Efteråret i dansk politik: Næste træk?

Efteråret i dansk politik: Næste træk?

01.09.2010


Siden krisen ramte er fronterne mellem de to blokke blevet gradvist mere udtalte. Og økonomien bliver hovedemnet i et efterår, hvor valgrygterne svirrer. Efter oppositionens fremmarch i foråret og sommerens personsager spår meningsmålinger nu kun et spinkelt flertal til rød blok. RÆSON skyder den politiske sæson i gang.
Af Esben Alslund-Lanthén
”Den danske økonomi er elendig,” slår Margrethe Vestager fast. Selvom det langtfra er alle Folketingets partier, der vil erklære sig fuldstændigt enige i den bombastiske udmelding fra De Radikales formand, så synes der at herske en sjælden konsensus på Christiansborg: ”Partierne er for en gangs skyld dybest set enige om problemet. Kampen kommer til at stå på, hvordan den økonomiske krise skal løses,” forklarer TV2’s politiske kommentator Kaare R. Skou. Og fortsætter: ”Regeringen mener, at vi skal spare os til resultaterne, og det private forbrug skal få økonomien i gang. Hvor S-SF siger, at vi skal investere og ekspandere offentligt.” ”Den fløj, der i løbet af efteråret får defineret løsningen på den økonomiske krise, vil stå utrolig stærkt”, lyder det samstemmende fra valgforsker Kasper Møller Hansen.

Og diskussionen kommer ikke kun til at gå på, hvem der har ret, men også på hvem der har uret. Som Peter Christensen fra Venstre formulerer det: ”En udfordring bliver at vise danskerne, at oppositionens 12 minutters-plan er totalt usammenhængende og uansvarlig.” Mens Ole Sohn fra SF svarer: ”Det er nu, regeringens spareplan slår igennem. Vi har allerede hørt, at syv ud af ti kommuner planlægger at skære milliarder. Særligt børneområdet, skoler, ældre og socialområdet, vil blive ramt,” siger han.

Kun én ud af ti flytter sig

Regeringens vælgertilslutning har været stødt faldende siden sidste valg, men på det seneste har VKO og Liberal Alliance genvundet noget af det tabte. Professor i statskundskab ved Aarhus Universitet, Søren Risbjerg Thomsen, udgiver hver måned for Altinget.dk et vægtet gennemsnit af udvalgte meningsmålinger. Målingen for august bekræfter, at oppositionens fremgang er stoppet. Men rød blok har stadig et snævert flertal på 90 mandater – også uden de grønlandske og færøske mandater. Socialdemokraterne selv er røget fra 28,2 procent i juni ned på 25,6 procent i august. Og Søren Risbjerg Thomsen er sikker på, at danskerne straffer Helle Thorning-Schmidt for skattesagen. Men om vægerne bliver hos blå blok, finder han til gengæld mere tvivlsomt: ”Personsager er nogle gange sådan, at de kommer hurtigt og forsvinder hurtigt igen.”

Den vægtede meningsmåling viser desuden, at De Konservative med 6,8 procent har den laveste tilslutning siden valget, og at Liberal Alliance står til at få syv mandater. SF er det eneste parti i oppositionen, der er gået frem siden sidste valg, og SF’erne trækker altså hele rød bloks fremgang.

”Vælgerne reagerer i stigende grad på partiledere. Det ser man med Villy Søvndals popularitet, men man ser det også i Lene og Helles dårlige sager,” forklarer Søren Risbjerg Thomsen.

Der er dog stadig håb for de partier, som har mistet stemmer. ”Forskningen viser, at de vælgere, der er nemmest at flytte, er dem, der for nylig har skiftet parti. Der er reelt tale om ti procent, som kan skifte ved hvert valg,” forklarer Kasper Møller Hansen.

Med De Konservatives nedgang og Liberal Alliances fremgang er der altså en del stemmer på højrefløjen, som er ”rystet løs”. De Konservative har således en mulighed for at vinde det tabte igen. Ligeledes kan både Liberal Alliance og SF fortsat risikere at gå tilbage. Intet ligger endnu fast, fastslår Kasper Møller Hansen.

