EGYPTEN Et svækket broderskab styrker regimet

03.03.2010

Det egyptiske regimes kampagne af arrestationer og chikane mod Det Muslimske Broderskab har undermineret bevægelsens reformfløj og styrket de konservative kræfter. Splittelsen blandt brødrene kan forhindre oppositionen i at stå samlet forud for et afgørende år i egyptisk politik.

Af Rasmus Bøgeskov Larsen

Der har sjældent været meget drama over valgene til Det Muslimske Broderskabs rådgivende organ. Selv om Broderskabet er blandt de få politiske bevægelser i den arabiske verden, som lader dets medlemmer vælge lederskabet, har de disciplinerede brødre og søstre altid søgt at holde uenigheder bag lukkede døre og fremstille et stabilt ydre.
Men ved det seneste valg i december krakelerede facaden. Aldrig tidligere har den interne splid om Broderskabets rolle som både social bevægelse og ledende oppositionsparti stået frem i så lys lue, som den har gjort de seneste måneder. Og arabisk presse har labbet det i sig.
Bevægelsens forskellige fraktioner har taget nye medieformer til sig og åbent kritiseret valget til det rådgivende organ, shura-rådet, og den efterfølgende udpegelse af en ny Øverste Guide.
»Før i tiden ville det Muslimske Broderskab ordne sine sager bag lukkede døre, men nu dækker både blogs, fora på internettet, aviser og satellit-tv Broderskabets interne forhold ned i detaljer – og ofte med et sensationelt twist, som har forandret Broderskabets modus operandi«, skriver Mark Lynch, professor på Georgetown University, forfatter til flere bøger om arabiske medier, og prominent blogger for magasinet Foreign Policy.
Debatten synes at åbenbare mere end blot de fraktioner, der altid har været inden for Broderskabet. Skellet mellem to fløje, der repræsenterer hver deres generation af brødre med hver deres syn på bevægelsens rolle og identitet, er måske ved at vokse sig til en egentlig kløft. Det sker på et tidspunkt, hvor fremtiden i Egyptens politik ikke længere synes helt lige så givet som tidligere, og oppositionen søger at samle kræfter forud for et afgørende år med både parlamentsvalg og præsidentvalg.

