Erik Meier Carlsen til RÆSON: Nu går Socialdemokratiet ’classic’

Erik Meier Carlsen til RÆSON: Nu går Socialdemokratiet ’classic’

14.05.2010


”[Fair Løsning] mobiliserer kommuner og fagbevægelse på en måde, der giver S-SF øget troværdighed som regeringsalternativ. Manglende erfaring er et alvorligt handicap for S og SF, men alliancen med de stærke, veletablerede samfundsinstitutioner råder bod herpå. Samtidig er der tale om en form for ’Socialdemokratiet Classic’ – et brand, DF ellers har vundet ejerskab til.”

INTERVIEW af RÆSONs redaktion

Står S-SF overordnet set styrket med planen ”Fair Løsning”? Udgør de et reelt alternativ til regeringen? Og hvor står De Radikale ift. planen?
S-SF styrker sig som alternativ, og planen skaber en afgørende ny accept af S-SF hos De Radikale. Der er vel tale om et reelt alternativ til regeringen Løkke, men sejren er dog langtfra i hus. Løkkes solide erfaringer som administrator af velfærdssamfundet vil være en betydelig fordel, når først vælgerne træder ind i stemmeboksenes stille alvor, mens krisen stadig rumsterer derude. De Radikale er næppe indstillet på at binde sig definitivt til S-SF, og et valgresultat med Liberal Alliance i Folketinget kan skabe helt nye samarbejdsmønstre.

Hvordan vurderer du indholdet overordnet set – er det en sammenhængende og progressiv plan?
Planen er et ganske imponerende og modigt udspil. Det er originalt og stærkt at tilbyde en alliance med fagbevægelsen om forøget arbejdstid. Den samlede plan er mindre imponerende – det gælder ikke mindst skattedelen.


Planen indeholder blandt andet et forslag om at øge arbejdsugen til 38 timer. Hvorvidt er det et holdbart forslag, og vil det rykke noget videre?
Det skal vise sig, hvor effektfuldt og hurtigt en arbejdstidsforøgelse af så store dimensioner kan sættes igennem via forhandlingssystemet. Forsinkelsen og strategien med at øge gælden på forventet efterbevilling er et afgørende sårbart punkt.


Hvad betyder det, at både LO og KL har bakket op om forslaget om den forlængede arbejdsuge?
S-SF mobiliserer kommuner og fagbevægelse på en måde, der giver S-SF-alternativet øget troværdighed som regerings-alternativ. Manglende erfaring er et alvorligt handicap for S og SF, men alliancen med de stærke, veletablerede samfundsinstitutioner råder bod herpå. Samtidig er der tale om en form for “Socialdemokratiet Classic”, et brand, DF ellers har vundet ejerskab til.

S-SF har desuden lanceret en række tiltag på uddannelsesområdet. Er det den slags ændringer der skal til – og vil de have den ønskede effekt?
Forslagene på uddannelsesområdet er tvetydige: grundtanken om en hurtigere gang gennem systemet ledsaget af garantier om optagelse og praktikpladser har dog megen logik og rimelighed i sig.

Viser S-SF med planen økonomisk ansvarlighed? Vil det kunne flytte stemmer til blokken eller vil de udelukkende opleve opbakning fra deres egne?
Det er klart, at der med forslaget om øget arbejdstid, der går mod den generelle tendens og manges forhåbninger, er et markant element af “ansvarlighed” og vilje til også at vælge besværlige og risikable løsninger, som peger i retning af øget ansvarlighed. Det er måske mere egnet til at generobre tabte socialdemokratiske kernevælgere, men dem er der også mange af.