Den mest beskidte valgkamp nogensinde

Helle Thorning-Schmidt og Lene Espersens personsager har været de altoverskyggende politiske historier over sommeren i de danske medier.

”Personsager er enkle at forstå, nemme at kommunikere, og de flytter stemmer på grund af deres moralske dimension,” forklarer Jesper Thobo-Carlsen fra Berlingske Tidende, der kalder personsager en joker i politik. Hans vurdering: at Helle Thorning-Schmidts skattesag stadig har potentialet til at fortsætte, hvorimod Lene Espersens sag nok har toppet. Politikens politiske redaktør Mette Østergaard forventer, at personsager vil fortsætte med at fylde meget i efteråret og frem mod valgkampen. ”Det bliver den mest beskidte valgkamp, vi hidtil har set, og partierne er allerede i gang med at grave snavs frem om hinanden,” siger hun.

Troels Mylenberg fra Fyens Stiftstidende fremhæver, at det er urealistisk, når iagttagere efterlyser en politisk debat om ”substansen” alene: ”En verden, hvor politisk substans alene udgør debatmaterialet, er den rene utopi. Den gode politiker er i dag langt mere praktiker end teoretiker. Det ved medierne, men det er tilsyneladende ikke sivet ind hos professorvældet og politologerne,” siger han.

Ifølge lektor i politisk kommunikation ved Roskilde Universitet, Rasmus Jønsson, er netop medierne en af forklaringerne på, at dansk politik er blevet mere personfikseret. ”Medierne er begyndt at opføre sig mere som jagthund end vagthund. Det er nærmest blevet en journalistisk sportsgren at søge aktindsigt i politikeres bilag eller personlige forhold.” Han tilføjer, at mediernes ressourcemangel er en del af forklaringen, da personsager ofte ikke kræver så omfangsrig research.

Der er enighed blandt iagttagerne om, at personsagerne er i stand til at flytte stemmer. Og partierne selv er i høj grad opmærksomme på, at de kan blive afgørende for valgets udfald: ”Der står langt mere på spil, end hvad vi har set ved de seneste to valg, så derfor har efteråret og den kommende valgkamp potentiale til at blive meget personfikseret – og mere beskidt, end hvad vi har set tidligere,” forklarer Rasmus Jønsson. Også Kaare R. Skou forudser et efterår med mere flere personangreb: ”Alle partierne er enige om de største problemer, og i det store hele, ved vælgerne godt, hvor de forskellige partier står. Derfor vil der ikke være så meget andet end personer at diskutere, og vi vil se mere fokus på personsager og negativ kampagne,” forklarer han.

Alle børnene betalte skat undtagen Helle

– hun ku’ ikke tælle

På Facebook synes godt 34.000 personer godt om den seneste udgave af ”alle børnene”-vitsen. Og der er ingen tvivl om, at Helle Thorning-Schmidt og Stephen Kinnocks skattesag har potentiale til at fortsætte med at være en kæmpe sag henover efteråret. ”Helle Thorning kan få et meget stort problem, når Skats redegørelse om hendes sag rammer offentligheden,” forklarer politisk redaktør på Fyens Stiftstidende Troels Mylenberg.

Sagen i Skat går på, om Stephen Kinnock var skattepligtig i henholdsvis 2007, 2008 og 2009. For hvert af årene skal Skat vurdere om Danmark har været centrum for Stephen Kinnocks ”livsinteresser”, eller om han har opholdt sig i landet mere end 180 dage. Samt om Stephen Kinnock i 2007 og 2008, hvor han var ansat af British Council, havde beskyttelse som diplomat og derfor ikke var skattepligtig.

På Socialdemokraternes sommermøde udtalte Helle Thorning-Schmidt selvsikkert at der ”ikke var noget at komme efter” i skattesagen. Det må som minimum betyde, at hun mener, at Stephen Kinnock ikke var skattepligtig i 2007 og 2008. Parret vil i den situation juridisk være uden ansvar, da Stephen Kinnock har betalt skat for 2009. Indbetalingen skete dog først, efter at sagen var kommet op i medierne, så en afgørelse fra Skat, der erklærer Stephen Kinnock skattepligtig i 2009, vil formentlig belaste Socialdemokraterne alligevel.

