Erik Meier Carlsen Tid til magtskifte?

31.03.2010

RÆSONs redaktion introducerede i ugemagasin #7 (d.17.marts 2010) en interviewserie om oppositionens planer, muligheder og udfordringer med iagttagere både på venstrefløjen og udenfor.

RÆSON har denne gang spurgt Erik Meier Carlsen om oppositionens muligheder for at vinde regeringsmagten.

Af Erik Meier Carlsen

1.Vælgerne har tilsyneladende taget pænt imod planerne om en ny Millionærskat og udskydelsen af skattelettelserne for de højestlønnede. Er disse udspil udtryk for en markant mere venstreorienteret stil hos S-SF i fordelingspolitikken? Er det testforslag, som vil blive fulgt op af flere nye skatter – eller er det ekstraordinære tiltag, fremkaldt af krisen?
Ligesom Bent Winther og Jarl Cordua (BW og JC) [i ugemagasin #7, red.] anser jeg forslagene om skatteforhøjelser for “de rige” at være mere taktiske og symbolske end udtryk for en strategisk nyporientering.
Forslagene tilgodeser SF’ernes forestillinger om at de kan “rykke” S til venstre, de er en slags retfærdiggørelse af valgsloganet om “velfærd i stedet for skattelettelser”. Men både S-ledelsen, der har søgt at etablere tilslutning til skatteloftet, og SF, der har accepteret et loft, har i realiteten i deres strategiske tænkning accepteret at omfordeling ikke længere er en vigtig prioritet og at den internationale konkurrence sætter snævre grænser for skatteforhøjelser, ikke mindst for de største indkomster.
Forslagene kan derfor være med til at sløre billedet af S-SF’s krise-strategi, ikke mindst fordi det kædes sammen med en aggressiv kritik af at mere eller mindre selvfinansierede sakttelettelser som kom til at indgå i regeringens krisepolitik i første fase;.skattelettelser som også indgik i den britiske Labour-regerings og Obamas semi-socialdemokratiske krise-strategier
Det er svært at fastholde logikken i at skattelettelserne er udtryk for uansvarlig udgiftspolitik, når man samtidig kræver større offentlige udgifter og investeringer som på kort sigt øger underskuddet på de offentlige budgetter væsentligt mere end regeringens politik.

2. S-SF fremlægger efter sigende en økonomisk kriseplan efter påske. Hvad vil den indeholde? Hvad vil den IKKE indeholde?
Jeg er bange for at planen ikke vil imponere med nytænkning, men blive en ny rundtur med kendte forslag, der – som JC siger – vil bygge på forskydninger af udgifter og underskud. Det er tiltalende at S og SF har krævet en ekspert-redegørelse for finanskrisen i forbindelse med bankpakke3. Opgøret om krisepolitikken bliver afgørende for næste valg og som antydet har ikke mindst oppositionen brug for mere dynamik og sammenhæng i sine udspil, og hertil kræves nye analyser og indsigter. Finanskrisen er stadig dårlig forstået, hvad der tvinger regeringen til at indtage en afventende position og afmåle indsatsen efter udviklingen.

3. Ifølge Hans Engell [EB d.14/3 2010, red.] vil Margrethe Vestager afvise S-SF-planen og markere sit parti i modsætning til S-SF – og Helle Thorning-Schmidt vil til gengæld ikke give R nogen indrømmelser for regeringsdeltagelse. Ifølge Engell er R’s markeringsiver en foræring til regeringen. Har han ret?
De radikales strategi er et logisk forsøg for at finde en selvstændig plads i feltet op til valget og et realistisk forsøg på at genvinde pladsen i midten af dansk politik.
Jeg tvivler på, at de radikale vil indtræde i en regering med S og SF efter valget. De radikale vil kunne få maksimal indflydelse udenfor en S-SF-mindretalsreegring, hvorfor en sådan regering vil være hårdt presset.
S kan næppe danne en SR-regering efter løfterne til SF, men måske en ren socialdemokratisk mindretalsregering,.hvis Thorning skal have manøvrefrihed og ikke ende som Søvndahls gidsel.

4. SF har mistet det meste af sin kæmpefremgang i meningsmålingerne [Politiken 14/3 2010, red.]. Hvorfor? Vil faldet få partiet til at ændre kurs?
Allerede ved SF’s himmelfart i målingerne for to år siden forudså jeg, at de nye vælgere ville vise sig meget illoyale og sammenlignede med den voldsomme men flygtige tilslutning til de “radicoole” i 2005 og til Ny Alliance i 2007. Søvndahl fangede en modsætningsfuld
frustration i en del af vælgerkorpset, der er trætte af VKO, men af forskellige grunde. Han kan ikke lægge en entydig strategi, der kan sikre vækstens holdbarhed.

5. Jan Trøjborg (S), KLs formand, har sagt at efterlønnen må reformeres – og vil i øvrigt øge brugerbetalingen. Er disse udmeldinger aftalt med partiledelsen? Vil S turde dagsordensætte en sådan diskussion på denne side af et valg?
Trøjborg har udfordret partiledelsen. Men hans signal var i sig selv ikke dårligt set fra et socialdemokratisk synspunkt og en brugerbetaling kunne meget vel være en del af en troværdig socialdemokratisk krise-politik.

6. Bliver de følgende ministre i en S-ledet regering: Mogens Lykketoft, Henrik Dam Kristensen, Poul Nyrup Rasmussen?
Jeg er enig i at Dam Kristensen er et ret sikkert medlem og at Nyrup er næsten udelukket og Lykketoft mindre sandsynlig.

7. Hvordan klarede Helle Thorning-Schmidt efter din vurdering sin første duel med Statsministeren? Hvad fortalte mødet os om de to kandidater, og om det år (?) der er tilbage inden næste valg?
Pænt, skønt hun måske var for aggressiv. Men vælgerne lader sig ikke styre af statsministerkandidaternes karisma (spørg Goul) [Jørgen Goul Andersen, red.]. Særligt ikke efter det fald i karisme niveau som Foghs afgang har betydet. Når det kommer til valget, vil vurderingen af kandidaternes og partiernes kompetence og evne til at sikre balance (også i udlændingepolitikken) og fremgang efter krisen være afgørende.

Erik Meier Carlsen er politisk kommentator, journalist og forfatter

RÆSON