Broderskabet udsat for betydeligt pres
Som den ældste og største islamistiske bevægelse i den arabiske verden med forgreninger i mange lande har Det Muslimske Broderskab sat sit afgørende præg på regionen på mange, vidt forskellige måder. Broderskabet fostrede Sayyid Outb, chefideologen bag mange muslimske ekstremisters opfattelse af ’jihad’. Afhoppere fra bevægelsen myrdede i 1981 den egyptiske præsident Anwar Sadat, og udbrydergrupper udførte i 90’erne en stribe terrorangreb mod blandt andet turister. Men det har også leveret sociale ydelser til hundredetusinder af mennesker, der ellers ville være uden støtte, og i Egypten har Broderskabet i over 30 år taget utvetydig afstand fra vold og arbejdet for indførelsen af demokrati.
Dets politiske program indeholder paragraffer om ytringsfrihed, kvinderettigheder og pluralisme, som umiddelbart burde vinde det støtte fra vestlige regeringer, der ønsker at bekæmpe autokratiske styrer i Mellemøsten. Men Broderskabet har stort set altid befundet sig i opposition og mødt udbredt undertrykkelse fra de egyptiske regimer, der siden 70’erne er blevet støttet af Vesten og særligt USA. Officielt har Broderskabet været forbudt siden 1954, og dets politikere kan kun stille op individuelt ved parlamentsvalg.
Den systematiske chikane stiller konstant brødrene over for spørgsmålet om, hvorvidt det kan betale sig at modarbejde et regime, som virker ganske urokkeligt. Og det var netop dette dilemma, som blev udspillet i medierne efter valget i december til dets 16 mand store rådgivende organ, Shura-rådet, der udstikker bevægelsens overordnede politik. Resultatet blev en markant styrkelse af den gren, som helst ser, at broderskabet er mindre konfronterende over for styret, så det i stedet kan fokusere på at styrke bevægelsens base som en stærk social bevægelse. Og i januar kunne denne konservative fløj konsolidere sin position yderligere, da rådet skulle udpege en ny ’Øverste Guide’ (den ottende siden grundlæggelsen i 1928). Som erstatning for den kompromissøgende Mohammad Mahdi Akef, der trådte frivilligt tilbage som følge af en intern strid, valgte det nye flertal en af deres egne, den 66-årige veterinærprofessor Mohammad Badie.
Styrkelsen af den konservative gruppe over for de mere politisk aktive brødre var forventet. Som et pendul har Broderskabet i store dele af dets
levetid svinget mellem aktiv politisk deltagelse og en mere tilbagetrukket rolle – og det som oftest i takt med det egyptiske styres grad af tolerance. De seneste år er Broderskabet blevet mødt med nogle af de mest omfangsrige repressalier i årtier som straf, fordi det politisk har udfordret Hosni Mubaraks autokratiske regime. En lang række af anholdelser, angreb på Broderskabets finansielle interesser og en aggressiv bagvaskelse i de statsstyrede medier har stækket bevægelsens politiske vinger og bestyrket skeptikerne i, at det er nyttesløst at sætte sig op i mod regimet.
Sådanne kampagner fra regimet har tidligere i Broderskabets historie ført til dannelsen af udbrydergrupper, der har grebet til våben. Det har fået Mohammad Badie til at sende en advarsel til styret, der efter at han blev udpeget har fortsat anholdelserne:
”Hvis kanalerne (for indflydelse) er blokerede, vil dette rum, vi lever i, blive fyldt med gas. Og hvis du stryger en tændstik i en så anspændt atmosfære, i et rum så fyldt med gas, vil det eksplodere”.