Det hører med til historien, at BT, der på baggrund af aktindsigter i Skatteministeriet kunne afsløre sagen, er blevet kritiseret for dårlig presseskik. Fagbladet Journalisten har gennemgået BT’s dækning og har blandt andet sat spørgsmålstegn ved brugen af kilder.

Under alle omstændighederne må man regne med, at skattesagen har sat sig fast i vælgernes opfattelse af Helle Thorning-Schmidt. ”Den vil klæbe til hende, ligesom bilagene gør til Løkke,” vurderer Kaare R. Skou.

Og de borgerlige vil uden tvivl bruge skattesagen til at få S-lederen til at fremstå som en utroværdig statsministerkandidat. ”Det er en flanke, man vil udnytte skamløst fra den borgerlige fløj,” udtaler blogger og politisk kommentator Jarl Cordua.

Finanslov: VKO ikke nok

For første gang siden 2001 kan regeringen og Dansk Folkeparti ikke mønstre 90 mandater forud for efterårets finanslovsforhandlinger. VKO mangler et enkelt mandat for at få flertal, og det mandat skal hentes hos enten Liberal Alliance, Kristendemokraterne, den tidligere konservative Pia Christmas Møller eller den tidligere DF’er Christian H. Hansen.

Liberal Alliance er uden tvivl den mest oplagte bejler og vil med tre mandater sikre regeringen et komfortabelt flertal. Men det lille parti har hårdt brug for at profilere sig frem mod det kommende valg.  ”Liberal Alliance er i øjeblikket ved at sadle om fra protestparti til indflydelsesparti. Og de har brug for nogle politiske resultater – formentlig på skat – ved finanslovs-forhandlingerne,” forklarer Rasmus Jønsson. Selv siger politisk ordfører Simon Emil Ammitzbøll, at partiet vil fjerne multimedieskatten og iværksætterskatten samt halvere selskabsskatten. Og netop selskabsskatten er også en mærkesag for De Konservative ”Vi har meldt ud, at vi ønsker selskabsskatten sat ned, og det har vi tænkt os at arbejde for,” udtaler politisk ordfører Henriette Kjær, der i weekenden blev bakket op af Venstres skatteminister Troels Lund Poulsen, der nu mener at have fundet finansiering til nedsættelse af netop selskabsskatten. Ved at sænke selskabsskatten kan regeringen altså både give Liberal Alliance en sejr samt hjælpe de trængte Konservative.

Finanslovsforhandlingerne vil på mange måder blive en forsmag på, hvad der venter efter en eventuel valgsejr til VKO plus LA.

Regeringens finanslovsforslag, som blev fremlagt i sidste uge, indeholder ingen planer om skattelettelser. Et kalkuleret underskud på små 80 milliarder lægger heller ikke op til at skære i det offentliges indtægter. Men finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) efterlod et vindue på klem til Liberal Alliance og De Konservative, da han til Politiken sagde: “Vi giver ikke ufinansierede skattelettelser, men hvis man kan komme med en finansiering, så lad os da se på det. Nogle af formålene kan jo være rigtig, rigtig fornuftige.”

Også Dansk Folkeparti håber at komme positivt ud af finanslovsforhandlingerne. Og ligesom det har været tilfældet siden 2001, vil DF kræve en pris for deres loyalitet over for regeringen. ”Det bliver business as usual. DF skal have noget af høj symbolsk og tålelig politisk og økonomisk betydning. Formentlig noget, så de kan holde indvandringsdebatten kørende,” vurderer Kaare R. Skou.

Værdidebattens genkomst?

Dansk Folkeparti har brugt sommeren på at få værdipolitikken – eller med andre ord: debatten om indvandring – tilbage på den politiske dagsorden.

Ifølge Rasmus Jønsson har værdidebatten det seneste års tid været præget af De Konservatives mislykkede forslag om et burkaforbud: ”DF har en klar interesse i at generobre værdidebatten og få den tilbage på samme folkelige spor, som tidligere førte til stor vælgerfremgang,” siger han.

