Kun ved at tage lederskab, kan vi gøre en forskel.
Derfor bør EU dels hæve ambitionsniveauet og straks hæve reduktionsmålet fra 20 % til 30 %. Og derudover skal vi være den aktør, der presser resten af verden for at få en global aftale på plads allerede i Cancun til november.

Fra Bruxelles skriver I RÆSONS UGEMAGASIN:
Dan Jørgensen, Morten Messerschmidt, Emilie Turunen, Jens Rohde og Bendt Bendtsen.

RÆSON