EGYPTEN Kan Elbaradei gøre en forskel i Egypten?

26.05.2010

Siden nobelprisvinder og tidligere chef for Det internationale atomagentur, Mohamed ElBaradei, i februar ankom til Egypten, har han tiltrukket sig enorm interesse fra medier i både ind- og udland. Men hvilken forskel kan han reelt gøre i et land, der i snart 30 år har været præget af politisk stilstand?

Af Peter G.H. Madsen

Da Mohamed ElBaradei i februar landede i Egyptens største lufthavn i Kairo var det til en velkomst, der normalt kun er forundt succesfulde fodboldlandshold og feterede Hollywood-stjerner.
Tilhængere i hundredvis var mødt op med bannerne sprayet med ”ElBaradei for President”, som de hujende viftede i ankomsthallen, mens fotografer fra både den egyptiske og den internationale presse kæmpede om at få det bedste billede af den 67-årige hovedperson.
Med en sådan velkomst skulle man tro, at ElBaradei allerede havde sikret de 81,5 millioner egypterne vækst, velstand og demokrati, da hans fly satte hjulene på landingsbanen i Kairo. Men faktisk var hans eneste dåd på daværende tidspunkt, at han fra sin bopæl i Wien i Østrig havde kritiseret det egyptiske regime samt landets 82-årige præsident gennem 29 år, Hosni Mubarak.
Fire måneder er gået siden ElBaradeis heltemodtagelse, men opmærksomheden omkring hans person er så absolut ikke blevet mindre. Både den lokale og den internationale presse skriver nærmest dagligt om ham. Og på Facebook, der i Egypten er et af de sikreste og mest populære steder at give udtryk for sin holdning, vokser og vokser hans fanbase, som i skrivende stund tæller 236.641 medlemmer.
Men er der overhovedet grund til al den postyr? Kan ElBaradei gøre nogen som helst forskel for den egyptiske dørmand eller taxachauffør, der dagligt kæmper sig vej gennem Kairos trafikale kaos med én hånd på rattet og en smøg i kæften?

Overklassebarn og nobelprisvinder
En ting synes at stå klart. ElBaradei kender næppe meget til dørmanden eller taxachaufførens liv, hvilket hans modstandere – særligt fra de regeringsvenlige medier – også har været flittige til at pege på.
Som den ældste af fem børn voksede han op i Kairo med en fransk barnepige og undervisning på en privatskole for overklassebørn. Han blev egyptisk mester i squash som 19-årig, læste jura og røg, efter endt uddannelse og indrulning i det egyptiske diplomatkorps, til New York.
I 1997 fik ElBaradei lidt overraskende posten som chef for Det internationale atomagentur med støtte fra USA. Det var også i den rolle, at han i 2005 modtog Nobels fredspris. Posten forlod han først i december 2009 – blot tre måneder før hans rejse til Egypten.
ElBaradei gør selv en dyd ud af at gentage, at det primære formål for ham ikke er at blive Egyptens næste præsident. Som han sagde i sit første længere interview til den britiske avis The Guardian, handler det i stedet om at skabe grundlaget for en form for politisk vækkelse og opstand i Egypten: ”Change will have to come from within the country (…) There is no one coming in on a white horse that is going to do that for you”.
Det har dog ikke fået spekulationerne om ElBaradeis præsidentpotentiale til at stoppe. Tværtimod, så skrives der nærmest dagligt nye analyser af, hvilke chancer han måtte have i en tvekamp med Mubaraks 47-årige søn Gamal, der af mange anses for at være den oplagte arvtager til præsidentposten, hvis hans far skulle vælge at træde af.
På trods af sin alder har Hosni Mubarak ikke givet noget klart signal om, hvornår han har tænkt sig at gå – faktisk har han ved flere lejligheder indikeret, at han vil lede Egypten til sit sidste åndedrag.

En forfatningsændring er nødvendig
Når ElBaradei så stædigt holder fast i, at han ikke er ude efter præsidentposten, så skyldes det sandsynligvis også, at de nuværende forfatningsmæssige forhold i Eygpten forhindrer ham i at stille op som uafhængig kandidat.
Det er ElBaradei selvfølgelig udmærket klar over, og man kan overveje, om ikke det er derfor han i samarbejde med andre oppositionskræfter har dannet The National Coalition for Change, der har udstukket syv krav til ændringer af forfatningen. Ændringer skal i sin essens gøre det lettere for uafhængige kandidater at stille op til og have en reel chance for succes ved valg i Egypten.
Koalitionen har i et forsøg på at presse regeringen også meldt ud, at de vil samle 5mio. underskrifter fra egypterne, der bakker op om deres krav.
Hvordan det går med indsamlingen står hen i det uvisse, men selvom koalitionen skulle nå målet, så tvivler mange på, at det i sig selv skulle føre til det store. Om ikke andet så skal regeringen på den ene eller den anden måde nok få sat spørgsmålstegn ved antallet af underskrifter.
Mubarak synes da heller ikke at være på vej til at give op. I en tale i maj advarede Mubarak mod kaos og langede ud efter ElBaradei, der indirekte blev beskrevet som varm luft og tomme løfter. Og få dage efter talen besluttede det egyptiske parlamentet, der er domineret af Mubaraks National Democratic Party (NDP) at forlænge undtagelsestilstanden, der blev indført efter mordet på præsident Anvar el-Sadat i 1981.
Afskaffelsen af undtagelsestilstanden, der giver myndighederne udvidede beføjelser til blandt andet at tilbageholde og arrestere demonstranter, var ellers et af ElBaradei og hans støtters erklærede mål.
Regeringsvenlige medier har heller ikke givet ElBaradei den bedste behandling. Hvor han tidligere blev beskrevet som en søn af landet, der repræsenterede Egypten på bedste vis i det store udland, så gik der ikke lang tid fra han havde meldt sin ankomst på den nationale politiske scene, til medierne var i gang med at kritisere ham. En af de mere opsigtvækkende anklager lød, at han ikke er en ”rigtig” egypter, fordi han både har et egyptisk og et svensk pas. En påstand, som han selv pure har afvist.