Sommerens mest markante DF-forslag var en stramning af 24-årsreglen, så den gælder op til 28 år – dog kun for ansøgere fra lande, der har tradition for familiesammenføringer.

”Planen er tilsyneladende at forskelsbehandle indvandrere mere alt efter deres værdi for samfundet, men der er stor uenighed mellem De Konservative og Dansk Folkeparti og internt i Venstre,” vurderer Jesper Thobo-Carlsen fra Berlingske Tidende.

Det er nemlig ikke kun DF, der er interesserede i at puste liv i værdidebatten. I RÆSONs rundspørge til Folketingets politiske ordførere nævner alle partier til højre for Socialdemokraterne værdi- eller udlændingepolitik som en af de tre største politiske udfordringer det næste halve år.

”Vi skal gøre det klart for udlændinge i Danmark, at de er velkomne, når de bidrager, men at de er uvelkomne, når de ikke bidrager til samfundet,” udtaler politisk ordfører for Venstre, Peter Christensen.

Det store spørgsmål er, om blå blok er i stand til at sætte værdidebatten højt på efterårets politiske dagsorden. Socialdemokraterne kan stadig huske, hvordan indvandring har kostet stemmer ved tidligere valg, og Villy Søvndal kan hurtigt komme i problemer med et bagland, der ikke har vist særlig meget sympati for partiets højredrejning på udlændingepolitikken.

Med til historien hører også, at De Radikale står i en særlig klemme på værdidebatten. De er bundet af deres samarbejde med S-SF, men partiet er givetvis interesseret i, at udlændinge bliver et tema i valgkampen.

”De Radikale ved, at der for dem er vælgere i værdipolitikken, da de, sammen med Enhedslisten, er det eneste alternativ til den politik, der føres nu. Hvis de fortsætter med at falde i meningsmålingerne vil De Radikale på et tidspunkt være tvunget til at bryde med disciplinen i den røde blok,” forklarer Kasper Møller Hansen.

De studerende og førtidspensionisterne

Både højre- og venstrefløjen er enige om, at studerende skal blive hurtigere færdige, så de kan komme ud på arbejdsmarkedet i en fart. Ud over finansloven vil en SU-reform derfor være en af de største politiske aftaler, der skal indgås i efteråret. Men enigheden betyder ikke, at det bliver en let opgave for regeringen at få en SU-reform i hus. S-SF vil formentlig tage sig godt betalt for et bredt forlig – for uden deres medvirken bliver der sandsynligvis ingen reform.

”Regeringen vil gøre meget for at få det brede forlig på SU-området. Den seneste SU-reform inkluderede alle partierne undtagen Enhedslisten, og det er ikke kutyme at bryde et forlig, før der har været valg. Hvis regeringen ikke kan få et bredt forlig igennem må de vente til efter en eventuel valgsejr,” forklarer Kaare R. Skou.

Efterårets anden store reform bliver førtidspensionen, hvor det primære mål er, at få nedbragt antallet af førtidspensionister. Flere partier i Folketinget er allerede begyndt at nævne løsninger, hvor der etableres en ’kattelem’ for førtidspensionister, der er i stand til at komme tilbage på arbejdsmarkedet. De Konservative kalder en reform af førtidspensionen for efterårets vigtigste politiske resultatet, og politisk ordfører, Henriette Kjær, slår fast: ”Unge mennesker skal ikke parkeres på førtidspension, fra de er 18-19 år, til de går på pension. Vi ønsker en revurdering hvert trejde år samt hjælp til at komme i gang med en uddannelse eller i job.”

Også R har meldt ud, at de ønsker en reform, der kan få flere førtidspensionister tilbage på arbejdsmarkedet. ”Vi ønsker en rehabiliteringsydelse – sådan, at f.eks. unge med en psykisk sygdom kan behandles og blive raske i stedet for at leve på førtidspension,” siger Margrethe Vestager.

Don’t mention the war

”Afghanistan skal ikke være noget tema i valgkampen. Løkke vil gøre alt, hvad han kan, for at få lukket det ned inden,” udtaler Jarl Cordua.