Reformisterne tabte – og er frustrerede
Selv om observatører ikke helt vil udelukke, at undertrykkelsen kan udløse nye blodige angreb, så er vurderingen, at den militante islamisme generelt synes at have mistet fodfæstet i Egypten. I stedet er det en helt anden gruppe af brødre, som måske kan finde på at bryde ud:
Forud for regimets seneste kampagne mod Broderskabet var hele Egyptens opposition blevet vakt til live af en periode omkring parlamentsvalget i 2005, hvor amerikanerne havde lagt pres på Hosni Mubarak for at tillade en større pluralisme. Kritik af styret og demonstrationer i gaderne blev pludseligt tålt, og Broderskabet vandt en uhørt femtedel af pladserne i parlamentet, på trods af at valget langt fra var uden svindel. En generation af brødre, der var unge i 70’erne og 80’erne og har været aktive i fagforeninger og i studenterpolitik på universiteterne, ledte Broderskabet i de nye omgivelser. Med en fast overbevisning om, at den politiske kamp faktisk nytter, et håb om at gøre Broderskabet til en mere folkelig bevægelse og en villighed til at samarbejde med den øvrige opposition gav de Broderskabet et andet ansigt udadtil:
»På mange måder har disse unge givet Broderskabet en ny identitet og et nyt image, både i Egypten og udenfor. Oplyste mennesker vil ikke længere betragte dets medlemmer som de stereotypiske, skæggede islamister. I stedet vil de se medlemmer som taler om deres forhåbninger om demokrati og større frihed, for ikke at nævne deres kærlighed til amerikanske film«, skriver den amerikanske journalist, Joseph Mayton, der arbejder på en bog om Broderskabet.
Selv om styret de seneste år har smækket døren til politisk indflydelse i hovedet på reformisterne, har de ikke mistet troen på, at det er værd at blive ved med at banke hovedet mod den. Men ved valget til shura-rådet i december blev de nærmest sat uden for indflydelse, da deres to hovedfigurer begge mistede deres pladser. Bevægelsens tøjler er dermed lagt solidt i hænderne på en ældre generation, der næppe vil ændre på Broderskabets generelle prodemokratiske antivoldelige islamisme, som er udviklet gennem årtier, men som ønsker at distancere sig fra reformisterne mere udadvendte og konfronterende tilgang, der er ønsket hos Reformisterne.
Frustrationen hos reformisterne har været lydhør, og de har brudt med Broderskabets tradition for at holde uenighederne bag lukkede døre. De har påpeget uregelmæssigheder ved valget og hævder, at de med magt er ved at blive kørt ud på et sidespor. Nogle har gået så langt som at afvise den nye ledelses legitimitet. Bloggeren Abdel Rahman Ayyesh har i et vredt tonefald fordømt det »katastrofale valg«, mens en anden prominent blogger og journalist, Abdel Moneim Mahmoud advarer den nye ledelse mod, at de yngre generationer ikke længere vil tage aktiv del i organisationen, men blot betragte den »som en klub, de er medlem af«.
For reformisterne er det et fatalt tidspunkt for Broderskabet at lade pendulet svinge tilbage mod isolation. Trods styrets hårdhændede strategi over for oppositionen har den øgede frihed på internettet, dannelsen af nye protestbevægelser og et stigende antal strejker holdt gang i ilden fra valget i 2005. Og i Mohammad el-Baradei, chef for det internationale atomagentur indtil november 2009, har oppositionen fundet en mulig fællesnævner og modkandidat til Hosni Mubarak – eller til hans søn Gamal, hvis den 81-årige præsident vælger at træde tilbage inden valget i foråret 2011.
»Der er hårdt brug for den moderate, reformistiske side af vores gruppe på dette stadie. Vi har brug for en stærkt politisk bevægelse, der kan sætte sig op imod det undertrykkende styre. Dette er vores pligt lige nu. Det er mere vigtigt end noget andet«, siger bloggeren Abdel Moneim Mahmoud til den amerikanske netavis The Christian Science Monitor.
Han har frosset sit medlemskab af Broderskabet, men om reformfløjens dybe frustrationer vil føre til reelt brud med Broderskabet er langt fra sikkert. Historisk har Det Muslimske Broderskab været i stand til at håndtere dets interne uenigheder, som ikke blot står mellem konservative og reformister. Bevægelsen bør ifølge Husam Tammam, ekspert i islamisme og tidligere broder, bedst betragtes som en paraply for en række forskellige islamistiske grupperinger, der paradoksalt nok netop bliver holdt sammen af den undertrykkelse, de møder. Hver for sig ville de stå svagt over for styret, og de finder derfor sammen om den beskedne ambition at skabe gradvis fremgang gennem fredelige midler.
Men selv om Broderskabet forbliver intakt, vil den interne splittelse være til gavn for Mubaraks styre, som næppe bryder sig om el-Baradeis forsøg på at samle den egyptiske opposition forud for parlaments- og præsidentvalgene, vurderer Tammam.
»Broderskabet begynder et nyt kapitel efter at have mistet noget nær en hel fraktion, som var dybt engageret i dialog med andre sociale og politiske kræfter og i stand til at bygge alliancer med dem … [Dets]formodede tab af fleksibilitet og evne til at finde fælles fodslag med andre intellektuelle strømninger vil gøre det nemmere for regimet at inddæmme gruppen og forhindre dannelsen af en bred oppositionsfront. Forandringen vil dog ikke nødvendigvis mindske Broderskabets popularitet, da dets base foretrækker de konservative standpunkter og tilsyneladende ønskede sig et mere konservativt lederskab«, skriver Tammam i Arab Reform Bulletin.

Rasmus Bøgeskov Larsen er freelancejournalist og mellemøstenkorrespondent for Politiken, bosiddende i Beirut, Libanon.

RÆSON