Oppositionen står afventende
Anklagerne er måske, hvad der kunne forventes. Mere bekymrende må det være for ElBaradei, at mange oppositionskræfter tilsyneladende er ved at miste troen på, at han kan gøre en forskel.
Advokaten Ayman Nour, der stillede op til præsidentvalget i 2005 og fik syv procent af stemmerne, støttede oprindeligt op om The National Coalition for Change, men siger nu, at ElBaradeis person fylder for meget. Og Det Muslimske Broderskab, der af mange anses for at være Egyptens største og mest betydningsfulde oppositionsgruppe uden dog at have en reel chance for at kunne udfordre den siddende regering, anklager Elbaradei for at vide for lidt om den almindelige egypters situation.
Det socialistiske parti Tagammu, der har en enkelt plads i parlamentet, har bedt sine medlemmer om ikke at melde sig ind i koalitionen. Og selv 6. april-bevægelsen – en internetbaseret demokrati- og protestgruppe af hovedsagligt unge mennesker – der for få måneder siden var blandt ElBaradeis ivrigste støtter, udtrykker nu skuffelse. Som lederen af bevægelsen, Ahmed Maher, fornyelig sagde til International Herald Tribune:
”Time is passing, everyone’s ambitions are clashing and ElBaradei is just talking.”

Demonstrationer og voksende utilfredshed
Lige nu og her er der altså ikke meget, der tyder på, at det vil lykkes for ElBaradei at få ændret forfatningen eller at spille en rolle ved præsidentvalget i 2011. Når han alligevel bliver ved med at tiltrække sig opmærksomhed, så skyldes nok, at han trods alt er det nærmeste, man i mange år er kommet et frisk pust i Egypten, der ellers er præget af politisk og social stilstand.
Samtidig synes der også at være en vis grøde i befolkningen. Nærmest dagligt er der demonstrationer i Kairo mod alt fra kød-, brødpriser og lønninger. Senest har grupper af arbejdere og fagforeninger kæmpet for at få hævet minimumslønnen, der ikke er blevet ændret siden 1984, hvor den blev fastsat til 35 egyptiske pund om måneden, svarende til cirka 37 kroner. Lidt vel optimistisk lyder demonstranternes krav, at minimumslønnen skal 32-dobles til 1.200 egyptiske pund.
Demonstrationerne understreger, at selvom Egypten i modsætning til resten af verden er gået forholdsvist uskadt gennem den økonomiske krise og har præsteret imponerende vækstrater på mellem fem og syv procent i de senere år, så er der meget store dele af det egyptiske samfund, der ikke har mærket det fjerneste til udviklingen. Det fremgår også af tal fra FN’s Human Development Report, der anslår, at 15 mio. egyptere dagligt må klare sig for mindre end to US dollars.
Men om forskellen på den makroøkonomiske fremgang og forholdene for de millioner af egyptere, der dagligt kæmper for at få pengene til at dække de konstant stigende priser på grøntsager, kød og det uundværlige baladi-brød, får reel politisk betydning er en anden sag.
For det første kan den egyptiske mentalitet – der til tider beskrives med forkortelsen IBM, som står for Insha’allah (om gud vil), Bokra (i morgen) og Maalish (det går nok) – godt få en til at tvivle på, at masserne nogensinde vil smide shishaen, trække op i galabeyaen og styrte ud på gaden i en fælles kamp for et mere demokratisk styre.
For det andet kan det ikke undre, hvis det er svært at have tid og overskud til mere abstrakte problemstillinger, når man har nok at gøre med blot at sikre sig mad og drikke. Det er da også tydeligt, at oppositionskræfterne ofte er fra den bedrestillede del af befolkningen.
Endelig skal man ikke undervurdere regeringen. Som chefredaktør Magdy el Gallad fra den uafhængige Al-Masry Al-Youm skrev i en ualmindelig åbenmundet leder, der også tiltrak sig international opmærksomhed:
”The regime that controls this country is very smart and cunning and sly, and he who thinks otherwise is under an illusion and naive, or it wouldn’t have preserved such a large nation in the refrigerator of stillness and subservience for 30 years.”

Peter G. H. Madsen (f. 1977) er uddannet cand.scient.pol og har en mastergrad i journalistik fra Columbia University i New York. Han har blandt andet arbejdet på avisen ”The Village Voice” i New York og som analytiker på Ugebrevet A4. Han har siden august 2008 boet og arbejdet som freelancejournalist med base i Kairo i Egypten.

RÆSON