I august var Løkke til møde hos den engelske premierminister David Cameron. Her gav han for første gang en exit-dato:. I 2014 eller 2015 skal der ikke være flere kamptropper i Afghanistan, og det lægger sig godt opad Camerons løfte, om at der i 2015 vil være ganske få engelske tropper ”i forreste linje”.

Danskernes tilslutning til krigen har da også været vigende. Godt to uger før statsministerens udmelding viste en meningsmåling således, at 62 procent af den danske befolkning ønskede en dato for tilbagetrækning. Men ifølge Cordua har statsministeren længe ment, at det snart måtte være på tide at komme hjem og ved at melde ud, får han samtidig sat dagsordenen for tilbagetræknings-diskussionen: ”Det eneste oppositionen kan kritisere nu er, at soldaterne ikke kommer hjem på et endnu tidligere tidspunkt,” udtaler han.

Men selvom Løkke vil have lukket Afghanistan før et valg, så slipper han sandsynligvis ikke uden om, at diskussionen kommer til at fylde meget i efteråret. Politisk redaktør på Politiken, Mette Østergaard, nævner Afghanistan som det emne, der næstefter økonomien vil blive dækket mest i de skrevne danske medier i den kommende politiske sæson.

”Til efteråret skal partierne bag Afghanistan forhandle en ny Helmand-strategi på plads. Danskernes holdning til krigen har ændret sig, siden sidste strategi blev fastlagt, og den nye Helmand-strategi kan blive afgørende for en ændret indsats i Afghanistan. Det vil give store politiske diskussioner og have stor folkelig bevågenhed,” forklarer hun.

Den folkelige opbakning til krigen kan ifølge Kasper Møller Hansen have stor indflydelse på forhandlingerne om Helmand-strategien. ”Lige nu er det ikke pænt at være imod krigen, for de fleste var for den tidligere. Men eftersom støtten forsvinder, og flere dør, så er der måske en mulighed for at sige fra. Partierne lurer på hinanden. Hvem tør melde stærkt ud om en tilbagetrækning?” spørger han.

Giftig stemning hos De Konservative

”At få fokus på de politiske udfordringer frem for person-sager,” er ifølge Henriette Kjær en af De Konservatives vigtigste politiske visioner for efteråret. Og hun fortsætter: ”Det er sådan set ikke, fordi vi selv har haft vores leder i vælten. Man må selvfølgelig stå for skud og tåle kritik. Men når selv seriøse medier svælger i personsags-stof frem for seriøs politisk debat, ødelægger det hele det politiske klima.”

Partiet er blevet kritiseret for ikke at få deres mærkesager igennem. Hvilket Henriette Kjær også har indrømmet. Men at flytte fokus til en mere seriøs politisk debat bliver besværliggjort af, at der tilsyneladende hersker en splittelse i partiet.

”Der er en giftig stemning i den konservative folke-tingsgruppe. Siden Per Stig blev fyret som udenrigs-minister har der været muren i krogene,” forklarer Kaare R. Skou. Han ser en splittelse mellem to fløje: Folkepartisterne og de traditionelle konservative. Per Stig Møller hører til førstnævnte gruppe, og en stor del af baglandet følte sig trådt over tæerne, da Lene Espersen overtog Udenrigsministeriet fra ham.

Hvem der gik til Berlingske Tidende og anonymt forklarede, at statsministeren var blevet underrettet om Lene Espersens afbud til Arktis-mødet vides ikke med sikkerhed. Men ifølge Cordua er det svært at se, at det kunne være andre end Per Stig Møller. Og hvis det var Per Stig Møller, så har splittelsen allerede skadet partiet kraftigt. Spørgsmålet er derfor, om splittelsen vil fortsætte med at påvirke De Konservative i efteråret. ”Per Stig Møller er en institution i partiet. Det eneste, man kan gøre, er at bede ham om at holde kæft fra nu af,” siger Jarl Cordua.

Han mener dog ikke, at splittelsen er specielt udtalt i folketingsgruppen. Det var primært græsrødderne, der mente, at Lene Espersen handlede lige lovlig magtfuldkomment, da hun overtog Udenrigsministeriet. Ifølge Cordua er det meste af folketingsgruppen enten med Brian Mikkelsen eller Lene Espersen. Derfor er Brian Mikkelsen nu ”magtcentret hos De Konservative.” Cordua har dog ikke megen tiltro til, at Lene Espersen kan genvinde de tabte stemmer. ”Med Lene Espersen som leder er K ikke i stand til af få vælgerfremgang,” udtaler han.

Og hvis K falder yderligere i menings-målinger, kan der opstå en ny parlamentarisk situation. ”De Konservative kan blive så små, at de efter næste valg ikke er interesserede i at komme i regering. Det vil formentlig betyde, at der opstår en Venstre-mindretals-regering,” vurderer Kaare R. Skou.

’Lille Lars’ og den store knap

”Alle på Christiansborg husker, hvordan Nyrup ’glemte’ at slå til på valgknappen i maj 2001, hvor han pludselig havde Fogh nede i sækken i debatten om minimalstats-bogen. Som bekendt tøvede Nyrup, og efter 11. september var det pludselig tid til forandring,” erindrer Mylenberg.

Lars Løkke vil uden tvivl være ekstremt opmærksom på ikke at lave samme fejl som sin forgænger på statsministerposten. Sidst på sommeren så det netop ud som om, at borgerlig fremgang i meningsmålingerne og Helles skattesag ville gøre et lynvalg muligt. De seneste meningsmålinger har dog ikke vist et sikkert flertal til den borgerlige fløj, men det betyder ikke, at et efterårsvalg er utænkeligt.”Helle Thorning kan stadig snuble i skattesagen. Og hvis hun ligger helt ned, når finansloven kommer i hus til november, så tror jeg, der bliver valg,” vurderer Thobo-Carlsen. Cordua mener, at den blå blok skal have mere momentum, end hvad tilfældet er nu, men ”kikkerten er stift rettet mod meningsmålingerne,” forklarer han. Mette Østergaard peger på, at de forligsbelagte forhandlinger om SU og førtidspension kan blive brugt som anledning til at udskrive valget. Men selvom statsministeren formelt er den, der udskriver valg, så vil K gerne have noget at skulle have sagt. ”Et valg nu ville være en våd klud i hovedet på K. De har brug for noget tid til at genvinde de tabte stemmer,” siger Rasmus Jønsson.

Blandt de eksperter, som RÆSON har talt med, synes der at være en enighed om, at det stadig er mest sandsynligt, at valget først kommer i 2011 – enten lige inden eller lige efter Folketingets sommerferie. Men om næste år er et godt valgår for Lars Løkke, synes der at herske tvivl om. Jesper Thobo-Carlsen peger på, at Lars Løkke indtil nu ikke har udvist lederskab som statsminister. Det skal Genopretningspakken ændre på. ”Løkke har brug for tid nok til, at vælgerne kan se, at genopretningen virker, og at det begynder at lysne i økonomien og beskæftigelsen.”

Rasmus Jønsson mener ikke, at tiden arbejder for statsministeren: ”I 2011 vil danskerne for alvor mærke de nedskæringer, som kommer ovenpå Genopretningspakken. Den kommunale velfærd bliver presset, og det vil give vind i sejlene til oppositionen,” forklarer han. Hvem der har ret afhænger af økonomien. ”Danskerne vil sådan set bare vide, hvem der kan sikre, at de har job i morgen,” konstaterer Jarl Cordua.

Til denne artikel har RÆSON talt med: Christine Cordsen, Jarl Cordua, Jesper Thobo-Carlsen, Kaare R. Skou, Kasper Møller Hansen, Mette Østergaard, Rasmus Jønsson, Søren Risbjerg Thomsen, Troels Mylenberg og samtlige politiske ordførere fra Folketingets partier.

Esben Alslund-Lanthén er stud.scient.pol ved Københavns Universitet, har læst international politik ved Freie Universität i Berlin og er uddannet faglig formidler fra Tillægsuddannelsen på Journalisthøjskolen i Århus. Han har tidligere været ansat som researcher på Politikens indlandsredaktion og har blogget på Politiken.dk.